top of page

CLOSTRIDIUM PERFRINGENS INFEKTIONER HOS KALVE

Clostridium perfringens kan forårsage abomasitis (løbebetændelse) og enteritis (tarmbetændelse) karakteriseret ved nekrose (celledød) af den abomasle eller intestinale mucosa (løbe og tarm slimhinde). Klinisk sygdom er forbundet med hurtig bakteriel opformering i mave-tarmkanalen og efterfølgende frigivelse af eksotoksiner.


Clostridieinfektioner forekommer sporadisk hos kalve. Fund af blodigt indhold i tarmen eller løben hos en kalv, der er død efter et kortvarigt sygdomsforløb, bør give mistanke om infektion med C. perfringens. Selvom flere af de kommercielt tilgængelige hurtigtests til diagnostik af diarré hos kalve inkluderer påvisning af C. perfringens, er testresultatet ikke nødvendigvis diagnostisk relevant. Dette skyldes, at C. perfringens indgår som en del af tarmens normalflora og derfor forventes at kunne påvises hos raske såvel som syge kalve. 


Påvisning af bakterien alene er således ikke tilstrækkelig til at fastslå, at den er årsag til sygdommen – og slet ikke hos kalve uden relevante kliniske symptomer.

Clostridie infektioner er typisk sporadiske og ses normalt ikke som et besætningsproblem.


Der findes flere typer af clostridie infektioner hos kalve:


Løbebetændelse evt. kombineret med kraftig gasudvikling i løben forårsaget af C. perfringens type A hos mælkefodrede kalve


Tarmbetændelse forårsaget af C. perfringens type A som også kendes som ’Sudden death’ fordi kalvene normalt er døde inden der ses kliniske symptomer. Ses primært hos ældre kalve efter fravænning (men kan forekomme i alle aldre)


Tarmbetændelse hos kalve i alderen 0 til 10 dage forårsaget af C. perfringens type B eller C.


Vaccination af drægtige køer har god effekt mod C. perfringens type C og D infektion hos kalve, men kræver tilstrækkelig råmælksforsyning. Vaccination mod C. perfringens type A er mere tvivlsom.




< Back
Billede1 rundt portræt_edited.png
Af kvægfagdyrlæge Trine Fredslund Matthiesen
7. november 2026

C. perfringens type A, B og C kan inducere tarmbetændelse hos kalve

C. perfringens inddeles i forskellige typer (A-E). Hver type har evnen til at producere et eller flere toksiner. Alle C. perfringens producerer alfatoksin (Simpson et al., 2018).

C. perfringens invaderer ikke vævet. Kalvene bliver syge, når clostridierne opformeres kraftigt i løben eller tarmen og danner eksotoksiner, der skader vævet i mavetarmkanalen og kan give systemiske læsioner (skader andre steder i kroppen) (Simpson et al., 2018).

 

C. perfringens-infektioner hos kalve er ofte akutte og alvorlige og har høj dødelighed fordi toksinerne inducerer celledød i mavetarmkanalens celler (Simpson et al., 2018).


Sygdomme hos kalve forårsaget af de forskellige toksintyper af C. perfringens. Toksintype: bakterien inddeles i type A–E efter, hvilke toksiner (giftstoffer) den danner. Enterotoksæmi: en tilstand, hvor toksiner, som bakterierne danner i tarmen, optages gennem tarmvæggen til blodet og derfra skader andre organer. Forløbet er ofte så hurtigt, at dyret dør pludseligt. Hæmorragisk enteritis: blødende tarmbetændelse. Nekrotisk: med vævsdød. Pulpy kidney disease: en form for enterotoksæmi hos lam, hvor nyrerne bliver bløde kort efter døden. Tabellen er lavet på baggrund af Simpson et al. (2018) samt Songer og Miskimmins (2004).
Sygdomme hos kalve forårsaget af de forskellige toksintyper af C. perfringens. Toksintype: bakterien inddeles i type A–E efter, hvilke toksiner (giftstoffer) den danner. Enterotoksæmi: en tilstand, hvor toksiner, som bakterierne danner i tarmen, optages gennem tarmvæggen til blodet og derfra skader andre organer. Forløbet er ofte så hurtigt, at dyret dør pludseligt. Hæmorragisk enteritis: blødende tarmbetændelse. Nekrotisk: med vævsdød. Pulpy kidney disease: en form for enterotoksæmi hos lam, hvor nyrerne bliver bløde kort efter døden. Tabellen er lavet på baggrund af Simpson et al. (2018) samt Songer og Miskimmins (2004).


