top of page

MÆLKEFODRING – HVOR MEGET MÆLK?

Hvor meget mælk skal en kalv have? 


Måske nok et ret elementært spørgsmål, men langt fra simpelt at svare på. Mælk er dyrt og arbejdstungt, og der er derfor et økonomisk incitament til at begrænse mælkefodringsperioden og mælkemængden. Modsat er der også forhold, som peger i retning af positive effekter af at give kalve mere mælk. Der er for eksempel en række studier, som meget overbevisende finder en positiv sammenhæng mellem ydelse i første laktation og tilvæksten i mælkefodringsperioden. 


Hertil kommer den forskning, som peger på, at kalve, som får under 8 L mælk/dag, udviser tegn på, at de sulter.


Det anbefales derfor, at:

  • En Holstein kalv mindst tildeles 8 L Holstein mælk pr. dag svarende til 1200 g mælkeerstatning pr. dag (ca. 9 L mælkeerstatning pr dag*)

  • En Jersey kalv mindst tildeles 6 L Jersey mælk pr. dag svarende til 1000 g mælkeerstatning pr. dag (ca. 7. L mælkeerstatning pr. dag*)

*140 g mælkeerstatning pr liter mælk




Billede1 rundt portræt_edited.png
Af kvægfagdyrlæge Trine Fredslund Matthiesen
1. april 2023

Hvor meget mælk skal en kalv have?

Der findes ikke et endegyldigt svar på, hvor meget mælk en kalv skal have (NASEM, 2021). Der er forskellige hensyn, der skal tages, og derfor vil det være forskelligt, hvor meget mælk det giver mening at give sine kalve. Hensynene kommer vi tilbage til, men for at starte med konklusionen, så synes det fornuftigt at tilbyde kalve i den første levemåned et mælkefodringsniveau tæt på ad libitum-indtaget af mælk:



1.200 g mælkeerstatning svarer til 9 liter færdigblandet mælkeerstatning, mens 1.000 g mælkeerstatning svarer til ca. 7 liter færdigblandet mælkeerstatning ved et blandingsforhold på 140 g pr. liter.
1.200 g mælkeerstatning svarer til 9 liter færdigblandet mælkeerstatning, mens 1.000 g mælkeerstatning svarer til ca. 7 liter færdigblandet mælkeerstatning ved et blandingsforhold på 140 g pr. liter.

Efter den første levemåned kan man begynde at reducere mælkemængden, hvis man har et ønske om at fravænne kalvene tidligt (fx allerede ved 8 uger). Ønsker man at fravænne kalvene senere (hvilket anbefales), bør man vente med at reducere mælkemængden til 3 uger før fravænning, hvorefter mælken gradvist fjernes i takt med, at kalvenes kraftfoderindtag øges.


NASEM (2021) anbefaler 8 L mælk dagligt

For ganske nylig er "Nutrient requirements of dairy cattle" fra 2001 blevet opdateret og benytter nu forkortelsen NASEM (2021) i stedet for NRC (2001). Der er i den forbindelse også kommet en opdatering af anbefalingerne til, hvor meget mælk kalve skal have.


"Based on the preponderance of evidence, the committee recommends that the minimum amount of milk or milk replacer solids to be fed under thermoneutral conditions should be 1,5 percent of birth bodyweight (..). The welfare argument for feeding calves more than this (8 L/day or 1000 g/day of milk solids) to avoid hunger is compelling. The committee encourages adoption of programs that provide greater rates of liquid feeding than this minimum of 1,5 percent of bodyweight as milk solids, based on considerations for calf well-being and enhanced nutrient supply for early growth"


For en 42 kg kalv svarer 1,5 % af kropsvægten i mælketørstof til 630 g mælkeerstatning eller 5 L Holstein mælk dagligt.


Forhold af betydning for mælketildelingen

Men "one size fits all" er nok ikke et mantra, der er specielt anvendeligt, når det kommer til at rådgive om, hvor meget mælk kalve skal have. Der er forskellige hensyn, der må tages med i overvejelserne.


