top of page

KALVE MED STIVE FORBEN HAR LAMINITIS LIGNENDE FORANDRINGER I KLOVENE

I danske slagtekalvebesætninger findes en sporadisk forekommende lidelse, karakteriseret ved en stiv, tøvende gang på forbenene, hvor hovedet holdes lavt og hvor vægten lægges tilbage på bagbenene. Kalvene vil nødigt stå oprejst og ender ofte med primært at gå/stå på forknæ. Lignende symptomer ses tilsyneladense ikke hos kvier i malkekvægsbesætninger. Hyppigheden af lidelsen i danske slagtekalvebesætninger er ikke kendt. Der har, så vidt vides, ikke været foretaget grundige kliniske beskrivelser eller postmortelle undersøgelser af kalvene, og det har indtil nu ikke været videnskabeligt belyst, hvad der er den mest sandsynlige årsag til kalvenes aflastende adfærd.

Af Trine Fredslund Matthiesen, KoVet, Dorte Bay Lastein, KU Sund og Anne Mette Danscher, Boehringer-Ingelheim

Med støtte fra Kvægafgiftsfonden er lidelsen derfor blevet indledende undersøgt. Formålet med undersøgelsen var, under ’let specialiserede’ praksisforhold i samarbejde med universiteters patologiafdelinger, 1) at beskrive de makroskopiske og mikroskopiske forandringer, som kunne erkendes distalt for carpus/tarsus hos kalve med stive forben 2) at undersøge, om årsagen til, at kalve bevæger sig med stive forben, er forårsaget af forskellige lidelser, eller om der er patologiske forandringer i de samme anatomiske strukturer hos klinisk afficerede kalve (herfra kaldet casekalve) som afviger fra tilstande i kliniske ikke-afficerede kalve (herfra kaldet kontrolkalve).

​

Differentialdiagnoser

På baggrund af litteraturen, var følgende lidelser anset som mulige differential diagnoser til kalvenes kliniske symptomer; laminitis (Boosman et al., 1991; Danscher, 2008), rakitis (Spratling et al., 1970), arthritis, osterochondrose (Scott et al., 2000, Wegener og Heje, 1992), physitis (Levi et al., 2017), osteomyelitis (Levi et al., 2017), toe tip necrosis (Jelinski et al., 2016) og seneskader (Anderson et al., 2008).

Materialer og metoder

Rekruttering og inklusion/eksklusion af case- og kontrolkalve:

Kalve til projektet blev rekrutteret via annoncer i ”Slagtekalve Nyt” med opfordring til landmænd med kalve med stive forben om at melde sig til projektet. Herudover blev relevante dyrlæger informeret om projektet, ligesom der blev taget kontakt til udvalgte slagtekalvebesætninger, som geografisk lå fordelagtigt (Sønder- og Sydjylland). Derudover rekrutterede slagteridyrlæger kalve på Holsted kreaturslagteri i forbindelse med antemortem kontrol. Henvendelser fra besætninger, som leverer kalve til andre slagterier, kunne ikke indgå i projektet. For de kalve, som ikke blev undersøgt i besætningerne forud for slagt, blev kalvenes symptomer bekræftet på baggrund af videooptagelser af kalvene, enten taget i besætningen inden slagt og indsendt af ejer  eller efter ankomst til slagteriet indsendt af slagteridyrlæger.

​

Casekalve blev defineret ved et karakteristisk bevægelsesmønster, hvor kalvene bevægede sig abnormt med stive forben og sænket hoved, jævnfør billede 1.

Billede 1.png
Billede 1. Casekalv i bevægelse. Kalven bevæger sig med stive forben, sænket hoved og krum ryg. Vægten er lagt tilbage på bagkroppen.

En kalv blev ekskluderet pga. atypisk bevægelsesmønster som ikke svarede til case definitionen, hvorfor 30 casekalve indgik i de videre undersøgelser. En casekalv blev hjemmeslagtet, resten blev slagtet på slagteri.

Af de 30 casekalve indgik 11 kvie- og 19 tyrekalve fra 17 forskellige besætninger. Casekalvene var i gennemsnit 311 dage gamle ved slagt, varierende fra 132 til 418 dage. Kalvene var af forskellig race, herunder renracede Holstein, Angus og Limousine, krydsningskalve mellem Holstein og Blåkvæg, Jersey og Blåkvæg, Holstein og Angus og Holstein og Blonde d’Aguitaine. 12 af casekalvene blev klinisk undersøgt i besætningerne med en måneds mellemrum forud for slagt (heraf 8 i sammen besætning), mens 18 kalve blev inkluderet på baggrund af henvendelse fra ejer (n= 13, hvoraf en blev ekskluderet fordi bevægelsesmønsteret ikke var sammenlignelig med casedefinitionen) eller diagnosticeret ved dyrlægeundersøgelse forud for slagt (n=7). Forben blev underlagt postmortem undersøgelse fra samtlige kalve, mens bagben blev undersøgt fra 27 af kalvene. 

Der indgik i alt 20 kontrolkalve i studiet. Kontrolkalvene blev udtaget af slagteridyrlægen og udtaget fra samme transport og samme besætning, som tilhørende casekalv. Kontrolkalvene var i gennemsnit 312 dage ved slagt, varierende fra 259 til 363 dage. Kontrolkalve blev ikke videofilmet.

Vægtdata er ikke tilgængelig for hverken case- eller kontrolkalve. Ligeledes er faktiske opstaldningsforhold ikke oplyst, men de fleste slagtekalve er opstaldet på dybstrøelse de første 6 måneder, hvorefter nogle af kalvene flyttes til en sengebåsestald.

​

Forben fra 50 case- og kontrolkalve indgik i den makroskopiske patologiske undersøgelse. Bagben indgik fra 27 ud af de 30 casekalve og 18 ud af de 20 kontrolkalve. Hele forbenet blev undersøgt postmortem fra kalve, som blev hjemmeslagtet (n=1), mens for de resterende, som blev slagtet på slagteri, var forben afskåret ved forknæet og bagben afskåret under hasen, der blev undersøgt fra de kalve. 26 af casekalvene og 17 af kontrolkalvene blev underlagt en makroskopisk undersøgelse af ledflader og sener og seneskeder. Efter slagt blev benene lagt på frost og opbevaret indtil afhentning, bortset fra de kalveben, hvorfra der blev udtaget materiale til histologisk undersøgelse (9 case- og 5 kontrol-kalve, hhv. 19 og 15 snit (1-4 snit per dyr), som blev lagt på køl og afhentet næste dag. Kalvene, som der er udtaget vævsprøver fra til histologiske undersøgelse, er slagtet på dage, hvor det var muligt for forskergruppen at afhente benene på slagteriet dagen efter (dvs. convenience sample). Der er fortrinsvis udtaget vævsprøver fra kalve, der er fulgt i besætningerne forud for slagt.

