Lav forekomst af coronavirus blandt kalve med diarré i Danmark

Coronavirus beskrives ofte som en vigtig årsag til kalvediarré i de første 3 leveuger i både malke- og kødkvægsbesætninger (Vlasova og Saif, 2021). En dansk undersøgelse (Olsen et al., 2025) tyder dog på, at virusset spiller en mindre rolle under danske forhold. I undersøgelsen blev der analyseret 392 prøver fra kalve med diarré i første (n = 155), anden (n = 194), tredje (n = 27) og fjerde (n = 13) leveuge. Coronavirus blev kun påvist i 5 af prøverne (1,2 %). Til sammenligning var C. perfringens type A (157/392), rotavirus (128/392) og C. parvum (111/392) de hyppigst påviste patogener og fandtes i 28-40 % af prøverne. E. coli F5 blev påvist i 15 prøver (3,8 %). Prøverne blev analyseret med qPCR, som typisk har en høj sensitivitet.

Forekomst højere i Europa

Berge og Vertenten (2024) har undersøgt 125 malkekvægsbesætninger i Europa. Der blev udtaget prøver fra tre grupper af dyr på hver gård. Den første gruppe var nyfødte kalve under én måned gamle. Den anden var fravænnede kalve inden for én måned efter fravænning. Den tredje var nykælvere, dvs. køer inden for én måned efter kælvning. I alt blev 2.810 kalve testet for coronavirus med RT-PCR, både med næse- og fæcesswabs. Af de 1.354 nyfødte kalve var 360 (27 %) coronavirus-positive i mindst én af prøverne. Heraf var 320 (24 %) positive i næseprøven, og 236 (17 %) var positive i fæcesprøven. Af de 1.456 fravænnede kalve var 472 (32 %) positive. Her var 312 (21 %) positive i næseprøven og 327 (22 %) i fæcesprøven.

Samlet set blev der påvist coronavirus hos 832 af de 2.810 kalve (30 %). Coronavirus blev fundet hos nyfødte kalve i 48 % af 113 besætninger og hos fravænnede kalve i 71 % af 116 besætninger. Blandt nykælverne blev coronavirus påvist i 4 % af næseprøverne og 5 % af fæcesprøverne.

Undersøgelsen bekræfter, at coronavirus udskilles både via næsesekret og fæces. En stor del af kalvene udskilte virus begge steder samtidig. Det gjaldt 196 af de nyfødte kalve (14 %) og 167 af de fravænnede kalve (11 %). Andre kalve udskilte kun virus fra det ene sted. Næseprøver alene ville derfor have overset en del af de smittede kalve, og det samme gælder fæcesprøver alene.

Neonatal diarré forårsaget af coronavirus

Coronavirus forårsager diarré ved at inficere både tynd- og tyktarmen, hvor virusset ødelægger tarmvilli. Det kan føre til svær og i nogle tilfælde blodig diarré (Vlasova og Saif, 2021). Vlasova og Saif (2021) beskriver coronavirusbetinget neonatal diarré som en alvorlig sygdom med høj dødelighed. De henviser her til studier fra 1973-1985 udført af forskergruppen omkring Mebus, som var de første til at identificere coronavirus. Nyere studier tegner dog et mildere billede: Cho et al. (2024) fandt kun milde kliniske symptomer efter eksperimentel infektion, og Varegg et al. (2026) kunne næsten ikke fremkalde diarré ved eksperimentel coronavirusinfektion af kalve i første leveuge.

Kapil et al. (1991) inficerede 3 kalve, der ikke havde fået råmælk, med henholdsvis 7, 20 og 15 ml af en suspension med 1,35 × 10⁶ TCID₅₀ pr. ml. Alle tre kalve fik blodig diarré, og 2 af dem døde.