Forekomsten af C. perfringens bakterier hos danske kalve

Flere af de gængse kommercielt tilgængelige hurtigtests til diagnostik af diarré hos kalve inkluderer påvisning af C. perfringens og derfor er bakterien beskrevet her.

Påvisning af C. perfringens type A i gødning fra en kalv med diarré er sjældent diagnostisk relevant fordi bakterien er en del af normalfloraen i kalvens tarm.

 

Olsen et al. (2025) undersøgte 392 gødningsprøver fra kalve med diarré i alderen 0–28 dage. De fleste prøver stammede fra kalve i de to første leveuger. C. perfringens type A blev påvist i 157 prøver (40 %), mens type B og C ikke blev fundet i nogen prøver, selvom der blev testet for dem med PCR.

 

Der findes ingen kommerciel test for identifikation af C. perfringens type i Danmark, men tests kan rekvireres i udlandet.

 

Forekomsten af C. perfringens type E er ukendt

Songer og Miskimmins (2004) beskriver to tilfælde af diarré og død hos kalve forårsaget af C. perfringens type E. Det drejede sig om en 11 dage gammel krydsningskvie og en 14 dage gammel Angus-tyrekalv. I samme undersøgelse blev 1.113 C. perfringens-isolater fra tilfælde af enteritis (tarmbetændelse) hos domesticerede dyr undersøgt. Heraf blev 45 isolater (4 %) identificeret som type E. Påvisningen af type E var udelukkende knyttet til neonatale (nyfødte) kalve med hæmorragisk (blodig) diarré. Forfatterne vurderer på den baggrund, at type E muligvis er mere udbredt, end man hidtil har antaget.

 

Prædisponerende faktorer for overvækst af C. perfringens

Sygdom forårsaget af C. perfringens hos kalve er en multifaktoriel lidelse, hvor tilstedeværelsen af C. perfringens i mavetarmkanalen ikke nødvendigvis medfører sygdom. Udvikling af sygdom forudsætter, at bestemte forhold i tarmen fremmer bakteriel overvækst og efterfølgende toksinproduktion.

 

De prædisponerende faktorer kan overordnet inddeles i tre kategorier:

  1. Tilstedeværelse af C. perfringens i mavetarmkanalen.

  2. Tilstrækkelig tilgængelighed af kulhydrater og proteiner i tarmen til at understøtte bakteriel vækst.

  3. Nedsat tarmmotilitet (tarmens bevægelser), som kan medføre lokaliseret overvækst af bakterier.

 

C. perfringens type A indgår som en del af tarmens normalflora (de bakterier, der naturligt lever i tarmen) og kan påvises hos størstedelen af kalve (Simpson et al., 2018). De øvrige typer forekommer derimod ikke nødvendigvis hos alle kalve, og deres udbredelse varierer mellem besætninger.

 

Flere forhold i kalvens miljø og fodring kan desuden øge risikoen for bakteriel overvækst og toksindannelse. Dette omfatter blandt andet utilstrækkelig hygiejne, uregelmæssig fodring med store mælkeportioner samt anvendelse af mælkeerstatning med et højt indhold af kulhydrater og/eller proteiner (Simpson et al., 2018).

