Det korte referat om Cryptosporidier

Om parasitten

Cryptosporidier er en tarmparasit, der giver anledning til vandig diarré, nedsat ædelyst og dehydrering hos kalve i de første leveuger. Cryptosporidier er den hyppigst forekomne årsag til diarré hos kalve i denne aldersgruppe.

Spredning af smitte

Kalve smittes ved at indtage gødning fra smittede kalve, fx ved at de sutter eller slikker på andre kalve med gødning på pelsen, inventar, eller hvis der er kommet gødning i de skåle/spande de får mælk med.

Smittespredningen sker primært i kalveområdet/kalvestalden, og sjældent i kælvningsboksen.

                 Modtagelige kalve = 1. leveuge

                 Kalve som smitter mest = 2. og 3. leveuge

I praksis kan man regne med, at parasitten er til stede i alle kvægbesætninger. Smitten foregår primært via gødning som indtages af modtagelige kalve. Der skal færre end 100 parasitæg (oocyster) til for at udløse klinisk sygdom, mens en syg kalv kan udskille millioner af oocyster dagligt. Den enorme udskillelse fører til massiv forurening af inventar, gulve, spande og kalvesutter, hvilket gør det vanskeligt at undgå, at de næste kalve smittes.

Forebyg smittespredning i besætningen

Smittespredning i besætningen forebygges ved, at kalve opstaldes i enkeltbokse/parvis i de første 3 uger. Derudover bør kalvestalden opdeles i sektioner, så helt unge kalve kan adskilles fra ældre kalve. Kalve i samme aldersgruppe indsættes samtidig i hver sektion og flyttes ud samlet, så afsnittet kan tømmes, rengøres og tørres grundigt, inden nye kalve sættes ind. Det er desuden vigtigt altid at begynde mælketildeling og håndtering hos de yngste kalve og derefter arbejde sig videre til de ældre.

Immunitet

Når kalve først har fået cryptosporidose én gang bliver de immune og kan ikke smittes igen.

Overlevelse af æg i miljø

Parasitæggene er hårdføre, overlever længe i fugtigt miljø og tåler mange almindelige desinfektionsmidler. Effektiv kontrol kræver derfor grundig mekanisk rengøring, tørring og brug af midler med dokumenteret effekt.

Behandling af kalve med cryptosporidose

Kalve som har fået cryptosporidose behandles med smertestillende og passende væsketerapi. Det er vigtigt at kalven behandles i tide, inden den bliver meget svækket. Tidlig identifikation af behandlingskrævende kalve er vigtig.

Zoonose

Cryptosporidier kan ikke bare give anledning til sygdom hos kalve, men kan også smitte til mennesker og give anledning til alvorlig diarré. Det er derfor vigtigt, at medarbejdere og besøgende som håndterer kalve, har fokus på god håndhygiejne.

Forebyggende medicinsk behandling

I kalvestalde med utilstrækkelig hygiejne og utilstrækkelig smittebeskyttelse kan forebyggende behandling af alle nyfødte kalve med enten halofuginon eller paromomycin i de første levedøgn have en vis effekt. Dette bør dog kun anvendes som en midlertidig løsning og ikke som en permanent strategi. Halofuginon giver let forgiftningssymptomer, mens paromomycin er et bredspektret antibiotikum, der bidrager til udvikling af antibiotikaresistens. En mere hensigtsmæssig indretning af kalvestalden er derfor en bedre og mere langsigtet løsning.

_________________________________________________________________________________

Og her kommer det lange sammendrag af den videnskabelige litteratur med alle kildehenvisningerne:

Om Cryptosporidium Parvum

Cryptosporidier er en parasit, som inficerer køer såvel som mennesker. Der findes flere forskellige Cryptosporidie-arter hos kvæg, herunder C. parvum, C. bovis, C. andersoni og C. ryanae. Det er udelukkende C. parvum som giver sygdom hos kalve. Ældre dyr fungerer som reservoir fra cryptosporidierne med intermitterende smitteudskillelse (Thomson et al., 2017). 

I en ældre undersøgelse fra 2006 fandt danske forskere Cryptosporidier i 96 % af 50 undersøgte, danske kvægbesætninger (Maddox-Hyttel et al., 2006). 

C. parvum smitter via den fækale-orale rute 

Når modtagelige kalve indtager oocyster fra en anden kalvs gødning, bliver den smittet. Parasitten invaderer tarmcellerne, men forbliver ekstracytoplasmatisk ved at danne en invagination i værtcellens membran (Olson et al., 2004). Infektionen giver anledning til enteritis (tarmbetændelse) i bagtarmen, primært ileum, cecum og colon, hvor tarmcellernes villi ødelægges (Dengler et al., 2023; de Graaf et al., 1999). 

Autoinfektion 

C. parvum kan lave en autoinfektion, hvor parasitten kan initiere en infektion i nabocellen, uden først at skulle ud af værten. Det betyder, at selv meget små parasitter kan give anledning til alvorlige infektioner (Zambriski et al., 2013a; Thomson et al., 2017). 

Massiv smittespredning og lav infektionsdosis gør parasitten svær at bekæmpe 

Zambriski et al. (2013a) har vist, at en infektion kan initieres med helt ned til 25 oocyster og at kalve udskiller oocyster i 14-21 dage efter infektion (Zambriski et al., 2013). Nydam et al. (2001) har vist, at en enkelt naturlig inficeret kalv på 6 dage kan producere 3,89 x 1010 oocyster når den er 12 dage gammel. Harp et al., (1990) har vist, at kalvene udvikler beskyttende immunitet efter første infektion og derfor ikke kan geninficeres. Dette dog på nær når kalvene behandles med halofuginon fra fødsel, hvor kalvene kan få diarré under behandling – og igen når behandlingen ophører, samtidig med en øget udskillelse af oocyster (De Waele et al., 2010). Det samme gør sig gældende for kalve, som behandles med paromomycin. Cryptospordier smitter typisk med den fækale-orale rute. Undersøgelser viser, at cryptosporidier hos grise også kan smitte via luften (Sponseller et al., 2014). 

Forskellige genotyper har forskellige patogenicitet 

Forskellige C. parvum genotyper har forskellige patogenicitet (Bartley et al., 2024; Thomson et al., 2017; Shaw et al., 2021). Genotypen IIaA15G2R1 er en af de mest patogene typer – og desværre også den som ofte påvises i de videnskabelige undersøgelser af forekomsten rundt om i verden (Shaw et al., 2021). 

Symptomer ved cryptosporidose

Infektion med C. parvum giver anledning til følgende symptomer (Olson et al., 2004): 

• Diarré

• Depression

• Anoreksi (manglende drikkelyst)

• Abdominelle smerter (ondt i maven)

• Dehydrering 

Høje infektionsdoser (50 mio. oocyster) medfører feber (39,5 til 40 °C) og vandig diarré (appelsinjuice-konsistens) 5-6 dage efter smitte. Desuden ses nedsat almen tilstand i samme periode (Gamsjäger et al., 2023). 

Lavere infektionsdoser (6 mio. oocyster) medfører mildere tilfælde af diarré, nedsat almen tilstand og manglende drikkelyst (Mira et al., 2025). Saminfektioner med andre patogener, som fx rotavirus, forværrer sandsynligvis det kliniske forløb.   

Respiratorisk cryptosporidose

Cryptosporidier kan også give anledning til lungebetændelse. Dette er både rapporteret hos mennesker og hos kalve (Mascaró et al., 1994; Sponseller et al., 2014). Betydningen og omfanget af dette er dog endnu ukendt. 

Cryptosporidose hæmmer tilvæksten på lang sigt 

Shaw et al. (2020) fulgte 27 kødkvægskalve fra fødsel til 6-månedersalderen. Hver kalv blev vurderet hver anden dag fra fødsel til 16 dage, hvor kalvens almene tilstand blev vurderet samtidig med gødningsscoren. Der blev udført PCR-test for cryptosporidier i alderen 3–6 dage, hvor alle 27 kalve testede positiv. Ingen andre diarréfremkaldende smitstoffer (E. coli, rotavirus, coronavirus ) blev påvist. 

Baseret på sygdommens kliniske sværhedsgrad blev kalvene inddelt i tre grupper: 

Gruppe 1 (alvorligt syge): 8 kalve (~30 %) 

Gruppe 2 (moderate symptomer): 10 kalve (~37 %) 

Gruppe 3 (ingen eller svage kliniske tegn): 9 kalve (~33 %) 

Kalvene blev vejet ved fødsel, og igen ved 3, 4 og 6 måneder. Ved 6-månedersalderen var forskellen i gennemsnitlig vægt mellem de kalve, som havde været sværest ramt, og dem uden kliniske tegn, 34 kg (statistisk signifikant, P = 0,034). Der blev ikke observeret nogen kompensatorisk vækst hos de ramte kalve efter sygdommens ophør. 

Infektionsdosis 

Zambriski et al. (2013a) har lavet et studie med de formål (1) at bestemme den infektiøse dosis for Cryptosporidium parvum hos nyfødte kalve og (2) at karakterisere dosis–responskurven for både infektion (fækal oocystudskillelse) og klinisk sygdom (diarré). I løbet af de første 24 timer efter fødsel (hvor kalvene blev beskyttet mod cryptosporidie-eksponering i kælvningsboksen) blev 27 forsøgs­kalve oralt inokuleret med en af otte doser oocyster: 25, 50, 100, 500, 10³, 10⁴, 10⁵ eller 10⁶. Tre kontrolkalve blev placebobehandlet. Efter smitte blev den fækal oocystudskillelse undersøgt (ja/nej), tid til debut, varighed og ophør af udskillelse samt forekomst af diarré undersøgt. 

