top of page

ROTAVIRUS

Rotavirus er en af de primære årsager til diarré hos kalve i de første tre leveuger (typisk når kalven er 7–10 dage gammel). Jo yngre kalven er, når den smittes, jo værre bliver diarréen. Kalven udvikler typisk diarré 1–4 dage efter smitte.


Smitten spreder sig primært fra kalv til kalv. Virus udskilles med gødningen, og nye kalve smittes, når de får gødning fra smittede kalve i munden. Forebyggelse bygger derfor på kalvepyramidens principper, herunder god hygiejne og at begrænse kontakten mellem ældre og nyfødte kalve.


Vaccination af goldkøer kan være et værdifuldt værktøj til at forebygge rotavirusdiarré i besætningen. Der findes to vacciner på det danske marked: Bovilis Rotavec Corona Vet og Bovigen RCE Vet. Koen vaccineres én gang 12–3 uger før kælvning. Der er ingen evidens for, at den ene vaccine er bedre end den anden. De fleste køer har allerede antistoffer mod rotavirus fra tidligere smitte, og vaccinen booster dette respons. Vaccineresponset er ikke kun rettet mod den genotype, vaccinen indeholder, men sandsynligvis også mod andre rotavirusgenotyper, koen tidligere har mødt.


Vaccinen virker ved, at der hele tiden er specifikke antistoffer til stede i kalvens tarm. Antistofferne kan enten frigives fra blodet til tarmen, hvilket kræver et meget højt indhold af antistoffer i blodet, eller tilføres med overgangsmælken. Fuld vaccineeffekt kræver, at kalven fodres med overgangsmælk de første 7–14 levedøgn.




< Back
Billede1 rundt portræt_edited.png
Af kvægfagdyrlæge Trine Fredslund Matthiesen 
6. november 2026

Forløb og sygdomstegn

Rotavirus rammer typisk kalve i de første 1–3 leveuger og kan give anledning til feber (Gomez og Weese, 2017).


Kalve har en aldersbetinget resistens mod rotavirus, og det er kun virusstammer med høj virulens, som kan forårsage diarré hos ældre kalve (Dhama et al., 2009). Jo yngre kalven er, når den bliver smittet, desto hårdere bliver den ramt (Peek og Divers, 2018).


Det vigtigste er derfor at holde smitten væk fra de nyfødte kalve så længe som muligt. I praksis betyder det god hygiejne i kælvningsområdet og omkring de yngste kalve.


Der går kort tid fra smitte til diarré. Som regel er det 12–24 timer, men det kan tage op til 4 dage (Dhama et al., 2009; Chauhan et al., 2008; Geletu et al., 2021).


I et forsøg smittede Snodgrass et al. (1982) fem kalve med rotavirus. Alle fik diarré 2–4 dage efter eksperimentel smitte, og gødningsmængden steg fra ca. 45 g til over 1 kg om dagen. To af kalvene blev sløve og ville ikke drikke mælk. 3–4 dage efter smitten begyndte kalvene selv at udskille virus. Dermed blev de selv en smittekilde for de andre kalve (Snodgrass et al., 1982).


Diarré forårsaget af rotavirus varer typisk 4–8 dage (Gomez og Weese, 2017). Kalven mister både væske og salte (elektrolytter), og blodet bliver for surt (metabolisk acidose).


I svære tilfælde dør kalven af væsketab, saltforstyrrelser, sult, forstyrrelse i syre-base-balancen eller hjertestop (Geletu et al., 2021; Chauhan et al., 2008).


Rotavirus producerer et sekretorisk toksin

Rotavirus har evnen til at producere virustoksinet NSP4, som øger udskillelsen af salte og væske fra tarmcellerne (Tafazoli et al., 2001).

 

Rotavirusinfektion medfører skade på tarmvæggen

Virus inficerer de modne tarmceller i toppen af tyndtarmens villi. Cellerne dør og erstattes af umodne celler, der hverken kan optage næringsstoffer eller danne laktase. Det giver villusatrofi, malabsorption og osmotisk diarré (Dhama et al., 2009; Geletu et al., 2021). Ufordøjet mælk fermenteres i tarmen, hvorved der dannes laktat, hvilket yderligere reducerer pH i blodet (Chauhan et al., 2008; Dhama et al., 2009).


Snodgrass et al. (1982) har undersøgt, hvordan rotavirusinfektion forløber hos almindeligt opdrættede kalve. Forsøget brugte 5 Jersey-tyrekalve, som blev smittet med rotavirus gennem munden i 6-dagesalderen. De gik hos koen og diede de første 1–2 dage og blev derefter opstaldet enkeltvis i isolation. Fire kalve var ubehandlede kontroller. Alle kalvene havde antistoffer mod rotavirus i blodet før smitten.


Studiet viste, at alle fem kalve smittet med rotavirus fik diarré 2–4 dage efter smitte. Diarréen var moderat. Den daglige mængde fæces steg fra 45 g til 1.042 g, og tørstofindholdet faldt fra 28 % til 8 %. To af de fem kalve blev også sløve og mistede ædelysten.


Inden effekten af rotavirusinfektion på tarmen gennemgås, kommer her en generel beskrivelse af, hvad der karakteriserer en sund og velfungerende tarmvæg: 


 

Figur 1. Skematisk tegning af tyndtarmens slimhinde. A: Normal tyndtarm med lange, slanke villi og overfladiske krypter. B: Rotavirusskadet tyndtarm med korte, afstumpede villi (villusatrofi) og dybe, forlængede krypter (krypthyperplasi). Illustrationen er AI-genereret.
Figur 1. Skematisk tegning af tyndtarmens slimhinde. A: Normal tyndtarm med lange, slanke villi og overfladiske krypter. B: Rotavirusskadet tyndtarm med korte, afstumpede villi (villusatrofi) og dybe, forlængede krypter (krypthyperplasi). Illustrationen er AI-genereret.

