LØBESÅR HOS KALVE
Løbesår hos kalve er en lidelse, som der fortsat er begrænset viden om.
En væsentlig årsag er, at sygdommen ikke kan diagnosticeres hos levende kalve. Undersøgelser af sødmælkskalve har vist en alarmerende høj forekomst af løbesår, hvor mere end 3 ud af 4 sødmælkskalve har løbesår ved slagt. Man kender ikke forekomsten i Danmark blandt mælkefodrede kalve, fordi der ikke er lavet systematiske undersøgelser (hvilket også ville kræve aflivning og obduktion af mange dyr).
Mælkefodrede kalve er særligt modtagelige for løbesår, og denne lidelse bør indgå som en relevant differentialdiagnose hos utrivelige og syge kalve, hvor en definitiv diagnose ikke kan fastslås. Symptomerne på løbesår hos kalve er uspecifikke og består bl.a. af nedsat almen tilstand, manglende peristaltik i tarmene, vomatoni, manglende appetit, opkneben kropsstilling, bugværn ved palpation og plaskelyde fra bughulen pga. væske.
Årsagerne til løbesår kan overordnet opdeles i to kategorier. Sår lokaliseret i løbens forreste del menes primært at være relateret til stress, mens de hyppigst forekommende sår, som er lokaliseret ved udgangen af løben, hovedsageligt tilskrives fodringsrelaterede faktorer. Især få daglige mælketildelinger kan medføre et fald i pH-værdien i løben mellem fodringerne. Når dette kombineres med store mælkemåltider, som medfører betydelig udspiling af løben, øges risikoen for beskadigelse af løbens slimhinde og dermed udvikling af løbesår.
Løbesår som går igennem slimhinden medfører bughindebetændelse. Bughindebetændelse kan diagnosticeres ved ultralydsundersøgelse. Aflivning anbefales af kalve med formodet løbesår og diagnosticeret bughindebetændelse, da behandling er udsigtsløs.
Der er fortsat behov for mere forskning af løbesår for at opnå en bedre forståelse af sygdommens udredelse, årsager, udvikling og muligheder for forebyggelse.
Helvetica Light is an easy-to-read font, with tall and narrow letters, that works well on almost every site.
Siden er udarbejdet af kvægfagdyrlæge Trine Fredslund Matthiesen
3. august 2026
Forekomst
Der er ikke gennemført undersøgelser af forekomsten af løbesår hos mælkefodrede kalve i Danmark, og prævalensen er derfor ukendt. En sådan undersøgelse ville nødvendiggøre aflivning af et antal kalve, da løbesår ikke kan diagnosticeres med sikkerhed hos levende kalve.
Ifølge Marshall (2009) forekommer løbesår hos 0,2–5,7 % af kødkvægskalve, 32–76 % af raske sødmælkskalve, 1–2,6 % af raske malkekøer, 1,8 % af raske kødkvægskøer samt 1,6 % af ældre slagtekalve.
Bus et al. (2019) rapporterer en endnu højere forekomst hos sødmælkskalve og angiver, at 70–93 % har løbesår ved slagtning. Desuden beskriver de besætninger, hvor samtlige undersøgte kalve (100 %) havde løbesår.
Sødmælkskalve i Europa fodres med mælk med et lavt jernindhold og begrænsede mængder grovfoder (op til 250 g/dag) for at opretholde et lavt hæmoglobinindhold i blodet, hvilket bidrager til den lyse kødfarve. Gennem hele opdrætsperioden udgør mælk den primære foderration og tildeles typisk to gange dagligt, dog i mængder, der er relativt begrænsede i forhold til kalvenes energibehov. Grovfoder tilbydes som regel én gang dagligt i forbindelse med mælkefodringen, hvorefter kalvene ikke har adgang til grovfoder resten og dermed størstedelen af døgnet. Kalvene slagtes sædvanligvis ved en alder på omkring 25 uger, hvor de typisk vejer mellem 200 og 250 kg (Bus et al., 2019). Sødmælkskalvene får desuden meget antibiotika. Bus et al. (2019) angiver, at i Belgien fik 40 % af kalvene antibiotika hver dag i opdrætsperioden. Opdræt af sødmælkskalve afviger på flere områder fra opdræt af kalve i Danmark. I relation til udvikling af løbesår er mælkefodringsperioden markant forlænget set i forhold til Danmark ligesom grov- og kraftfoder typisk tildeles ad libitum i Danmark. Betydningen af disse forskelle for forekomsten af løbesår er ikke kendt.
Klassifikation af løbesår
Skade på løbeslimhinden kan bestå af
- Erosioner
- Sår
- Ar
Erosioner er diskrete defekter i løbens slimhinde, som ikke går ned i slimhindens muskellag (muscularis mucosae). Erosionerne er typisk multiple, cirkulære, hyperæmiske (røde på grund af øget blodgennemstrømning) fordybninger i løbeslimhinden (Marshall, 2009; Bus et al., 2019).
