top of page

PRAKTISK GUIDE
 

BRUG AF SONDE TIL KALVE

Sondering af kalve kan være nødvendigt, hvis kalven har diarré og ikke frivilligt vil indtage den nødvendige væsketerapi. Derudover kan sondefodring også være aktuelt hos kalve, som ikke frivilligt vil indtage råmælken. Kalve, som ikke får råmælk inden for kort tid efter fødslen, har en betragteligt større risiko for at dø, og råmælken kan derfor betragtes som livsnødvendig.


Sondefodring kan derfor være det, som gør forskellen på liv og død for kalven. Det er dog nødvendigt, at sonden lægges korrekt for at undgå, at væske kommer i lungerne.




Billede1 rundt portræt_edited.png
Siden er udarbejdet af kvægfagdyrlæge Trine Fredslund Matthiesen
28. august 2026

Protokol for sondefodring af kalve


Protokol for sondefodring af kalve

Download protokollen som PDF:

Protokol for sondefodring af kalve (dansk)

Protocol for stomach tube feeding of calves (engelsk)


Mælk må ALDRIG gives med sonde – bortset fra til nyfødte kalve

Når mælk gives med en sonde, kommer den i vommen på kalven (Lateur-Rowet og Breukink, 1983). Det er ikke et problem med mælk i vommen på en nyfødt kalv, fordi vommen er steril, og mælken vil passere videre til løben i løbet af 3 timer (Chapman et al., 1986).


Mælk i vommen hos en ældre kalv vil derimod blive omsat af mikroorganismer, hvorved der bl.a. dannes laktat. Laktat gør kalven syg og dårlig og kan i værste tilfælde medføre død (Gentile et al., 2004).


Læs mere om, hvad den videnskabelige litteratur har fundet ud af om mælk i vommen, på siden om bollerenderefleksen.


Sondefodring er ikke svært – det gælder bare om at have den rigtige teknik

I et tysk studie fra 2005 findes en god beskrivelse af, hvordan man sondefodrer kalve (Kaske et al., 2005). Beskrivelsen gengives her:


Det er bedst at sondere en stående kalv

Kalven skal helst være stående. Bagenden af kalven fikseres med fordel i et hjørne. Hvis kalven er liggende, og man ikke kan få den op at stå, skal man være ekstra omhyggelig med at få sonden lagt korrekt.


Kalven skal selv sluge sonden

Sonden føres ned i svælget oven på tungen, og kalven skal gerne selv sluge sonden. Idet kalven synker, føres sonden forsigtigt ned i spiserøret. Introduktion af sonden i spiserøret skal ikke være ubehageligt for kalven.


Tricks man kan bruge, hvis kalven ikke vil synke sonden

Giv kalven lov til at sutte på en finger for at producere spyt, eller giv kalven lidt mælk fra en sutteflaske for at få den til at synke. I den forbindelse kan sonden føres ned i spiserøret.


Kalven kan ikke synke, hvis hovedet er bøjet bagover. Kalven skal derfor placeres med et let bøjet hoved (normal hovedholdning).


Mærk ALTID sonden på venstre side af halsen

Det sikres, at sonden sidder korrekt, ved at palpere sondens hoved på venstre side af kalvens hals. Giv aldrig råmælk/elektrolytter, medmindre man først har sikret sig, at sonden ligger korrekt, ved at palpere den på venstre side af halsen.


Der findes generelt en hel del gode videoer på YouTube, som viser, hvordan man sonderer en kalv. Se fx denne video:



Læs også

Bollerende refleksen

Behandling af kalve med diarré

Råmælk – sut eller sonde

Råmælk


Kildehenvisning

Chapman, H. W., Butler, D. G., & Newell, M. (1986). The route of liquids administered to calves by esophageal feeder. Canadian Journal of Veterinary Research, 50(1), 84.


Gentile, A., Sconza, S., Lorenz, I., Otranto, G., Rademacher, G., Famigli-Bergamini, P., & Klee, W. (2004). D-lactic acidosis in calves as a consequence of experimentally induced ruminal acidosis. Journal of Veterinary Medicine Series A, 51(2), 64-70.


Kaske, M., Werner, A., Schuberth, H. J., Rehage, J., & Kehler, W. (2005). Colostrum management in calves: effects of drenching vs. bottle feeding. Journal of Animal Physiology and Animal Nutrition, 89(3-6), 151-157.


Lateur-Rowet, H. J. M., & Breukink, H. J. (1983). The failure of the oesophageal groove reflex, when fluids are given with an oesophageal feeder to newborn and young calves. Veterinary Quarterly, 5(2), 68-74.




bottom of page