Villi er der, hvor optagelsen af næringsstoffer foregår. De er beklædt med modne enterocytter, som secernerer fordøjelsesenzymer, fx laktase, og transportproteiner.


Høje villi betyder en stor absorptionsflade. Når villi bliver kortere (villusatrofi), mister tarmen absorptionsflade og modne celler. Det giver nedsat fordøjelse og optagelse og dermed malabsorption.


Krypterne ligger i bunden mellem villi. Her deler stamceller sig og danner nye celler, der vandrer op ad villus. Når krypterne bliver dybere (krypthyperplasi), er det et tegn på øget celledeling. Tarmen forsøger at erstatte de celler, der er gået tabt på villi.


Mønsteret med korte villi og dybe krypter tolkes derfor klassisk som slimhindeskade med aktiv regeneration. Man ser ofte på forholdet mellem villushøjde og kryptdybde: et lavt forhold betyder en skadet slimhinde. De nye celler, der dannes, er umodne. De har lavere enzymaktivitet og er mere sekretoriske end absorptive, så diarréen kan vare ved, mens tarmen heler.


Påvirkning af tarmcellerne fra studiet af Snodgrass et al. (1982)

Infektion med rotavirus medførte forandringer i tarmens celler. Epitelcellerne varierede fra cylindriske over lavt cylindriske til kubiske, og de fleste abnorme celler sad nær villusspidserne, især i jejunum og ileum. Krypterne var signifikant forlængede. Nedenstående tabel viser forandringerne i tarmen efter infektion.



Tabel 1. Villushøjde og kryptdybde (µm, gennemsnit ± s.e.) i tyndtarmen hos kontrolkalve (n = 4) og rotavirusinficerede kalve (n = 1). * Signifikant forskellig fra kontrolkalvene (P < 0,01). Efter Snodgrass et al. (1982).
Tabel 1. Villushøjde og kryptdybde (µm, gennemsnit ± s.e.) i tyndtarmen hos kontrolkalve (n = 4) og rotavirusinficerede kalve (n = 1). * Signifikant forskellig fra kontrolkalvene (P < 0,01). Efter Snodgrass et al. (1982).

 


Skal man stoppe mælkefodringen ved rotavirusdiarré?

Når en kalv får rotavirusdiarré, bliver cellerne i tyndtarmen beskadiget. Det betyder, at tarmen ikke længere kan fordøje mælken lige så effektivt som normalt. Derfor tror mange fejlagtigt, at man bør stoppe med at give kalven mælk (Peek og Divers, 2018). Men det er vigtigt, at man ikke gør det!


Det er nemlig ikke hele tyndtarmen, der bliver påvirket. De dele af tarmen, som stadig fungerer, vil fortsat kunne fordøje og optage energi fra mælk.


Samtidig har tarmen brug for meget energi til at genopbygge og hele sig selv. Den energi får kalven blandt andet fra mælken. Unge kalve har kun små fedtreserver at tære på, og uden mælk vil de hurtigt tabe sig og i værste fald dø af sult (Peek og Divers, 2018).


Kalve skal derfor altid have mælk – også når de har diarré!

For at skåne kalvens fordøjelsessystem og sikre en god energi- og næringsstoftilførsel anbefales det at dele mælken op i flere små måltider på 1–2 liter ad gangen fordelt over døgnet.


Elektrolytter gives mellem mælkemåltiderne, så kalven både får dækket sit behov for væske og salte og samtidig får den nødvendige energi fra mælken.

 

Smittespredning i besætningen

Rotavirus smitter fækal-oralt, og smitte mellem kalve er den vigtigste smittevej (Chauhan et al., 2008; Dhama et al., 2009; Geletu et al., 2021).


Smitte fra syge til modtagelige kalve regnes for den vigtigste spredningsvej, og kalve, der står samlet, spreder smitten hurtigere ved direkte kontakt (Chauhan et al., 2008; Dhama et al., 2009).


Også voksne dyr kan være smittekilde. Køer kan udskille virus i fæces sidst i drægtigheden og dermed smitte deres kalv (Dhama et al., 2009).


Miljøet har også betydning. Virus kan overleve fra den ene kælvningssæson til den næste og starte et nyt udbrud (Geletu et al., 2021), og forekomsten er højere hos dyr i stalde, hvor virus ophobes (Chauhan et al., 2008).


Endelig har raske hunde og katte i kontakt med syge kalve udskilt bovint rotavirus i mindst to uger uden selv at blive syge (Chauhan et al., 2008; Dhama et al., 2009).


Syge dyr udskiller meget store mængder virus, 1010–1012 partikler pr. ml fæces, og der skal kun få partikler til at smitte (Geletu et al., 2021; Chauhan et al., 2008). Tallet på ned til 10 partikler stammer dog fra forsøg på mennesker (Geletu et al., 2021).


Kalve udskiller virus fra 2. infektionsdag og i 7–8 dage (Dhama et al., 2009; Geletu et al., 2021), med maksimal udskillelse på 3.–4. dag (Chauhan et al., 2008). Luftbåren smitte er foreslået, men evidensen er indirekte og bygger på data fra mennesker (Geletu et al., 2021).


Sæson: Rotavirusdiarré ses oftest om vinteren og ved store temperatursvingninger mellem dag og nat (Chauhan et al., 2008; Geletu et al., 2021).


Overlevelse af rotavirus i miljøet

Rotavirus er meget modstandsdygtigt i miljøet og tåler mange almindelige desinfektionsmidler, så det er svært at udrydde fra en besætning (Dhama et al., 2009; Geletu et al., 2021).