 

C. perfringens er sjældent et besætningsproblem

Sygdom forårsaget af C. perfringens optræder typisk sporadisk og rammer oftest enkelte kalve, hvorefter der kan gå flere år, før et nyt tilfælde forekommer. Managementforhold i den enkelte besætning kan dog under visse omstændigheder øge forekomsten af sygdomstilfælde. Det ses eksempelvis, at enkelte besætninger i perioder oplever en øget forekomst af løbetympani. Dette skyldes ofte uhensigtsmæssige fodringsrutiner, såsom store mælkeportioner ved hver fodring, for højt koncentreret mælkeerstatning eller tilsætning af elektrolytter direkte til mælkeerstatningen. I andre tilfælde kan årsagen være anvendelse af en mælkeerstatning, hvis sammensætning ikke er hensigtsmæssig for kalvens fordøjelsessystem.


 

Sygdom forårsaget af C. perfringens hos kalve

C. perfringens type A, B og C giver hyppigst anledning til sygdom hos kalve. Type E er mere sjælden. Fælles for infektioner er, at der ofte er tale om blodig diarré med et akut forløb, som ofte har dødelig udgang inden man opdager at dyret er sygt (Simpson et al., 2018).


Oversigt over sygdomsbilleder ved C. perfringens type A, B og C hos kalve. Abomasitis: løbebetændelse. Enteritis: tarmbetændelse. Hæmorragisk enterocolitis: blødende betændelse i tynd- og tyktarm. Sepsis: blodforgiftning. Peritonitis: bughindebetændelse. Kapillærfyldningstid: den tid, det tager, før slimhinden bliver lyserød igen efter et tryk med fingeren; den er forlænget ved shock. Peristaltik: tarmens bølgeformede bevægelser. Intramuralt emfysem og ødem: luft og væske inde i løbevæggen. Fibrinøs: med udfældet fibrin (størknet blodprotein). Opisthotonus: krampe, hvor hoved og hals trækkes bagover. Jejunum og ileum: den midterste og bageste del af tyndtarmen. Caecum og spiralcolon: blindtarmen og den spiralsnoede del af tyktarmen.
Oversigt over sygdomsbilleder ved C. perfringens type A, B og C hos kalve. Abomasitis: løbebetændelse. Enteritis: tarmbetændelse. Hæmorragisk enterocolitis: blødende betændelse i tynd- og tyktarm. Sepsis: blodforgiftning. Peritonitis: bughindebetændelse. Kapillærfyldningstid: den tid, det tager, før slimhinden bliver lyserød igen efter et tryk med fingeren; den er forlænget ved shock. Peristaltik: tarmens bølgeformede bevægelser. Intramuralt emfysem og ødem: luft og væske inde i løbevæggen. Fibrinøs: med udfældet fibrin (størknet blodprotein). Opisthotonus: krampe, hvor hoved og hals trækkes bagover. Jejunum og ileum: den midterste og bageste del af tyndtarmen. Caecum og spiralcolon: blindtarmen og den spiralsnoede del af tyktarmen.

Abomasitis forårsaget af C. perfringens type A (Abomasal bloat/løbetympani)

Kliniske symptomer

Forekommer sporadisk (Peek et al., 2018).

C. perfringens type A kan (blandt andre bakterier) forårsage abomasal bloat (løbetympani). Det dominerende og mest konsistente kliniske tegn er udspilet abdomen (bug) med plaskelyd ved ballottement (rystning af bugen med hånden) (Simpson et al., 2018). 

 

Udvidelsen skyldes ikke kun gas, men ofte også væskeansamling i løben. Gassen kan ikke fjernes med sonde, fordi den ophobes i de mere distale (bagerste) dele af mavetarmkanalen – ikke i vommen. Væskeansamlingen kan desuden gøre det svært at evakuere gassen ved punktur (Simpson et al., 2018).

 

Postmortelle forandringer

Ved obduktion ses en forstørret løbe med serohæmorragisk (blodblandet) væske og gas.

Clostridial abomasitis (løbebetændelse) er induceret eksperimentelt hos kalve ved inokulation med C. perfringens type A (Simpson et al., 2018)

 

Differentialdiagnoser (andre sygdomme med lignende symptomer) til abomasal bloat hos kalve:

-        Sarcina spp.