Alle 27 inokulerede kalve udviklede diarré. Oocystudskillelse blev påvist hos 25/27 (92,6 %) af kalvene; de to ikke-udskillende dyr tilhørte laveste dosis (25 oocyster). Ingen kontrolkalve udskilte oocyster. Jo højere infektionsdosis kalvene modtog, jo hurtigere udskilte de oocyster. Kalvene som blev inokuleret med 25-50 oocyster udskilte oocyster efter 7-10 dage, kalve inokuleret med 100-100.000 oocyster udskilte oocyster efter 4-6 dage, mens kalvene som blev inokuleret med 1 mio. oocyster udskilte oocyster efter 2-3 dage. Der var dog ikke forskel på, hvor lang tid kalvene udskilte oocyster, idet alle kalvene udskilte oocyster mellem 9 og 18 dage. Jo højere inokulationsdosis, jo flere dage havde kalvene diarré. Der var ikke forskel på, hvor mange oocyster kalvene udskilte, uanset om de var blevet inficeret med 25 eller 1 mio. oocyster. Af de 5 kalve som blev inokuleret med 25 oocyster udskilte 3 kalve oocyster, hvoraf 2 også havde diarré. Forekomsten af diarré steg med stigende dosis (positiv dosis–respons; P = 0,01), men når der blev justeret for debut og ophør af oocystudskillelse, var dosis i sig selv ikke længere en signifikant prædiktor for diarré (P = 0,5). 

De stærkeste prædiktorer for diarré var debut (P = 0,0006) og ophør (P = 0,04) af udskillelse, hvilket peger på, at kalve-specifikke faktorer (herunder passiv immunisering, ernæring, tilstedeværelsen af andre infektioner etc.) betyder mere for graden af sygdom end infektionsdosis. 

Estimerede ID₅₀-værdier var ekstremt lave: 5,8 oocyster for fækal udskillelse, 9,7 oocyster for diarré, og 16,6 oocyster for “udskillelse + diarré”. Disse fund understøtter, at selv meget små eksponeringsdoser er tilstrækkelige til at etablere infektion og udløse klinisk sygdom hos nyfødte kalve. Set i lyset af, at en enkelt naturligt inficeret kalv i alt kan udskille 3,9 × 10¹⁰ oocyster over 6 dage (Nydam et al., 2001), illustrerer studiet den markante smitterisiko og de store kontrolmæssige udfordringer C. parvum giver i kalvestalde. 

Zambriski et al., (2013b) har også lavet et studium med det formål kvantitativt at beskrive sandsynligheden for fækal udskillelse af Cryptosporidium parvum-oocyster ved forskellige smittedoser, karakterisere forløbet af udskillelsen over tid og identificere faktorer, der påvirker udskillelsesmønsteret hos kalve. Inden for de første 24 timer efter fødsel blev 36 kalve eksperimentelt inokuleret per os (i munden) med én af fire doser C. parvum-oocyster (10³, 10⁴, 10⁵ eller 10⁶), mens 7 kontrolkalve fik placebobehandling. 

Udskillelse af oocyster blev påvist hos 33/36 inokulerede kalve (91,7 %), mens ingen af kontrolkalvene udskilte oocyster. Undersøgelsen viste tre vigtige forhold: 

1)      Jo lavere infektionsdosis, jo mindre udskillelse af oocyster. Den samlede mængde udskilte oocyster varierede mellem dosisgrupperne: den laveste eksponering (10³) resulterede i signifikant lavere udskillelse end de tre højere doser, mens de højere doser var forbundet med større variation mellem kalvene mht. mængden af udskillelse. 

2)      Jo længere der går til kalven begynder at udskille oocyster, jo mindre udskiller den. I dette studium udskilte kalvene i gennemsnit oocyster 7 dage efter infektion (varierende fra 4 til 12 dage). Dette kan meget muligt være anderledes, hvis kalvene samtidig er inficeret med fx rotavirus, hvor oocystudskillelsen kan fremskyndes pga. øget grad af pres på kalven.  

3)      Udskillelsen af oocyster steg efter infektion, nåede et topniveau og faldt derefter igen, konsistent med en selvbegrænsende infektion. Forfatterne konkluderer, at smittedosis og tid til debut er centrale determinanter for både sandsynligheden og intensiteten af oocystudskillelse, og at managementtiltag, der reducerer eksponeringen og forsinker infektionens indtræden i neonatalperioden, potentielt kan dæmpe miljøbelastningen med oocyster i kalvestalden. 

Udskillelse af C. parvum oocyster 

Ollivett et al. (2012) inokulerede 20 Holstein-tyrekalve, tre dage gamle, med 1 mio. C. parvum-oocyster. Kalvene blev født på plastikunderlag og blev holdt under forhold, der forhindrede kontamination efter fødslen. Oocystudskillelsen begyndte 3–5 dage efter infektion og fortsatte i de følgende 8–12 dage. Maksimal udskillelse indtraf på dag 8, hvor kalvene udskilte 17–59 mio. oocyster pr. gram fæcestørstof, svarende til 2,6 -14,8 mio oocyster pr gram gødning (når tørstofindholdet er mellem 15-25 % ifølge Renaud et al., 2020). Ingen kalve døde, og ingen modtog behandling; behandlingskriteriet var manglende indtag af en hel mælkeration sammen med tynd gødning. 

Nydam et al. (2001) har lavet en undersøgelse med det formål at kvantificere den samlede udskillelse af C. parvum-oocyster hos kalve i malkekvægsbesætninger, som erhvervede naturlig infektion i de første leveuger. Forskerne indsamlede fæcesprøver fra i alt 478 kalve fra 27 besætninger med naturlig C. parvum-infektion. Der blev udtaget én prøve fra hver kalv. Prøverne blev analyseret mikroskopisk for at bestemme antallet af oocyster pr. gram fæces. Kalvenes alder ved prøvetagning blev registreret, og på baggrund af de aldersrelaterede mønstre blev der udviklet matematiske modeller, som beskrev dynamikken i udskillelsen. Udskillelsen af C. parvum begyndte typisk at stige, når kalvene var 4 dage gamle, og toppede omkring dag 12, hvorefter den faldt igen. Det højeste antal oocyster fundet pr gram gødning var 847.152, mens der gennemsnitlig var 90.867 oocyster/g gødning. Ved at beregne arealet under den tilpassede kurve og multiplicere med en standardiseret gødningsproduktion, kunne den totale oocystudskillelse estimeres. En kalv, der blev inficeret ved 6 dages alder, blev beregnet til at kunne udskille op mod 3,89 × 10¹⁰ oocyster frem til dag 12. Resultaterne viste dermed, at kalve kan være en massiv kilde til kontaminering af miljøet med cryptosporidier. 

Kalve udvikler immunitet efter første infektion 

Harp et al., (1990) viser, at kalve udvikler beskyttende immunitet overfor C. parvum efter første infektion. 19 Holstein og Hereford x Angus kalve blev efter fødsel opstaldet isoleret for at sikre, at de ikke blev inficeret med C. parvum fra fødsel. Kalvene blev første gang eksperimentelt inficeret enten ved 1 uge, 1 måned eller 3 måneders alder med 1x 107 oocyster. 

Studiet viste følgende; 

Kalve inficeret 1 uge gamle: Kalvene, som blev smittet i 1. leveuge (n=6), fik diarré efter 3,8 dage og diarréen varede i 6,7 dage. Kalvene udskilte oocyster efter 4,8 dage og de følgende 6,2 dage. Da de samme kalve blev inficeret igen i en alder af 1 mdr., udskilte ingen af kalvene oocyster (én kalve havde dog diarré i 1 dag). Da to af kalvene blev inficeret igen ved 3 mdr., var der ingen af de to kalve som fik diarré eller som udskilte oocyster. 

Kalve inficeret første gang 1 mdr. gamle: Kalvene som først blev inficeret da de var 1 mdr. udskilte oocyster og fik diarré 3,8 dage efter inokulation som varede i 5,7 dage. Kalvene udskilte oocyster efter 4,5 dage og de følgende 6,5 dage.  på samme måde som de kalve, der blev inficeret i 1. leveuge. 

Kalve inficeret første gang 3 mdr. gamle: Kalvene som blev inficeret ved 3 måneder (og havde levet uden cryptosporidier inden da) udskilte oocyster, men det var kun 2 ud af 7 kalve som fik diarré. Ved reinfektion af to af kalvene ved 6 mdr. alderen, var der ingen af de to som fik diarré igen. Serologisk var der ingen produktion af antistoffer mod cryptosporidier i den yngste gruppe, hverken efter primær- eller sekundær infektion, hvilket indikerer, at den beskyttende effekt er medieret gennem anden mekanisme end antistoffer. 

