Græsmarkscoccidiose

Græsmarkscoccidiose er kendetegnet ved diarré hos førstegangsgræssende kalve/kvier få dage efter udbinding.

Græsmarkscoccidiose er forårsaget af overvintrende Eimeria alabamensis -oocyster på marken. E. alabamensis har en kort præpatensperiode på 6 til 8 dage og derfor ses kliniske symptomer på græsmarkscoccidiose allerede 4 til 5 dage efter udbinding på en kontamineret mark. Når førstegangsgræssende kalve/kvier bliver inficeret med E. alabamensis udskiller de voldsomt store mængder oocyster (> 100 000), som kan overleve på marken til det efterfølgende år.

Græsmarkscoccidiose forebygges ved at udbinde førstegangsgræssende dyr på marker, hvor der ikke har gået førstegangsgræssende dyr det foregående år. Marker som har været afgræsset af ældre kreaturer eller heste, udgør en lavere smitterisiko. Bruger man de samme marker år efter år til førstegangsgræssende kalve, kan metafylaktisk behandling med toltrazuril i forbindelse med udbinding være nødvendigt for at undgå klinisk sygdom.

Af kvægfagdyrlæge Trine Fredslund Matthiesen.

Revideret af DVM ph.d Dip ECBHM Jörg Matthias Dehn Enemark

29. august 2021

Ordforklaring

Præpatent: Parasitten har inficeret tarmcellerne og er i gang med opformering. Der er endnu ingen udskillelse af oocyster. Kalven kan få kliniske symptomer sidst i perioden. Toltrazuril og diclazuril har god effekt.

Patent: Tarmcellerne sprænges, hvorved der udskilles oocyster med afføringen. Det er i den patente periode kalvene typisk udvikler kliniske symptomer. Toltrazuril og diclazuril har ikke længere effekt på at mildne kalvens symptomer eller mindske vækstreduktionen.

Postpatent: Der er ikke længere udskillelse af oocyster, men kalven kan stadig have diarré og nedsat ædelyst

Metafylaktisk: Behandling i præpatensperioden og derfor efter infektionstidspunktet

Eimeria alabamensis

Den præpatente periode for E. alabamensis er 6 til 8 dage (Svensson et al., 1994) og adskiller sig derved fra E. bovis og E. zuernii, som har længere præpatentperioder: Varigheden af den præpatente periode for E. zuernii var i studiet af Mundt et al. (2005b) 15 til 24 dage og i studiet af Bangoura og Daugschies (2007) 15 til 22 dage. Præpatentperioden for E. bovis var i studiet af Daugschies et al. (1997) mellem 22 og 23 dage, og i studiet af Mundt et al. (2003) på 19 til 20 dage.

Klinisk forløb ved græsmarkscoccidiose

Græsmarkscoccidiose er undersøgt i et svensk studium af Svensson et al. fra 1994. I studiet blev 48, syv til ni måneder gamle tyrekalve, opdelt i fire grupper af 12 kalve:

Gruppe 1: Forblev på stald og fik samme fodring som inden udbinding

Gruppe 2: Bundet ud på en mark som ikke tidligere havde været afgræsset

Gruppe 3: Bundet ud på en mark som tidligere havde været afgræsset og hvor der tidligere havde været problemer med diarré.

Gruppe 4: Forblev på stald, men blev fodret med græs fra en mark, som ikke tidligere havde været afgræsset

Kalvene fik udtaget en afføringsprøve hver dag i 26 dage (fra to dage før udbinding). Antallet af oocyster pr gram afføring (OPG) blev bestemt og artsdifferentieret. Derudover blev kalvene vejet ved studiets start og 24 dage senere.

Studiet viste, at kalvene som blev bundet ud på den tidligere afgræssede mark, fik tynd afføring 4 dage efter udbinding. På dag 5 efter udbinding havde de fleste kalve i gruppen vandig diarré. De næste få dage blev kalvenes tilstand forværret, og fire af kalvene havde behov for oral væsketerapi. Syv dage efter udbinding udskilte kalvene store mængder E. alabamensis-oocyster. Nogle dage udskilte kalvene i gennemsnit 4 mio. OPG. 13 dage efter udbinding havde kalvene et nyt peak i oocystudskillelsen. 18 dage efter udbinding var udskillelsen af oocyster igen på niveau med de øvrige grupper af kalve.

Kalvene som skiftede fra vinterfodring til frisk græs fik en tyndere afføring, men deres almene tilstand blev ikke påvirket. Kalvene i gruppe 1 og 4 (som blev inde) tog i løbet af studieperioden i gennemsnit 18 kg på, mens gruppe 2-kalvene (som blev sat på en ren græsmark) tog 6 kg på. Kalvene som fik græsmarkscoccidiose (gruppe) 3 tabte sig 18 kg.