Typiske forhold af betydning for valget af mælkefodringsniveau ses herunder:

  • Mælk er dyrt

  • Frygten for, at meget mælk giver diarré (hvilket det i øvrigt ikke gør)

  • Sult – kalve i de første tre uger af livet ernæres udelukkende af mælk. Hvis de ikke får nok mælk, sulter de (og de er ikke i stand til at øge kraftfoderindtaget)

  • Høj tilvækst i mælkefodringsperioden medfører høj ydelse, når kalven bliver til en ko. Men hvor stor en effekt er det egentlig, vi taler om?

  • Kalven skal have tilstrækkeligt med energi til at kunne understøtte immunforsvaret og have nok energi til at kunne holde varmen

  • Høj mælketildeling medfører, at kalven æder mindre kraftfoder, og stiller derfor større krav til fravænningsmetoden


Giver meget mælk diarré?

Nej, meget mælk giver ikke diarré – i hvert fald ikke, hvis vi snakker om ufordærvet komælk eller en mælkeerstatning af god kvalitet.


Snakker vi om mælkeerstatning af dårlig kvalitet, mangelfuldt oprørt mælkeerstatning eller varmeskadet mælk, tja, så vil man nok opleve mere diarré, jo mere mælk kalvene får. Oplever man i et kalvehold, at der er en sammenhæng mellem en stigende mælketildeling og en højere forekomst af diarré, giver det rigtig god mening at se sine rutiner eller mælk efter i sømmene. Problemet er sandsynligvis ikke forårsaget af mængden af mælk i sig selv, men snarere en uhensigtsmæssig arbejdsgang eller anvendelse af dårlig mælk.


Men myter opstår ikke bare ud af ingenting: Meget mælk giver også meget afføring, og dermed bliver chancen for, at en kalv med diarré diagnosticeres, også større. Hertil kommer, at en større gødningsklat også synes mere lind i konsistensen end en mindre gødningsklat. Sidstnævnte er en konklusion, der er draget på baggrund af flere studier, hvoraf tre nævnes i det følgende:


Meget mælk giver tyndere afføring

Liang et al. (2016) fandt i et studium af 12 Jerseykalve i alderen 1–2 uger, at når kalvene fik 563 g mælkeerstatning/dag, blev afføringen scoret højere (vurderet på en skala fra 0–3, hvor 0 er fast afføring og 3 er vandig afføring) på trods af, at tørstofindholdet i afføringen stort set var det samme som hos kalve, der fik 346 g mælkeerstatning/dag. Forskergruppen bag studiet angiver, at gødningen så ud til at være mere tynd, simpelthen fordi der var mere af det, og anbefaler, at man i studier fremadrettet bestemmer tørstofindholdet i gødning i stedet for at score gødningen, idet sidstnævnte er for subjektiv.


Den samme konklusion kom Osorio et al. (2012) også frem til på baggrund af et studium af 90 Holstein kalve, hvoraf halvdelen fik 568 g mælkeerstatning/dag og den anden halvdel fik 810 g/dag i uge 1, 1136 g/dag i uge 2–6 og 568 g/dag i uge 7:


"Scouring is not reflected in simply more fluid feces, which should be accepted as a physiological adjustment to increased energy and solids intake."


Stamey et al. (2012) fandt også, at kalve fodret med mere mælk havde en tyndere afføring, men at kalvene ikke var syge, og at der ikke var flere behandlinger hos de kalve, som fik den høje mælketildeling. Denne konklusion blev draget på baggrund af et studie med 89 Holstein kalve, hvor kalvene enten fik omkring 560 g eller 900 g mælkeerstatning pr. dag.


Der er således ingen grund til at antage, at meget mælk giver meget diarré – i hvert fald ikke, hvis man har gode rutiner omkring sin mælkefodring.


Definitionen af normal afføring afhænger af mælketildelingen

Hvis man i en besætning hæver mælketildelingen til kalvene (fx går fra 6 L mælk pr. dag til 8 L pr. dag til Holstein kalve), skal kalvepasseren ofte kalibrere sin opfattelse af, hvordan "normal" gødning ser ud – og det kan faktisk være en udfordring.


Sulter Holstein kalve, hvis de får 6 L mælk pr. dag?

