Vallebaserede vs. skummetmælksbaserede mælkeerstatninger

Skummetmælksbaserede mælkeerstatninger indeholder kaseiner og valleproteiner hvilket er i modsætningen til vallebaserede mælkeerstatninger, som kun indeholder valleproteiner. Uden kaseinerne er mælken ikke i stand til at koagulere i kalvens løbe og derfor er det kun skummetmælksbaserede mælkeerstatninger der koagulerer. Vallebaserede mælkeerstatninger koagulerer ikke.

I Danmark er der adskillige skummetmælksbaserede mælkeerstatninger på markedet, hvilket er i modsætning til USA, hvor der stort set ikke forhandles skummetmælksbaserede mælkeerstatninger mere. Her har den lavere pris på valle medført, at der stort set kun er vallebaserede mælkeerstatninger på markedet (Drackley, 2008; Lammers et al. 1998).

Tilvækst og fordøjelighed af mælkeproteiner er ikke forskellig og der kan opnås lige så gode produktionsresultater med en vallebaseret som med en skummetmælksbaseret mælkeerstatning. Mange gange er der dog inkluderer vegetabilske proteinkilder i vallebaserede mælkeerstatninger for at holde prisen nede. Når der inkluderes vegetabilske proteinkilder falder fordøjeligheden og produktionsresultaterne.

af dyrlæge Trine Fredslund Matthiesen.

Revideret af agronom og ph.d Mogens Vestergaard

21. august 2021

Vallebaserede mælkeerstatninger koagulerer ikke

Vallebaserede mælkeerstatninger koagulerer ikke, fordi de ikke indeholder kasein. Det er således kun skummetmælksbaserede mælkeerstatninger, der koagulerer i kalvens løbe. Skal der en vis mængde kasein i mælkeerstatningen til, for at den kan koagulere? Sandsynligvis ikke, men størrelsen og fastheden på det koagel, der dannes i kalvens mave, vil afhænge af andelen af kasein i mælken. Den fysiologiske effekt af koagulering af mælken i løben kendes ikke, og de studier, der er lavet, finder ikke en entydig betydning heraf. Læs mere om betydningen af koagulering af mælk her:

Koagulering af mælk

Er skummetmælksbaserede mælkeerstatninger bedre end vallebaserede mælkeerstatninger?

Det har kun været muligt at finde to studier, som direkte sammenligner produktionsresultaterne ved fodring af kalve med skummetmælksbaserede og vallebaserede mælkeerstatninger. Studierne er udført af samme forskergruppe og er publiceret i 1997 og 1998.

Terosky et al. (1997) fulgte 16 Holstein kalve som blev fodret med mælkeerstatninger med varierende indhold af skummetmælkspulver og valleproteinkoncentrat;

1: 100 % skummetmælk, 0 % valleproteinkoncentrat

2: 67 % skummetmælk, 33 % valleproteinkoncentrat

3: 33 % skummetmælk, 67 % valleproteinkoncentrat

4: 0 % skummetmælk, 100 % valleproteinkoncentrat

Kalvene indgik i studiet, da de var mellem 12 og 36 timer gamle og fik tildelt en restriktiv fodring (færdigblandet mælk i en mængde svarende til 10 % af fødselsvægten de første 2 uger og herefter 12 % af fødselsvægten). Mælkeerstatningerne indeholdte mellem 20,5 og 21 % råprotein. Der var iblandet antibiotika i mælken, og en del af fedtet var af animalsk oprindelse (hvilket ikke anvendes i Danmark). Der var ingen forskel i antallet af dage, hvor kalvene havde diarré (hvilket var mellem 3 og 4 dage i hver gruppe, og alle tilfældene skete inden kalvene var 4 uger gamle). Der var ikke forskel på tilvæksten fra uge 0 til 8 mellem grupperne (360 til 390 g pr dag), og fordøjeligheden af protein var ikke forskellig. Den største ulempe ved studiet er, at der kun var 4 kalve i hver gruppe, hvilket giver en lav statistisk styrke (power), og derfor er studiet ikke i stand til at påvise en forskel mellem grupperne, såfremt der reelt var en forskel.

