
VACCINATION AF GOLDKØER
Vaccination af besætningens goldkøer kan være et stærkt værktøj til at forebygge diarré hos kalvene i de første to leveuger.
Når man vaccinerer sine goldkøer er det vigtigt, at kalvene får overgangsmælk de første 7-10 dage, eller så længe man har overgangsmælk til det. Kalvene skal have omkring ½ L overgangsmælk to gange dagligt.
Der er kun antistoffer i mælken de første 4 udmalkninger og det er vigtigt, at man prioriterer denne mælk til besætningens yngste kalve.

Siden er udarbejdet af kvægfagdyrlæge Trine Fredslund Matthiesen
5. februar 2026
Forebyggelse af diarré hos kalve gennem vaccination af goldkøer
Diarré hos kalve kan forebygges gennem vaccination af goldkøer og den praktiske erfaring viser, at det har god effekt. Man må dog ikke forvente, at vaccinationen kan klares med et eller to stik til goldkøerne - det kræver også at man kan håndtere, at kalvene får overgangsmælk fra vaccinerede køer de første 7-10 dage efter føldsel.
På det danske marked findes der tre vacciner til goldkøer, som er godkendt til forebyggelse af diarré hos kalve. Der kan ikke blive angivet produktnavne her, men de kan let søges frem på nettet.
To af vaccinerne beskytter mod tre typiske årsager til diarré hos kalve:
E. coli K99 (også kendt som E. coli F5) og F41
Rotavirus
Coronavirus
Der er ikke evidens for at den ene er bedre end den anden.
Den sidste vaccine beskytter mod cryptosporidier.
Vaccineeffekt afhængig af overgangsmælk
Fælles for vaccination af goldkøer med det formål at forebygge diarré hos kalvene er, at kalvene skal have råmælk eller overgangsmælk i de første 7-10 levedøgn (så længe som muligt) for at man har effekt af vaccintionerne.
Overgangsmælken skal indeholde antistoffer, for at have en forebyggende effekt overfor diarré. Når koen har kælvet begynder hun at producere mælk uden antistoffer. Det betyder, at jo længere koen er fra kælvning og jo flere gange hun er blevet malket, jo mindre antistoffer er der i mælken. Det er helt centralt for vaccineeffekten, at man
prioriterer mælk fra 2. 3. og 4. udmalkning til
kalvene de første 7-10 dage
(eller så længe man har overgangsmælk til).
Som tommelfingerregel skal kalvene have ½ L overgangsmælk pr fodring og derefter normal mælk eller mælkeerstatning.
Vaccination kan ikke stå alene
Vaccination af goldkøer kan være et stærkt værktøj til at beskytte kalve mod diarré. Man kan dog ikke forvente, at vaccination kan stå alene. Man må stadig have fokus på de øvrige aspekter af kalvepasningen herunder primært de områder som danner fundamentet for kalveopdrættets sundhed, jævnfør kalvepyramiden

OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL
Er den ene vaccine bedre end den anden, når vi snakker om vaccination mod e. coli, rota- og coronavirus?
Der er ikke evidens for, at den ene skulle være bedre end den anden.
Mht. rotavirus beskytter den ene vaccine mod G6P5, mens den anden beskytter mod G6P1. Det er pt ikke muligt at få undersøgt, hvilken serotype rotavirus man har i sin besætning.