Ja, det gør de nok. De er i hvert fald utroligt motiverede til at besøge sutteautomaten, og det er nærliggende at antage, at de gør det, fordi de er sultne.


de Passillé et al. (2011) studerede 54 Holstein kviekalve, som enten fik 6 eller 12 L Holstein mælk pr. dag i mælkefodringsperioden. Kalvene gik i grupper af 9 og fik mælk fra en sutteautomat. Kalvene, som fik 12 L mælk, besøgte sutteautomaten omkring 7 gange om dagen. Kalvene, som fik 6 L mælk pr. dag, besøgte sutteautomaten omkring 18 gange om dagen.


Rosenberger et al. (2017) har også undersøgt effekten af forskellige mælkemængder (6, 8, 10 og 12 L mælk/dag) på kalves adfærd i en sutteautomat. Der indgik 56 Holstein kalve i studiet, som en uge efter fødsel blev flyttet til fællesbokse med 8 kalve i hver gruppe. Kalvene fik pasteuriseret Holstein mælk via en sutteautomat. Kalvene, som fik 6 L mælk pr. dag, gik i sutteautomaten 21 gange om dagen, mens de kalve, som fik 12 L mælk pr. dag, gik i automaten 7 gange om dagen.


Sulter Holstein kalve også, hvis de får fx 8 L mælk pr. dag?

Det kan være svært at give et definitivt svar på. Men Rosenberger et al. (2017) fandt i hvert fald, at kalvene, som fik 8 L mælk om dagen, besøgte sutteautomaten 13 gange dagligt, mens de kalve, som fik 10 L mælk, besøgte automaten 9 gange dagligt. Til sammenligning gik kalvene, som fik 12 L mælk om dagen, i sutteautomaten 7 gange dagligt – altså fortsat færre gange end kalvene, som "kun" fik 10 L mælk dagligt.


Sult er sandsynligvis ikke den eneste motivation, kalven kan have for at opsøge sutteautomaten, og derfor kan det ikke afvises, at forhold som tryghed, suttemotivation og andre forhold spiller ind på antallet af besøg i sutteautomaten.


Uanset ser det ud, som om kalve, som får 10 L mælk, opsøger sutteautomaten mindre end kalve, som får 8 L mælk (forskellen er statistisk signifikant), og på den baggrund er det nærliggende at konkludere, at kalve, som får 8 L mælk, er mere sultne end kalve, som får 10 L mælk.


Velfærdsmæssigt er det antagelsesvis bedre for kalven at få mælk ad libitum, end det er at få begrænsede mælkemængder – i hvert fald i kalvens første levemåned, hvor indtaget af kraftfoder er begrænset.


Læs mere om sult hos kalve på linket og om, hvor svært det at videnskabeligt at kvantificere graden af sult hos kalve

Læs mere: Sult hos kalve


Hvad er ad libitum-indtaget af mælk for Holstein kalve?

Jasper og Weary (2002) er et af de første studier, som dokumenterer ad libitum-indtaget af mælk hos Holstein kalve. I studiet indgik 14 kviekalve, som blev tilbudt varm mælk to gange dagligt og derudover havde adgang til kold mælk resten af døgnet. Studiet viste, at i den første leveuge indtog kalvene 8 L komælk/dag, og i den tredje leveuge indtog kalvene 10 L/dag og enkelte kalve helt op til 12 L/dag.


Kalvene tildelt mælk ad libitum havde en tilvækst på 780 g/dag fra fødsel til 36 dage (inden fravænning).


Moallem et al. (2010) fodrede også kalve ad libitum. I dette studium fik 46 kalve tilbudt mælk to gange dagligt i 30 minutter. Kalve, som fik tilbudt komælk, drak i gennemsnit over 60 dage 8,97 L pr. dag og havde en tilvækst på 807 g/dag (fra fødsel til efter fravænning på dag 60). Mælkeindtaget steg fra fødsel til fravænning; ved fødsel drak kalvene omkring 5 L/dag, ved 3 uger drak kalvene omkring 10 L pr. dag, og før fravænning på dag 50 drak kalvene omkring 11,5 L/dag. Kalve, som fik tilbudt mælkeerstatning (samme tørstofindhold som komælken), drak mere mælk end kalve, som fik tilbudt komælk, men havde en lavere tilvækst (733 g/dag) fra fødsel til fravænning ved dag 60 end de kalve, som fik komælk.