Hos kalve, der første gang blev smittet som 1 måned gamle, steg mængden af antistoffer mod cryptosporidier omkring to gange efter førstesmitten og ændrede sig ikke ved re-smitte. Kalve, der først blev smittet som 3 måneder gamle, havde en markant, cirka tifold stigning i serum-IgG efter eksponeringen. Samlet konkluderer forfatterne, at kalve opdrættet uden tidlig naturlig eksponering forbliver modtagelige over for infektion indtil mindst 3-månedersalderen, men at én gennemgået infektion i dette tidsvindue efterlader en effektiv resistens mod fornyet udfordring. Kalvenes erhvervede resistens mod C. parvum er ikke medieret gennem antistoffer. Forfatterne peger på, at den aldersbetinget beskyttende immunitet kan være et resultat af etablering af mikrobiomet i tarmen, hvilket er demonstreret hos mus.

Mikrobiomet i tarmen har betydning for kalvens modtagelighed overfor cryptosporidier

Infektion med C. parvum giver ikke altid anledning til diarré, da det ikke er usædvanligt at finde C. parvum hos kalve uden diarré. Der kan være flere årsager til, at nogle kalve ikke får diarré, når de smittes med cryptosporidier, og japanske forskere peger på, at én af årsagerne kan være tilstedeværelsen af beskyttende mikroorganismer i tarmen som forebygger diarré.  

Denne hypotese bygger på et japansk studie af Morita et al. (2024), hvor 31 gødningsprøver fra kalve i alderen 1-2 uger med og uden diarré blev analyseret. Her fandt man at kalve med påvist C. parvum, men uden diarré (n=5), havde en mere forskelligartet tarmflora end kalve med både C. parvum og diarré (n=24). Specifikt kunne cryptosporidose smittede kalve uden diarré karakteriseres ved tilstedeværelsen af Megasphaera spp. Megasphaera elsdenii er ifølge Morita et al. (2024) et probiotikum som kan omdanne laktat til kortkædede fedtsyrer og dermed behandle metabolisk acidose. Flere videnskabelige undersøgelser har vist dette – dog endnu ikke hos kalve i de første leveuger. Desværre vurderes kalvenes immunisering ikke i studiet af Morita et al. (2024), ligesom det heller ikke fremgår hvorvidt de er inficeret med andre patogener. Begge forhold af afgørende betydning for udvikling og graden af diarré og for mikrobiomets diversitet. 

Gamsjäger et al. (2023) undersøgte ligeledes forskelle mellem kalve med og uden diarré forårsaget af C. parvum i et forsøg, hvor 3–4 dage gamle kalve blev eksperimentelt inficeret med 50 millioner oocyster. Mikroskopiske analyser af ileum og colon viste, at både inficerede og kontrolkalve havde et meget tyndt mucinlag, som normalt beskytter tarmslimhinden mod infektion mod C. parvum. Forfatterne påpeger, at mucinlaget i høj grad dannes af bakterier, der producerer kortkædede fedtsyrer, men at disse bakterier endnu ikke er fuldt etableret i tarmen hos helt unge kalve, som går fra fakultative anaerobe til anaerobe bakterier. Nyfødte kalve er derfor særligt udsatte for C. parvum-infektion på grund af det begrænsede mucinlag, hvilket samtidig indikerer et potentiale for, at målrettet mikrobielt tilskud kan øge modstandskraften mod infektionen. 

Mira et al. (2025) videreføre resultaterne af den japanske undersøgelse ved at foreslå, at antibiotikabehandling kan reducere mangfoldigheden af mikroorganismer i tarmfloraen og dermed øge kalvenes modtagelighed for diarré forårsaget af C. parvum. 

Thomson et al. (2017) rapporterer om et studie fra grise, hvor der også er en aldersbetinget forskel på modtageligheden for cryptosporidier hvor det antages, at forskellen er forårsaget af ændringer af mikrobiomet omkring fravænning. 

Dorbek-Kolin et al., (2022) har undersøgt sammenhængen mellem udskillelsen af cryptosporidie æg, det fækale mikrobiom og systemisk inflammation. Der indgik 112 kviekalve født under et naturligt udbrud af cryptosporidose på én malkekvægsbedrift i undersøgelsen (der var oprindeligt 144 kalve i undersøgelsen, men det fremgår ikke hvor de sidste 32 kalve er blevet af). Sammensætningen af mikrobiomet blev analyseret ved 16S rRNA–gen sekventering af fæcesprøver indsamlet i kalvenes anden leveuge, infektionen med cryptosporidier blev bestemt ved immunfluorescens, og serumprøver fra samme periode blev analyseret for akutfaseproteinerne serum amyloid A (SAA) og haptoglobin (Hp) samt de proinflammatoriske cytokiner interleukin-1β (IL-1β), interleukin-6 (IL-6) og tumor necrosis factor-α (TNF-α). 

Mikrobiomet i fæces hos to-uge-gamle kalve bestod primært af phylaene Firmicutes, Bacteroidetes, Proteobacteria, Fusobacteria og Actinobacteria i nævnte rækkefølge. Den mikrobiologiske diversitet målt som Shannon-indeks steg med kalvenes alder, men faldt hvis der var højt antal cryptosporie-oocyster i fæces. Specifikt var slægten Fusobacterium positivt associeret med oocyst-tallet og med SAA-koncentrationen. Slægten Peptostreptococcus var positivt associeret med haptoglobin og SAA samt negativt associeret med gennemsnitlig daglig tilvækst ved 9 måneders alderen. Det medfødte immunforsvar (vurderet ved IL-1β, IL-6 og TNF-α og akutfaseproteiner) sammen med alder forklarede omtrent 6 % af variationen i mikrobiomet sammensætning. 

Forfatterne konkluderer, at visse komponenter i det tidlige fækale mikrobiom - muligvis via stimulering af det systemiske medfødte immunrespons kan have en langsigtet negativ effekt på kalvens vækst. Studiet betegner således en mulig mekanistisk sammenhæng mellem tidlig tarm-mikrobiom, infektion med cryptosporidier, systemisk inflammation og senere produktionsresultater. Studiet har dog nogle begrænsninger, herunder at undersøgelsen er observationsbaseret (altså ikke eksperimentelt designet med intervention), at alle dyr er fra én enkelt bedrift med ens management, og at andre infektiøse agens end cryptosporidier ikke blev systematisk undersøgt.

Cryptosporidose overlever godt i miljøet

Cryptosporidie oocyster er resistente overfor de fleste desinfektionsmidler (Robertson et al. 1992).

Dog tåler oocysterne ikke udtørring og derfor er brænding af inventar med en gasbrænder en god måde at udtørre og inaktivere oocysterne på.

Brintoverilte (hydrogen peroxid) dræber ligeledes oocyster i 10 % opløsninger (Delling et al., 2016; Quilez et al., 2005) ligesom cresol baserede desinfektionsmidler kan inaktivere oocysterne (Keidel og Daugschies, 2013).

Robertson et al. (1992) forsøgte sig med forskellige metoder til at undersøge overlevelsesevnen af cryptosporidie oocyster. Der blev brugt oocyster fra geder, kalve og mennesker i undersøgelsen. Frysning ned til -22°C i 21 timer dræbte kun 67 % af oocysterne, men efter 6 døgn ved -22°C var 90 % af oocysterne inaktiverede. Få oocyster var dog stadig levende efter 31 døgn ved -22°C.

Udtørring tåler oocysterne ikke godt. Ved at påføre en lille mængde væske indeholdende oocyster på en glas-slide og lade det lufttørre i 2 timer ved 18-20 °C var 97 % af oocysterne inaktiveret, mens 100 % af oocysterne var døde efter 4 timer (Robertson et al., 1992).

Oocyster i gødning kan holde sig i månedsvis. Robertson et al. (1992) viste, at oocyster kan overleve i kogødning i min. 6 mdr., hvorefter det kun var 60 % af oocysterne der var døde. Efter 47 døgn i kogødning var 33 % af oocysterne døde. Overlevelsesevne i både ferskvand og saltvand var ligeledes god.

Tilsætning af 0,2 % calcium hydroxid (hydratkalk) med pH 10,5 dræber 50 % af oocysterne efter 1 time ved stuetemperatur.

Generelt bemærker Robertson et al. (1992) at høj pH (pH 9- 10,5) skader oocysterne.

Smittespredning i besætningen

Der er lavet flere korrelationsstudier mellem forskellige managements rutiner og risikoen for neonatal diarré og udskillelse af Cryptosporidium parvum. Der vil ikke blive gået i detaljer med disse studier her, dels fordi korrelationsstudier ikke kan fastslå kausalitet og dels fordi sådanne studier er helt afhængige af, at medtage samtlige relevante smitteveje for C. parvum i en besætning. Sidstnævnte anses som svært, da management rutiner som fx vask af skåle/spande, alder ved gruppering og drænage fra kalveboksene er af afgørende betydning for smittespredning af C. parvum, men sjældent rapporteret.

Brainard et al. (2020) har dog lavet et systematisk review af risikofaktorer for infektion med cryptosporidier hos kalve. På baggrund af dette review konkluderes det, at der samlet set ingen stærk eller entydig evidens er for de fleste risikofaktorer eller beskyttende faktorer. Den mest konsistente evidens peger dog på, at risikoen for C. parvum-infektion øges, når kalve har mere kontakt med andre kalve, når de holdes i større besætninger, eller når de indgår i økologisk produktion. Risikoen ser ud til at være lavere, når kalve holdes på hårdt gulv, mens forekomsten af cryptosporidiose øges i varmt og fugtigt vejr. Co-infektion med andre patogener øgede risikoen for at være positiv for C. parvum infektion.