Nedenstående billede viser et perforerende løbesår og stammer fra artiklen af Braun et al. (2021)
Marshal (2009) klassificerer løbesår som følgende:
Type 1. Ikke-perforerende sår
Såret perforerer ikke løbens væg, og den intraluminale (inde i løbemavens hulrum) blødning er minimal
Type 2. Ikke-perforerende sår med alvorligt blodtab
Såret perforerer ikke løbens væg, men eroderer (nedbryder eller ætser) et større blodkar i submucosa (bindevævslaget lige under slimhinden), hvilket medfører kraftig intraluminal blødning.
Type 3. Perforerende sår med lokal peritonitis
Såret perforerer løbens væg, og indhold fra løben lækker ud i peritonealhulen (bughulen) eller omentumbursa (bursa omentalis) (et væskefyldt hulrum mellem bughindens folder bag maven). Peritonitis (bughindebetændelse) bliver lokaliseret ved fibrinaflejring og løben bliver adhæreret (vokser fast eller danner sammenvoksninger) til peritoneum (bughinden), omentum (det store net – en fedtholdig bughindefold, der dækker tarmene) eller de omkringliggende viscera (indre organer)
Type 4. Perforerende sår med diffus peritonitis
Såret perforerer løbens væg, og indhold fra løben lækker hurtigt ud i og spredes gennem hele peritonealhulen (bughulen), hvilket resulterer i diffus peritonitis (udbredt bughindebetændelse, der involverer hele bughulen).
Symptomer
Det antages, at løbesår er forbundet med smerte hos kalvene (Bus et al., 2019). På trods heraf er lidelsen sjældent associeret med specifikke kliniske symptomer (Marshall, 2009; Bus et al., 2019). Der er desuden ikke fundet tegn på, at løbesår medfører nedsat fodereffektivitet eller reduceret tilvækst. Tværtimod ses løbesår ofte hos kalve med stort foderindtag og høj tilvækst (Bus et al., 2019).
Løbesår er desuden sjældent en direkte dødsårsag. Bus et al. (2019) angiver en dødelighed på mellem 0,11 og 0,53 % forårsaget af løbesår.
Braun et al. (2021) har behandlet 38 kalve med type 4 løbesår og sammenholdt deres kliniske symptomer retrospektivt. Kalvene var mellem 3 dage til 20 uger gamle. I studiet var de hyppigste kliniske fund påvirket almentilstand (95 %), nedsat hudelasticitet (95 %), vomatoni (91 %), bugværn (76 %) samt positiv perkussionsauskultation og/eller svingauskultation på højre side af abdomen (75 %).
De mest almindelige ultralydsfund fra abdomen var tarmatoni (68 %), fri væske i bughulen (67 %) og fibrinaflejringer i bughulen (58 %).
Ved rektalundersøgelse var endetarmen tom hos 8 (21 %) kalve. Hos 6 (16 %) kalve indeholdt den mørk eller sort fæces, mens 4 (11 %) kalve havde løs eller vandig fæces. Der blev desuden påvist blod, slim eller fibrin i endetarmen hos 13 (34 %) kalve.
Uspecifikke tegn på smerte omfattede spontan stønnen og tænderskæren, som blev observeret hos henholdsvis 14 (37 %) og 4 (11 %) af kalvene. Tegn på parietal smerte omfattede bugværn, krummet ryg og optrukken bug, hvilket blev registreret hos henholdsvis 29 (76 %), 6 (16 %) og 3 (8 %) kalve.
Femogtredive kalve blev aflivet, og tre kalve døde spontant. Alle kalve blev efterfølgende underkastet patologisk undersøgelse. Hos samtlige kalve var den primære diagnose diffus peritonitis forårsaget af et transmuralt løbesår.
Ultralydsundersøgelse blev anvendt ved diagnostik. Braun et al. (2021) har flotte gengivelser af billeder fra ultralydsundersøgelsen, hvor der tydeligt ses peritonitis. 24 ud af de 36 kalve med løbesår havde væske i bughulen, men det var ikke muligt at visualisere løbesåret ved ultralydsundersøgelsen. Braun et al. (2021) beskriver disse ultralydsundersøgelser som patogonomisk for peritonitis, men anbefaler fortsat at der laves en prøve af peritoneal væsken.
Årsager
Der er endnu ikke opnået konsensus omkring ætiologien bag udvikling af løbesår (Bus et al., 2019). Bus et al. (2019) konkluderer på baggrund af gennemgang af den tilgængelige litteratur, at løbesår hos sødmælkskalve sandsynligvis er multifaktoriel, hvor store og få måltider er den primære årsag til løbesår i pylorus området, mens stress er den mest sandsynlige årsag til læsioner i fundus.