Året efter publicerede samme forskergruppe endnu et studium, som sammenlignede kalves tilvækst, når de blev fodret med mælkeerstatninger med forskelligt indhold af skummetmælkspulver og valleproteinkoncentrat (Lammers et al., 1998). I dette studium indgik 125 kalve fra fødsel til 6 uger. Halvdelen af kalvene fik tilbudt kraftfoder, mens den anden halvdel ikke fik tilbudt kraftfoder. Der indgik de samme mælkeerstatninger som i Terosky et al. (1997), og kalvene fik tildelt samme mængde. Med dette studium kunne forskergruppen vise, at jo mere valleproteinkoncentrat der var i mælkeerstatningen, jo højere tilvækst og foderudnyttelse havde kalvene. I den halvdel af studiet, hvor kalvene ikke fik kraftfoder (n= 64), var tilvæksten hos de kalve, som fik 100 % skummetmælkspulver i deres mælkeerstatning, på 199 g pr dag, mens den var 258 g pr dag hos de kalve, som fik 100 % valleproteinkoncentrat. Der var altså signifikant forskel på tilvæksten og studiet viste derved, at kalvene som fik mælkeerstatning baseret på valleproteinkoncentrat havde en højere tilvækst end kalvene som fik en skummetmælksbaseret mælkeerstatning (p < 0,05).

I den anden halvdel af studiet, hvor kalvene fik kraftfoder, var tilvæksten i alle grupper højere (447 til 505 g pr dag), men der var ikke forskel i tilvæksten mellem grupperne. Der var heller ikke forskel i antallet af dage med diarré (kalvene havde i gennemsnit diarré i mindre end 1 dag). Lammers et al. (1998) og Terosky et al. (1997) finder således ikke en ernæringsmæssig forskel på vallebaserede og skummetmælksbaserede mælkeerstatninger hos kalve med en lav daglig tilvækst. Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der heller ikke vil kunne ses en forskel hos kalve som fodres til en høj daglig tilvækst – desværre findes der ikke studier som laver en direkte sammenligning mellem skummetmælks- og vallebaserede mælkeerstatninger hos kalve med en høj daglig tilvækst.

Et New Zealandsk studium (Thomson et al., 2018) forsøgte sig også med at sammenligne tilvækst og sygdomsforekomst hos kalve fra 4 dage gamle til 6 uger, som fik forskellige mælkeerstatninger. Der indgik tre forskellige mælkeerstatninger i studiet; en bestående af sødmælks- og skummetmælkspulver, en vallebaseret mælkeerstatning og en vallebaseret med 15 % sojaprotein. I det første eksperiment indgik 240 kalve, som blev fordelt på hver af de tre mælkeerstatninger, men hvor halvdelen fik mælk en gang dagligt og den anden halvdel fik mælk to gange dagligt. Kalvene blev inficeret med Salmonella Typhimurium, hvilket resulterede i en høj dødelighed, hvilket især var tydeligt blandt de kalve, som fik mælkeerstatning, der var vallebaseret og vallebaseret med sojaprotein. Desværre tager studiet ikke højde for mælkens osmolaritet, hvilket sandsynligvis er en væsentlig konfunderende faktor. I studiet opblandes mælkeerstatningerne til ca. 20 % tørstof. Der var kun 6 % aske i fuldmælk/skummetmælks mælkeerstatningen, mens der var mere end 9 % aske i de to vallebaserede mælkeerstatninger, hvilket giver en langt højere osmolaritet af de to vallebaserede mælkeerstatninger. Osmolariteten har stor betydning for løbens passagehastighed og dermed risikoen for diarré (Burgstallar et al., 2018). Derfor kan det ikke udelukkes, at den øgede forskel der var i sygdomsforekomst blandt kalvene, som fik de to vallebaserede mælkeerstatninger, i højere grad var forårsaget af den hyperosmolære mælk, end det var et resultat af oprindelsen af proteinet. Derfor er derfor det ikke hensigtsmæssigt på baggrund af dette studium at konkludere, at risikoen for diarré er større hos kalve, som får vallebaserede mælkeerstatninger i forhold til skummetmælksbaserede mælkeerstatninger.