Undersøgelsesprotokoller

Klinisk protokol:
Tolv kalve blev underlagt en til tre kliniske undersøgelser hen over en periode på 1-4 mdr. i besætningerne forud for slagt, for at vurdere de kliniske symptomer og udviklingen hen over tid. De kliniske undersøgelser bestod i en almen undersøgelse (huld/hårlag), samt inspektion, palpation, visitation og vurdering af underben og klovene hos de kalve, som kunne fikseres (n = 6), og en vurdering af kalvenes bevægelser. 3 kalve blev undersøgt 1 gang, 4 kalve blev undersøgt 2 gange og 5 kalve blev undersøgt 3 gange. De kliniske fund er beskrevet i en journal og ikke vurderet på beskrevne skalaer.


Makroskopisk patologi:
Den oprindelige protokol for den makroskopiske postmortelle undersøgelse af kalvene bestod i visuel inspektion af ledflader, sener og seneskeder og saggitalsnit (gennemsavning på langs) af klovene fra forben. Følgende strukturer blev vurderet på saggitalsnittene (jævnfør figur 1):

​

  1. Sænkning af klovbenet i forhold til klovkapslen

  2. Bredden af den hvide linje

  3. Såleblødninger i sålen

  4. Læsioner på læderhudssålen

  5. Rotation af klovben

Skærmbillede 2023-12-30 091640.png
Figur 1: Skematisk præsentation af en normal klov (A), en laminitis klov med sænkning af klovbenet i forhold til klovkapslen (B) og en laminitis klov med sænkning og rotation af klovbenet (C). A viser en normal klov, hvor den dorsale rand af klovbenet er parallel med klovkapslen, og hvor afstanden mellem klovkapslens og klovbenets dorsale rand er konstant i hele udstrækningen af læderhudens lameller. Figur B viser en klov med en sænkning af klovbenet, hvor den dorsale rand af klovbenet ikke er parallel med klovkapslen og hvor tykkelsen af læderhudens lameller er forøget. Figur C viser en klov med sænkning af klovbenet og en ventral rotation af klovbenet, hvor klovbenets apex har retning mod læderhudssålen. Figuren er udarbejdet på baggrund af beskrivelsen af patologiske forandringer som de ses hos hest (McGavin og Zachary, 2006)  

Efter de første saggitalsnit blev lavet, opstod et behov for at visualisere forandringerne på klovbenene og den postmortelle undersøgelsesprotokol blev tilrettet, så klove fra 17 af de efterfølgende casekalve blev afkogt i 9-11 timer, for at blotlægge knoglerne. 7 casekalve fik afkogt begge forben og begge bagben, mens 10 case kalve fik afkogt det ene forben og det ene bagben, mens det kontralaterale ben blev saggitalsnittet. Klovbenenes morfologiske forandringer blev beskrevet, og vægten og længden undersøgt.

​

Mikroskopisk patologisk undersøgelse:
Den mikroskopiske undersøgelse blev lavet på baggrund af vævsprøver af læderhudens lameller (dermis, epidermis og horn) udtaget med båndsav fra 9 casekalve og 5 kontrolkalve, efter protokol udarbejdet af Danscher et al. (2008). For hvert dyr blev der lavet mellem 1-4 histologisnit, som blev farvet med HE og PAS farvning på KU Sund/Patologi. Inspireret af Thøfner et al. (2005) og Danscher et al. (2005) blev der udviklet en forsimplet protokol til vurdering af læsioner, som er forenelige med laminitis. Vurderingen blev lavet på en VAS-lignende skala; dvs. en vurdering mellem normale histologiske fund og maksimalt abnormal histologiske fund, svarende til klart laminitis-lignende udseende. Vurderingen blev foretaget, idet undersøgeren satte et kryds på en linie uden kategorier og senere opmåling af placering mellem de to yderpunkter og en omregning af vurdering til en kontinuert værdi fra 0 til 10).

 

Den histopatologiske vurderingen er udført på følgende parametre: 1) Regularitet/overordnet organisation af lameller (HE farvning), 2) Udstrækning/bredde af lameller (HE) 3) Basalcellekerners farvning (HE), 4) Basalcellers form (HE), 5) Basalmembranens udseende (PAS) og 6) Basalmembranens udstrækning (PAS) (se bilag). De absolutte målte værdier er omregnet til en skala fra 0-10 (skalering med 1,14), og reduceret til 1 decimal. Andre relevante observationer i relation til behandling af væv (frost/fersk), samt udtagningsprotokol er anført, hvor relevant.

​

Præparaterne er undersøgt med et praksislaboratorie mikroskop (forstørrelse x4-x10-x40) af én utrænet dyrlæge, som forud havde kalibreret i 3-4 timer med en erfaren person forud for selve vurderingen. De i alt 34 præparater blev vurderet på alle 6 parametre i par af farvninger HE/PAS indenfor samme snit.  Snit-par er undersøgt i tilfældig rækkefølge og ’blindede med nye numre’, så case/kontrol-status ikke fremgår i slide-ID. Snit fra sammen dyr blev vurderet uafhængig af hinanden. Resultater er ikke aggregeret på dyreniveau i nærværende artikel.

Analytisk metode

Analyserne er foretaget som primært beskrivende, samt simple univariable analyser, af kvantificerbare relevante fund.

For kontinuerte variable (længde af klovben i mm og histologiske parametre på VAS-skala) er anført gennemsnit og t-test (ikke parret, heteroskedastisk fordeling i grupper antaget, signifikans niveau 5%) er udført; H0: der er ingen forskel i længde (mm)/VAS-vurdering mellem case/kontrol-snit. Beregningerne er udført i Excel.