-        Salmonella

-        Coccidiose

-        Svampeinfektioner

-        Immunsuppression

-        Pica

-        Traumer fra groft foder

-        Trichobezoarer

-        Løbesår

-        Vitamin- og mineralmangel

Kobbermangel er forbundet med abomasitis og løbesår hos kødkvægskalve

 

’Sudden death’ - Enteritis forårsaget af C. perfringens type A hos kalve

Kliniske symptomer: Akut forløb, hvor kalven ofte dør, før den når at få diarré. Kalvene har normal temperatur og ingen tegn på sepsis (blodforgiftning) eller systemisk inflammation (betændelsesreaktion i hele kroppen). Tilstanden kaldes ”sudden death” i feedlots, fordi symptomerne ofte ikke når at vise sig før døden. Den ses især hos ældre, fravænnede kalve (Simpson et al., 2018).

 

Postmortelle forandringer

Tyndtarmen er hæmorragisk (blødende) og fyldt med blodigt indhold.

 

Hæmorragisk enterocolitis – forårsaget af C. perfringens type B og C

Kliniske symptomer: Akut, profus (voldsom) hæmorragisk diarré. Kalvene udvikler ataksi (usikker, vaklende gang), kolik (mavesmerter) og depression (sløvhed) og kan ikke rejse sig. Ofte ses udspilet abdomen sammen med kolikken (Peek et al., 2018).  Kalvene dør som regel inden for få timer efter de første symptomer. Ved obduktion ses fibrinkoagler (størknet blodprotein), afstødt nekrotisk (død) slimhinde og rødbrunt blod i tarmlumen (tarmens hulrum) – fund, der også kan ses i afføringen.

 

Trypsin nedbryder betatoksin

Betatoksin (dannet af type B og C) nedbrydes hurtigt af trypsin (et fordøjelsesenzym). Sygdom forårsaget af type B og C ses derfor primært hos neonatale kalve, som stadig får råmælk og overgangsmælk, som indeholder trypsinhæmmere (stoffer, der hæmmer trypsin). Lidelsen kan dog også ramme ældre kalve, der fodres med fodermidler med trypsinhæmmere (fx sojaprodukter) (Simpson et al., 2018).

 

 

Vaccination af koen kan give kalven laktogen immunitet (beskyttelse via antistoffer i råmælken) i de kritiske første 10 levedage, hvor råmælk indeholder trypsinhæmmere.

 

Diagnosticering

En sikker diagnose af C. perfringens-abomasitis eller -enteritis kan være vanskelig og skal baseres på: 

-        Kliniske symptomer

-        Patologi

-        Mikrobiologiske undersøgelser 

-        Evt. PCR-påvisning af gener for specifikke toksiner

 

Udfordringen ved type A er, at bakterien hører til normalfloraen og typisk opformeres i tarmen efter døden. Et fund af type A har derfor kun betydning, hvis det stammer fra tarmen hos en netop død kalv eller er gjort antemortem (før døden). Anamnese (sygehistorie), kliniske tegn og læsioner skal under alle omstændigheder stemme overens med en type A-infektion (Simpson et al., 2018).

 

I nogle tilfælde kan man påvise toksinet direkte i det døde dyr. Påvisning af type C-toksiner kan dog være vanskelig, fordi toksinerne hurtigt nedbrydes i tarmen (Peek et al., 2018).

 

Genotypen, og dermed den specifikke undertype af C. perfringens, kan bestemmes med en multiplex-polymerasekædereaktion (mPCR). Metoden påviser de specifikke toksingener, som det enkelte isolat bærer. De kliniske og patologiske billeder (forandringer i væv og organer) ved sygdomme forårsaget af de forskellige C. perfringens-typer er ikke altid til at skelne fra hinanden. Derfor kan anaerob dyrkning (dyrkning uden ilt) og PCR-genotypning af isolaterne være afgørende for at fastslå, hvilken undertype der er involveret, og kan hjælpe med at vælge specifikke kontrolforanstaltninger (Simpson et al., 2018).