Se mere om betydningen af mælkens osmolaritet på siden

Komælk vs. mælkeerstatning

I studiets andet forsøg indgik 94 kalve fra de var 4 dage gamle. Kalvene blev delt i tre grupper, som fik én af de tre mælkeerstatninger én gang dagligt. Kalvene havde en gennemsnitlig daglig tilvækst på 626, 602 og 530 g pr dag i mælkefodringsperioden fra 4 dage til fravænning i uge 6 eller 7 for henholdsvis den fuldmælk/skummetmælksbaserede, vallebaserede eller vallebaserede med 15 % sojaprotein mælkeerstatning (statistisk signifikant lavere tilvækst hos de kalve, som fik den mælkeerstatning, der indeholdt 15 % sojaprotein). Der var således ikke forskel i tilvæksten hos de kalve, som var fodret med den sødmælk/skummetmælksbaserede og den rent vallebaserede mælkeerstatning. Også i dette forsøg blev mælke-blandingen koncentreret til ca. 20 % tørstof, men forekomsten af sygdom blev ikke rapporteret. Et andet væsentligt forhold ved dette studium er, at fedtet i skummetmælksbaserede mælkeerstatningen var mælkefedt, mens det var vegetabilsk fedt i de vallebaserede mælkeerstatninger – dette har sandsynligvis også en betydning for fordøjeligheden, og dette faktum gør det umuligt at sammenligne mælkeproteinerne i de tre mælkeerstatninger direkte.

Vallebaserede mælkeerstatninger er mere udsatte for varmeskade

Kasein er meget varmestabilt og kan tåle temperaturer op til 140 grader i 1 time uden at denaturere (Fox, 2003). Valleproteiner er, i forhold til kasein, mindre varmestabile og vil fuldstændig denaturere ved opvarmning til 90 grader i 10 min (Fox, 2003). Globuliner i mælk vil denaturere, hvis de opvarmes til mere end 65 °C (Muir og Banks, 2003).

Vallebaserede mælkeerstatninger er derfor mere følsomme overfor varme, og hvis forarbejdning og nedtørringsprocessen har kørt ved for høje temperaturer, vil det have større konsekvenser for en vallebaseret mælkeerstatning i forhold til en skummetmælksbaseret mælkeerstatning. Hvis man under opblanding bruger vand med en for høj temperatur (fx 65 °C eller derover) vil en vallebaseret mælkeerstatning også tage mere skade end en skummetmælksbaseret.

Vallebaserede mælkeerstatninger indeholder ofte vegetabilske proteinkilder

Når man sammenligner produktionsresultater mellem mælkeerstatninger er det vigtigt, at man ikke sammenligner pærer og bananer. Fordøjeligheden af mælkeproteiner er sammenlignelige (Lammers et al. 1998), mens fordøjeligheden af non-mælk proteiner er lavere end fordøjeligheden af mælkeprotein (Drackley, 2008). Det duer derfor ikke at sammenligne tilvæksten af skummetmælksbaserede mælkeerstatninger med vallebaserede mælkeerstatninger, når der fx inkluderes 7 % hydrolyseret hvedeprotein i de vallebaserede mælkeerstatninger man sammenligner med. Ikke desto mindre er det ofte netop det, der sker i praksis! Mange vallebaserede mælkeerstatninger indeholder nemlig vegetabilske proteinkilder for at holde prisen nede.