Resultater

Alle 12 kalve, der blev undersøgt i besætningen inden slagt, var i passende foderstand og blanke i pelsen ved slagt.

​

Den kliniske undersøgelse af de 6 kalve der kunne fikseres i besætningerne, viste fluktuerende hævelser i seneskeder (ligamentum digitale annulare distale) palmart på niveau med kodeseneben på begge forben. Ved visitation af klovene på forben udviste alle 6 kalve smertereaktion, når visitertangen blev anbragt dorsalt under læderhudskronens subkutane væv. Bagben blev ikke forsøgt visiteret.

Kalvene udviste tydelig aflastende adfærd på forbenen, karakteriseret ved en uvilje til at rejse sig fra liggende tilstand. Kalvene blev stående på forknæ i lang tid, før de rejste sig og udviste modvilje mod at lægge vægten på forklovene. Under bevægelse gik kalven med sænket hoved og stive forben og havde en kort gennemtrædning på bagbenene. Ved mønstring på fast underlag (hvilket primært var på slagtegangen - videooptagelser) udviste en stor del af kalvene hypermetri ved bevægelse af forbenene. De kliniske symptomer var mest udtalte lige efter kalvene havde rejst sig, og aftog efterhånden, som kalvene bevægede sig. Ved sammenligning af symptomerne af den samme kalv i besætningen, forud for slagt, med symptomerne på slagteriet (videooptagelse) var symptomerne mere udtalte i besætningerne, end de var på slagteriet.

​

De 12 klinisk undersøgte kalve havde bevæget sig med stive forben i gennemsnitlig 4 mdr. inden slagt, varierende fra 1 til 7,4 mdr. Syv af de ni kalve, som blev undersøgt i besætningerne mere end én gang, havde hverken forbedring eller forværring af de kliniske symptomer. 2 af de 9 kalve havde en markant forværring af symptomerne; den ene kalv, som blev hjemmeslagtet, havde udover forandringer af klovens indre strukturer, også en læsion i ledfladen i et carpalled. Den anden kalv havde ikke forandringer af klovenes indre strukturer.

​

Én af de 12 kalve, som blev fulgt i besætningerne, gik på spalter ved den første undersøgelse og flyttet til dybstrøelse ved anden undersøgelse. Symptomerne var markant mindre, efter den blev flyttet til dybstrøelse. Flytningen til dybstrøelse medførte også en forbedring i huld, mens hårlaget blev mere blankt.

 

Både case- og kontrolkalve havde forvoksede klove, karakteriseret ved en fortykket og lang tå, hvor den mediale tåspids lå dorsalt for den laterale, jævnfør billede 2. Det var ikke en del af projektet at karakterisere afvigende klovstillinger hos kalvene, men det bemærkes, at der både blandt kontrol og casekalve var tilfælde af gængeklove, karakteriseret ved en afrundet sål, som på billede 3, og proptrækkerklove, karakteriseret ved, at den abaxiale klovvæg vokser ind under sålen, mens væksten af den axiale klovvæg har dorsal retning ind mod klovspalten, jævnfør figur 4.

Billed 3A.png
Billed 2: Forvoksede klove fra en casekalv med lang tå, hvor den mediale klov er længere end den laterale og klovspidsen krydser ind over midtlinjen
Billed 3: Saggitalsnit af en klov fra en kontrolkalv. Sålen er afrundet i en sådan grad, at kalven under vægtbæring sandsynligvis må lægge vægten på balleregionen og dermed bliver kloven en gængeklov. 
Proptrækkerklov.jpg
Billed 4. Proptrækkerklov fra en casekalv. Den abaxiale klovvæg vokser ind under kloven (stjerne), mens den axiale klovvæg vokser dorsalt med retning mod klovspalten (pil)

Postmortelle, makroskopiske forandringer

2 kalve ud af 41 kalve, som fik undersøgt led, havde forandringer på ledflader, men dette fund var gældende for en case (1A) og en kontrolkalv (kontrol til 11A). Ingen kalve havde forandrede seneskeder, dog havde den ene kalv, hvorfra hele forben blev undersøgt (1A), en øget mængde ledvæske. Der blev ikke fundet fortykket vækstlinjer eller makroskopiske tegn på inflammation af knoglemarv. 38 forklove fra case kalve og 16 forklove fra kontrol kalve blev saggitalsnittet, mens 30 bagklove fra casekalve og 16 bagklove fra kontrolkalve blev saggitalsnittet, jævnfør tabel 1.

Tabel 1. Postmortelle makroskopiske forandringer diagnosticeret på midtsaggitalsnit af klove

To af kontrolkalvene havde forandringer af klovene forenelig med case kalvene, idet der blev fundet en bred hvid linje og fortykkelse af læderhudens lameller. Den ene kontrolkalv (kontrol til 6A) havde forandringer på et forben og et bagben, mens den anden (kontrol til 17K) havde forandringer på et bagben. 

​

73 % af bagbenene fra casekalvene havde forandringer på mindst én klov. Forandringerne på bagklovene var ikke så udtalte, som forandringerne på forbenenes klove. 

Billede9.jpg
Kontrol 17K højre forben mediale klov.jpg
Billede 5. Midtsaggitalsnit af højre forben, mediale klov fra en kontrolkalv. Der ses ingen makroskopiske forandringer. Den hvide linje er smal og ses tydeligt i det sorte horn (rød pil). Læderhudens lameller (blå pil) har den samme tykkelse i hele længden og forløbet af klovbenets dorsale rand er parallel med klovkapslen. 
Billede 6. Saggitalsnit af bagben fra en kontrolkalv. Der ses ingen makroskopiske forandringer. Den hvide linje er ikke tydelig pga. hornets farve (rød pil). Læderhudens lameller (blå pil) har den samme tykkelse i hele længden og forløbet af klovbenets dorsale rand er parallel med klovkapslen. 
Billed patologiske forandringer.png
Billede 7. Saggitalsnit af forben fra en kalv med stive forben. Den hvide linje er bredere end hos kontrolkalve (rød pil). Læderhudens lameller (blå pil) er fortykket og forløbet af klovbenets dorsale rand er ikke parallel med klovkapslen. Afstanden fra læderhudssålen og klovbenets ventrale rand er ikke forandret i forhold til kontrol, hverken ved basen eller ved spidsen af klovbenet. 
Patologiske forandringer.png
Billede 8. Saggitalsnit af forben fra en kalv med stive forben. Den hvide linje er ikke tydelig pga. hornet farve. Klovkapslen er deform i forhold til klovens indre strukturer. Der er fortykkelse af læderhudens lameller, hvis dorsale afgrænsning er utydelig (blå pil). Klovbenets dorsale rand er ikke parallel med klovkapslen. Afstanden fra læderhudssålen og klovbenets ventrale rand er ikke forandret i forhold til kontrol, hverken ved basen eller ved spidsen af klovbenet. 