I fæces ved stuetemperatur overlever rotavirus i 6 måneder (Chauhan et al., 2008) og i op til 9 måneder i kalvestier og stalde (Geletu et al., 2021). Virus kan være infektiøst i 1 time ved 60 °C (Geletu et al., 2021), men infektiviteten falder ved højere temperaturer (Dhama et al., 2009). Virus er stabilt ved pH 3–9 og ved både lav og høj luftfugtighed (Dhama et al., 2009; Chauhan et al., 2008).


Antistoffernes betydning for kalvens risiko for infektion med rotavirus

Forskellen på antistoffer i blodet og tarmen

Besser et al. (1988) har undersøgt betydningen af antistoffer i blodet på kalves risiko for infektion med rotavirus. Studiet bestod af to forsøg. I det første målte forfatterne rotavirusantistoffer i tyndtarmen hos 5 og 10 dage gamle kalve med meget forskellige titre i serum. I dette studie anvendte man serumneutraliserende titer til bestemmelse af antallet af specifikke rotavirusantistoffer i blod eller tarmindhold. En neutraliserende titer er den højeste fortynding af en prøve, som stadig kan forhindre virus i at inficere celler.

Forsøget viste noget meget vigtigt: Neutraliserende antistoffer var til stede i tyndtarmens lumen i titre, der korrelerede med kalvenes serumtitre (r = +0,84, P < 0,01). Det betyder, at jo flere specifikke antistoffer mod rotavirus kalven får optaget til blodet via den første råmælk, jo flere specifikke antistoffer udskilles til tarmen i kalvenes første levedage.


Kalve, der ikke fik råmælk i de første timer efter fødslen, havde ingen rotavirusantistoffer i blod eller tarm på dag 7. Det gjaldt også, selvom de fik store mængder råmælk med høj titer 48 timer efter fødslen.


I det andet forsøg fik kalve indsprøjtet valle fra råmælk med høj rotavirustiter under huden og blev smittet med rotavirus 48 timer senere. Kalvene i dette forsøg fik ikke råmælk gennem munden. Studiet viste, at 4 ud af 5 kalve var beskyttet mod infektion og diarré sammenlignet med kalve, der havde samme mængde total immunglobulin i blodet, men lavere specifik titer, hvor 6 ud af 6 kalve udviklede diarré og udskilte rotavirus i fæces.


Studiet viser, at antistoffer i blodet kan beskytte kalven mod infektion, ved at antistoffer fra blodet udskilles over tarmvæggen til tarmen.


Dog må man tage nogle forbehold i forhold til naturlige smitteforhold. Studiet undersøger kun effekten ved smitte 48 timer efter immuniseringen, mens titrene i blodet var på deres højeste. Det siger derfor ikke noget om, hvor længe beskyttelsen holder, når antistofniveauet i blodet falder i de første uger. Det er netop den periode, hvor rotavirus typisk rammer. Studiet sammenlignede heller ikke beskyttelse med og uden fortsat mælk med antistoffer. Det er desuden svært at vurdere, hvor stor en rotavirusinfektion, kalvene blev udsat for, men på baggrund af de kliniske symptomer må man antage, at der er tale om en mild infektion. Diarré blev defineret som tørstof under 15 %. Til sammenligning resulterede rotavirusinfektion i en reduktion i tørstof i gødning til 8 % i studiet af Snodgrass et al. (1982). I dette studie var det kun 2 ud af 5 kalve, som mistede drikkelysten, så heller ikke her har infektionen været meget alvorlig. Der var ikke rapporteret om kliniske symptomer som nedsat drikkelyst på infektion i studiet af Besser et al. (1988).

 

Fodring med overgangsmælk de første 7–14 dage af kalvens liv beskytter mod rotavirusinfektion

Når det gælder beskyttelse mod rotavirus, er det dog især vigtigt, at der hele tiden er antistoffer til stede direkte i tarmen. Antistofferne i blodet giver ikke i sig selv en særlig effektiv beskyttelse mod rotavirusinfektion i tarmen (Saif og Fernandez, 1996; Chauhan et al., 2008; Peek og Divers, 2018).


Antistofferne i tarmen virker ved at binde sig til viruspartiklerne. På den måde kan de blokere viruspartiklerne, så de får sværere ved at binde sig til tarmcellerne og trænge ind i dem. Dermed kan antistofferne i tarmen forhindre virus i at starte en infektion og reducere risikoen for, at kalven udvikler diarré (Saif og Fernandez, 1996).


Figur 2. Antistoffer i tarmen og i blodet. Til venstre: Antistoffer fra mælken binder rotavirus direkte i tarmen, før virus når at inficere tarmcellerne, og giver en stærk beskyttelse. Til højre: Antistoffer, der er optaget til blodet, når kun i ringe grad ud i tarmen og beskytter kun godt, hvis niveauet i blodet er meget højt.
Figur 2. Antistoffer i tarmen og i blodet. Til venstre: Antistoffer fra mælken binder rotavirus direkte i tarmen, før virus når at inficere tarmcellerne, og giver en stærk beskyttelse. Til højre: Antistoffer, der er optaget til blodet, når kun i ringe grad ud i tarmen og beskytter kun godt, hvis niveauet i blodet er meget højt.


Derfor er det vigtigt, at kalven ikke kun får råmælk umiddelbart efter fødslen, men også får antistofrig overgangsmælk i de efterfølgende dage. Når antistofferne fra den første råmælk er blevet optaget i blodet, er det fortsat vigtigt at tilføre nye antistoffer gennem overgangsmælken, så der hele tiden er antistoffer til stede i tarmen, hvor rotavirus forsøger at inficere cellerne. Dette opnås ved at give kalvene overgangsmælk fra 2. til 4. udmalkning efter kælvning. Overgangsmælk er derfor et vigtigt supplement til den første råmælk og bidrager til at opretholde beskyttelsen mod rotavirus (Dhama et al., 2009; Chauhan et al., 2008; Gomez og Weese, 2017; Peek og Divers, 2018).