I den videnskabelige litteratur kan man også finde eksempler på denne ”uretfærdige” sammenligning. I et finsk studium af Huuskonen fra 2017 hentyder titlen ”Effects of skim milk and whey-based milk replacers on feed intake and growth of dairy calves” til, at studiet sammenligner tilvæksten hos kalve fodret med henholdsvis skummetmælksbaserede og vallebaserede mælkeerstatninger – MEN reelt set, er det ikke tilfældet! Forfatterne sammenligner nemlig en skummetmælksbaseret mælkeerstatning med 100 % mælkeprotein med en vallebaseret mælkeerstatning, hvor 26,7 % af proteinet er af vegetabilsk oprindelse (Der er 7 % hydrolyseret hvedeprotein i den vallebaserede mælkeerstatning. Der er 21,0 % protein i, og hvis vi går ud fra, at proteinindholdet i det hydrolyserede hvedeprotein er 80 %, så er mængden af vegetabilsk protein i mælkeerstatningen 26,7 %). I studiet påvises en forskel i daglig tilvækst før fravænning på 100 g (907 g pr dag vs. 809 g pr dag) på mælkeerstatningen baseret på henholdsvis skummetmælk vs. mælkeerstatningen baseret på valleprotein OG hvedeprotein! Men her er det ikke hensigtsmæssigt at drage den konklusion, at forskellen i tilvækst kan tilskrives oprindelsen af mælkeprotein. Forskellen er sandsynligvis i højere grad forårsaget af det forhold, at der også indgår vegetabilsk protein i den vallebaserede mælkeerstatning. Desværre tillægger forfatteren af studiet det ikke stor betydning, at der er vegetabilsk protein i den vallebaserede mælkeerstatning på trods af, at dette i høj grad har betydning!

Studiet eksemplificerer på skønneste vis, det, der også ses i praksis, nemlig at der primært fokuseres på oprindelsen af mælkeproteinet i en mælkeerstatning, når man i virkeligheden burde stille mere skarpt på indholdet af vegetabilsk protein.

Vallebaserede mælkeerstatninger har i Danmark ry for at være af dårligere kvalitet end skummetmælksbaserede mælkeerstatninger. Dette er dog ikke nødvendigvis tilfældet, så længe der sammenlignes mælkeerstatninger, der udelukkende er baseret på mælkeproteiner. Mælkeerstatninger med vegetabilsk protein er af ringere kvalitet (læs: giver lavere tilvækst pga. lavere fordøjelighed af protein) end mælkeerstatninger bestående af rent mælkeprotein.

Kildehenvisninger

Drackley JK. 2008. Calf nutrition from birth to breeding. Vet Clin North Am Food Anim Pract. 2008 Mar;24(1):55-86. doi: 10.1016/j.cvfa.2008.01.001.

Fox. 2003. Kapitel 1 i Dairy processing. Improving quality. Redigeret af Gerrit smit. Woodhead publishing in Food Science and Technology. Side 18-19.

Huuskonen A. 2017. Effects of skim milk and whey-based milk rep lacers on feed intake and growth of dairy cales, Journal of applied animal research,45:1, 480-484, DOI: 10.1080/0972119.2016.1217868

Lammers BP, Heinrichs AJ, Aydin A. 1998. The effect of whey protein concentrate or dried skim milk in milk replacer on calf performance and blood metabolites. Journal of dairy science Jul;81(7):1940-5. doi: 10.3168/jds.S0022-0302(98)75767-4.

Muir og Banks. 2003. Kapitel 9 i Dairy processing. Improving quality. Redigeret af Gerrit smit. Woodhead publishing in Food Science and Technology. Side 188

Terosky TL, Heinrichs AJ, Wilson LL. 1997. A comparison of milk protein sources in diets of calves up to eight weeks of age. J Dairy Sci. Nov;80(11):2977-83.

Thomson, B. C., Muir, P. D., Smith, N. B., & Nieuwenhuis, A. 2018. The role of curding and non-curding calf milk replacers in NZ calf-rearing systems. New Zealand Journal of Animal Science and Production, 78, 157-160.