​Såleblødninger blev diagnosticeret på saggitalsnit af kalve med lyst horn. Det var ikke muligt at visualisere såleblødningerne på mørkfarvet horn. Tabel 2 viser fordelingen af såleblødninger mellem case- og kontrolkalve.

Tabel 2: Forekomst af såleblødninger hos kalve med og uden stive forben.
17 K kontrol HB såleblødninger.jpg
Billede 9. Saggitalsnit af højre bagben fra en kontrolkalv. Der ses såleblødninger ved tilhæftningen af den dybe bøjesene (blå pil). Nærbilledet ses af billede 10.
Nærbillede af såleblødninger 17K kontrol.jpg
Billede 10. Saggitalsnit af højre bagben fra en kontrolkalv. Nærbillede af det område, som pilen peger på i billede 9. 

6 klove fra i alt 5 ben, samtlige forben, havde en læsion i læderhudssålen, jævnfør billede 11. Tre af klovene kom fra samme kalv.

Læsion i sål.jpg
Billede 11.  Midtsaggitalsnit af den mediale klov fra venstre forben af en casekalv. Den dorsale rand af klovbenet kan ikke afgrænses. Hornet er deformt i forhold til klovens indre strukturer. Der ses en læsion i læderhudssålen (pil). 

Afkogning af forbenets klovben fra 15 casekalve (i alt 22 klovben fra venstre forben fra 11 kalve og 22 klovben fra højre forben fra 11 kalve) viste karakteristiske forandringer på samtlige klovben bortset fra hos én kalv (93 %).

 

Forandringerne bestod af

  • Knoglenydannelse dorsalt på klovbenet

  • Større åbninger til blodkar

  • Afkortede klovben

IMG_8905.jpg
Billede 12. Øverst ses afkogte klovben fra forbenet af en casekalv. Nederst ses klovben fra en kontrolkalv. Både kontrol og case var 316 dage gamle ved slagt (slagtevægt ukendt). Ostefytdannelse ses dorsalt på klovbenet (stjerne), der er større åbninger til blodkar (pile). Det ses også, at klovbenet fra casekalven er afkortet i forhold til kontrolkalven. 
Billede15.png
Billede16.jpg
Billede 13. Dorsalt perspektiv af afkogte klovben fra en casekalve (t.v.) og en kontrolkalv (t.h). Klovbenene er de samme, som på billede 11. Bemærk den forstørrede tilhæftning af den superficielle bøjesene hos casekalven i forhold til kontrolkalven (pil) og osteofytdannelsen i området.

Forandringerne af bagbenenes klovben var mindre udtalte end på forklovene. Det var på bagklovene ikke muligt at lave en klar differentiering mellem case og kontrol, da forandringer var mindre og udefinerbare for størstedelen af knoglerne.

​

Længden af klovben fra case-kalve var kortere end klovben fra kontrolkalve, dog var forskellen kun statistisk signifikant for klovben fra forben og den mediale klov fra højre bagben, jævnfør nedenstående tabel som viser den gennemsnitlige længde af klovben, jævnfør tabel 3. 

​

Længde benstre forben laterale klov.png
Tabel 1 ny.png
Tabel, knoglforandringer.png
Tabel 3. Længden af klovben fra kalve med stive forben (case) og kontrolkalve. Længden af klovben er målt i en kassette med en digital skydelærer.
Figur 1: Grafiske præsentation af længden af klovben (mm) fra venstre forben, laterale klov af 11 casekalve og 11 kontrolkalve.

Histologi

Af billede 14 ses et eksempel på et histologisk snit fra en kontrolkalv, mens billede 15 viser et histologisk snit fra en casekalv. På snittene kan følgende parametre vurderes: 1) Overordnet regularitet og 2) Udstrækning af lameller.

Skærmbillede 2023-12-29 065149.png
Billede 14: Histologisk snit af en kontrol kalv (HE farvning, x10 forstørrelse). Lamellerne består af dermale lameller udgående fra dermis (øverst i billedet) og de epidermale lameller udgående fra epidermis (i bunden af billedet). Parameter 1 (overordnet regularitet) vurderes til 1,7, ikke reguleret værdi: Lamellerne er organiserede, de er lige og ens i størrelse. Der ses et klassisk finger-handske udseende. Parameter 2 (udstrækning af lameller) vurderes til 2,4, ikke reguleret værdi: Lamellerne er afrundet i enderne og flere celletal tykt. Enkelte lameller er udtrukne i dermal enden (pil)
Histologi 2.jpg
Billede 15: Histologisk snit af en casekalv (HE farvning, x10 størrelse). Parameter 1 (overordnet regularitet) vurderes til 6,2, ikke reguleret værdi: Lamellerne er ikke organiserede, de er uregelmæssige og ikke lige store. Parameter 2 (udstrækning af lameller) vurderes til 7, ikke reguleret værdi: Lamellerne er stærkt udtrukne, visualiseret ved at bredden er forskellig i lamellens udstærkning.

Vurderingseksempler for øvrige parametre er ikke vist.

​

Tabel 3 og histogrammet i figur 2 viser opsummeringer af histopatologiske vurderinger af case og kontrolsnit af lameller i klove på de 6 parametre. Selvom nogle snit er fra samme dyr, så antages de i denne opgørelse for uafhængige, og indgår derfor selvstændigt i beregningen.

 

Der er foretaget en tosidet t-test for at vurderer om vurderingerne af de 6 parametre adskiller sig statistisk mellem case-og kontrolkalvene i gennemsnit. Af tabel 3 ses, at parametre 1-5 alle vurderes til at være statisk forskellige. Den 6. parameter – basalmembranens tilhæftning vurderes ikke statistisk signifikant forskellig, selvom den numeriske værdi på hhv. 1,9 og 1,2 (korrigeret værd) adskiller sig i den rigtige retning.