 

Vaccination af goldkøer mod rotavirus

Vaccination af goldkøer mod rotavirus kan øge mængden af specifikke antistoffer mod rotavirus og dermed gøre kalvene endnu mere modstandsdygtige over for infektion med rotavirus.


De fleste køer har allerede antistoffer mod rotavirus, fordi de tidligere har været udsat for smitte. Undersøgelser viser, at 50–100 % af voksne dyr har antistoffer mod virusset (Geletu et al., 2021; Gomez og Weese, 2017). Mængden varierer dog fra ko til ko. Køer med et lavt antistofniveau producerer råmælk med færre antistoffer, og deres kalve kan derfor være dårligere beskyttet (Chauhan et al., 2008).


Vaccination af koen i goldperioden har til formål at øge mængden af specifikke antistoffer mod rotavirus i råmælk og overgangsmælk, så kalven får bedre beskyttelse mod rotavirus gennem mælken (Geletu et al., 2021; Dhama et al., 2009; Chauhan et al., 2008).

 

Vacciner på det danske marked

Der findes to vacciner mod rotavirus A på det danske marked: Bovigen RCE Vet (Virbac) og Bovilis Rotavec Corona Vet (MSD). Begge vacciner øger mængden af specifikke antistoffer mod rotavirus, men indeholder også coronavirus og E. coli med F5- og F41-fimbrier (ETEC) i råmælken.


Goldkoen vaccineres én gang 12–3 uger før kælvning. De fleste andre vacciner kræver to behandlinger, men her er én vaccination tilstrækkelig, fordi vaccinen booster et antistofrespons, som koen allerede har fra en tidligere, naturlig smitte (Harzer et al., 2024).


Kræver vaccination mod rotavirus, at kalvene får overgangsmælk i de første levedøgn?

Fuld vaccineeffekt kræver, at kalvene får overgangsmælk de første 7–14 dage. Nogen beskyttelse af vaccinen kan sandsynligvis opnås ved, at kalvene får optaget godt med antistoffer inden for de første 24 timer af livet.  


Her gennemgås to studier, som delvist undersøger effekten af overgangsmælk på vaccineeffekten. Det har ikke været muligt at finde andre undersøgelser med et bedre design til at vise, om vaccineeffekten er afhængig af overgangsmælk.


Berge et al. (2024) undersøgte, om kalve, der får overgangsmælk efter tarmlukning, har bedre sundhed, tilvækst og immunitet end kalve uden overgangsmælk, og om de udskiller færre tarmpatogener. Forsøget blev lavet i en hollandsk malkekvægsbesætning med omkring 220 køer.


Alle køer blev vaccineret med Bovilis Rotavec Corona mod rotavirus, coronavirus og E. coli F5/F41 inden for seks uger før kælvning. Alle kalve fik to råmælksfodringer på i alt ca. 8,9 liter det første døgn. Derefter blev de fordelt tilfældigt i to grupper. 39 kalve fik optøet førstemalkningsråmælk i morgenens mælkeerstatning: 1 liter på dag 2 og en halv liter dagligt på dag 3 til 5. De 36 kontrolkalve fik i stedet et blindet produkt af skummetmælk med samme fedt- og proteinindhold, men uden immunglobuliner. Studiet forløb fra slutningen af 2019 til marts 2023, men der er ingen begrundelse for, at der i perioden kun er fundet 75 kalve, som kunne indgå i studiet.


Studiet konkluderer (og her er konklusionen direkte gengivet): ”Dette studie har vist, at råmælkstilskud til kalve i 4 dage efter tarmlukning giver påviselige fordele, selv hos kalve med en høj grad af passiv immunitetsoverførsel. Studiet viste, at tilsætning af tidligere nedfrosset råmælk fra besætningen til kalvenes mælkeerstatning én gang dagligt medførte en reduceret fækal udskillelse af Cryptosporidium parvum og en tendens til lavere udskillelse af rotavirus hos 14 dage gamle kalve, der havde fået råmælkstilskud, sammenlignet med kalve uden tilskud. Hos kalve under én måned var kliniske luftvejssymptomer, sløvhed og kropstemperatur reduceret hos kalvene med råmælkstilskud, hvilket kan hænge sammen med en bedre sundhed i fordøjelsessystemet og en bedre immunitet.”


Kalvene, der fik råmælk i fire dage ud over førstedagen, fik diarré lidt senere end kontrolkalvene, men forskellen var ikke statistisk signifikant. Da kalvene var seks dage gamle, havde omkring 15 % af tilskudskalvene haft diarré mod ca. 25 % af kontrolkalvene. Hvis råmælksfodringen var fortsat længere, kunne forskellen muligvis være blevet større. Diarré i denne sammenhæng er defineret som ”vandig gødning”, men kalvene har sandsynligvis ikke været alment påvirket. Vi kender ikke forskellen i antallet af dage med diarré mellem grupperne, eller om der var kalve, som blev behandlet for diarré med elektrolytter. Forskergruppen skriver selv, at der var en lav forekomst af diarré, men deres survival-kurve viser, at 70 % af kalvene havde diarré inden 22 dages alderen.


Studiet har flere begrænsninger. Det omfatter kun én besætning og få kalve, og stikprøvestørrelsen blev beregnet ud fra antallet af diarrédage. Endelig er studiet finansieret af MSD Animal Health, der producerer vaccinen, og to af forfatterne er ansat i firmaet.


