Hvornår skal en kalv med lungebetændelse behandles med antibiotika?

I den daglige pasning af kalve er det vigtigt at kunne identificere de dyr, som har en lungebetændelse, der kræver behandling med antibiotika. Tidlig og korrekt identifikation af syge kalve forbedrer mulighederne for helbredelse og reducerer risikoen for varige skader på lungerne.

Samtidig er det vigtigt at undgå unødvendig antibiotikabehandling. Hvis for mange kalve behandles uden behov, øges antibiotikaforbruget, hvilket både medfører unødige omkostninger og bidrager til udviklingen af antibiotikaresistens.

På denne side gennemgås de vigtigste kliniske tegn på lungebetændelse hos kalve samt de overvejelser, der ligger til grund for vurderingen af, om en kalv har behov for behandling. Diagnosen baseres på en samlet vurdering af kalvens symptomer, adfærd og almenbefindende, da der ikke findes ét enkelt symptom, som alene kan afgøre, om en kalv har behandlingskrævende lungebetændelse.

Almenbefindende

Ved vurdering af kalve med mistanke om lungebetændelse bør kalvens almenbefindende tillægges stor vægt. Antibiotikabehandling bør som udgangspunkt kun iværksættes hos kalve, der er tydeligt påvirkede af sygdommen og udviser tegn på almen nedstemthed - og dette vurderes især ved at observere kalvenes øreholdning.

En kalv, der er opmærksom, interesseret i sine omgivelser, følger flokkens adfærd og har normal aktivitet, vil ofte være i stand til selv at bekæmpe en luftvejsinfektion uden behandling med antibiotika. Tilstedeværelsen af enkelte symptomer som hoste eller næseflåd er derfor ikke nødvendigvis ensbetydende med, at behandling er nødvendig.

Omvendt bør kalve, der virker nedstemte, trækker sig fra flokken, har nedsat ædelyst eller på anden måde udviser sygdomsadfærd, vurderes nærmere. Når almen nedstemthed optræder sammen med flere symptomer på luftvejssygdom, øges sandsynligheden for, at kalven har en behandlingskrævende lungebetændelse.

Hængende ører

Kalvens øreholdning er en vigtig indikator for dens almene tilstand. Hængende ører er ofte et tegn på nedsat trivsel og sygdom og betragtes som et af de mest værdifulde kliniske tegn ved vurdering af kalvens sundhedstilstand.

En kalv har normalt opmærksomme og opretstående ører (som kalven til højre på nedenstående billede), mens kalve med nedsat almen tilstand har hængende ører og et sløvt udtryk (som kalven til venstre på billedet). Hængende ører og et sløvt udtryk ses ofte sammen med sløve bevægelser og manglende interesse i omgivelserne og er en god indikator for, at kalven er syg. Hængende ører ses dog ikke kun ved lungebetændelse, men kan også ses ved fx diarré eller andre febertilstande.

Skæv hovedholdning eller et hængende øre

Skæv hovedholdning er et almindeligt symptom hos kalve med lungebetændelse. Dette skyldes, at infektionen ofte spreder sig til mellemøret, når kalven er ramt af lungebetændelse.

Kalven på nedenstående billede holder dens højre øver skævt hvilket er en stærk indikation på tilstedeværelsen af lungebetændelse.

Kalve med skæv hovedholdning har dog ikke nødvendigvis aktiv lungebetændelse. Efter en tidligere lunge- og mellemørebetændelse kan der opstå kroniske forandringer, som medfører, at kalven permanent holder hovedet skævt, selvom den ikke længere er syg eller alment påvirket.

Skæv hovedholdning bør derfor ikke alene danne grundlag for behandling. Kalve med dette symptom bør kun behandles for lungebetændelse, hvis de samtidig udviser andre tegn på lungebetændelse, såsom påvirket almenbefindende, nedsat ædelyst, hængende ører, feber eller hoste. En samlet vurdering af kalvens kliniske tilstand er afgørende for at træffe den rette behandlingsbeslutning.

Kalven på nedenstående billede er alment vel, interesseret i sine omgivelser, fyldt i vommen. men holder hovedet skævt. En sådan kalv skal ikke behandles, da kalven ikke befinder sig i det akutte stadie af sygdommen.