Tabel 3: Histopatologisk vurdering af histologisnit fra case- og kontrolkalve. De histologiske snit er vurderet på 6 forskellige parametre på en skala fra 0 til 10, hvor 0 angiver den normale morfologi af vævets strukturer, mens 10 angiver en markant afvigelse fra normalmorfologien, forenelig med laminitis. * markerer statistisk signifikant forskel (p = 0,00) mellem gennemsnittet af vurderingen for kontrol og casesnit.
Figur 2: Grafisk præsentation af den histopatologisk vurdering af histologisnit fra case- og kontrolsnit. De histologiske snit er vurderet på 6 forskellige parametre på en skala fra 0 til 10, hvor 0 angiver den normale morfologi af vævets strukturer, mens 10 angiver en markant afvigelse fra normal morfologien.

Diskussion

Dette indledende studie udført under praksis-forhold har desværre ikke muliggjort undersøgelse af alle deltagende kalve for både kliniske, makro- og mikroskopisk patologiske parametre. Studiet har således været udført som det muliges kunst indenfor den praktiske og økonomiske ramme, herunder med de erfaringsmæssige begrænsninger indenfor patologi.

​

I dette afsnit diskuteres de væsentligste kliniske, makroskopisk og mikroskopisk patologiske fund, hvorudfra det forsøges sandsynliggjort, hvilken sygdomsmekanisme der kan ligge til grund for, at kalve bevæger sig med stive forben.

​

95 % af saggitalsnit af forben fra casekalve havde fortykkelse af læderhudens lameller i kloven og en bred, hvid linje. Der var alene tilsvarende forandringer hos 2 af kontrolkalvene. Der fandtes ingen andre makroskopiske forskelle mellem case- og kontrolkalve. Det anses derfor som sandsynligt, at det er forandringerne i klovene, der er medvirkende årsag til kalvenes kliniske symptomer.

​

93% af casekalvene havde forandringer på klovbenene, karakteriseret ved osteofytdannelse på den dorsale kant, større huller til blodkar og afkortede klovben, mod 0 % af klovbenene fra kontrolkalve. Disse forandringer var mest udtalte på forklovene, men kunne også genfindes på bagklovene, dog ikke konsekvent. Greenough et al. (1990) og Svensson og Bergsten (1997) finder lignende forandringer hos henholdsvis kalve, som fodres intensivt uden kliniske symptomer og hos kalve i forbindelse med et udbrud af halthed hos kalve i en malkekvægsbesætning. Det kan på baggrund af denne undersøgelse ikke afgøres, om klovbenet er kortere pga. manglende vækst, medfødt deformitet eller om der er tale om osteolyse forårsaget af trykatrofi pga. den forøgede tykkelse af læderhudens lameller forårsaget af inflammation, men den høje forekomst hos casekalve indikerer, at de er en del af det sygdomskompleks, der forårsager ’stivhed’.

​

Ud af 38 forben som blev saggitalsnittet, var der skade på læderhudssålen på 5 ben (7,6 %) (jævnfør tabel 1). Det kan ikke afgøres, om denne skade er forårsaget af en ventral rotation af klovbenet, eller om den har et andet ætiologisk ophav. Såfremt ventral rotation af klovbenets apex ned i sålen, var en del af årsagen til, at casekalvene bevægede sig med stive forben, havde man forventet at se det hos flere af casekalve. Ligeledes havde såleblødninger under klovbenets apex været forventeligt, hvilket kun blev set hos en kalv i projektet. På baggrund af denne del af undersøgelsen kan det derfor sandsynliggøres, at der ikke sker en rotation af klovbenet i forbindelse med den observerede stivhed hos kalve.

I dette studie er der kun lavet et histologisk snit per klov, i nogle tilfælde flere snit per dyr fra forskellige ben/ forskellige klove. For at forbedre mulighederne for korrekt vurdering/klassifikation ville flere snit per klov/ben/dyr, samt snit fra alle case og alle kontrolkalve være ønskeligt. For eksempel har Thøfner et al. (2005) udtaget 8 snit per klov. Dette var ikke økonomisk muligt i denne præliminære undersøgelse.

​

I opgørelsen ovenfor er alle snit antaget uafhængige. Beslutningen om denne vurderingsmetode blev taget for at se, om vi kunne finde højere grad af histologiske laminitis-symptomer i vævsprøver/snit fra casekalve, og reelt ikke om vi kunne klassificere kalvene korrekt udfra de histologiske vurderinger. Optimalt set kunne data analyseres som en hierarkisk model med random effekt for dyr/ben/klov og andre variable som fixed effects, men det lave antal af kalve i denne del af studiet ville gøre modellens parametre usikre.

​

I denne undersøgelse måtte fem snit udgå, idet de var taget et uhensigtmæssigt sted i forhold til bedømmelse af lameller. I flere andre snit var lamellerne meget korte og muligvis ikke repræsentative for lameller i andre dele af kloven, og fejlvurdering kan derfor forekomme. Ligeledes var der i flere præparater tydeligt forskel på de histopatologiske fund i forskellige ender af snittet (den abnormale del af snittet blev i disse vurderet), samt i snit fra samme dyr.

​

En VAS-skala er anvendt for at undgå dikotom eller ordinal klassificering af den uerfarne observatør. Derved kunne mellemstadier mellem akutte og kroniske stadier af laminitis muligvis identificeres uden decideret misklassifikation. Skalaen kan endvidere inspirere til fremtidige analyser, samt eventuelt valideres videnskabeligt (intra- og interagreement studier). Detailanalyser af enkeltkalve er ikke medtaget i denne opgørelse, men der findes overlap i de histopatologiske vurderinger, som kunne tyde på laminitis-lignende læsioner i kalve uden kliniske symptomer.

Overordnet ses der statistik signifikant forskel mellem den gennemsnitlige vurderinger på 5 ud af 6 histopatologiske ’laminitis’-parametre i de to grupper med numerisk største værdier i casegruppen, svarende til, at der er histologiske forandringer i klove fra kliniske casekalve, som er forenelige med diagnosen; laminitis. Tilsvarende histopatologiske læsioner findes, men i mindre grad, i kliniske kontrolkalve. Resultaterne viser, at selv en uerfaren observatør vurderer snit fra casekalve mere abnormale end snit fra kontrolkalve.