Crouch et al. (2001) har undersøgt, hvor meget én dosis Rotavec Corona øger antistofferne mod rotavirus, coronavirus og E. coli F5 (K99), og hvor længe de holder sig i blod og mælk. Antistofferne blev målt i koens blod, råmælk og mælk og i kalvens blod.


Antistoffer mod rotavirus (serotype G6 og G10) og mod bovint coronavirus blev målt med en virusneutralisationstest efter standardmetoden fra Snodgrass et al. (1982).


Prøven blev fortyndet i trin og blandet med virus, og blandingen blev sat på cellekultur. Testen blev aflæst med specifik immunfluorescens, hvor man tæller antallet af inficerede, fluorescerende celler. Titeren var den reciprokke værdi af den højeste fortynding, der gav 60 % reduktion i antallet af fluorescerende celler. Resultaterne er angivet som log10-titre. Hver analyse havde kontrolsera med for at sikre, at resultaterne fra forskellige kørsler kunne sammenlignes.


25 køer af racerne Ayrshire og Friesian, som ikke var vaccineret før, indgik. 15 blev vaccineret og 10 fik saltvand 31 dage før forventet kælvning. Kalvene diede koen i op til 24 timer og fik derefter mælkeerstatning. Kalvene fik altså kun råmælk det første døgn. Der blev taget blodprøver fra køerne frem til syv dage efter kælvning og fra kalvene frem til 28 dage. Råmælk og mælk blev prøvetaget frem til 28 dage efter kælvning.

Total IgG i kalvenes serum blev ikke målt, og der er derfor en risiko for, at nogle kalve var bedre til at indtage råmælk end andre. Desuden lyder det til, at råmælken blev taget direkte fra patten, hvor indholdet af antistoffer kan være højere end den råmælk, som ligger ude i alveolerne (Godden og Hazel, 2011). Dette kan potentielt også påvirke resultatet.  


Vaccinationen gav en signifikant stigning i antistoffer mod alle tre antigener i køernes blod. Det gjaldt også køer, der allerede havde antistoffer i forvejen. De vaccinerede køer havde også markant flere antistoffer i råmælk og mælk end kontrolkøerne i mindst 28 dage. Antistofferne mod rotavirus og coronavirus i mælken var mere end fire gange højere end hos kontrolkøerne. Niveauet faldt dog kraftigt fra råmælken på kælvningsdagen til mælken syv dage senere. Forfatterne forklarer det med, at overførslen af IgG1 fra blod til mælk er over 50 gange lavere end til råmælk. Kalve fra vaccinerede køer havde flere specifikke antistoffer i blodet end kontrolkalve. For E. coli F5 og coronavirus var forskellen signifikant i hele perioden. For rotavirus var den kun signifikant på dag 7. Hos nogle kalve viste forskellen sig først efter syv dage.

Studiet målte ikke diarré eller smitte, så det kan ikke direkte vise, om den højere forekomst af neutraliserende antistoffer er biologisk relevant, dvs. om den kan reducere graden af infektion under typiske produktionsforhold.


Forfatternes diskussion giver dog et klart svar. Rotavirus og coronavirus angriber tarmens epitelceller, og beskyttelsen mod dem afhænger af, at der hele tiden er virusneutraliserende antistoffer i tarmen. Antistofferne i kalvens blod er ifølge forfatterne ikke afgørende for beskyttelsen. De viser kun, at kalven har diet. Derfor er det vigtigt, at kalven fortsat får antistoffer gennem mælken, så længe den er udsat for rota- og coronavirus. Forfatterne nævner, at disse infektioner typisk topper, når kalven er fem til syv dage gammel. Det er anderledes for E. coli F5. Den sygdom rammer typisk kalve på én til to dage, og kalvene bliver hurtigt modstandsdygtige med alderen. Derfor spiller antistofferne i råmælken fra første døgn den største rolle her.


Samlet set tyder studiet på, at én fodring med råmælk fra en vaccineret ko giver kalven god beskyttelse mod E. coli F5. Mod rotavirus og coronavirus er én fodring sandsynligvis ikke nok, fordi beskyttelsen kræver, at kalven fortsat får råmælk eller mælk med antistoffer fra vaccinerede køer i de første leveuger.


Studiet har nogle begrænsninger. Det var lille, kun antistofniveauer blev målt, og der var ingen klinisk beskyttelse eller smitteforsøg. Desuden var forfatterne ansat hos vaccineproducenten Schering-Plough, som i dag hører under MSD.


Vil du have den fulde effekt af din vaccination mod rotavirus, er det derfor vigtigt at bruge overgangsmælken de første 7–14 dage af kalvens liv:


 




Rotavirus-genotyper og deres betydning for vaccineeffekten

Hvad er en genotype?

Rotavirus A inddeles efter to proteiner på virussets overflade: G-typen og P-typen. Kombinationen af de to angiver virussets genotype, f.eks. G6P[1] eller G6P[5]. Proteinerne er vigtige, fordi antistoffer kan binde sig til dem og derved forhindre virus i at inficere tarmcellerne (Geletu et al., 2021; Dhama et al., 2009).


Hos kvæg er G6 og G10 blandt de hyppigste G-typer, og P[1], P[5] og P[11] blandt de hyppigste P-typer (Geletu et al., 2021; Chauhan et al., 2008). Rotavirus kan dog forekomme i mange kombinationer af G- og P-typer, og hvilke typer der findes, kan ændre sig over tid (Dhama et al., 2009).


De to vacciner på det danske marked indeholder hver sin genotype. Bovigen RCE Vet indeholder G6P[1], og Bovilis Rotavec Corona Vet indeholder G6P[5].