Tåreflåd

Kalve med lungebetændelse har ofte tåreflåd og derfor kan øget tåreflåd være en indikation på lungebetændelse. Tåreflåd kan dog også opstå pga. andre forhold og derfor bør man ikke behandle en kalv for lungebetændelse udelukkende på baggrund af tåreflåd.

Næseflåd

Det er en naturlig del af kalves og køers adfærd at udføre næsetoilette, hvor de med tungen fjerner slim, støv og andre urenheder fra næseborene. Hvis en kalv ophører med denne adfærd, kan det være et tegn på nedsat trivsel eller sygdom, da syge dyr ofte bliver mindre aktive og mindre opmærksomme på deres normale kropspleje.

Næseflåd ses desuden ofte hos kalve med lungebetændelse. I disse tilfælde skyldes næseflådet typisk betændelse i luftvejene, hvor slim og pus dannes og udskilles gennem næsen. Næseflåd bør derfor betragtes som et vigtigt tegn på luftvejssygdom, især når det optræder sammen med andre symptomer som feber, hoste, hurtig vejrtrækning eller ændret adfærd.

Det er dog vigtigt at understrege, at næseflåd alene ikke er tilstrækkeligt til at diagnosticere behandlingskrævende lungebetændelse. Symptomets betydning skal altid vurderes som en del af den samlede kliniske vurdering af kalven.

Dehydrering

Kalve med lungebetændelse kan blive dehydrerede, fordi sygdommen ofte medfører nedsat æde- og drikkelyst. Dehydreringsgraden kan vurderes ved at undersøge afstanden mellem øjeæblet og det inderste af det nederste øjenlåg (markeret på billedet).

Hos en velhydreret kalv ligger øjeæblet tæt op ad det nederste øjenlåg. Når kalven bliver dehydreret, mister vævene væske, og øjeæblet trækkes tilbage i øjenhulen. Dette medfører, at afstanden mellem øjeæblet og det nederste øjenlåg øges.

Kalven på billedet nedenfor er kraftigt dehydreret, hvilket ses ved den markante afstand mellem øjeæblet og det nederste øjenlåg. Denne kalv har behov for intravenøs væsketerapi for at kunne genoprette væske- og elektrolytbalancen.

Afmagring kan ligne dehydrering

Når øjeæblets placering i øjenhulen anvendes til at vurdere dehydrering, er det vigtigt også at tage kalvens huld i betragtning. Afmagrede kalve mister fedtvæv i hele kroppen, herunder det fedtlag, der normalt ligger bag øjeæblet. Som følge heraf trækkes øjeæblet tilbage i øjenhulen, selv om kalven ikke nødvendigvis er dehydreret.

En tilsyneladende øget afstand mellem øjeæblet og det nederste øjenlåg er derfor ikke altid ensbetydende med dehydrering. Fundet skal altid vurderes sammen med kalvens øvrige kliniske tegn og dens ernæringsmæssige tilstand.

Et eksempel ses på kalven nedenfor, som havde været syg gennem længere tid. Kalven var tydeligt afmagret, og øjeæblet fremstod derfor tilbagetrukket i øjenhulen som følge af tab af fedtvæv bag øjet.

Hurtig vejrtrækning

Hurtig vejrtrækning kan være et tegn på lungebetændelse, men tilstanden kan også skyldes andre forhold. Varmestessede kalve øger vejrtrækningsfrekvensen for at afgive varme og køle kroppen.

Kalve med lav blod-pH (acidose) - fx pga. diarré - trækker vejret hurtigere for at regulere syre-base-balancen. Den øgede ventilation sænker koncentrationen af CO₂ i blodet, hvilket bidrager til at hæve pH-værdien i blodet.

Stiv hoved/hals holdning

Kalve med alvorlige luftvejsproblemer vil ofte ændre deres hoved- og halsholdning for at lette vejrtrækningen. Ved at strække hoved og hals fremad og holde dem mere vandret kan kalven reducere modstanden i de øvre luftveje og dermed lette luftens passage til lungerne.

En stiv og udstrakt hoved- og halsholdning er derfor et vigtigt tegn på, at kalven er betydeligt påvirket af sin luftvejssygdom. Symptomet ses især hos kalve med svær lungebetændelse, hvor vejrtrækningen er anstrengt, og hvor kalven aktivt forsøger at kompensere for den nedsatte lungefunktion.