Bus et al. (2019) differentierer årsag til løbesår efter, hvor i løben sårene sidder.
Der er flere faktorer som menes at være årsager til løbesår. Ifølge Marshal (2009) er følgende årsager koblet til forekomsten af løbesår:
- Traume til slimhinden i løben pga. grove foder partikler
- Pica sekundært for tarmbetændelse
- Hårboller i løben
- Miljømæssig og fysisk stress
- Lav pH i løben
- Vitamin E mangel
- Acidose pga. høj koncentration af laktat
- Svampe infektioner
- Kobber og selen mangel og som følge deraf lav immunstatus
Der er isoleret forskellige bakterier fra løbesår, men der er endnu ikke bestemt et kausalt forhold mellem bakterier og sårdannelse.
Løbesår ses primært hos kalve i mælkefodringsperioden
Løbesår ses primært hos kalve både i den præruminante fase (0-3 uger) men især i perioden omkring fravænning (Marshal 2009).
Ifølge reviewet af Bus et al. (2019) er kalve specielt udsatte for udvikling af løbesår i overgangsperioden fra præruminant til ruminant når de er omkring 4-8 uger gamle.
Mælkefodringsfrekvens
Marshal (2009) peger på, at forhold, hvor kalve stopper med at drikke mælk og derefter drikker store mængder på grund af sult, kan medføre løbesår. Hun anbefaler at forebygge udvikling af løbesår ved at øge mælkefodringsfrekvensen til mere end hver 12. time for at undgå, at løbens pH bliver for lav i længere tid og refererer et studium som fandt, at når kalve drikker mælk hver 3. time (som de normal vil gøre hvis de gik ved koen) har de en løbe pH over 3 det meste af døgnet.
Stress
Stresspåvirkning medfører udskillelsen af hormonerne kortisol og ACTH. Kortisol og ACTH reducerer dannelsen af slim i løben. Slimlaget har til formål at beskytte slimhinden mod skade og derfor vil høje koncentrationer af kortisol og ACTH øge risikoen for løbesår (Marshall, 2009).
Steorid hormoner (som kortisol og ACTH) nedsætter cellefornyelsen i slimhinden og gør den mere modtagelige overfor skader (Marshal, 2009).
Bus et al., (2019) beskriver mekanismen bag udvikling af mavesår forårsaget af stress hos rotter. Når rotter bliver stresset, ses et temperaturfald. Derefter ses 1) øget produktion af syre i maven og 2) en nedsat kontraktion af slimhinden i mavesækken fra 6-7 kontraktioner pr min til 0,5-2 kontraktioner pr min. Dette fører til skade på slimhinden gennem bl.a. lokal iltmangel, mekanisk skade og nedsat slimproduktion. Stress induceret løbesår ses primært i fundus og stress formodes ikke at være den primære årsag til den høje forekomst af løbesår gis sødmælkskalve ifølge Bus et al. (2019).
Hos voksent kvæg ses løbesår primært i fundus området (Bus et al., 2019).
Smertestillende medicin
Smertestillende medicin kan potentielt inducere løbesår, men Bus et al. (2019) anser ikke dette som et væsentligt element i den høje forekomst blandt sødmælkskalve fordi forbruget af smertestillende medicin er meget begrænset.
Behandling
Behandling af kalve med løbesår inkluderer blodtransfusion, antibiotika, ændringer i diæten og tildeling af syreneutraliserende midler (antacider) (Marshall, 2009).
Braun et al. (2021) anbefaler, at kalve med diagnosticeret diffus fibrinøs peritonitis aflives. Derfor anbefales det også, at der altid udføres en ultralydsundersøgelse af abdomen ved mistanke om løbesår.
Forebyggelse
Ukendt ætiologiske forhold gør det svært at anvise forebyggende tiltag, men både Bus et al. (2019) og Marshall (2009) peger på, at løbesår forebygges ved at give kalve mælk flere gange dagligt i mindre måltider fx ved at give dem mælk fra en sutteautomat eller syrnet mælk ad libitum i suttespanden.
Kildehenvisninger
Bus, J. D., Stockhofe, N., & Webb, L. E. (2019). Invited review: Abomasal damage in veal calves. Journal of Dairy Science, 102(2), 943-960.
Braun, U., Widmer, C., Nuss, K., Hilbe, M., & Gerspach, C. (2021). Clinical, laboratory and ultrasonographic findings in 38 calves with type-4 abomasal ulcer. Acta Veterinaria Scandinavica, 63(1), 38.
Marshall, T. S. (2009). Abomasal ulceration and tympany of calves. Veterinary Clinics of North America: Food Animal Practice, 25(1), 209-220.