Beskytter vaccinen mod andre genotyper end sin egen?

Ifølge Saif og Fernandez (1996) ved man meget lidt om krydsbeskyttelse hos kalve. Der er tegn på delvis eller god beskyttelse mod andre genotyper (heterotypisk beskyttelse), men forfatterne vurderer, at området er utilstrækkeligt belyst. Kun få har undersøgt heterotypisk immunitet efter vaccination af koen.


Flere studier har vist, at køer vaccineret med én genotype fik flere neutraliserende antistoffer mod vaccinestammen. De fik også flere antistoffer mod andre genotyper, som de i forvejen havde antistoffer imod, så antistofresponset blev bredere. Det er dog uklart, om disse antistoffer beskytter kalven mod smitte med en anden genotype (Saif og Fernandez, 1996).


Et nyere kongresabstract, Harzer et al. (2024), fandt tilsvarende, at vaccination primært øger koncentrationen af antistoffer mod de rotavirustyper, som koen tidligere har været udsat for. Ifølge forfatterne er det derfor koens tidligere eksponering og ikke vaccinens rotavirustype, der er afgørende for antistofresponset. Desværre er resultaterne ikke publiceret i et fagfællebedømt tidsskrift.


Crouch et al. (2001) undersøgte, hvordan vaccination af køer med Rotavec Corona påvirker antistofniveauet mod rotavirus. Vaccinen indeholder genotype G6, men forfatterne målte neutraliserende antistoffer mod både G6 og G10. Hos de vaccinerede køer var niveauet af G10-specifikke antistoffer i råmælk og mælk også signifikant højere end hos kontrolkøerne på flere tidspunkter efter kælvning. Forfatterne forklarer det med, at køerne sandsynligvis tidligere havde været smittet med flere forskellige rotavirustyper, så vaccinen også øgede antistofferne mod andre typer end G6 (heterotypisk respons). Studiet tyder derfor på, at vaccinen kan give et bredere antistofrespons end mod den genotype, den indeholder. Det kan dog ikke afgøre, om genotypen i vaccinen er uden betydning for beskyttelsen.


Hvilke genotyper findes i danske besætninger?

I 2021 blev kalve i 21 danske besætninger, der vaccinerede deres goldkøer mod rotavirus, undersøgt for rotavirus (Goecke et al., 2025). Der blev påvist rotavirus hos kalvene i 17 af de 21 besætninger, og i 12 af dem kunne genotypen bestemmes. Den hyppigste genotype var G10P[11], som adskiller sig fra begge vacciner i både G- og P-type. Derefter fulgte G6P[5] og G10P[5]. G6P[5], som er den genotype, Bovilis Rotavec Corona Vet indeholder, blev fundet i tre besætninger, mens G6P[1], som er den type, Bovigen indeholder, ikke blev fundet.


At vaccinens genotype sjældent blev fundet, kan have to forklaringer. Enten bruger besætningerne en vaccine, der ikke passer til de virusstammer, der findes i besætningen. Eller også beskytter vaccinen så godt mod sin egen genotype, at den ikke bliver fundet.


Resultaterne skal tolkes med forsigtighed, fordi det ikke er oplyst, hvor god testen er til at bestemme genotyper (Goecke et al., 2025). Genotypen kunne kun bestemmes i 12 af de 17 positive besætninger, hvilket kan tyde på lav sensitivitet (testens evne til at finde virus, når det er til stede). I så fald er der risiko for, at testen kun påviser én genotype, selvom der findes flere i besætningen.

 

 

Er den ene vaccine bedre end den anden?

Der er ingen evidens for, at den ene vaccine er bedre end den anden til at forebygge diarré hos kalve forårsaget af rotavirus. Dette ville kræve et videnskabeligt studie, hvor man undersøger vaccinernes effekt på forekomsten af diarré hos kalve forårsaget af rotavirus, som så vidt vides ikke er lavet.


Sammenligning af de to vacciner i et spansk studie

Gonzalez et al. (2021) sammenlignede de to vacciner i en spansk malkekvægsbesætning, der ikke tidligere havde vaccineret mod kalvediarré. Køerne blev fordelt på tre grupper: 35 køer fik Bovilis Rotavec Corona, 35 køer fik Bovigen/Bovisan Scour, og 34 køer var ikke-vaccinerede kontroller. De vaccinerede køer fik én dosis 12–5 uger før forventet kælvning. Indholdet af specifikke antistoffer blev målt i koens blod før vaccination og ved kælvning, i råmælken og ved 8. udmalkning samt i kalvenes blod inden for de første fem levedage.


Begge vacciner øgede indholdet af specifikke antistoffer mod coronavirus og ETEC i råmælken. Kontrolkøerne havde allerede et højt niveau af specifikke antistoffer mod rotavirus i råmælken, og vaccination medførte derfor ikke en stor stigning i dette niveau.


Nedenstående figur viser studiets resultater for rotavirus (median % hæmning; forskellige bogstaver i samme række angiver signifikant forskel, p < 0,05).


Figur 3. Specifikke antistoffer mod rotavirus hos køer vaccineret med Bovilis Rotavec Corona (vaccine A) eller Bovigen Scour (vaccine B) og hos ikke-vaccinerede kontrolkøer. Antistofferne er målt som median % hæmning (ELISA, BIO K 126) i koens blod ved vaccination og ved kælvning, i råmælk (1. udmalkning) og i kalvenes blod efter råmælksindtag. Stregerne angiver 95 %-konfidensinterval. Forskellige bogstaver inden for samme prøvetype angiver signifikant forskel (p < 0,05). Data fra Gonzalez et al. (2021).
Figur 3. Specifikke antistoffer mod rotavirus hos køer vaccineret med Bovilis Rotavec Corona (vaccine A) eller Bovigen Scour (vaccine B) og hos ikke-vaccinerede kontrolkøer. Antistofferne er målt som median % hæmning (ELISA, BIO K 126) i koens blod ved vaccination og ved kælvning, i råmælk (1. udmalkning) og i kalvenes blod efter råmælksindtag. Stregerne angiver 95 %-konfidensinterval. Forskellige bogstaver inden for samme prøvetype angiver signifikant forskel (p < 0,05). Data fra Gonzalez et al. (2021).