Smittespredning med cryptosporidose sker ikke i kælvningsboksen

Et nyere studie fra Skotland (Shaw et al., 2021) slår fast, at smittespredningen i malkekvægsbesætninger er medieret gennem kalv til kalv smitte og i mindre grad forårsaget af ko til kalv smitte. Dette studie undersøgte den genetiske diversitet og udskillelsesprofiler for C. parvum hos voksne køer og deres kalve med henblik på at forstå smitteveje og betydningen af voksne dyr som kilde til infektion. 

Forskerne gennemførte to studier: et longitudinelt studie på en malkekvægsbesætning og et tværsnitsstudie på en ammekvægsbesætning.

I studiet på malkekvægsbesætningen blev gødningsprøver indsamlet fra 79 drægtige Holstein-køer to gange ugentligt i tre uger op til kælvning. Kalven blev fjernet fra koen indenfor 12 timer af fødsel. Der blev derudover indsamlet gødningsprøver fra 38 kviekalve tre gange ugentligt i de første tre leveuger og derefter to gange ugentligt frem til uge seks, hvilket gav op til 15 prøver pr. kalv.

I studiet i ammekvægsbesætningn blev der indsamlet enkeltprøver fra 27 ammekøer og 23 kalve i alderen nul til fire uger, så ko og kalv blev undersøgt samtidigt. Ko og kalv gik sammen.

Til påvisning af oocyster hos køerne blev der anvendt en følsom metode med 50 g fæces, syre-flokkulation og saltflotation, hvilket gav en detektionsgrænse på omkring fem oocyster pr. gram. DNA blev analyseret med multiplex nested PCR rettet mod 18S rRNA for fire arter, og C. parvum-positive prøver blev subtypebestemt via gp60-sekvensering og yderligere multilokus-genotypet med fire mikrosatellitter.

Resultaterne viste, at C. parvum blev fundet hos to tredjedele af de voksne køer i malkekvægsbesætningen og hos godt halvdelen i ammekvægsbesætningen, ofte i blandingsinfektioner med C. andersoni. Hos kalvene i malkekvægsbesætningen blev 45 procent af prøverne fundet positive, og alle kalve blev på et tidspunkt smittet inden for de første seks uger. Infektionerne toppede typisk i første og anden leveuge, hvorefter C. bovisog C. ryanae oftere dukkede op. Nedenstående figur viser andelen af kalvene, som var positive for C. parvum i de første 6 leveuger:

Udskillelsen viste sig at være intermitterende, idet mange kalve havde perioder med negative prøver mellem positive, hvilket betyder, at en enkelt negativ prøve ikke udelukker infektion. Genetisk typning afslørede, at kalvene i malkekvægsbesætningen næsten udelukkende var smittet med én dominerende gp60-subtype og multilokus-genotype, mens de voksne køer havde en langt større diversitet. Der var kun i ét tilfælde direkte overlap mellem koens præ-kælvningsgenotyper og kalvens første infektion, hvilket tyder på, at kalvene ofte smittes fra en fælles miljøkilde snarere end direkte fra moderen. I det tværsnitsbaserede ammekvægstudie var der derimod et klart overlap, idet kalve og deres mødre ofte delte samme genotype, hvilket understreger, at timing af prøvetagning er afgørende for at fange smitteforholdet.

Shaw et al. (2021) peger på, at tidligere undersøgelser har anvendt mindre sensitive metoder til at påvise C. parvum oocyster fra gødning hos køer og at man derfor må forvente, at flere af prøverne har været falsk negative og at udskillelsen af C. parvum fra køer har været underestimeret. Med dette in mente, må resultaterne af tidligere studier tages med et gran salt – men uanset er der heller ikke i de tidligere studier evidens for at kalve i malkekvægsbesætninger smittes af koen.

Et eksempel er studiet af De Waele et al. (2010) som undersøgte gødningsprøver fra køer ved kælvning og prøver fra miljøet i en irsk besætning med 400 køer. Her blev der udtaget gødningsprøver fra 32 køer før kælvning samt støv- og halmprøver fra fem forskellige steder i kælvningsboksen én gang ugentligt gennem fire uger, i alt 20 prøver. Alle prøver blev analyseret med PCR. Der blev ikke påvist cryptosporidier hverken i prøverne fra køerne eller i materialet fra kælvningsboksen. Til gengæld blev der fundet cryptosporidier i kalvestalden og på den baggrund konkluderede forskerne, at de store udfordringer med cryptosporidose der var i besætningen, var forårsaget af smittespredning i kalvestalden – og IKKE som følge af smittespredning fra kælvningsboksen. Den anvendte test’s sensitivitet angives dog ikke.

Tværsnitsstudier som undersøger risikofaktorer for cryptosporidose hos kalve (uden at være i stand til at bestemme det kausale forhold) finder heller ikke at smitte i kælvningsboksen er af afgørende betydning for kalvens risiko for cryptosporidose. Brainard et al., (2020), som har lavet et review om risikofaktorer for cryptosporidose hos kalve, referer følgende: ”Kun to studier af høj kvalitet (Silverlås et al. 2009b; Trotz-Williams et al. 2008) vurderede smitte i kælvningsboksen som en risikofaktor.

• Trotz-Williams      et al. (2008) fandt ingen effekt af separation ved fødslen.

• Silverlås      et al. (2009b) fandt, at længere ophold hos koen (op til 4 dage) var      beskyttende mod C. parvum-infektion (OR 0,11; 95% CI 0,02–0,52).

• Trotz-Williams      et al. (2007) undersøgte risiko for diarré og fandt en højere risiko (OR      1,58; 95% CI 1,34–1,86), hvis kalven blev hos koen >1 time efter      fødslen.

Brainard et al., (2020) konkluderer, at evidensen for betydningen af opholdets længde hos koen efter fødslen er inkonklusiv.

Smittespredning ved sæsonkælvning

Bartley et al., (2024) har undersøgt forekomsten af cryptosporidier i en skotsk besætning som havde sæsonkælvning og finder nogle interessante sammenhænge.

Kælvningssæsonen i besætning gik fra midt august til marts, hvor der blev født 242 kalve, hvoraf 9 var dødfødte og 19 døde i en alder af 2-48 dage (gns. 16 dage ved død) (8% døde).

Besætningens køer blev opstaldet i en fællesforberedelsesboks med dybstrøelse 1-2 uger før kælvning (boks A, jævnfør figur 1). Ved de tidlige tegn på kælvning blev koen flyttet til boks B hvor hun kælvede og blev opstaldet de efterfølgende 2-5 dage. Kalvene blev fjernet fra koen indenfor 12 timer og flyttet til boks CA, CB, CC, CD eller CE hvor der gik mellem 1-7 kalve i hver. Kalvene gik i boks CA-CE i 1-7 dage, dog fortrinsvis 2-3 dage. Herefter blev de flyttet til boks D, E eller G hvor der gik op til 25 kalve, hvor kalvene gik de følgende 10-11 uger.

Alle kalveboksene blev højtryksrenset og desinficeret mellem hver gruppe af kalve. Det er ikke oplyst om der blev brug sæbe ved vask.

Der blev opsamlet gødningsprøver fra strøelsen hos køerne i boks A og boks B de første 7 uger af kælvningssæsonen. Derudover blev der udtaget prøver fra kalvene i boks CA-CE i 19 uger efter start af kælvningssæsonen, men kun fra kalvene i boks D-G i tre uger, da prøverne næsten altid var positive. Bemærk at der blev opsamlet gødningsprøver fra strøelsen, hvilket ikke gør det muligt at teste kalve med diarré, hvilket er en stor ulempe for undersøgelsen. Boks CA blev anvendt fra uge 1-19, mens boks CB-CE blev brugt fra uge 10.

Studiet viste, at køerne i uge 1–3 udskilte C. parvummed én genotype. I uge 4 blev der påvist en ny genotype af C. parvum, hvorefter kalvene fremadrettet begyndte at teste positive for netop denne genotype. Kalve født i uge 1–9 blev alle opstaldet i boks CA, og fra uge 4 og fremefter blev der påvist positive kalve i denne boks – og samtlige andre bokse. Fællesboks D blev taget i brug fra uge 2, og her blev de første positive prøver fundet i uge 3. Resultaterne peger således på, at køerne fungerede som reservoir for smitte, men at når først kalvene blev smittet, spredte infektionen sig hurtigt til alle kalvebokse – også til bokse i andre bygninger, hvor der ikke havde været kalve opstaldet i flere år. Dette indikerer, at kalvene meget muligt bliver smittet ved at de mennesker, som passer kalvene, tager smitten med sig.

Uge 3 efter start af kælvningssæsonen ses en stigning i kalve, som udskiller cryptosporidier og i uge 4 er gennemsnitlig 84,1 % af prøverne positive i resten af studieperioden (uge 19 efter start af kælvningssæsonen).

Studiet viser således, at samtlige lokationer, hvor der holdes kalve, skal håndteres på en måde, så udskillelsen af cryptosporidie oocyster bliver så lav så mulig, da smitte rundt i besætningen ikke kan undgås. Det duer således ikke at nedprioritere en gruppe af kalve (fx tyrekalve til salg), selvom denne gruppe af kalve holdes i et andet staldafsnit end de øvrige kalve.

