top of page

BEDSTE PRAKSIS
 

RÅMÆLK

Råmælk er livsnødvendigt for kalven og det kan ikke understeges tilstrækkeligt, hvor vigtigt råmælk er. 


  • Brug råmælk med brix% over 22 til de to første fodringer

  • Giv 3,5 L til en holstein kalv og 2,5 L til en jersey kalv ved første fodring og igen mindst 1 L  indenfor 12 timer.

  • Giv råmælk så snart kalven bliver født og optimalt set indenfor to timer

  • Alle medarbejdere, skal kunne give råmælk

  • Malk koen indenfor 6 timer efter kælvning for at få råmælk med højt indhold af antistoffer


Billede1 rundt portræt_edited.png
Siden er udarbejdet af kvægfagdyrlæge Trine Fredslund Matthiesen 
25. januar 2026

God råmælk skal malkes indenfor 6 timer af kælvning

Råmælk er den mælk, som koen laver i perioden før kælvning. Råmælk adskiller sig fra almindelig mælk ved blandt andet at indeholde antistoffer og hormoner. Desuden har råmælk også et meget højere energiindhold end almindelig mælk.


Når koen kælver, begynder hun at producere almindelig mælk. Derfor er det nødvendigt at malke koen indenfor 6 timer af kælvning for at undgå, at det bliver fortyndet med almindelig mælk. Venter man længere, vil råmælken i mange tilfælde være så fortyndet, at der ikke er plads nok i kalvens mave til, at den kan få de nødvendige 150-200 g IgG ved første fodring.


Man kan måle kvaliteten af råmælk med et refraktometer. Målet er at den råmælk man bruger til sine kalve skal have en brix% over 22, svarende til mere end 50 g IgG/L.





Hygiejne er altafgørende for råmælkens effekt

Udmalkning og håndtering af råmælk skal ske hygiejnisk. Antistofferne i råmælken vil binde sig til bakterierne og derefter kan de ikke optages over kalvens åbne tarmvæg. Råmælk med et højt bakterieindhold vil derfor miste sin effekt.


Sørg derfor for følgende:

  • Omhyggelig rengøring af koens yver inden malkning

  • Omhyggelig vask af de spande og det malkeanlæg, man udmalker råmælken med.

  • Vask skal altid foretages med sæbe efter hver brug

  • Desinficer malkeudstyret med desinfektionsmidel efter hver brug og hæng det til tørre

  • Hurtig nedfrysning/afkøling af råmælken efter udmalkning

  • Vask sutteflaske / sonde hver gang de har været i brug


Råmælk i en åben spand må ikke stå i malkegraven (da det medfører en risiko for at køernes gødning falder i).


Det kan være en fordel at have et køleskab tæt på malkegraven, så råmælken kan sættes på køl umiddelbart efter udmalkning.


Kalvens optag af antistoffer reducerers, hvis den fryser

Kalvens optag af antistoffer fra råmælken er afhængig af, at kalven ikke fryser. Derfor er det vigtigt at sørge for, at der tages godt hånd om kalvene lige efter fødslen. I de tilfælde hvor koen ikke selv slikker kalven ren, må kalven tørres manuelt med et håndkælde. Om vinteren er det en god idé at lægge kalve, som lige er taget fra koen, under en varmelampe. Dette sikrer det bedste optag af råmælken.


Kalve skal have råmælk to gange

Kalven skal have råmælk første gang så hurtigt som muligt efter fødsel og igen indenfor 12 timer af første fodring.


Tidligere har man troet, at kalve ikke kunne optage antistoffer over tarmvægget når kalven var mere end 12-24 timer gammel, men ny forskning viser at når kalven har fået første råmælks fodring tidligt efter fødsel så forbliver tarmen i stand til at absorbere antistoffer som minimum de første 24 timer efter fødsel.





Mængde råmælk

Kalve skal have 8 % af kropsvægten ved 1. råmælkstildeling så hurtigt som muligt efter fødsel.


I runde tal svarer det til følgende mængder:

Race

Mængde råmælk

Holstein

3,5 L

Jersey

2,5 L

Jersey x BLK krydsning

3 L

Holstein x BLK krydsning

3,5 L

Det er tillokkende at øge mængden af råmælk ved første råmælksfodring, så kalven får så meget som muligt. Desværre reduceres tømningshastigheden af mavetarmkanalen når kalven får meget på en gang og derfor vil kalven have en lavere absorption af antistofferne, hvis den får for meget på én gang.


Det er derfor bedre at give råmælk to gange.


Det er derfor vigtigt, at kalven ikke får for meget første gang, for så vil den ikke drikke tilstrækkeligt ved anden råmælksfodring.


Det nye er, at kalvene altså optager råmælken bedre,

hvis de får samme mængde råmælk fordelt på to portioner,

i stedet for at få det hele på én gang.



Protokol for råmælkstildeling

Download en protokol for tildeling af råmælk på din besætning


Protokollen ligger hos grafikeren og er endnu ikke klar


Kalve kan få for meget råmælk

Det er afgørende, at kalven optager så mange antistoffer som muligt, og derfor kan det være nærliggende at tro, at det gælder om at give så meget råmælk som muligt så hurtigt som muligt efter fødslen. Det er dog ikke tilfældet.


For det første er det dyrevelfærdsmæssigt uforsvarligt at give kalven for store mængder råmælk. I litteraturen findes der beskrivelser af kalve, som har udviklet kolik og dødelige læsioner i løben efter at være blevet fodret med 4 L råmælk ved fødslen og yderligere 2 L inden for de første 6 timer.


En anden vigtig årsag til at undgå overfodring er, at kalvens evne til at absorbere antistoffer fra råmælken reduceres, når mængden bliver for stor. Samlet set opnås derfor en højere koncentration af antistoffer i blodet, når kalven fodres med en mængde svarende til ca. 8 % af kropsvægten (ca. 3,4 L for en Holstein-kalv) sammenlignet med 10 % af kropsvægten (ca. 4,2 L).


Det er derfor mere hensigtsmæssigt at give kalven omkring 3,5 L råmælk ved fødslen og derefter yderligere 1-2 L ved anden fodring, som typisk finder sted inden for de første 12 timer efter fødslen.


OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL

Kalven patter selv hos koen. Er det godt nok?

Nej. Selvom kalven går ved koen er det nødvendigt at hjælpe med råmælken. Kalve vil sjældent selv tage 3-4 L råmælk, fordi den skal arbejde hårdere for at få råmælken ud af yveret, end hvis det kom fra en sutteflaske. Hertil kommer, at nogle kalve slet ikke kommer op og får råmælk, medmindre de bliver hjulpet.


Kødkvægskalve er derimod i stand til at få tilstrækkelig råmælk fra koen dels fordi kødkvægskoens råmælk er mere koncentreret, så kalven behøver ikke at tage så stor en portion og dels fordi kødkvægskalven går hos koen i længere tid, og derfor kan optage råmælk over flere gange indenfor det første døgn.



Hvad sker der, hvis kalven ikke får råmælk?

Hvis kalven ikke får råmælk er dens immunforsvar meget dårligt og man må forvente en væsentlig større risiko for, at kalven bliver syg og dør.


bottom of page