Jersey kalve drikker 7,5 L Jersey mælk pr. dag, hvis de får chancen

Et sydafrikansk studium (Uys et al., 2011), hvori der indgik 114 Jersey kalve, fodrede enten kalvene ad libitum eller restriktivt svarende til 4 L mælk pr. kalv pr. dag. Kalvene fik mælk to gange dagligt, hvor de ad libitum-fodrede kalve fik lov at drikke al den mælk, de ville. I studiets første 14 dage fik kalvene Jersey mælk, hvorefter de fik mælkeerstatning. Studiet viste, at de kalve, som fik ad libitum mælk, indtog omkring 6,5 L i 1. leveuge, 7,5 L mælk i 2. leveuge og knap 8 L mælk i 3. leveuge.


Hvorfor ikke anbefale at give mælk ad libitum?

En hel række studier har vist, at der er en sammenhæng mellem tilvæksten i mælkefodringsperioden og ydelsen i første laktation.


For eksempel viste et israelsk studium fra 2010 udført af Moallem et al. betydningen af tilvæksten i mælkefodringsperioden for ydelsen i første laktation. Studiet inkluderede 44 kalve (22 på hver fodring). 36 af kalvene forblev i studiet i hele første laktation. Kalvene fik tilbudt mælk 2 gange dagligt i 30 min., og i denne periode kunne de drikke ad libitum. Mælken var formuleret med 12,2 % tørstof (både mælkeerstatningen og komælken). Mælkeerstatningen havde et proteinindhold på 23,7 % (hvoraf 92 % var mælkeproteiner og resten var af vegetabilsk oprindelse) og et fedtindhold på 13 %.


Studiet viste, at kalvene, som blev fodret med komælk, havde en 10 % højere tilvækst i mælkefodringsperioden sammenlignet med de kalve, som blev fodret med mælkeerstatning (807 g/dag vs. 733 g/dag). Ydelsen i 1. laktation (305-dages ydelse) var 3,1 kg/dag højere hos de kalve, som havde fået komælk, i forhold til de kalve, som havde fået mælkeerstatning (svarende til 10,2 % højere ydelse). Der var en markant større fedtdeponering hos de kalve, der blev fodret med komælk, frem for de kalve, som blev fodret med mælkeerstatning. Det blev i dette studium konkluderet, at den øgede mælkeproduktion (10,2 %) hos de 18 førstekalvskøer, som var blevet fodret med komælk frem for mælkeerstatning, enten skyldes komælken i sig selv eller de parakrine og endokrine effekter af fedtvæv eller en interaktion mellem disse to.


På baggrund af Moallem et al. (2010) var der derfor tvivl om, hvorvidt en høj tilvækst som følge af mælkeerstatning ville medføre mere mælk i første laktation.


Soberon et al. (2012) fra Cornell Universitet satte sig derfor for at undersøge, om kalve fodret med rigelige mængder mælkeerstatning også havde en øget mælkeydelse i 1. laktation, og lavede derfor et studium med 1868 1.-kalvskøer fra to forskellige besætninger. I den ene besætning blev kalvene fodret svarende til 2–2,5 % af deres kropsvægt i mælkeerstatningstørstof fra 8–42 dage (150 g tørstof/L) svarende til ca. 8 L mælk/dag og fravænnet efter en uge på halv mængde mælk. Mælkeerstatningen indeholdt 28 % protein og 15–20 % fedt. I den anden besætning fik kalvene 900 g mælketørstof/dag, fra de var 7 dage gamle, til fravænning på dag 49. Mælkeerstatningen indeholdt 29 % protein og 15 % fedt. Dataindsamlingsperioden strakte sig over 8 år. Studiet viste, at med hvert kg tilvækst før fravænning steg ydelsen i 1. laktation med 970 kg mælk. 22 % af variationen i mælkeydelsen i 1. laktation kunne forklares af tilvæksten før fravænning.


Det er dog bemærkelsesværdigt, at der i dette studium bliver fodret med nogenlunde samme mængde mælkeerstatning til alle kalvene; kalvene er altså ikke opdelt i grupper på lav og høj mælketildeling. De kalve med den lave tilvækst har derfor enten været syge, haft et lavt kraftfoderindtag, eller det har været meget koldt i den periode, hvor de var spæde (og de har derfor haft et højt energiforbrug til vedligehold).