Forebyggende medicinsk behandling af kalve mod Cryptosporidose

Kalve med cryptosporidose skal have væsketerapi, ligesom det er beskrevet på siden ”behandling af kalve med diarré”. Derudover er der i den videnskabelig litteratur afprøvet forskellige andre behandlingsmetoder, som gennemgås i det følgende:

Råmælk til kalve med C. parvum infektion forbedrer kalvenes almene tilstand

Gamsjäger et al. (2023) inokulerede 14 kalve i alderen 3–4 dage med 50 millioner oocyster og tildelte derefter halvdelen af kalvene 100 g råmælkserstatning én gang dagligt i forbindelse med den første mælkefodring. Alle kalve modtog desuden 2 liter mælk tre gange dagligt. Resultaterne viste, at råmælkserstatningen kun havde begrænset indflydelse på diarréens sværhedsgrad, men forbedrede kalvenes generelle tilstand, reducerede behovet for elektrolytbehandling og havde en gavnlig effekt på tarmens mikrobiota.

Der findes ikke mange studier af effekten af råmælk og antistoffer på kalve, inficeret med cryptosporidier og derfor medtages følgende studie af Mira et al. (2025) som viser en effekt af at fodre kalve med IgY, dvs. antistoffer produceret ved at immunisere høns med cryptosporidier.

IgY reducerer graden af diarré forårsaget af cryptosporidier

IgY antistoffer mindsker graden af diarré og oocyst udskillelse, når kalve inficeres med cryptosporidier viser en nyere undersøgelse af Mira et al. (2025). Selvom tilførsel af IgY ikke kan sidestilles med råmælk, understøtter det alligevel antagelsen om, at antistoffer mod cryptosporidier i mælken de første 14 dage hjælpe kalven mod alvorlig infektion med cryptosporidier.

I studiet blev IgY fremstillet ved at 50 høner blev IM-immuniseret (dag 0, 21, 45, 70; derefter boostet hver 60. dag). Æg blev spraytørret til pulver.

Otte nyfødte Holstein-tyrekalve fra samme besætning blev opstaldet individuelt, fik 2 L råmælkserstatning inden for 12 t efter fødsel, men kalvene blev ikke ”født sterilt”. Alle blev oralt inokuleret ved 48–72 t (PID 0) med 6×10⁶ levedygtige C. parvum-oocyster. 4 kalve indgik som kontrol, mens 4 kalve fik mælk tilsat 20 g IgY-pulver to gange dagligt i 14 dage hvilket startede en dag inden smitte.

Studiet viste, at de kalve som fik IgY i mælken havde diarré i kortere tid end kontrol (3,5 dage (IgY) vs. 7,5 dage (kontrol), p=0,0397). Der var ikke statistisk signifikant forskel på hvor lang tid efter inokulation kalvene udviklede diarré (6,5 dage efter smitte (IgY) vs. 3,5 dage (kontrol), ikke signifikant (p=0,1840)) eller sværhedsgraden af diarréen. Kalvene som fik IgY i mælken udskilte oocyster i færre dage end kontrol (Varighed: 6,5 dage (IgY) vs. 12 dage (kontrol), p=0,0089) og udskilte færre oocyster totalt (mængde (AUC): 14,25 (IgY) vs. 33,45 (kontrol), p=0,0117), men der var ikke signifikant forskel på hvor mange dage efter smitte de påbegyndte oocyst udskillelsen (Debut: 6,25 dage efter smite (IgY) vs. 3,75 (kontrol), ikke signifikant (p=0,500)).

Bemærk, at de fleste produkter, der markedsføres i Danmark, indeholder så lave mængder IgY, at en egentlig effekt næppe kan forventes.

Vaccination af goldkøer mod Cryptosporidier

I 2024 blev en ny vaccine mod cryptosporidier lanceret. Der er endnu ingen uvildige undersøgelser som dokumenterer effekten, men MSD har publiceret en artikel om vaccinationen (Timmermans et al., 2024).

11 drægtige kvier blev vaccineret mod cryptosporidier 2 gange i sidste trimester (8 uger og 3 uger før kælvning). Kvierne blev desuden vaccineret med Rotavec Corona vaccine 4 uger før kælvning, hvilket kontrolgruppen (n= 12) også gjorde.

Efter kælvning blev råmælk fra hver ko opsamlet indenfor 6 timer af kælvning og 2. gangs malkningen (indenfor 20 timer af kælvning) og nedfrosset.

Levedygtige nyfødte kalve (som blev født på nærliggende besætninger og transporteret til forsøgsfaciliteterne) blev randomiseret, så de modtog enten “test-kolostrum” (fra vaccinerede køer) eller “kontrol-kolostrum” (fra uvaccinerede køer). Hver kalv fik 3 liter kolostrum inden for fire timer efter fødsel; 2–4 timer efter råmælksfodringen blev de inokuleret med C. parvum-oocyster (1x104oocyster).

På dag 2 blev mælkeerstatning suppleret med 1 liter kolostrum, og på dag 3, 4 og 5 med 0,5 liter kolostrum pr. fodring for at sikre fortsat passiv antistof-tilførsel. Kalvene fik mellem 4-5 L mælk / dag.

Klinisk opfølgning foregik to gange dagligt i 14 dage efter smitte. Ved hver scoring blev den almene tilstand, appetit, hudturgor/dehydrering, udseende og fæceskonsistens registreret.

Studiet viste, at kalvene som havde fået råmælk fra vaccinerede køer, havde mindre diarré end de kalve, som havde fået råmælk fra uvaccinerede køer. 4 ud af 15 kontrolkalve som gik ved koen og 2 ud af 8 kontrolkalve som var opstaldet i enkeltboks, døde efter infektion med cryptosporidier. Ingen af kalvene som fik råmælk fra vaccinerede køer, døde. Kalvene som fik råmælk fra vaccinerede køer, voksede sammenlagt 320 g/dag mere end kontrolkalvene fra fødsel til dag 15 (p<0,0001).

Reijnders et al. (2024) – endnu et MSD studie – har vurderet effekten af Bovilis Cryptium i 16 kommercielle besætninger. Ét forsøg blev gennemført på otte hollandske malkekvægsbedrifter (Holstein-Friesian), hvor kalve rutinemæssigt blev adskilt fra koen umiddelbart efter kælvning og udelukkende fik egen moders råmælk og overgangsmælk. Det andet forsøg omfattede otte franske ammekvægs- eller kombinationsbesætninger (Charolais, Rouge des Prés, Salers) med sæsonkælvninger, hvor nyfødte kalve forblev hos egen mor og suttede assisteret 2–3 gange dagligt de første 4–8 døgn. Begge besætningstyper havde samtidig kontrol af øvrige diarréætiologier via rutinevaccination mod rota-, coronavirus og E. coli (Bovilis Rotavec Corona).

Mødredyr (køer og kvier) blev inkluderet ved klinisk sundhedstilstand 10–6 uger før forventet kælvning og randomiseret 1:1 til test- eller kontrolgruppe. Testdyrene fik Bovilis Cryptium givet subkutant i venstre side af halsen, 2 mL per dosis, med revaccination efter fire uger; kontrolgruppen fik isotont saltvand i samme skema. Alle dyr fik samtidig, men ikke blandet, Bovilis Rotavec Corona intramuskulært i højre side af halsen.

Der indgik 294 køer i studiet fra malkekvægsbesætninger fordelt på 147 kontrolkøer og 148 vaccinerede køer. Der indgik 304 kødkvægskøer i undersøgelsen, hvoraf 152 var kontrol og 148 var vaccineret.

Råmælkshåndteringen var protokolleret og adskilte sig efter produktionssystem. På malkebedrifterne blev koens råmælk opsamlet straks efter kælvning, og kalven fik mindst 3 liter hurtigst muligt, ideelt inden for 4 timer, efterfulgt af ≥1 liter dag 1 og ≥0,5 liter dag 2–4; senere malkninger blev lagret og givet i rækkefølge for at nå minimumsvolumenerne. I ammekvægsbesætningerne registrerede man første synlige sutteseance og kategoriserede råmælksindtaget som tilstrækkeligt, utilstrækkeligt eller ingen. Alle kalve måtte udelukkende modtage råmælk fra egen mor, og krydsfodring var eksklusionsgrund.

Primært effektmål var incidensen af diarré i de første 21 levedage, defineret ved fæceskonsistensscore (FCS) ≥2 på en 0–3-skala i henhold til Madison–Wisconsin Calf Health Score. Sekundære mål omfattede diarréens sværhedsgrad (maksimalt opnået FCS), varighed (antal dage med FCS ≥2) samt et samlet klinisk belastningsmål, Total Clinical Score (TCS), udregnet som summen af daglige scores for fæces, almen tilstand og drikkelyst. Derudover blev morbiditet, medicinsk behandling (særligt antidiarrébehandlinger) og dødsfald registreret, og ved mortalitet blev der planlagt obduktion til årsagsafklaring. Kliniske observationer og scoringer blev udført dagligt i observationsperioden.

For at dokumentere immunologisk effekt af vaccinen i praksis blev råmælk fra alle mødre udtaget inden for 24 timer post partum til måling af anti-Gp40-antistoffer, og der blev taget én blodprøve fra hver kalv mellem dag 3 og 17 til serologisk bestemmelse af passivt overførte anti-Gp40-antistoffer.