 

Det er så vidt vides ikke muligt at få testet C. perfringens-typen på laboratorier i Danmark, men udenlandske laboratorier kan udføre analysen.

 

 

Behandling

Antibiose

Penicillin eller oxytetracyclin. Penicillin udskilles ikke til tarmlumen, hvor C. perfringens befinder sig. Det kan dog gives direkte i mavetarmkanalen, fx i forbindelse med abomasocentese (punktur af løben med en kanyle). Ellers foretrækkes oxytetracyclin, som udskilles med galden til tarmen og dermed virker lokalt i tarmlumen (Simpson et al., 2018).

 

Væsketerapi

Kalve med ileus (tarmlammelse) har alkalose (for basisk blod), og isotonisk NaCl (saltvand med samme saltkoncentration som blodet) er derfor den bedste i.v. (i en blodåre) væsketerapi (Simpson et al., 2018).

 

Evakuering af gas fra løbe og tarm ved løbetympani

Hvis løben er så udspilet, at kalven får svært ved at trække vejret, kan gassen fjernes ved at stikke en kanyle gennem bugvæggen ind i løben (perkutan abomasocentese). At lægge en sonde gennem munden hjælper sjældent, fordi gassen ligger i de nedre mavetarmafsnit.

Kalven lægges på ryggen eller på venstre side. Det udspilede område findes, klippes og desinficeres som til et sterilt indgreb. Derefter stikkes en kanyle (16–20 G, 38 mm) gennem huden direkte ind i løben, evt. med et forlængersæt påsat. Gassen får lov at sive ud, mens der trykkes let på bugen.

Den væske, der løber ud, kan gemmes og sendes til anaerob dyrkning, PCR-typning, toksinanalyse eller cytologi. Før kanylen fjernes, kan der gives antibiotika og antitoksin mod C. perfringens type C og D direkte i løben. Sprøjterne bør derfor være klar, inden indgrebet begynder (Simpson et al., 2018).

 

Peek et al. (2018) fraråder dog abomasocentese i venstre paralumbar fossa (flankegruben), da nålen ofte skærer gennem løbevæggen, efterhånden som gassen evakueres. De anbefaler i stedet, at bughulen åbnes op og løben dræneres.

 

Forebyggelse

Vaccination anses for at være meget effektiv mod infektioner med type C og D. Vaccination af drægtige køer kan forebygge disse infektioner hos kalvene (Simpson et al., 2018). Evidensen for at vaccinere kalvene selv er svagere, da effekten er sværere at påvise (Simpson et al., 2018).

 

Det er uvist, om vaccination mod C. perfringens type A har effekt (Peek et al., 2018; Simpson et al., 2018).  




Kildehenvisning

Olsen, J. E., Svensmark, B., Agerskov, L., Albrechtsen, M., & Olsen, R. H. (2025). Prevalence and infection characteristics of common pathogens associated with calf diarrhoea in Danish dairy calves. Veterinary Microbiology, 307, Artikel 110575. https://doi.org/10.1016/j.vetmic.2025.110575


Peek, S. F., McGuirk, S. M., Sweeney, R. W., & Cummings, K. J. (2018). Infectious diseases of the gastrointestinal tract. I S. F. Peek & T. J. Divers (Red.), Rebhun’s diseases of dairy cattle (3. udg., s. 258–261). Elsevier.


Simpson, K. M., Callan, R. J., & Van Metre, D. C. (2018). Clostridial abomasitis and enteritis in ruminants. Veterinary Clinics of North America: Food Animal Practice, 34(1), 155–184. https://doi.org/10.1016/j.cvfa.2017.10.010


Songer, J. G., & Miskimmins, D. W. (2004). Clostridium perfringens type E enteritis in calves: two cases and a brief review of the literature. Anaerobe, 10(4), 239–242. https://doi.org/10.1016/j.anaerobe.2004.05.001

bottom of page