  

 

Sådan skal måleresultaterne forstås

Antistofniveauerne blev målt med blokerings-ELISA-tests fra Bio-X (BIO K 126 for rotavirus). Testene måler, i hvor høj grad antistofferne i en prøve blokerer for et farvereagens. Jo flere antistoffer prøven indeholder, desto svagere bliver farvereaktionen, og desto højere bliver den procentvise hæmning.


Metoden er en anden end virusneutralisationstesten, som Crouch et al. (2001) og Besser et al. (1988) brugte. Virusneutralisationstesten bestemmer den højeste fortynding, hvor antistofferne i prøven stadig kan forhindre virusinfektion i en cellekultur. Bio-X’ ELISA-test måler derimod mængden af antistoffer, der binder sig til et antigen. Den siger altså ikke noget om, hvorvidt antistofferne kan forhindre infektion.


I studiet af Gonzalez et al. (2021) er hver prøve kun målt ved én fortynding. Resultatet giver derfor et groft billede af antistofniveauet (lavt, middel eller højt), men ikke en præcis mængde. Testen reagerer kun proportionalt på antistofmængden i den midterste del af skalaen. Indeholder en prøve rigtig mange antistoffer, når målingen et loft, hvor ekstra antistoffer næsten ikke ændrer resultatet. Prøver med meget højt antistofindhold kan derfor se ens ud, selvom de reelt er forskellige. For at påvise forskelle mellem grupperne burde forskergruppen have målt prøverne ved flere fortyndinger (Minic og Zivkovic, 2020; WOAH, 2018).


Små forskelle i den høje ende af skalaen, f.eks. 93 % mod 95 %, kan derfor ikke tolkes som reelle forskelle i antistofmængde. Det gælder også, selvom forskellene er statistisk signifikante. Store forskelle, især i den lave og midterste del af skalaen, er mere pålidelige.


Øvrige forbehold ved studiet

  • Ingen kliniske udfald. Studiet sammenligner kun antistofniveauer og undersøger ikke, om vaccinerne har forskellig effekt på, hvor mange kalve der får diarré. Om de målte forskelle har klinisk betydning, kan derfor ikke afgøres.


  • Binding, ikke neutralisation. ELISA-testene måler, om antistofferne binder til virus, men ikke om de kan neutralisere dem og dermed forhindre infektion. Der blev ikke udført virusneutralisationstest. Desuden er % hæmning ved én fortynding ikke en egentlig titer, selvom artiklen bruger betegnelsen ”titre”.


  • Ukendt genotype i ELISA-testen. Hverken studiet eller testens indlægsseddel oplyser, hvilken rotavirusstamme eller genotype BIO K 126 bygger på, eller hvilket virusprotein testens monoklonale antistof binder til (Gonzalez et al., 2021; Bio-X Diagnostics, u.å.). Vaccinerne indeholder forskellige genotyper (G6P[5] og G6P[1]). Hvis testens antigen ligner den ene vaccinestamme mere end den anden, kan det påvirke målingen af de specifikke antistoffer. Binder testens antistof derimod til et protein, der er fælles for alle rotavirus A, har genotypen mindre betydning for målingen, men så siger resultatet heller ikke noget om beskyttelse mod en bestemt genotype. Testen kan desuden ikke skelne mellem antistoffer fra vaccination og fra naturlig smitte. Crouch et al. (2001) oplyser specifikt, at der i deres ELISA testes for serotype G6 og G10. Den oplysning mangler altså her.


  • Tidspunkt for måling i overgangsmælk. Antistofindholdet i overgangsmælken blev målt ved 8. udmalkning, hvor indholdet af immunglobuliner (IgG) er faldet betydeligt i forhold til råmælken. Målinger ved 2.–4. udmalkning ville bedre have afspejlet den mælk, kalven får de første levedøgn, hvor beskyttelsen i tarmen er særligt vigtig.


  • Passiv immunisering hos kalvene. Studiet målte specifikke antistoffer i kalvenes blod, men ikke totalt IgG eller totalprotein. Derfor ved man ikke, om den enkelte kalv har optaget tilstrækkeligt med råmælk. Ifølge forfatterne var råmælksmængde og -tidspunkt dog standardiseret på tværs af grupperne.


  • Interessekonflikt. Studiet er finansieret af MSD, som markedsfører Bovilis Rotavec Corona, og tre af de fem forfattere er ansat i MSD. Laboratorieanalyserne blev udført blindet, men i MSD/Intervets eget laboratorium. Den statistiske analyse blev foretaget af en uafhængig forsker. Interessekonflikten udelukker ikke resultaterne, men giver anledning til forsigtighed i fortolkningen.

 

Betydning for valg af vaccine

Det vides ikke, hvor godt vaccinerne beskytter mod forskellige genotyper. Hvis vaccinerne giver et immunrespons mod flere forskellige genotyper, som Harzer et al. (2024) angiver, og som Crouch et al. (2001) indikerer, er det ikke relevant at tilrettelægge vaccinationsprogrammet efter den specifikke genotype, der findes i besætningen.


Hvis vaccinerne derimod ikke giver et immunrespons mod flere genotyper, bør man undersøge, hvilken genotype af rotavirus der findes i besætningen, og bruge den viden til at vælge vaccine. Der findes dog endnu ikke en kommerciel analyse til bestemmelse af virusgenotypen, og det anvendes derfor ikke i praksis.