 

På parameter 6) Basalmembranens tilhæftning/afstødning ses i kontrolgruppen også tilfælde af afstødning, og der er ikke statistisk signifikant forskel på vurderingerne. Det er uklart, om der er tale om artefakter i forbindelse med fremstilling af præparater.

En af casekalvene (2A), som blev undersøgt i besætningen inden slagt, havde, på trods af karakteristiske kliniske symptomer, ikke forandringer af klovens indre makroskopiske strukturer. Det kan ikke afvises, at symptombilledet hos denne kalv kan forklares af andre postmortelle lidelser, for eksempel osteochondrose i et skulderled, som tidligere er rapporteret til at have givet anledning til et lignende symptombillede hos kalve (Scott et al., 2000). Desværre inkluderede den postmortelle undersøgelse i dette studium ikke strukturer proksimalt for carpus eller strukturer proksimalt for tarsus, bortset fra på den ene kalv som ikke blev slagtet på slagteriet (1A), hvor hele forbenet blev undersøgt. Den pågældende kalv havde forandringer i ledfladen i carpus som, sammenholdt med kalvens bevægelsesmønster, formodes at have bidraget til forværringen af dens kliniske symptomer. Kommende undersøgelser bør derfor inkludere hele benet på kalvene.

​

Vurdering af såleblødninger på saggital snit er fejlbehæftet af to årsager: 1) såleblødninger placeret langs den abaxiale hornvæg kan ikke nødvendigvis erkendes på saggitalsnit. 2) pigmentering af hornet kan fejltolkes som såleblødninger.

 

Såleblødninger i sålen hos kalvene var ligeligt fordelt mellem case og kontrol og på baggrund af denne undersøgelse, kan der ikke konstateres en øget forekomst af såleblødninger hos kalve, som bevæger sig med stive forben.

​

En del af kalvene havde afvigende klovstillinger, primært casekalvene. Hvorvidt den afvigende klovstilling er et resultat af, at casekalvene (antageligvis) har gået længere tid på dybstrøelse end kontrolkalve (muligvis sengebåse-opstaldet på spalter), hvor klovene ikke haft et naturligt slid, eller om kalvene er genetisk disponeret for afvigende klovstillinger, vides ikke. Det kan ikke afgøres, om den øgede tendens til proptrækkerklove hos case kalvene, er et resultat af abnorm hornvækst fra abnorme lameller, eller om det er hornets abnorme vækstretning i form af proptrækkerklove, der har medført abnormiteter af lamellerne. Én kontrolkalv havde proptrækkerklove, men ingen forandringer i klovens indre strukturer, hvilket ikke indikerer en sammenhæng mellem hornets vækstretning og forandringer i klovens indre strukturer, herunder en fortykkelse af læderhudens lameller og en bred hvid linje. Greenough et al. (1990) finder, at intensivt fodrede kalve har en øget hornvækst og i kombination med kalvenes aflastende adfærd i dette studie er det sandsynligt, at casekalvene har haft et endnu mindre slid på deres klove og dermed fået mere udtalte deformiteter af klovene.

​

En tredjedel af casekalvene i undersøgelsen var kvier, hvilket er en overrepræsentation af kvier i forhold til antallet af tyrekalve i dansk slagtekalveproduktion. Såfremt der ikke er tale om en management- eller adfærdsmæssig forskelle på kvier og tyre i slagtekalvebesætningerne, indikerer dette, at der kan være tale om en arvelig og/eller kønsrelateret komponent i sygdomsudviklingen, som designet af denne undersøgelse ikke kan afdække. Svensson og Bergsten (1997) referer studier, som beskriver arvelig laminitis hos Jersey kalve. Fremtidige undersøgelser kan med fordel undersøge, om der er en arvelig komponent i sygdomsudviklingen. Det kunne med fordel gøres muligt at registrere tilfælde af kalve med stive forben i kvægdatabasen, for at kunne afdække en evt. genetisk komponent i sygdomsudviklingen.  

 

I dette studium blev saggitalsnit af klovene anvendt til at vurdere forekomsten af makroskopiske og mikroskopiske forandringer i klovens indre strukturer. Placeringen af saggitalsnittet blev i høj grad bestemmende for, hvordan arkitekturen af klovens indre strukturer eksponeres (fx tykkelsen af læderhudens lameller og de histologiske snit), hvilket også bemærkes af Greenough et al. (1990). Det var ikke muligt at standardisere saggitalsnittene pga. forskelligartede form og størrelse på klovene, hvormed en standardiseret sammenligning af anatomiske forskelle mellem case- og kontrolkalve blev fejlbehæftet. En anden begrænsning ved saggitalsnittene var, at klovbenet ikke kunne afgrænses. Greenough et al. (1991) brugte røntgen til at vurdere klovbenet, mens klovbenet i dette studium, blev vurderet ved at afkoge klovbenet.

 

Afkogning af klovbenet visualiserede knogleforandringer og gjorde afmåling af længen mulig. Dette var dog ikke uden fejlkilder, da mindst én kalv havde knogle granulat siddende tilbage i lamellerne, da klovbenet blev fjernet efter afkogning. Om dette er forårsaget af afkogningen eller om knoglen har været under nedbrydning antemortem, vides ikke. Forskel i længden af klovbenet mellem case og kontrol kan desuden være konfunderet af kalvenes vægt, selvom den grafiske afbildning med bedste rette linier ikke udviser en tydelig stigende længde med alder.

​

I et svensk studium fra 1997 beskrives kliniske symptomer med besværet rejse-sig adfærd, stiv gang, forvoksede klove og såleblødninger hos 6 ud af 33 kalve i en alder af 8-12 uger fra én besætning inficeret med Bovin virus diarré virus (Svensson og Bergsten, 1997). Fire af kalvene med kliniske symptomer blev underlagt postmortelle undersøgelser, da de var mellem 20-27 uger gamle, som viste såleblødninger, rotation af klovbenet, hvor apex gik gennem læderhudssålen og osteolyse af apex af klovbenet hos tre af kalvene. En af de 9 asymptomatiske kalve, som blev underlagt postmortel undersøgelse, havde også osteolyse af klovbenets apex (Svensson og Bergsten, 1997). Osteolyse af klovbenets apex er forenelig med resultaterne af nærværende undersøgelse, mens såleblødninger og rotation af klovbenet ikke er det.