Hvor alvorligt kalven bliver syg, afhænger både af dens alder og immunstatus og af virusstammen og den infektiøse dosis. Hos meget unge kalve og kalve, der ikke har fået råmælk, udvikler diarréen sig hurtigere og bliver mere alvorlig (Clark, 1993). De tidlige forsøg med coronavirusinfektion af nyfødte kalve blev udført på kalve uden passiv immunitet, og her sås svær diarré. Nyere studier på kalve, der har fået råmælk, viser derimod kun milde symptomer. Det er derfor sandsynligt, at coronavirus ikke giver svær diarré hos kalve med tilstrækkelig passiv immunitet.

Virusreplikationen sker først i luftvejene, hvorefter virus finder vej til tarmen, når kalven sluger nasale sekretioner (Cho et al., 2024). Derefter formerer virus sig i tyndtarmen og spreder sig til hele tyktarmen, hvor det giver malabsorptiv diarré. De coronavirus-inficerede tarmepitelceller dør, afstødes og erstattes af umodne tarmceller. Ved patologisk undersøgelse ses forkortede og sammenvoksede villi i tyndtarmen og atrofierede kamme i colon. Den kompenserende krypthyperplasi og den øgede væskesekretion forværrer diarréen yderligere. Når de modne tarmceller går tabt, mister tarmen de celler, der står for absorption og udskillelse af fordøjelsesenzymer. Det nedsætter tarmkanalens absorptive, metaboliske og sekretoriske kapacitet betydeligt (Vlasova og Saif, 2021).

Læs mere om skade på tarmen under Rotavirus

Diarréen kan optræde allerede fra 24-timersalderen hos kalve, der ikke har fået råmælk, og helt op til 5-månedersalderen. Kort efter infektionen begynder kalvene at udskille store mængder coronavirus, op til 10⁹ viruspartikler pr. ml fæces, og det kan fortsætte i op til 2 uger (Vlasova og Saif, 2021).

Kalve med diarré udskiller også coronavirus med næsesekret, hvilket er vist i flere eksperimentelle studier (Vlasova og Saif, 2021).

I rekonvalescensfasen udskiller kalvene normalt mindre mængder virus i flere uger. Coronavirus påvises i fæces fra både kalve med diarré og raske kalve, men kalve med diarré er oftere positive (incidens 8-69 %) end raske kalve (incidens 0-24 %) (Vlasova og Saif, 2021).

Neonatal diarré skyldes ofte infektion med flere patogener på samme tid

Mange kalve med diarré er inficeret med flere patogener på samme tid. Olsen et al. (2025) undersøgte 392 danske kalve med diarré i de første leveuger. Heraf havde 90 kalve (23,0 %) C. parvum uden rotavirus, 99 kalve (25,3 %) havde rotavirus uden C. parvum, og 28 kalve (7,1 %) havde begge dele.

Varegg et al. (2026) har undersøgt, hvordan samtidig infektion med Cryptosporidium parvum og bovint coronavirus påvirker forløbet hos nyfødte kalve. Femten kalve blev fordelt i tre grupper med fem i hver. Den første gruppe fik 1 × 10⁶ C. parvum-oocyster oralt på dag 0. Den anden gruppe fik C. parvum på dag 0 og coronavirus 48 timer senere. Den tredje gruppe fik kun coronavirus, også efter 48 timer. Hypotesen var, at de co-inficerede kalve ville få et sværere akut forløb og udskille patogener i længere tid end kalve med kun ét patogen.

Inden forsøget gik i gang, viste det sig, at 12 af de 15 kalve allerede udskilte C. parvum efter naturlig smitte, heriblandt alle fem kalve i coronavirusgruppen. Grupperne blev derfor omdefineret: 1) kalve med dobbelt C. parvum-infektion (naturlig og eksperimentel), 2) kalve med dobbelt C. parvum-infektion og coronavirus, og 3) kalve med naturlig C. parvum-infektion og eksperimentel coronavirusinfektion. Der var altså ingen kalve med coronavirus alene.