Overvintring af oocyster på marken

Græsmarkscoccidiose er forårsaget af overvintrende oocyster på marken, som er udskilt fra tidligere, græssende dyr (Svensson et al., 1994). I Sverige har man påvist overvintrende E. alabamensis-oocyster i alle regioner, hvilket peger på, at oocysterne ikke ødelægges pga. lave vintertemperaturer (Svensson, 1995).

Græsmarkscoccidiose er således et problem, når der bruges de samme græsmarker til førstegangsgræssende kalve år efter år. Dette ses ofte, da førstegangsgræssende dyr har brug for et fast hegn, indtil de har lært at holde sig indenfor tråden. Derfor kan det være problematisk, i nogle besætninger, at udbinde de førstegangsgræssende kalve på nye marker hvert år.

Forebyggelse af græsmarkscoccidiose

Et svensk studium (Svensson, 1995) inkluderende 59 svenske besætninger, fandt en mindre forekomst af græsmarkscoccidiose når:

Førstegangsgræssende kalve ikke lukkes ud på den sammen mark år efter år
Græsarealerne, hvor førstegangsgræssende kvier blev lukket ud på, var afgræsset af ældre kreaturer eller heste forud for de førstegangsgræssende dyr blev lukket ud på dem.

I studiet blev OPG bestemt inden kalvene blev sat på græs og igen 8 til 11 dage efter udbinding. På denne baggrund kunne Svensson (1995) konkludere, at hvis kalvene var bundet ud på marker, som tidligere på året havde været afgræsset af heste eller ældre kreaturer, havde kalvene en lavere udskillelse af oocyster.

Sen udbinding har ingen beskyttende effekt overfor risikoen for græsmarkscoccidiose (Svensson, 1995).

Behandling af græsmarkscoccidiose

Der er i den videnskabelige litteratur ingen anbefalinger omkring behandling af græsmarkscoccidiose, men der er måske et par forhold, man med fordel kan tage med i sin behandlingstilrettelæggelse.

Som hos alle andre Eimeria-arter har behandling med toltrazuril og diclazuril mest effekt i den præpatente periode, hvor kalven endnu ikke har kliniske symptomer. Derfor er det nødvendigt at behandle metafylaktisk dvs. efter kalven er inficeret, men før den udviser kliniske symptomer. Eftersom E. alabamensis har en kortere præpatent periode end E. bovis og E. zuernii, skal behandlingen foretages tidligere, end når man behandler staldcoccidiose.

Behandling af E. alamabensis bør derfor (teoretisk set) foretages 2 til 3 dage efter kalvene er lukket på græs. I praksis er det dog langt lettere at behandle kalvene i forbindelse med, at de lukkes på græs. Zechner et al. (2014) angiver, at diclazuril dårligt bliver absorberet og derfor hurtigt bliver udskilt, i modsætningen til toltrazuril, som langsomt absorberes, har en lang halveringstid, udskilles over en længere periode og har en rapporteret mere persisterende aktivitet. Der er derfor en teoretisk mulighed for, at toltrazuril er et bedre egnet præparat end diclazuril til behandling af græsmarkscoccidiose, såfremt behandlingen foretages i forbindelse med at kalvene lukkes ud.

Kildehenvisning

Bangoura, B. & Daugschies, A. (2007). Parasitological and clinical parameters of experimental Eimeria zuernii infection in calves and influence on weight gain and haemogram. Parasitology Research, 100(6), 1331-1340.

Daugschies, A., Bürger, H. J. & Akimaru, M. (1997). Effects of experimental infection with Eimeria bovis on the balance of sodium, potassium, and water in calves. Parasitology International, 46(3), 159-169.

Mundt, H. C., Bangoura, B., Rinke, M., Rosenbruch, M. & Daugschies, A. (2005b). Pathology and treatment of Eimeria zuernii coccidiosis in calves: investigations in an infection model. Parasitology International, 54(4), 223-230.

Mundt, H. C., Daugschies, A., Uebe, F. & Rinke, M. (2003). Efficacy of toltrazuril against artificial infections with Eimeria bovis in calves. Parasitology Research, 90(3), S166-S167.

Svensson, C., Uggla, A. & Pehrson, B. (1994). Eimeria alabamensis infection as a cause of diarrhoea in calves at pasture. Veterinary Parasitology, 53(1-2), 33-43.

Svensson, C. (1995). Survival of oocysts of Eimeria alabamensis on pastures under different climatic conditions in Sweden. Acta Veterinaria Scandinavica, 36(1), 9-20.

Zechner, G., Bauer, C., Jacobs, J., Goossens, L., Vertenten, G. & Taylor, M. A. (2015). Efficacy of diclazuril and toltrazuril in the prevention of coccidiosis in dairy calves under field conditions. Veterinary Record, 176(5), 126-126.