​

Kontrolkalvene blev udvalgt af slagteridyrlægerne ud fra det kriterie, at de ikke skulle have symptomer karakteristisk af case definitionen (bevæge sig med stive forben). Der er ikke lavet videomateriale af alle kontrol kalve, og derfor er deres status som kontrol ikke verificeret af forfatterne. Det kan dog ikke afvises, at kontrolkalvene kan have haft symptomer forenelige med case definitionen, især fordi nogle af casekalvene stort set ikke havde symptomer på slagteriet på trods af symptomer i besætningerne. Der er derfor en risiko for, at kontrolkalvene kan have haft symptomer eller været subklinisk afficeret (misklassifikations bias). At dette har været tilfældet, støttes af, at der blev fundet makroskopisk patologiske forandringer i klovene forenelig med casekalvene hos 2 kontrolkalve. Histologisk undersøgelse af den ene af de to kontrolkalve med makroskopiske forandringer viste også histopatologiske forandringer forenelig med laminitis (medium-høj vurdering). Der blev ydermere fundet medium/høje vurderinger af histopatologiske forandringer på et ud af fire snit fra samme kontrolkalv, svarende til forandringer på én ud af fire klove fra den pågældende kalv.  Greenough et al. (1990) undersøgte 152 saggitalsnit af den laterale klov af venstre bagben fra kødkvægskrydsningskalve, som blev intensivt fodret i 4,5-5,5 mdr. forud for slagt uden kliniske symptomer. 23 % af kalvene havde en utydelig afgrænsning af apex af klovbenet. Svensson og Bergsten (1997) fandt også osteolyse af apex af klovbenet hos en ud af ni undersøgte, klinisk asymptomatiske kalve. Der er derfor belæg for at antage, at kalve som fodres intensivt kan have laminitis-lignende forandringer i klovene, uden at have symptomer. Der er derfor en risiko for, at en del af kontrolkalvene i dette studium, i realiteten, har været subklinisk afficeret. Det kan derfor ikke afvises, at sammenligningen mellem case- og kontrolkalvene (især relevant i forhold til sammenligning af længden af klovbenet) i realiteten har været en sammenligning af klinisk og subklinisk afficerede kalve. Der ses også enkelte histologiske snit fra kontrolkalve med forandringer, der er vurderet moderat abnormale, i denne undersøgelse. Fremtidige studier bør derfor medtage sammenligning af klovben fra kalve, som har været fodret med et mindre energi-rigt foder, fx kvier fra malkekvægsbesætninger. Longitudinelle studier med vurdering af kalve i forskellige vækst og sygdomsstadier under forskellig opstaldning er også relevante.

 

Ved mønstring af kalve i besætningerne på dybstrøelse forsøgte kalvene at aflaste især forbenene, og denne aflastning var mest udtalt lige efter, at kalvene havde rejst sig op. Jo længere tid kalvene havde bevæget sig, jo mindre var symptomerne. Vurdering af udviklingen i symptombilledet er derfor sandsynligvis påvirket af, hvorvidt kalven var liggende eller stående ved undersøgelsens begyndelse, ligesom det sandsynligvis har betydning, hvor lang tid kalven havde været liggende, inden undersøgelsen begyndte. Enkelte af kalvene – på trods af svære symptomer i besætningen dagen forinden transport til slagteriet – havde stort set ikke symptomer efter ankomst til slagteriet. Stress i forbindelse med ankomst til slagteriet kan være årsag til, at kalvene skjulte deres symptomer efter ankomst til slagteriet. Alternativt kan erhvervet senekontraktur af den dybe bøjesene pga. aflastning i det akutte stadium, være en forklaring på de symptomer, kalvene udviser og forklare, hvorfor symptomerne aftager efterhånden, som kalvene har bevæget sig.

Driftslederene, som passede kalvene, vurderede, at de kalve, som blev undersøgt i besætningerne inden slagt, havde været afficeret i gennemsnitlig 4 mdr. inden slagt. Det var landmændenes indtryk, at den aflastende adfærd startede gradvist og i løbet af nogle uger manifesterede sig til, at kalvene bevægede sig med de karakteristiske stive ben og sænket hoved. Det syntes derfor svært eksakt at bestemme, hvornår kalven begyndte at aflaste. Sygdomsudviklingen hos kalvene afviger tilsyneladende fra det perakutte forløb, som beskrives hos heste med laminitis (Smith et al., 2014), men det kan også skyldtes, at overvågningen af slagtekalve er dårligere på enkeltdyrsniveau, samt at dyrene oftest observeres på blødt underlag. Et centralt element i behandling af heste med laminitis er smertestillende behandling med NSAID i det akutte stadie af lidelsen, men pga. den snigende udvikling af symptomerne hos kalve og/eller forhalede diagnostik, kan det være svært at diagnosticere kalvene tidligt i sygdomsforløbet og dermed behandle kalvene i det stadium, hvor det har størst effekt (Smith et al., 2014). Der er behov for yderligere undersøgelse af, hvordan den smertestillende behandlingsprotokol i danske slagtekalvebesætninger bedst tilrettelægges, og om der findes metoder, som kan diagnosticere kalvene tidligt i sygdomsforløbet.

​

Denne undersøgelse er ikke designet til at kunne vurdere behandling og håndtering af kalve, som bevæger sig med stive forben. Én kalv gik på spalter ved første kliniske undersøgelse. Ved anden kliniske undersøgelse en måned senere, var kalven flyttet til dybstrøelse og dens huld øget og almene tilstand forbedret. På baggrund af fundene i denne undersøgelse, og anbefaling om, at heste med laminitis opstaldes på blødt underlag (Smith et al., 2014) anbefales det, at opstalde kalve med stive ben på dybstrøelse i en skåneboks, med få andre kalve, så adgang til foder og vand bliver så let og uhindret som muligt. Der er behov for flere undersøgelser af, og overvejelser om, hvordan kalve med stive forben, bedst diagnosticeres hurtigt, håndteres managementmæssigt og medicinsk behandles adækvat i besætningerne for at undgå den kroniske udvikling. Ligeledes bør det diskuteres i branchen, hvorvidt og hvordan ’stivhed hos kalve’ udgør en velfærdsmæssige og etiske udfordring på grund af den ukendte hyppighed, varigheden (den kroniske natur), transportegnethed og intensiteten af lidelse og smerte over tid.