Begge grupper med dobbelt C. parvum-infektion havde flere og længerevarende kliniske symptomer end kalvene med naturlig C. parvum-infektion og coronavirus. Over hele forsøget havde de henholdsvis cirka 4 og 5,6 gange så mange sygedage. Det var dog kun en tendens (P = 0,051), men i de første 10 dage var forskellen signifikant (P = 0,036). I samme periode havde kalvene med dobbelt C. parvum-infektion alene signifikant flere dage med svær diarré end kalvene med naturlig C. parvum og coronavirus. Blandt kalvene med naturlig C. parvum-infektion og eksperimentel coronavirusinfektion blev kun 1 ud af 5 klassificeret som syg i løbet af forsøget, og gruppen havde i alt 3 dage med en klinisk score over tærsklen for sygdom. Alle kalve, der blev eksperimentelt inficeret med C. parvum, fik diarré, herunder alvorlig diarré. Af de 5 kalve, som kun blev eksperimentelt inficeret med coronavirus, fik derimod kun 4 diarré, og 1 fik alvorlig diarré.

Kalvene med dobbelt C. parvum-infektion øgede deres vægt med 14,6 % i forhold til indgangsvægten frem til aflivning efter forsøgsperiodens 28 dage. Til sammenligning var vægtstigningen 22,2 % hos kalvene med dobbelt C. parvum-infektion og coronavirus og 30,2 % hos kalvene med naturlig C. parvum-infektion og coronavirus.

Udskillelsen af C. parvum fulgte samme mønster i alle grupper og toppede på dag 6. Toppen faldt sammen med de dage, hvor kalvene havde flest kliniske symptomer. Coronavirus blev påvist i næse- og nasopharynxprøver fra dag 5. Den fækale udskillelse af coronavirus steg derimod først signifikant omkring dag 14, da de fleste kliniske symptomer var aftaget. Hypotesen blev derfor ikke bekræftet: Dobbelt C. parvum-infektion gav et sværere forløb end co-infektion med C. parvum og coronavirus. Forfatterne nævner, at moderdyrene var vaccineret mod coronavirus før kælvning, og at det kan have mildnet forløbet af coronavirusinfektionen. Studiet har desuden flere begrænsninger. Grupperne var små, kalvene blev ikke randomiseret, forsøget var ikke blindet, den naturlige smitte med C. parvum var ukontrolleret, og kalvenes indtag af råmælk blev ikke registreret.

Smittespredning

Coronavirus spredes både med næsesekret og med gødning (Cho et al., 2024). Coronavirus kan isoleres fra både raske og syge dyr (Vlasova og Saif, 2021; Cho et al., 2024; Varegg et al., 2026).

Cho et al. (2024) undersøgte smittespredning via næse og fæces efter eksperimentel infektion af seks klinisk raske kalve af den koreanske landrace. Kalvene var under 30 dage gamle og coronavirus-negative ved forsøgets start. De blev delt i en intranasal og en oral gruppe og fulgt i 15 dage efter infektion. Fem af de seks kalve fik milde kliniske symptomer i form af næseflåd og diarré fra 3 dage efter infektion, og alle var raske igen 12 dage efter infektion. Viralt RNA blev påvist i både næse- og fæcesprøver fra alle inficerede kalve. Udskillelsen fra næsen begyndte cirka 4 dage før udskillelsen med fæces, uanset smittevej. Den fækale udskillelse varede til gengæld længere: viralt RNA blev påvist i næsen op til 15 dage efter infektion og i fæces op til 22 dage efter infektion. Ct-værdierne var generelt lavere i næseprøverne end i fæcesprøverne, hvilket tyder på større virusmængder i næsesekretet.