 

 

Behandling

Der findes ingen specifik behandling mod rotavirus. Behandlingen er understøttende og retter sig mod væsketab, acidose og elektrolytforstyrrelser (Geletu et al., 2021; Gomez og Weese, 2017). Kalven skal selv hele skaden på tarmen.


Antibiotika har ingen effekt på rotavirus.


Følg linket for mere vejledning om væsketerapi





Forebyggelse

Forebyggelse af rotavirus bygger på alle principperne i ”Kalvepyramiden”, og man kan med fordel kombinere indsatsen med vaccination af goldkøer mod rotavirus.


Følg linket for mere om kalvepyramiden





Kildehenvisning

Berge, A.C., Kolkman, I., Penterman, P. & Vertenten, G. (2024). The effect of colostrum supplementation during the first 5 days of life on calf health, enteric pathogen shedding, and immunological response. Animals, 14(8), 1251. doi:10.3390/ani14081251


Besser, T.E., Gay, C.C., McGuire, T.C. & Evermann, J.F. (1988). Passive immunity to bovine rotavirus infection associated with transfer of serum antibody into the intestinal lumen. Journal of Virology, 62(7), 2238–2242. doi:10.1128/jvi.62.7.2238-2242.1988


Bio-X Diagnostics. (u.å.). BIO K 126 – Monoscreen AbELISA Bovine rotavirus / Competition [Brugsanvisning]. Bio-X Diagnostics. https://www.biox.com/en/bio-k-126-monoscreen-abelisa-bovine-rotavirus-competition-p-245/


Chauhan, R.S., Dhama, K. & Mahendran, M. (2008). Pathobiology of rotaviral diarrhea in calves and its diagnosis and control: a review. Journal of Immunology and Immunopathology, 10(1), 1–13.


Crouch, C.F., Oliver, S. & Francis, M.J. (2001). Serological, colostral and milk responses of cows vaccinated with a single dose of a combined vaccine against rotavirus, coronavirus and Escherichia coli F5 (K99). Veterinary Record, 149(4), 105–108. doi:10.1136/vr.149.4.105


Dhama, K., Chauhan, R.S., Mahendran, M. & Malik, S.V.S. (2009). Rotavirus diarrhea in bovines and other domestic animals. Veterinary Research Communications, 33, 1–23. doi:10.1007/s11259-008-9070-x (udgivet online juli 2008)


Geletu, U.S., Usmael, M.A. & Bari, F.D. (2021). Rotavirus in calves and its zoonotic importance. Veterinary Medicine International, 2021, 6639701. doi:10.1155/2021/6639701


Godden, S.M. & Hazel, A. (2011). Relationship between milking fraction and immunoglobulin G concentration in first milking colostrum from Holstein cows. The Bovine Practitioner, 64–69.


Goecke, N.B., Kronborg, J.B., Lemvig, J.F., Pedersen, K., Larsen, L.E. & Volhøj, T. (2025, 17. november). Nyt fra DK-VET: Hvor godt beskytter vaccination mod Rotavirus A hos kalve? 

Dansk Veterinærtidsskrift, (7). https://dvt.ddd.dk/bladarkiv/2025/nr-7/nyt-fra-dk-vet-hvor-godt-beskytter-vaccination-mod-rotavirus-a-hos-kalve/


Gomez, D.E. & Weese, J.S. (2017). Viral enteritis in calves. Canadian Veterinary Journal, 58, 1267–1274.


Gonzalez, R., Elvira, L., Carbonell, C., Vertenten, G. & Fraile, L. (2021). The specific immune response after vaccination against neonatal calf diarrhoea differs between apparent similar vaccines in a case study. Animals, 11(5), 1238. doi:10.3390/ani11051238


Harzer, M., Durel, L. & Brunet, A. (2024). The virus neutralization test reminds us of the basics of bovine rotavirus immunisation [Posterabstract nr. 1083]. World Buiatrics Congress 2024. IVIS. https://www.ivis.org/sites/default/files/library/wab/2024/posters/p-short.pdf


Minic, R. & Zivkovic, I. (2020). Optimization, validation and standardization of ELISA. I G. Mózsik (Red.), Norovirus. IntechOpen. doi:10.5772/intechopen.94338


Peek, S.F. & Divers, T.J. (Red.) (2018). Rebhun’s diseases of dairy cattle (3. udg.). St. Louis, MO: Elsevier.


Saif, L.J. & Fernandez, F.M. (1996). Group A rotavirus veterinary vaccines. Journal of Infectious Diseases, 174(Suppl. 1), S98–S106. doi:10.1093/infdis/174.Supplement_1.S98


Snodgrass, D.R., Smith, M.L. & Krautil, F.L. (1982). Interaction of rotavirus and enterotoxigenic Escherichia coli in conventionally-reared dairy calves. Veterinary Microbiology, 7(1), 51–60. doi:10.1016/0378-1135(82)90005-0


Tafazoli, F., Zeng, C.Q., Estes, M.K., Magnusson, K.-E. & Svensson, L. (2001). NSP4 enterotoxin of rotavirus induces paracellular leakage in polarized epithelial cells. Journal of Virology, 75(3), 1540–1546. doi:10.1128/JVI.75.3.1540-1546.2001


World Organisation for Animal Health. (2018). Chapter 2.2.1. Development and optimisation of antibody detection assays. I Manual of diagnostic tests and vaccines for terrestrial animals. WOAH. https://www.woah.org/fileadmin/Home/eng/Health_standards/tahm/2.02.01_ANTIBODY_DETECT.pdf

bottom of page