For at minimere konfounding fra samtidige antiprotozoære behandlinger blev det påbudt, at kalve ikke måtte behandles med halofuginon eller paromomycin de første 21 dage, medmindre der forelå veterinær nødvendighed. I sådanne tilfælde skulle der først udtages fæcesprøve til Rainbow “scours” hurtigtest med påvisning af C. parvum og andre enteropatogener; alle behandlinger blev journalført på individniveau. Endelig omfattede sikkerhedsvurderingen systematisk registrering af lokale reaktioner hos mødredyrene, samt obstetriske udfald (aborter, dødfødsler, dystoci m.m.) for at detektere eventuelle vaccine-relaterede bivirkninger.

I alt indgik 566 kalve i effektanalysen, fordelt på to feltstudier: 283 malkekalve i Nederlandene (143 kontrol, 140 vaccineret via maternel immunisering) og 283 kødkvægskalve i franske ammekvægsbesætninger (144 kontrol, 139 vaccineret). Den overordnede diarréincidens var lavere i vaccinegrupperne, men forskellene nåede ikke statistisk signifikans ved de observerede smittepres. Hos malkekalve lå den daglige andel med diarré (fæceskonsistensscore ≥2) højest omkring dag 7–12, med en top på 33,8 % i kontrol mod 28,7 % i vaccinegruppen på dag 10; odds ratio for at have diarré var 1,25 til fordel for vaccinen, men ikke signifikant (95 % KI 0,98–1,61; p=0,077). I ammekalve var forekomsten generelt lav i begge grupper, og OR 1,12 var ligeledes ikke signifikant (95 % KI 0,71–1,77; p=0,615).

Varigheden af diarréepisoderne blev derimod signifikant reduceret hos malkekalve fra vaccinerede køer. Gennemsnittet faldt fra 2,2 dage i kontrol til 1,8 dage i vaccinegruppen; mixed-model ANOVA gav en forskel på 0,45 dag (95 % KI 0,04–0,86; p=0,030). Hos ammekalve var gennemsnittet 0,6 dag i begge grupper uden forskel. Sværhedsgraden måltes som maksimal fæcesscore; andelen med mindst én episode af svær diarré (score 3) var lavere i vaccinegruppen både hos malkekalve (30,1 % kontrol mod 22,1 % vaccine) og kødkvægskalve (13,9 % mod 10,8 %), men forskellene var ikke signifikante.

Etiologisk testning af fæces fra kalve med diarré viste, at C. parvum var hyppigst påviste patogen i begge studier. Blandt malkekalve havde 52,4 % i kontrol mindst én positiv C. parvum-test mod 40,7 % i vaccinegruppen. Blandt ammekalvene testede 13,2 % i kontrol og 10,7 % i vaccine positivt for C. parvum. Koinfektioner forekom, hyppigst kombinationen C. parvum og Clostridium perfringens.

Samlede kliniske belastninger, udtrykt ved Total Clinical Score, viste konsistente, men ikke-signifikante forbedringer i vaccinegrupperne. Behandlingsdata fulgte samme mønster: blandt malkekalve modtog 61,4 % i kontrol vs. 52,0 % i vaccinegruppen en eller flere behandlinger for klinisk sygdom, og specifikt antidiarrébehandlinger var hyppigere i kontrol. I kødkvægskalvestudiet var behandlingsrater lave over en bred kam, men også her med en lille overvægt i kontrol. Mortalitet var lav og uden tegn på vaccinesikkerhedsproblem.

Immunologisk dokumenterede studierne et øget antistofindhold i råmælk efter vaccination: Gennemsnitlige log2-anti-Gp40-titres i kolostrum var 14,9 ± 1,5 i kontrol mod 19,6 ± 0,8 i vaccinegruppen hos malkekøer og 15,7 ± 1,8 mod 19,5 ± 1,2 i ammekøer. I kalveserum var gennemsnittet 11,3 ± 1,6 (malkekalve) og 12,1 ± 2,0 (diekalve) i kontrol mod 18,1 ± 1,7 og 17,2 ± 2,4 i vaccinegrupperne, selv når kalve med suboptimalt råmælksindtag indgik. Disse markante serologiske forskelle understøtter, at maternel vaccination effektivt øger de specifikke anti-Gp40-antistoffer i kalven kort efter fødsel.

Sikkerheden for moderdyrene var god og begrænsede sig til få lokale reaktioner ved injektionsstederne. Samlet vurderede forfatterne, at feltstudierne dokumenterede robust passiv immunisering og en klinisk relevant forkortelse af diarréforløb hos malkekalve under det observerede, relativt lave smittepres, mens øvrige kliniske endepunkter viste konsekvent, men ikke-signifikant, fordel for vaccination.

Der er dog et par mangler ved studiet, man bør være opmærksom på: Der mangles en multivariable analyse af vaccineeffekt inkluderende forklarende faktorer som passiv immunisering af kalve (hvilket ikke angives) og den tilfældige effekt af besætning. Det er jo muligt, at forskellen i diarré-sværhedsgrad er et resultat af forskel i passiv immunisering i højere grad end at der er tale om vaccineeffekt. Det ville også give mere troværdighed, om tendens til mindre diarré hos vaccinerede kalve i forhold til kontrol kalve kunne findes i samtlige besætninger (data fremgår ikke). Ud fra de angivne data kan det faktisk ikke vurderes, om der er tale om én besætning, som udgør forskellen.

Kalve som får meget mælk, kommer sig hurtigere over en infektion med C. parvum

Ollivett et al., (2012) har lavet et randomiseret, kontrolleret forsøg med 20 holstein-tyrekalve designet til at undersøge, om en højere fodringsintensitet kan afbøde sygdomsforløbet og forbedre præstationen efter en eksperimentel infektion med Cryptosporidium parvum. Kalvene blev som 3-dage gamle oralt inokuleret med 1 x106 oocyster og fordelt til enten en konventionel ernæringsplan.

Kalvene blev fulgt i 21 dage, hvor der løbende blev registreret fækal- og helbredsscorer, oocystudskillelse, vægtudvikling, tørstofoptag og hæmatologiske mål.

Ved forsøget start var grupperne sammenlignelige (ingen forskelle i kropsvægt dag 1, serum totalprotein dag 3 eller hæmatokrit). Selve infektionen blev etableret ens i begge grupper og der var ingen forskel i oocystudskillelse.

Undersøgelsen viste, at kalvene som fik meget mælk (HPN) var mindre dehydreret, (Packed cell volume (PCV) højere i CN end i HPN (40 % vs. 32 %), diarréen aftog hurtigere i HPN-gruppen målt som forbedringshastighed i fækal score (median −0,10 score pr. fodring i HPN mod −0,06 i CN) og den daglige tilvækst var positiv i HPN (ca. 433 g/dag), men negativ i CN (−48 g/dag), ligesom foderudnyttelsen (ADG pr. kg tørstofindtag) var tilsvarende gunstig i HPN (131,9 g/kg) og direkte dårlig i CN (−31,4 g/kg). Ingen kalve døde og ingen kalve modtog behandling.

Forfatterne konkluderer, at kalve, som fodres på et højere ernæringsniveau under og efter en C. parvum-udfordring, i højere grad bevarer hydrering, får hurtigere klinisk bedring af diarré, vokser bedre og udnytter foderet mere effektivt—selv om selve infektionen (oocystudskillelsen) ikke påvirkes. I praksis understøtter resultaterne, at man bør undgå restriktiv mælketildeling når de har diarré og i stedet fastholde eller øge næringsforsyningen for at fremme restitution og tilvækst.

Bemærk, at kalvene på det høje foringsniveau var hurtigere til at springe et måltid over

Mange vurderer kalvenes trivsel ud fra drikkelyst, og det kan være et udmærket mål—men kun hvis man samtidig tager højde for, hvor meget mælk kalvene får. Jo højere mælkemængde, desto større er sandsynligheden for, at en kalv indimellem springer et måltid over. Dette er dog ikke ensbetydende med at kalve på høje mælkemængder er mere syge; de viser bare lettere symptomer.

Studiet af Ollivett et al. (2012) er således et eksempel på at kalve, som får meget mælk, lettere springer en mælkefodring over: Blandt de 11 kalve, der fra dag 8 fik 1,1 kg mælkeerstatning dagligt, var der 4, som ikke drak hele rationen ved 5 ud af 330 fodringer, mens ingen af kalvene på 500 g mælkeerstatning pr. dag sprang et måltid over. Alligevel kom høj-fodringsgruppen sig hurtigere over infektionen—fæces blev hurtigere normal, kalvene var mindre dehydrerede, og de bevarede en positiv tilvækst gennem sygdomsperioden. 

Man kan derfor ikke konkludere, at kalvene på det høje fodringsniveau var mere syge end kalvene på det lave fodringsniveau – snarere tværtimod.

Er vi ikke bange for, at ufordøjet mælk i tarmen kan fungere som substrat for mikroorganismer i tarmen?

Det er naturligvis et problem, hvis ufordøjet mælk i tarmen fungerer som substrat for laktatproducerende mikroorganismer i tarmen. Der er dog ikke evidens for at stoppe mælkefodringen hos kalve med diarré. 

