En af casekalvene (2A), som blev undersøgt i besætningen inden slagt, havde, på trods af karakteristiske kliniske symptomer, ikke forandringer af klovens indre makroskopiske strukturer. Det kan ikke afvises, at symptombilledet hos denne kalv kan forklares af andre postmortelle lidelser, for eksempel osteochondrose i et skulderled, som tidligere er rapporteret til at have givet anledning til et lignende symptombillede hos kalve (Scott et al., 2000). Desværre inkluderede den postmortelle undersøgelse i dette studium ikke strukturer proksimalt for carpus eller strukturer proksimalt for tarsus, bortset fra på den ene kalv som ikke blev slagtet på slagteriet (1A), hvor hele forbenet blev undersøgt. Den pågældende kalv havde forandringer i ledfladen i carpus som, sammenholdt med kalvens bevægelsesmønster, formodes at have bidraget til forværringen af dens kliniske symptomer. Kommende undersøgelser bør derfor inkludere hele benet på kalvene.

​

Vurdering af såleblødninger på saggital snit er fejlbehæftet af to årsager: 1) såleblødninger placeret langs den abaxiale hornvæg kan ikke nødvendigvis erkendes på saggitalsnit. 2) pigmentering af hornet kan fejltolkes som såleblødninger.

Såleblødninger i sålen hos kalvene var ligeligt fordelt mellem case og kontrol og på baggrund af denne undersøgelse, kan der ikke konstateres en øget forekomst af såleblødninger hos kalve, som bevæger sig med stive forben.

​

En del af kalvene havde afvigende klovstillinger, primært casekalvene. Hvorvidt den afvigende klovstilling er et resultat af, at casekalvene (antageligvis) har gået længere tid på dybstrøelse end kontrolkalve (muligvis sengebåse-opstaldet på spalter), hvor klovene ikke haft et naturligt slid, eller om kalvene er genetisk disponeret for afvigende klovstillinger, vides ikke. Det kan ikke afgøres, om den øgede tendens til proptrækkerklove hos case kalvene, er et resultat af abnorm hornvækst fra abnorme lameller, eller om det er hornets abnorme vækstretning i form af proptrækkerklove, der har medført abnormiteter af lamellerne. Én kontrolkalv havde proptrækkerklove, men ingen forandringer i klovens indre strukturer, hvilket ikke indikerer en sammenhæng mellem hornets vækstretning og forandringer i klovens indre strukturer, herunder en fortykkelse af læderhudens lameller og en bred hvid linje. Greenough et al. (1990) finder, at intensivt fodrede kalve har en øget hornvækst og i kombination med kalvenes aflastende adfærd i dette studie er det sandsynligt, at casekalvene har haft et endnu mindre slid på deres klove og dermed fået mere udtalte deformiteter af klovene.

​

En tredjedel af casekalvene i undersøgelsen var kvier, hvilket er en overrepræsentation af kvier i forhold til antallet af tyrekalve i dansk slagtekalveproduktion. Såfremt der ikke er tale om en management- eller adfærdsmæssig forskelle på kvier og tyre i slagtekalvebesætningerne, indikerer dette, at der kan være tale om en arvelig og/eller kønsrelateret komponent i sygdomsudviklingen, som designet af denne undersøgelse ikke kan afdække. Svensson og Bergsten (1997) referer studier, som beskriver arvelig laminitis hos Jersey kalve. Fremtidige undersøgelser kan med fordel undersøge, om der er en arvelig komponent i sygdomsudviklingen. Det kunne med fordel gøres muligt at registrere tilfælde af kalve med stive forben i kvægdatabasen, for at kunne afdække en evt. genetisk komponent i sygdomsudviklingen.  

I dette studium blev saggitalsnit af klovene anvendt til at vurdere forekomsten af makroskopiske og mikroskopiske forandringer i klovens indre strukturer. Placeringen af saggitalsnittet blev i høj grad bestemmende for, hvordan arkitekturen af klovens indre strukturer eksponeres (fx tykkelsen af læderhudens lameller og de histologiske snit), hvilket også bemærkes af Greenough et al. (1990). Det var ikke muligt at standardisere saggitalsnittene pga. forskelligartede form og størrelse på klovene, hvormed en standardiseret sammenligning af anatomiske forskelle mellem case- og kontrolkalve blev fejlbehæftet. En anden begrænsning ved saggitalsnittene var, at klovbenet ikke kunne afgrænses. Greenough et al. (1991) brugte røntgen til at vurdere klovbenet, mens klovbenet i dette studium, blev vurderet ved at afkoge klovbenet.

Afkogning af klovbenet visualiserede knogleforandringer og gjorde afmåling af længen mulig. Dette var dog ikke uden fejlkilder, da mindst én kalv havde knogle granulat siddende tilbage i lamellerne, da klovbenet blev fjernet efter afkogning. Om dette er forårsaget af afkogningen eller om knoglen har været under nedbrydning antemortem, vides ikke. Forskel i længden af klovbenet mellem case og kontrol kan desuden være konfunderet af kalvenes vægt, selvom den grafiske afbildning med bedste rette linier ikke udviser en tydelig stigende længde med alder.