​

Resultaterne fra denne undersøgelse, som peger på at de 'stive kalve i danske slagtekalvebesætninger’ har laminitis-lignende forandringer i klovene, efterlader forfatterne med nogle spørgsmål relateret til kombinationen af prædisponerende faktorer for og patogener til laminitis og den sporadiske hyppighed af kliniske ’stivhed’.


Laminitis defineres som en aseptisk inflammation i læderhuds lameller. Der er flere teorier om laminitis-patogenesen. En teori er at laminitis kan være forårsaget af kompromitteret blodforsyning til lamellerne pga. vasokonstriktion, f.eks. som følge af frigivelse af histamin eller endotoksiner fra vommen (f.eks. ved intensiv fodring) eller andre infektionssteder, som følge af en overaktivering af de enzymere (MMPs), som normalt er med til at opbygge vævet til klovens ophæng og/eller en endokrin påvirkning, hvor cirkulerende hormoner (relaxin, østrogen, glukogortikosteorider og insulin) påvirker styrken af vævet til klovens ophæng eller traume (Danscher, 2008).

​

Den anden teori om årsagen til laminitis er, at medfødte deformiteter i kloven (herunder et afkortet klovben, en deform ledflade og/eller en abnorm vækstretning af hornet) medfører en belastning af klovens indre strukturer, og at de kliniske symptomer, samt makroskopiske og mikroskopiske forandringer, ses som følge af en mekanisk belastning af klovens indre strukturer. Det kan ikke udelukkes, at de to teorier begge gør sig gældende, og at nogle kalve, på grund af anatomiske variationer, er mere disponerede for at udvikle "stive forben" end andre.

​

Resultaterne i denne undersøgelse peger, som skrevet ovenfor, på at ’stive kalve har laminitis-lignende forandringer’. Men da slagtekalve fodres ensartet og intensivt, så undres forfatterne over, at kun få dyr udvikler kraftige kliniske symptomer (jf. hyppighed på populationsniveau ukendt, men de fleste slagtekalve producenter ser dem sporadisk), og at lidelsen ikke ses i malkekvægbesætninger.
Kan det netop være kombinationen af prædisponerende faktorer; fodringspraksis, opstaldning i blødboks med deraf forvoksede klove, høje væksthastigheder hos begge køn, samt eventuelt enkeltdyr med medfødte deformiteter i klovene, som så udvikler ’klinisk stivhed’?

Billede3.png
Figur 3: Diagram over mulige prædisponerende årsager til, at enkelte kalve udvikler stive forben, på trods af ens fodring, opstaldning og management i slagtekalvebesætninger. 

Konklusion

Af denne praksis-baserede case/kontrol-undersøgelse af 30 kalve med stive forben og 20 kontrolkalve ses makroskopiske og/eller mikroskopiske patologiske forandringer på forbenets klove hos 28 af 30 casekalve. Forandringerne er forenelige med laminitis ifølge litteraturen.  Blandt de 20 kontrolkalve fandtes ikke forandringer i samme grad. Der er behov for yderligere undersøgelser af lidelsen for at afdække prædisponerende faktorer for lidelsen (medfødt eller/og erhvervet) og behandlingsprotokoller, så lidelsen med kroniske, invaliderende ’stive kalve’ kan reduceres til et absolut minimum.

KILDEHENVISNINGER

Anderson, D. E., Desrochers, A., & Jean, G. S. (2008). Management of tendon disorders in cattle. Veterinary Clinics of North America: Food Animal Practice, 24(3), 551-566.

​

Boosman, R., Nemeth, F., & Gruys, E. (1991). Bovine laminitis: clinical aspects, pathology and pathogenesis with reference to acute equine laminitis. Veterinary Quarterly, 13(3), 163-171.

 

Danscher, A.M. (2008). Lameness of Laminitis? Studies of oligofractose overload in cattle. PhD thesis. Faculty of life sciences, University of Copenhagen.

 

Greenough, P. R., Vermunt, J. J., McKinnon, J. J., Fathy, F. A., Berg, P. A., & Cohen, R. D. (1990). Laminitis-like changes in the claws of feedlot cattle. The Canadian Veterinary Journal, 31(3), 202.

 

Jelinski, M., Fenton, K., Perrett, T., & Paetsch, C. (2016). Epidemiology of toe tip necrosis syndrome (TTNS) of North American feedlot cattle. The Canadian Veterinary Journal, 57(8), 829.

 

Levi, M., Dittmer, K., Gentile, A., Beltrame, A., Bolcato, M., Morgante, M., ... & Benazzi, C. (2017). Growth plate lesions of fattening bulls. Veterinary pathology, 54(3), 437-444.

​

McGavin, M. D., & Zachary, J. F. (2006). Pathologic basis of veterinary disease. Elsevier Health Sciences.

 

Scott, P. R., Rhind, S., & Brownstein, D. (2000). Severe osteochondrosis in two 10-month-old beef calves. The Veterinary Record, 147(21), 608-609.

 

Smith, B. P. (Ed.). (2014). Large animal internal medicine-E-Book. Elsevier Health Sciences.

 

Spratling, F. R., Bridge, P. S., Rest, J. R., & Cruickshank, E. M. (1970). Osteodystrophy associated with apparent hypovitaminosis-D in yearling cattle. British Veterinary Journal, 126(6), 316-324.

 

Svensson, C., & Bergsten, C. (1997). Laminitis in young dairy calves fed a high starch diet and with a history of bovine viral diarrhoea virus infection. Veterinary record, 140(22), 574-577.

 

Thoefner, M. B., Wattle, O., Pollitt, C. C., French, K. R., & Nielsen, S. S. (2005). Histopathology of oligofructose-induced acute laminitis in heifers. Journal of dairy science, 88(8), 2774-2782.

 

Wegener, K. M., & Heje, N. I. (1992). Dyschondroplasia (osteochondrosis) in articular-epiphyseal cartilage complexes of three calves from 24 to 103 days of age. Veterinary Pathology, 29(6), 562-563.

bottom of page