Hvedegluten i mælkeerstatninger

Hvedeprotein kaldes også hvedegluten. Hvedeprotein indeholder ikke antinutritionelle faktorer (dvs. faktorer som direkte skader fordøjelsen hos kalvene) sådan som soja. Forarbejdningen af hvedeproteinet har alligevel stor betydning for, hvor godt kalven er i stand til at udnytte det. Hvedeprotein kan enten hydrolyseres med syre eller med enzymer (Tomkins et al., 1994). Forarbejdningsmetoden er imidlertid ikke noget, som oplyses af de enkelte studier, ligesom det heller ikke er information, man kan læse af varedeklarationen på de forskellige mælkeerstatninger. Der er så vidt vides ikke en standardiseret metode til at forarbejde hvedeprotein på, og det kan derfor variere fra det ene produkt til det andet. I praksis kan vi derfor ikke differentiere mellem hvedeprotein med høj og lav fordøjelighed, og derfor skæres al hvedeprotein her over en kam.

 

Tomkins et al. (1994) angiver i et konference referat, at hydrolyseret hvedeprotein giver tilfredsstillende produktionsresultater, når det erstatter en del af mælkeproteinerne i mælkeerstatninger til kalve. Dette er imidlertid i modsætning til de konklusioner, som bliver draget i den videnskabelige litteratur, hvor hvedeprotein ikke opnår samme tilvækstresultater som mælkeerstatninger med rent mælkeprotein.

 

I det følgende refereres fem studier, som undersøger effekten af at tilsætte hvedegluten til mælkeerstatninger til kalve på tilvækst. Det har ikke været muligt at finde flere studier. Studierne er enige om, at tilsætning af hvedeprotein ikke giver anledning til diarré, men at der ses en lavere tilvækst:

 

Hill et al. (2008) studerede effekten af at erstatte mælkeproteiner med hydrolyseret hvedegluten og fandt en lineær reduktion i foderudnyttelse og tilvæksten med øget indhold af hvedegluten i mælkeerstatningen (op til 38 % af proteinandelen svarende til at mælkeerstatningerne indeholdte 0, 6 eller 12 % hvedegluten). Der blev tilsat ekstra aminosyrer for at tilpasse aminosyresammensætningen til kalvens behov. Der var 16 kalve i hver gruppe, og kalvene i studiet var 2 til 4 dage gamle ved forsøgets start og fik mellem 454 og 681 g mælkepulver pr dag. Der var ikke en øget forekomst af diarré blandt kalve, som fik hvedegluten i mælken. Der var en tilvækstreduktion på mellem 12 og 21 %, når hvedegluten erstattede mellem 15 og 38 % af proteinet i mælkeerstatningen.  

 

Et kinesisk forskerteam (Huang et al., 2015) erstattede 70 % af proteinet i en 22% protein mælkeerstatning med hydrolyseret hvede-protein og soja-proteinkoncentrat (og sørgede for at tilpasse aminosyre-sammensætningen ved at tilsætte ekstra aminosyrer). Der indgik 10 kalve på 21 dage i hver fodringsgruppe i studiet. Kalvene fik en restriktiv mælkefodring på 10 % af deres kropsvægt og ad libitum adgang til kraftfoder. Sammenlignet med en tilsvarende mælkeerstatning baseret på rent mælkeprotein, hvor kalvene havde en tilvækst på 776 g pr dag fra dag 22 til 63, havde kalvene, som fik sojaproteinkoncentrat en lavere tilvækst (698 g pr dag), og kalvene som fik hydrolyseret hvedeprotein en endnu lavere tilvækst (627 g pr dag) fra dag 22 til 63. Forskellen i tilvækst var kun statistisk signifikant fra dag 29 til 63 og ikke fra dag 22 til 28.    

 

Castro et al. (2016) undersøgte effekten af at tilsætte 4,5 % hydrolyseret hvedeprotein i en mælkeproteinbaseret mælkeerstatning ved at erstatte 50 % af valleproteinkoncentratet med hydrolyseret hvedeprotein. Der var 28 % protein og 16 % fedt i mælkeerstatningerne. Der indgik mellem 18 og 20 kalve i hver fodringsgruppe, og kalvene indgik i en alder af 2 dage til de var 8 uger. Kalvene fik dagligt 600 g mælkeerstatning (tørstof) pr dag i uge 1, 800 g pr dag i uge 2, 1200 g pr dag i uge 3 til 5, 800 g i uge 6 og 600 g pr dag i uge 7 opblandet til 15 % tørstof. Kalvene fik først tilbudt kraftfoder fra dag 28. Kalvene havde en daglig tilvækst på 550 g pr dag, og der var ikke forskel mellem grupperne. Tilvæksten var markant lavere, end hvad man ville forvente i forhold til den mængde mælkeerstatning, som kalvene indtog. Dette er det eneste forsøg, som studerer effekten af vegetabilsk protein til kalve fodret på et højt mælkefodringsniveau. Desværre fremgår det ikke af studiet, hvad tilvæksten var i de enkelte uger, da tilvæksten kun er angivet som gennemsnit af alle ugerne. Det er sandsynligt, at tilvæksten i dette studie ikke er begrænset af proteinforsyningen, eftersom kalvene har en lav tilvækst (550 g pr dag). Dette studium kan ikke tillægges stor betydning, fordi der ikke er redegjort for, hvorfor kalvene har så lav en tilvækst på trods af rigelig tildeling af mælkeerstatning.