​

I et svensk studium fra 1997 beskrives kliniske symptomer med besværet rejse-sig adfærd, stiv gang, forvoksede klove og såleblødninger hos 6 ud af 33 kalve i en alder af 8-12 uger fra én besætning inficeret med Bovin virus diarré virus (Svensson og Bergsten, 1997). Fire af kalvene med kliniske symptomer blev underlagt postmortelle undersøgelser, da de var mellem 20-27 uger gamle, som viste såleblødninger, rotation af klovbenet, hvor apex gik gennem læderhudssålen og osteolyse af apex af klovbenet hos tre af kalvene. En af de 9 asymptomatiske kalve, som blev underlagt postmortel undersøgelse, havde også osteolyse af klovbenets apex (Svensson og Bergsten, 1997). Osteolyse af klovbenets apex er forenelig med resultaterne af nærværende undersøgelse, mens såleblødninger og rotation af klovbenet ikke er det.

​

Kontrolkalvene blev udvalgt af slagteridyrlægerne ud fra det kriterie, at de ikke skulle have symptomer karakteristisk af case definitionen (bevæge sig med stive forben). Der er ikke lavet videomateriale af alle kontrol kalve, og derfor er deres status som kontrol ikke verificeret af forfatterne. Det kan dog ikke afvises, at kontrolkalvene kan have haft symptomer forenelige med case definitionen, især fordi nogle af casekalvene stort set ikke havde symptomer på slagteriet på trods af symptomer i besætningerne. Der er derfor en risiko for, at kontrolkalvene kan have haft symptomer eller været subklinisk afficeret (misklassifikations bias). At dette har været tilfældet, støttes af, at der blev fundet makroskopisk patologiske forandringer i klovene forenelig med casekalvene hos 2 kontrolkalve. Histologisk undersøgelse af den ene af de to kontrolkalve med makroskopiske forandringer viste også histopatologiske forandringer forenelig med laminitis (medium-høj vurdering). Der blev ydermere fundet medium/høje vurderinger af histopatologiske forandringer på et ud af fire snit fra samme kontrolkalv, svarende til forandringer på én ud af fire klove fra den pågældende kalv.  Greenough et al. (1990) undersøgte 152 saggitalsnit af den laterale klov af venstre bagben fra kødkvægskrydsningskalve, som blev intensivt fodret i 4,5-5,5 mdr. forud for slagt uden kliniske symptomer. 23 % af kalvene havde en utydelig afgrænsning af apex af klovbenet. Svensson og Bergsten (1997) fandt også osteolyse af apex af klovbenet hos en ud af ni undersøgte, klinisk asymptomatiske kalve. Der er derfor belæg for at antage, at kalve som fodres intensivt kan have laminitis-lignende forandringer i klovene, uden at have symptomer. Der er derfor en risiko for, at en del af kontrolkalvene i dette studium, i realiteten, har været subklinisk afficeret. Det kan derfor ikke afvises, at sammenligningen mellem case- og kontrolkalvene (især relevant i forhold til sammenligning af længden af klovbenet) i realiteten har været en sammenligning af klinisk og subklinisk afficerede kalve. Der ses også enkelte histologiske snit fra kontrolkalve med forandringer, der er vurderet moderat abnormale, i denne undersøgelse. Fremtidige studier bør derfor medtage sammenligning af klovben fra kalve, som har været fodret med et mindre energi-rigt foder, fx kvier fra malkekvægsbesætninger. Longitudinelle studier med vurdering af kalve i forskellige vækst og sygdomsstadier under forskellig opstaldning er også relevante.

Ved mønstring af kalve i besætningerne på dybstrøelse forsøgte kalvene at aflaste især forbenene, og denne aflastning var mest udtalt lige efter, at kalvene havde rejst sig op. Jo længere tid kalvene havde bevæget sig, jo mindre var symptomerne. Vurdering af udviklingen i symptombilledet er derfor sandsynligvis påvirket af, hvorvidt kalven var liggende eller stående ved undersøgelsens begyndelse, ligesom det sandsynligvis har betydning, hvor lang tid kalven havde været liggende, inden undersøgelsen begyndte. Enkelte af kalvene – på trods af svære symptomer i besætningen dagen forinden transport til slagteriet – havde stort set ikke symptomer efter ankomst til slagteriet. Stress i forbindelse med ankomst til slagteriet kan være årsag til, at kalvene skjulte deres symptomer efter ankomst til slagteriet. Alternativt kan erhvervet senekontraktur af den dybe bøjesene pga. aflastning i det akutte stadium, være en forklaring på de symptomer, kalvene udviser og forklare, hvorfor symptomerne aftager efterhånden, som kalvene har bevæget sig.