Her er et par overvejelser;

1) Cryptosporidier inficerer primært ileum, colon og cecum (de Graff et al., 1999), mens laktase produceres i duodenum og ileum. Da duodenum ikke vil være berørt af infektionen, vil størstedelen af laktaseproduktionen sandsynligvis være intakt (om end dette endnu ikke er videnskabeligt undersøgt)

2) Specifikt når det kommer til kalve med diarré forårsaget af C. parvum så ved vi, tarmcellerne i ileum opregulerer deres optag af glukose fra tarmen (Dengler et al., 2023). Dette resulterer dog ikke i et øget optag af glukose til blodet. I stedet øges forbruget af glukose i tarmcellerne, sandsynligvis til regenerering af cellerne og immunologisk bekæmpelse af den invaderende parasit (Dengler et al., 2023). Den primære funktion i ileum og colon er absorption af næringsstoffer og den er der således ikke indikation på tager skade (Dengler et al., 2023).

3) Flere studier har vist, at kalve med diarré som tilbydes mælk under sygdomsforløbet ikke har en forværring af sygdomsforløbet (Garthwaite et al, 1994; Heath et al., 1989; Goodell et al., 2012)

Sammenholdt med resultaterne af studiet af Ollivett et al. (2012) giver det derfor god mening at sikre, at kalve med diarré stadig får mælk. De skal selvfølgelig drikke deres mælk fra en sut fordi bollerende refleksen kan være mangelfuld pga. manglende mælkeiver (og mælk må naturligvis aldrig kommes i en sonde).

Halofuginone laktat

Udskillelse af C. parvum kan forebygges ved at behandle kalve 0-7 dage efter fødsel med halofuginon laktat, men behandlingen har nogle klare ulemper og det anbefales at forebygge cryptosporidose på andre måder.

Ulemper ved halofuginon laktat

1. Toksicitet: Halofuginon-laktat er potentielt giftigt, og der er betydelig risiko for forgiftning af kalvene.

2. Smittekompleksitet: Mangelfuld hygiejne og smittebeskyttelse fremmer ikke kun spredning af Cryptosporidium, men også andre patogener som E. coli F5, F41, CS31A samt rotavirus. Smittebeskyttelse er cental – og halofuginon laktat kan ikke opveje en mangelfuld smittebeskyttelse

3. Manglende udvikling af immunitet: Rebound smitteudskillelse og diarré efter endt behandling

Reduktion i smitteudskillelse

Resultaterne af en nyere metaanalyse fra et engelsk forskerhold (Brainard et al., 2021) finder overbevisende evidens for, at behandling af kalve med halofuginon påbegyndt før 5. levedøgn reducerer oocyst udskillelsen.

Ikke overbevisende effekt på reduktion af graden af diarré

Brainard et al. (2021) rapporterer, at Halofuginon–laktat eller –hydrobromid generelt reducerer graden af diarré, men bemærker, at blandt de fire studier uden industriel finansiering fandtes der ingen signifikant effekt. Forfatterne påpeger desuden indikationer på publikationsbias og fremhæver studiet af Trotz-Williams et al. (2011), som var stort, ikke industristøttet og som viste mindre diarré hos kalve, der ikke blev behandlet med Halofuginon–laktat.

Tendens til, at halofuginon reducerer dødeligheden

Halofuginon tenderer til at reducerer dødeligheden hos behandlede kalve (p=0,07) (Brainard et al., 2021).

Ingen evidens for, at halofuginong påvirker tilvæksten

Profylaktisk behandling af kalve med halofuginon inden dag 5 har ingen effekt på tilvæksten af kalvene efter behandling (Brainard et al., 2021).

Studiet af Brainard et al. (2021) peger således i retning af, at den primære effekt af Halofuginon er at reducere smittespredningen i miljøet og dermed mindske risikoen for smitte af de næste kalve som bliver født, mere end det hjælper på symptomerne på den enkelte kalv.

Halofuginon laktat dosis er 100 µg/kg legemes vægt og koncentrationen er 0,5 mg/ml (svarende til 500 µg/ml)

De Waele et al. (2010) har lavet et randomiseret, dobbeltblindet forsøg på en malkekvægbesætning med høj forekomst af cryptosporidier, for at undersøge effekten af profylaktisk behandling med halofuginon laktat under to forskellige staldsystemer for kalve (individuelle bokse vs. fælles boks). 32 nyfødte Holstein-Friesian kalve blev separeret fra deres mødre inden for de første 12 timer efter fødsel, fik 2 L råmælk og fik herefter oral behandling med enten halofuginon laktat (100 µg/kg) eller placebo i de første syv dage. De blev derefter holdt enten i individuelle kalvebokse (aluminium, med ristegulv og halm) eller i fællesboks med flere kalve, hvor gulvet dagligt blev strøet med frisk halm og rengjort samt desinficeret hver anden uge. Der indgik således 4 grupper;

- Enkeltbokse (n=9) og behandlet med halofuginon laktat

- Enkeltbokse (n=9) og placebo behandlet

- Fællesbokse (n=6) og behandlet med halofuginon laktat

- Enkeltbokse (n=6) og placebo behandlet

Kalvene i fællesbokse blev indsat i en periode på 3 uger i den rækkefølge de blev født.

Over en periode på 28 dage blev der indsamlet periodiske fæcesprøver fra hver kalv (i alt ti prøver per kalv), som blev undersøgt for tilstedeværelse af cryptosporidier via mikroskopi og molekylære metoder. 

Resultaterne viste, at halofuginon laktat var effektiv til at reducere forekomsten af kliniske tegn på cryptosporidiose og til at begrænse miljøkontaminering med oocyster. Samtlige placebobehandlede kalve havde fået diarré inden 12. levedøgn, mens dette kun var tilfældet for ca. 45 % af kalvene som var blevet behandlet med halofuginon laktat.

Behandlingen udsatte imidlertid ikke tidspunktet for diarréens opståen, og den formåede ikke at mindske infektionsrisikoen, når kalvene blev opdrættet sammen i et stærkt kontamineret fællesmiljø. Den bedste effekt opnåedes, når behandling blev kombineret med gode hygiejneforhold og individuel opstaldning under rene forhold, især for kalve i alderen 7–13 dage.

I den detaljerede analyse blev der påvist en signifikant interaktion mellem halofuginon laktat behandling og individuelt boksopdræt med hensyn til reduktion i antallet af inficerede kalve (p = 0,004) og mængden af oocyster, der udskilles (p < 0,001).

Desuden blev alderen identificeret som den stærkeste enkeltstående risikofaktor: kalve over syv dage var mere tilbøjelige til at blive inficeret end yngre, uanset behandling. Blandt de behandlede kalve i aldersintervallet 7–13 dage var det opdrætningssystem, der mest påvirkede risikoen for infektion, således at de kalve opdrættet i individuelle bokse var bedre beskyttede end de, opdrættet sammen i gruppebokse. Forfatterne diskuterede, at forbedret hygiejne og adskillelse af kalve i aldersgrupper — for at undgå kontakt mellem meget unge og lidt ældre kalve — kunne forstærke effekten af medicinsk profylakse.

I diskussionen fremhæves, at mens tidligere undersøgelser har vist, at halofuginon laktat i gode opdrætsforhold kan forsinke infektion og diarré, reducere antallet af symptomatiske kalve og begrænse udskillelsen af oocyster, så er effekten svagere under mindre optimale forhold med høj miljøkontaminering.

Forfatterne bemærker, at efter ophør af behandlingen vil de fleste kalve alligevel udskille oocyster (et såkaldt “rebound”-fænomen), men at dette normalt har begrænset klinisk betydning og ikke markant øger den samlede oocyst-belastning. De understreger, at kontrollen af parasitten skal ske ved en kombination af effektiv forebyggende behandling og forbedrede stald- og hygiejneprocedurer — herunder adskillelse af kalve, hyppig udskiftning af halm, desinficering af faciliteter og undgåelse af sammenblanding af kalve i forskellige aldersgrupper. Selv om gruppestørrelsen i forsøget var begrænset, argumenterer forfatterne for, at det statistiske design og tidligere studiers resultater understøtter gyldigheden af deres konklusioner i en bredere praktisk kontekst.

Keidel og Daugschies (2013) fra Tyskland har også studeret effekten af halofuginon laktat til præventiv behandling af cryptosporidose hos kalve. Samtidig har de undersøgt effekten af rengøring og desinfektion af kalveboksen.

Forsøget består af to feltstudier på en malkekvægsbedrift i Sachsen, designet til at sammenligne strategier mod naturlig cryptosporidiose hos nyfødte kalve.

Studie 1

96 kalve blev allokeret umiddelbart efter fødsel til fire grupper:

H og HN fik halofuginon-laktat 120 µg/kg p.o. én gang dagligt i dag 1–7;

C og CN fik tilsvarende volumen postevand.

Kalvene var opstaldet i enkeltbokse indtil den tredje leveuge, hvor de blev sat i fællesboks. Boksene for HN og CN blev desinficeret med 3 % Neopredisan 135-1® (p-chloro-m-cresol), mens H og C stod i udesinficerede bokse (dog vasket med vand).

Fæces blev fulgt semikvantitativt for oocystudskillelse og klinisk forløb (diarréforekomst) blev registreret.

Studie 2

9 kalve blev indsat i enkeltbokse fra dag 0-14 periodemæssigt adskilt fra en gruppe af 44 kalve, som blev indsat senere. De 9 kalve fungerede som kontrol og blev hverken behandlet med halofuginon laktat eller fik deres bokse desinficeret. De efterfølgende 44 kalve fik alle halofuginon laktat og fik deres enekltbokse desinficeret. Forekomsten af diarré og udskillelse af oocyster blev fulgt som i studie 1. Desuden undersøgte man 62 peripartale køer for oocystudskillelse.