 

Terui et al. (1996) studerede effekten af at erstattet mellem 30 og 50 % af mælkeproteinet med opløselig, enzymmodificeret hvedegluten i en mælkeerstatning med 18-20 % fedt og protein. Der indgik 120 Holstein tyrekalve i forsøget fra 3 dage til 6 uger. Kalvene fik tilbudt kalvestarter i uge 4 til 6. Kalvene fik 540 g mælkeerstatning pr dag og havde en daglig tilvækst på 250 til 280 g pr dag. Mælkeerstatningerne var sammensat som følgende, hvor det første tal henfører til råprotein-indholdet, WG står for wheat gluten og det sidste tal angiver, hvor stor en del af mælkeprotein der var udskiftet med hvedegluten:

 

20WG0

20WG30

20WG50

18WG0

18WG33

​

Kalvenes tilvækst i de to første uger var ikke forskellig og lå omkring 200-250 g pr dag. I uge 2-4 varierede tilvæksten mellem 320 og 380 g pr dag. I uge 4-6 var tilvæksten igen meget forskellig og lå mellem 86 g pr dag og 250 g pr dag. Det er svært at drage en endelig konklusion på baggrund af studiets resultater. Der er ikke en klar dosis-respons tendens i tilvæksten, når en del af mælkeproteinet blev erstattet af hvedegluten eller det modsatte. Hertil kommer, at kalvenes tilvækstniveau er anderledes end forventet, fordi kalvene har en lavere tilvækst i uge 4-6 end i uge 2-4 (normalt havde man forventet en højere tilvækst hos ældre kalve). Dette er især iøjnefaldende, fordi kalvene får tilbudt kraftfoder fra uge 4 og æder mere end 4 kg kraftfoder i løbet af studiet. Hvis man ser på tilvæksten over hele studie-perioden fra uge 0-6, havde kalvene som fik 20WG50, den højeste tilvækst (11,2 kg), kalvene, som fik 20WG0, 20WG30 og 18WG33, havde ens tilvækst (10,1-10,8 kg), og kalvene, som fik 18WG0, havde den laveste tilvækst (7,8 kg). Den mangelfulde afrapportering af resultaterne i dette studie gør det svært at drage klare konklusioner.   

 

Raeth et al. (2016) har undersøgt effekten af at erstatte valleprotein koncentrat og en del af det afsukret valle med hydrolyseret hvedegluten (WG) og/eller sojaproteinkoncentrat (SPC) hos unge kviekalve på et lavt fodringsniveau (570 g mælketørstof pr dag). Der indgik 126 kviekalve i studiet (2-5 dage gamle ved studiets start) som fik én af hver af følgende mælkeerstatninger (med 21 % protein og 20 % fedt):

Kontrol: 100 % mælkeprotein (valleproteiner)

30WG: 30 % af protein kommer fra WG

50 WG: 50 % af protein kommer fra WG

50 SPC: 50 % af protein kommer fra SPC

50 WGSPC: 25 % af protein kommer fra WG og 25 % fra SPC

 

Fra dag 36 til 42 fik kalvene 285 g mælkeerstatning pr dag og de blev fravænnet dag 43. Kalvene fik kraftfoder og vand ad libitum. Studiet viste, at kontrolkalvene havde den højeste tilvækst fra 15 til 28 dage (850 g pr dag) mod 690 til 710 g pr dag for de øvrige grupper. Før fravænning (dag 0 til 42) havde kontrolkalvene en 15 % højere tilvækst end de øvrige grupper (700 g pr dag mod 600 g pr dag). Der var ikke forskel i sygdomsforekomst mellem grupperne. Studiets resultater bør vurderes med det forbehold, at kalvene i studiet indtog 530 til 620 gram kraftfoder pr dag og en større del af deres tilvækst må tilskrives kraftfoderet. Der er fortsat behov for studier, som viser tilvæksten hos kalve, der bliver fodret på et højere mælkefodringsniveau.