Køer udskiller ofte coronavirus

Hos over 70 % af raske køer ses en lav, intermitterende udskillelse af coronavirus, selvom de har coronavirus-specifikke antistoffer i serum og tarm. Coronavirus er mere stabilt ved lav omgivelsestemperatur og svagt UV-lys, og derfor stiger udskillelsen med 50-60 % i vintermånederne. Det bidrager sandsynligvis til udviklingen af vinterdysenteri (WD) hos voksent kvæg. Immunologiske og hormonelle forstyrrelser hos køerne betyder også, at udskillelsen stiger med 65 % ved kælvning og med 71 % 2 uger efter kælvning (Vlasova og Saif, 2021).

Kalve født af coronavirus-positive køer har derfor en markant højere risiko for at få diarré. Det skyldes, at de omkring fødslen udsættes for virus fra kontamineret perineum, patter og kælvningsområde (Vlasova og Saif, 2021).

Asymptomatiske smittebærere findes i de fleste besætninger (Vlasova og Saif, 2021).

Forebyggelse

Coronavirus er følsomt over for sæbe og bliver inaktiveret af de fleste konventionelle desinfektionsmidler (Vlasova og Saif, 2021).

Virusset overlever bedst ved lav temperatur og svagt UV-lys, og derfor ses udbrud typisk om vinteren (Vlasova og Saif, 2021).

Samme coronavirus forårsager vinterdysenteri hos køer og diarré hos kalve

Vinterdysenteri hos køer og coronavirus-infektion hos kalve skyldes i praksis det samme virus. Vlasova og Saif (2021) beskriver coronavirus som årsag til tre kliniske syndromer: kalvediarré, vinterdysenteri med blodig diarré hos voksne dyr og luftvejsinfektioner hos kvæg i alle aldre. Alle undersøgte isolater tilhører én og samme serotype, uanset hvilket klinisk syndrom de stammer fra. En svensk sekventeringsundersøgelse peger i samme retning. Den fandt høj sekvensidentitet mellem stammerne, uanset om de kom fra udbrud af luftvejssygdom eller diarré og fra kalve eller voksne dyr (Refereret i Vlasova og Saif, 2021).

Smitten går oftest fra ko til kalv eller mellem kalve. Mellem besætninger spredes virusset ved indkøb af dyr eller via kontaminerede genstande (Vlasova og Saif, 2021).

Eksperimentelt har både kalvediarré- og vinterdysenteristammer givet diarré hos voksne køer. Det tyder på, at begge stammetyper kan give sygdom hos voksne, når værts- eller miljøfaktorer spiller med (Tsunemitsu et al., 1999). Billedet er dog ikke helt entydigt. Tsunemitsu og Saif (1995) fandt små antigene og biologiske forskelle mellem stammerne, og nogle studier tyder på, at respiratoriske stammer kan adskille sig genetisk fra de klassiske enteriske stammer (Hasoksuz et al., 2002). Der er imidlertid ikke fundet klare markører, som skiller syndromerne fra hinanden.

Tsunemitsu og Saif (1995) sammenlignede seks coronavirus-stammer fra neonatal kalvediarré og otte fra vinterdysenteri. Stammerne blev testet for hæmagglutination og receptornedbrydende enzymaktivitet. De antigene forskelle blev undersøgt med indirekte immunfluorescens, virusneutralisation og hæmagglutinationshæmning. Der blev fremstillet hyperimmune antisera i marsvin mod tre CD-stammer og syv WD-stammer. Undersøgelsen konkluderede, at der findes en vis antigen og biologisk variation mellem coronavirus-stammer, men variationen var ikke knyttet til stammernes kliniske oprindelse, altså om de stammede fra kalve med diarré eller køer med vinterdysenteri.

Kan en hurtigtest til kalvediarré bruges ved vinterdysenteri?

Så vidt vides er der ingen fagfællebedømte valideringer af hurtigtests på fæces fra voksne køer. Testene er udviklet og afprøvet på kalvefæces. Antigenet er det samme virus, så en positiv strimmel hos en ko i et typisk udbrud er sandsynligvis reel.