Adfærd som indikerer sygdom

Kalve er byttedyr og har derfor en naturlig tendens til at skjule sygdomstegn så længe som muligt. Når kalven ikke længere er i stand til at følge flokkens adfærdsmønster er den alvorligt syg. Kalve er desuden flokdyr og følger derfor hinandens adfærd. Derfor er det vigtigt at være opmærksom, hvis en kalv udviser afvigende adfærd og ikke følger flokkens normale mønster. Det kan for eksempel være en kalv, der ligger ned, mens de øvrige kalve står op eller omvendt.

Kalven til højre på nedenstående billede udviser sygdomsadfærd ved at ligge ned og fremstå uinteresseret i sine omgivelser. Mens de øvrige kalve er opmærksomme og engagerede i deres omgivelser, har den syge kalv trukket sig tilbage og deltager ikke i flokkens normale aktiviteter. Denne form for adfærdsændring er ofte et tegn på sygdom og bør give anledning til en nærmere vurdering af kalven.

Nedenstående billede viser også en situation, hvor en kalv udviser sygdomsadfærd. Kalven har isoleret sig fra flokken og står tilbagetrukket bagerst i boksen uden interesse for de aktiviteter eller stimuli, som de øvrige kalve reagerer på.

Temperatur

Kalvens temperatur kan være en stor hjælp ved diagnosticering af lungebetændelse, men temperaturmåling kan ikke stå alene og bør altid vurderes sammen med kalvens øvrige symptomer og adfærd.

Den normale kropstemperatur hos kalve er 38,5-38,9 °C. Kalven betegnes som subfebril (temperatur over det normale niveau, men endnu ikke feber) ved en temperatur mellem 39,0 og 39,3 °C og som febril (dvs. febertilstand), når temperaturen er 39,4 °C eller højere.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at lungebetændelse ikke er den eneste årsag til feber. Mange andre infektioner kan også medføre forhøjet temperatur, herunder eksempelvis cryptosporidiose. Desuden kan stress også føre til en stigning i kropstemperaturen. Derfor bør temperaturen aldrig anvendes som eneste kriterium for, om en kalv skal behandles. Temperaturen skal altid indgå som en del af en samlet klinisk vurdering.

Hoste

Hoste er et almindeligt symptom hos kalve med lungebetændelse og kan være et vigtigt tegn på sygdom i luftvejene. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt en kalv hoster, kan man forsigtigt trykke på struben. Hvis luftvejene er irriterede eller betændte, vil dette ofte udløse en hosterefleks.

Det er dog vigtigt at understrege, at hoste ikke nødvendigvis betyder, at kalven skal behandles med antibiotika. Kalve kan fortsætte med at hoste i en længere periode efter, at en lungebetændelse er overstået, fordi luftvejene stadig er irriterede. Desuden kan hoste skyldes andre forhold end infektion, herunder irritanter i staldmiljøet som ammoniak eller støv.

Hoste bør derfor altid vurderes sammen med andre kliniske tegn såsom almen tilstand, feber, hurtig vejrtrækning, næseflåd, nedsat ædelyst og ændret adfærd, før der træffes beslutning om behandling.

Mælkeindtag

Kalve med lungebetændelse vil ofte fortsætte med at drikke deres mælk, selv om de er syge. De vil dog drikke med en lavere hastighed. Derimod ses det typisk tidligt i sygdomsforløbet, at de mister interessen for kraftfoder og æder mindre end normalt.

Hvis man først opdager symptomer på lungebetændelse ved at kalvene ikke vil drikke mælken så er man for sent ude - for så har kalven været syge i længere tid og man er for sen til at opdage dem.

Manglende vomfylde

Syge kalve mister ædelysten til grov- og kraftfoder hvilket manifesterer sig ved tab af vomfylden. Dette sygdomstegn ses dog kun hos kalve, som primært ernærer sig ved kraft- eller grovfoder, idet kalve som primært ernærer sig ved mælk endnu ikke har etableret en stor vom.

Fri anvendelse af billedmaterialet

Denne side indeholder billedmateriale, der illustrerer kliniske tegn på sygdom hos kalve. Materialet er udviklet i forbindelse med projektet og kan frit benyttes til undervisning, rådgivning, formidling samt øvrige ikke-kommercielle og faglige formål.

Ved brug af billederne bedes relevant kildeangivelse til projektet medtages.