Med studiet af Soberon et al. (2012) var der alligevel tegn på, at der er tale om epigenetiske forandringer hos kalve med høj tilvækst tidligt i livet, som forårsager en højere mælkeydelse i første laktation.


Soberon lavede derfor i samarbejde med Van Amburgh i 2013 en metaanalyse af sammenhængen mellem tilvæksten i mælkefodringsperioden og ydelsen i 1. laktation. Analysen inkluderede 10 studier, hvor kalvene både var fodret med mælkeerstatning og med komælk. Der blev ikke taget højde for kalvenes kraftfoderindtag, da denne information ikke var tilgængelig i de inkluderede studier.


Metaanalysen påviste en positiv korrelation mellem tilvæksten i mælkefodringsperioden og ydelsen i 1. laktation. For hver 100 g øget daglig tilvækst i mælkefodringsperioden havde 1.-kalvskøerne en øget ydelse i første laktation på 155 kg [KI95 = 91–219].


Metaanalysen fandt også, at når analysen blev begrænset til kun at omfatte studier med mælkeerstatning, var der stadig en signifikant effekt af øget tilvækst i mælkefodringsperioden på ydelsen i 1. laktation, og den konkluderer derfor, at de epigenetiske forandringer, som ses ved højt ernæringsniveau tidligt i livet, ikke er medieret gennem bioaktive stoffer i mælken, men i højere grad af effekten af proteindeponering i kroppen.


I forbindelse med publiceringen af metaanalysen af Soberon og Van Amburgh (2013) grupperede forskerholdet data fra kalvene i studiet af Soberon et al. (2012) i to grupper med henholdsvis lav tilvækst (0,25–0,4 kg/dag) og høj tilvækst (0,6–0,8 kg/dag) og fandt, at effekten af tilvæksten i mælkefodringsperioden på ydelsen var ca. 12 gange så stor som effekten af kalvenes genetiske potentiale for høj ydelse.


Gelsinger et al. (2016) fra Pennsylvania Universitet har i 2015 også lavet en metaanalyse af sammenhængen mellem tilvæksten før fravænning og mælkeydelsen i første laktation. Denne analyse inkluderer også indtaget af kraftfoder i perioden før fravænning, hvilket studiet af Soberon og Van Amburgh (2013) ikke gjorde. Metaanalysen er baseret på 9 studier. Gelsinger et al. (2016) påviste en signifikant effekt af tilvæksten før fravænning på ydelsen i første laktation, men at tilvæksten i mælkefodringsperioden alene forklarede 3 % af variationen i mælkeydelsen i 1. laktation. Derimod forklarede studie 85 % af variationen i ydelsen hos 1.-kalvskøerne. Forskergruppen konkluderer derfor, at holdes tilvæksten i mælkefodringsperioden over 0,5 kg/dag, kan ydelsen i første laktation påvirkes positivt, såfremt dette kombineres med korrekt fravænningsmanagement.


Giver det så mening – økonomisk set – at give kalve meget mælk?

Det giver god mening at fodre kalve på en måde, så de får en høj tilvækst. Vi mangler dog stadig undersøgelser, som viser, om der også ses en effekt på mælkeydelsen, hvis kalvene går fra en tilvækst på fx 800 g/dag til 1000 g/dag i de første to levemåneder. Derudover er alle estimaterne for effekten af tilvæksten i mælkefodringsperioden behæftet med stor usikkerhed, hvilket ses af de meget brede konfidensintervaller. Derfor er det endnu uvist, om det giver økonomisk mening at give kalve mælk ad libitum, og derfor giver det mening at give mælkemængder, som sikrer, at kalvene ikke er sultne, kan holde varmen og har tilstrækkelig energi til at kunne etablere et immunrespons. Derfor anbefales det, at en Holstein kalv skal have mindst 8 L Holstein mælk svarende til 1200 g mælkeerstatning/dag, og at en Jersey kalv skal have 6 L Jersey mælk svarende til 1000 g mælkeerstatning/dag.


Beregn ikke Jersey kalvens mælketildeling på baggrund af kropsvægten!