I studie 1 havde desinfektion alene ingen målbar effekt på oocystudskillelse eller diarré (CN≈C), mens halofuginon (H og HN) reducerede oocystudskillelsen og forekomsten af diarré signifikant. Kombinationen af halofuginon og desinfektion (HN) “kontrollerede” cryptosporidiose fuldstændigt i de første to leveuger, men man så en forsinket stigning i både diarré og oocystudskillelse i uge 3, højere end i de øvrige grupper.

Denne forsinkede “opblussen” sås også i studie 2, selvom både enkeltbokse og fællesbokse var blevet desinficeret og alle kalve var behandlet med halofuginon laktat. Der var dog i studie 2 kun tale om en øget oocystudkillelse idet kalvene havde diarré i mindre grad. Ingen køer omkring kælvning udskilte oocyster ved nogen af testmetoderne.

Bivirkninger ved halofuginon

Ifølge European Medicines Agency (EMA) kan symptomer på toksicitet forekomme ved det dobbelte af den terapeutiske dosis og giver anledning til følgende symptomer:

- Diarré

- Synligt blod i afføringen

- Nedsat mælkeindtag

- Dehydrering

- Apati og kraftig udmattelse (prostration).

Hvis der opstår kliniske tegn på overdosering, skal behandlingen straks stoppes, og dyret skal i stedet fodres med umedicineret mælk eller mælkeerstatning. Det kan desuden være nødvendigt at iværksætte rehydrering. Symptomerne på forgiftning ligner dog i høj grad de kliniske tegn ved cryptosporidieinfektion, hvilket kan gøre vurderingen vanskelig.

Mol et al. (2024) rapporterer om en overdosis af halofuginon laktat (Halocur, i denne case report) som årsag til, at tre ud af syv kalve indlagt på hospital, døde. Ifølge studiet af Mol et al. (2024) havde kalvene fået mellem 348 og 421 µg halofuginon laktat pr. kg kropsvægt blandet i mælken over en forlænget periode (den anbefalede dosis er 100 µg/kg).

Det er derfor vigtigt at bestemme kalvenes vægt nøjagtigt.

Protokol for behandling af kalve med halofuginon

Vælger man at anvende halofuginon i en besætning, kan man lige så godt gøre det korrekt. Nedenfor ses en protokol for behandling af kalve med halofuginon.

Indikation

Formålet er at reducere smitteudskillelsen og dermed smitterisikoen for nyfødte kalve.

Behandlingsstrategi

• Start ved 2.–3. mælkefodring og fortsæt i 7 på hinanden følgende dage.

• Brug behandling i en tidsbegrænset periode, hvor alle nyfødte kalve i besætningen behandles, og stop behandlingen igen, når forbedret smittebeskyttelse er etableret.

Dosering

• 100 µg/kg legemsvægt svarende til 2 ml pr. 10 kg (præparatkoncentration 0,5 mg/ml).

• Nyfødt jerseykalv (ca. 25–30 kg): 5–6 ml

• Nyfødt holsteinkalv (ca. 40–45 kg): 8–9 ml

Administration

• Giv præparatet i munden efter mælkefodring eller i mælken, så kalven har drukket mælk. Behandling på tom mave øger risikoen for forgiftning.

• Må ikke blandes i råmælk.

• Der er 4 ml pr pump i de fleste doseringspumper, men tjek det produkt du anvender.

  
  

Paromomycin

Formålet her er ikke at give en udtømmende gennemgang af effekten af paromomycin til behandling af cryptosporidiose fordi ulemperne ved paromomycin behandling anses for så væsentlige, at det anbefales at indrette kalvemangementet på en måde, så behandling med paromomycin ikke er nødvendigt. 

Ulemper ved paromomycin

1) Risiko for udvikling af antibiotikaresistens

2) Risiko for forstyrrelser i tarmens mikrobiom

3) Optages ikke til blodet (Aydogdu et al., 2017), hvilket er vigtigt ved behandling af kalve med diarré for at bekæmpe bakterier i blodet

4) Smittekompleksitet: Mangelfuld hygiejne og smittebeskyttelse fremmer ikke kun spredning af Cryptosporidium, men også andre patogener som E. coli F5, F41, CS31A samt rotavirus.

5) Manglende udvikling af immunitet: Rebound smitteudskillelse og diarré forekomst efter endt behandling

Der er ikke lavet mange undersøgelser af effekten af paromomycin til profylaktisk behandling af kalve mod cryptosporidier. Her gennemgås kort tre studier:

Fayer & Ellis (1993) undersøgte profylaktisk paromomycin mod eksperimentel Cryptosporidium parvum infektion hos nyfødte kalve i et forsøgslaboratorium, hvor kalvene blev holdt fuldstændig adskilt. 16 kalve blev oralt inokuleret med 1,5–2,0 × 106 oocyster; 12 fik paromomycin iblandet mælk to gange dagligt i 11 dage fra én dag før inokulation. Der blev anvendt forskellige doser af paromomycin; Fire kalve per dosis modtog 100, 50, 25 eller 0 mg/kg/dag. Fra fødsel til dag 28 blev diarré, rektaltemperatur, vægt og fækal oocystudskillelse monitoreret. Den højeste dosis (100 mg/kg/dag) eliminerede påviselig oocystudskillelse og reducerede signifikant antal diarrédage, diarré-sværhedsgrad, antal dage med udskillelse og samlet oocystmængde sammenlignet med ubehandlede kontroller. De lavere doser (50 og 25 mg/kg/dag) mindskede også diarré-sværhedsgrad signifikant; oocystudskillelse var typisk fraværende i behandlingsperioden og begyndte først ved eller efter behandlingsophør. Feberfrekvens og vægtstigning adskilte sig ikke mellem grupperne (bortset fra en lavere vægtøgning i gruppen af kalve som fik 25 mg/kg). Samlet konkluderes, at paromomycin udviser dosisafhængig profylaktisk effekt, med fuld suppression af udskillelse ved 100 mg/kg/dag uden bred påvirkning af generelle vitale parametre.

Grinberg et al. (2002) fra New Zealand har lavet et randomiseret, prospektivt og blinded feltforsøg, der evaluerede profylaktisk paromomycin-sulfat (100 mg/kg dagligt) givet fra fødsel i 10 dage til 10 kalve under naturligt smittepres. Behandlingsregimet blev sammenlignet med 10 ubehandlede kontrolkalve på samme bedrift. Primære outcomes var tid til debut (præpatens), forekomst af diarré og oocystudskillelse; sikkerhed blev fulgt løbende.

Resultaterne viste, at paromomycin ikke reducerede den samlede sygdomsincidens eller oocystudskillelse, men skubbede sygdomsforløbet: den præpatente periode var signifikant forlænget i behandlingsgruppen, og både oocystudskillelse og diarré startede typisk først efter, at behandlingen blev afbrudt. Det bekræfter en tydelig, tidsbegrænset profylaktisk effekt under behandling, uden varig beskyttelse efter seponering. Forskerene peger på, at kalvene ikke udvikler beskyttende immunitet mod C. parvum når de behandles med paromomycin.

Aydogdu et al. (2017) fra Tyrkiet har set på behandlingseffekten af halofuginon laktat og paromomycin til kalve med diarré. Studiet var et randomiseret, hospitalsbaseret behandlingsstudie af 20 kalve (7–20 dage) med naturligt forekommende Cryptosporidium parvum-diarré bekræftet før inklusion. Kalvene blev allokeret 1:1 til halofuginonlaktat 100 µg/kg p.o. én gang dagligt i 7 dage eller paromomycin 100 mg/kg p.o. én gang dagligt i 7 dage. Begge grupper modtog samtidig støtteterapi efter klinisk behov (intravenøs væskebehandling, SULFA-TMP i 7 dag og vitamin C indsprøjtninger i 7 dage). Effekt blev fulgt dagligt med standardiseret klinisk scoring (hydrering, almen tilstand, fæceskonsistens), seriel kvantificering af oocystudskillelse samt hæmatologi, blodgas og serum-biokemi.

Begge behandlinger reducerede oocystudskillelsen hurtigt (målbart fra dag 1 og signifikant fra dag 3) og gav parallelle kliniske forbedringer fra dag 2; laboratorieparametre normaliserede sig løbende i begge behandlinger. Der sås ingen meningsfuld klinisk eller biokemisk forskel mellem grupperne af kalve. Ingen af behandlingerne eliminerede infektionen fuldstændigt, men begge reducerede diarréens sværhedsgrad og understøttede heling. Forfatterne konkluderer, at både halofuginonlaktat (100 µg/kg i 7 dage) og paromomycin (100 mg/kg i 7 dage) er effektive behandlingsmuligheder ved naturlig C. parvum-infektion hos kalve. Desværre indeholder studiet ikke en kontrolgruppe og dermed kan det ikke fastslås, om kalvenes forbedrede tilstand er et resultat af paromomycin, halofuginon laktat eller den støttende behandling. Reduktionen i oocystudskillelse kan lige så vel være forårsaget af erhvervet immunitet som et resultat af behandling med paromomycin eller halofuginon laktat.