Begynder man at beregne Jersey kalvens mælkebehov ud fra kropsvægt – fx mælk svarende til 20 % af kropsvægten (hvilket svarer til 5,2 L mælk til en Jersey kalv på 26 kg) – så bliver forskellen mellem mælketildelingen og kalvens ad libitum-indtag altså markant større for en Jersey kalv end for en tilsvarende Holstein kalv. Angivelse af mælkemængden i forhold til kropsvægt bør forbeholdes Holstein kalve og ikke anvendes til Jersey (som altså har brug for forholdsvis mere mælk end en Holstein).



Kildehenvisning

de Passillé, A. M., Borderas, T. F., & Rushen, J. (2011). Weaning age of calves fed a high milk allowance by automated feeders: Effects on feed, water, and energy intake, behavioral signs of hunger, and weight gains. Journal of Dairy Science, 94(3), 1401–1408. https://doi.org/10.3168/jds.2010-3441


Gelsinger, S. L., Heinrichs, A. J., & Jones, C. M. (2016). A meta-analysis of the effects of preweaned calf nutrition and growth on first-lactation performance. Journal of Dairy Science, 99(8), 6206–6214. https://doi.org/10.3168/jds.2015-10744


Jasper, J., & Weary, D. M. (2002). Effects of ad libitum milk intake on dairy calves. Journal of Dairy Science, 85(11), 3054–3058. https://doi.org/10.3168/jds.S0022-0302(02)74391-9


Liang, Y., Carroll, J. A., & Ballou, M. A. (2016). The digestive system of 1-week-old Jersey calves is well suited to digest, absorb, and incorporate protein and energy into tissue growth even when calves are fed a high plane of milk replacer. Journal of Dairy Science, 99(3), 1929–1937.


Moallem, U., Werner, D., Lehrer, H., Zachut, M., Livshitz, L., Yakoby, S., & Shamay, A. (2010). Long-term effects of ad libitum whole milk prior to weaning and prepubertal protein supplementation on skeletal growth rate and first-lactation milk production. Journal of Dairy Science, 93(6), 2639–2650. https://doi.org/10.3168/jds.2009-3007


NASEM – National Academies of Sciences, Engineering, and Medicine (2021). Nutrient requirements of dairy cattle (8. reviderede udgave). The National Academies Press. https://doi.org/10.17226/25806


NRC – National Research Council (2001). Nutrient requirements of dairy cattle (7. reviderede udgave). National Academy Press. https://doi.org/10.17226/9825


Osorio, J. S., Wallace, R. L., Tomlinson, D. J., Earleywine, T. J., Socha, M. T., & Drackley, J. K. (2012). Effects of source of trace minerals and plane of nutrition on growth and health of transported neonatal dairy calves. Journal of Dairy Science, 95(10), 5831–5844.


Rosenberger, K., Costa, J. H. C., Neave, H. W., von Keyserlingk, M. A. G., & Weary, D. M. (2017). The effect of milk allowance on behavior and weight gains in dairy calves. Journal of Dairy Science, 100(1), 504–512. https://doi.org/10.3168/jds.2016-11195


Soberon, F., Raffrenato, E., Everett, R. W., & Van Amburgh, M. E. (2012). Preweaning milk replacer intake and effects on long-term productivity of dairy calves. Journal of Dairy Science, 95(2), 783–793. https://doi.org/10.3168/jds.2011-4391


Soberon, F., & Van Amburgh, M. E. (2013). Lactation Biology Symposium: The effect of nutrient intake from milk or milk replacer of preweaned dairy calves on lactation milk yield as adults: A meta-analysis of current data. Journal of Animal Science, 91(2), 706–712. https://doi.org/10.2527/jas.2012-5834


Stamey, J. A., Janovick, N. A., Kertz, A. F., & Drackley, J. K. (2012). Influence of starter protein content on growth of dairy calves in an enhanced early nutrition program. Journal of Dairy Science, 95(6), 3327–3336.


Uys, J. L., Lourens, D. C., & Thompson, P. N. (2011). The effect of unrestricted milk feeding on the growth and health of Jersey calves. Journal of the South African Veterinary Association, 82(1), 47–52. https://doi.org/10.4102/jsava.v82i1.33

bottom of page