FORDØJELSESKANALENS UDVIKLING
Kalve fødes som monogastriske (dvs. enmavede) og i løbet af de første levemåneder forandres den forreste del af fordøjelseskanalen til at bestå af fire fordøjelseskamre. Denne udvikling har selvsagt stor betydning for kalven og dens fodring. Dette kommer som eksempel til udtryk ved, at kalve under en måned er langt mere sårbare overfor mave-tarm-lidelser end ældre kalve. Præcist hvorfor kan litteraturen endnu ikke svare på. Dog er der tegn på, at mavetarmkanalens udvikling kan opdeles i tre faser, hvor der i fodringsmanagementet skal tages hensyn til, hvilken fase kalven befinder sig i. Derfor er det vigtigt at vide, hvordan fordøjelseskanalen udvikler sig hos kalve.

Helvetica Light is an easy-to-read font, with tall and narrow letters, that works well on almost every site.
Af kvægfagdyrlæge Trine Fredslund Matthiesen
Revideret af agronom og ph.d. Jakob Sehested
23. oktober 2020. Opdateret 9. november 2026
Fordøjelseskanalens udvikling har, overraskende nok, ikke været et specielt populært forskningsemne og den tilgængelige forskning på området er knap. Der findes et par rigtig gode oversigtsartikler (Drackley, 2008 og Longenbach og Heinrichs, 1998) som gennemgår fordøjelseskanalens udvikling, men størstedelen af den forskning der ligger bag er af ældre dato og der indgår sjældent mere end få kalve i hvert studie.
Kalve fødes som funktionelt enmavede dyr og udvikler først evnen til at omsætte andre fodermidler end mælk efterhånden som optaget af andet foder øges (Drackley, 2008). Hvis ikke kalven optager andre fodermidler end mælk, vil dens drøvtyggerfunktion forblive underudviklet. Såfremt kalve får muligheden for at æde kraft- eller grovfoder i mælkefodringsperioden, vil de, afhængig af deres alder og mælkeindtag, omtrent fordoble deres indtag af kraftfoder uge for uge (Kertz og Loften, 2013).

Kalve kan opdeles i tre forskellige udviklingsstadier i forhold til mavetarmkanalen:
Præruminant: 0-21 dage (Enmaved)
Overgang: 21 dage til fravænning (Fordøjelse som en enmaved OG som drøvtygger)
Drøvtygger: Efter fravænning
Ovenstående opdeling er baseret på Drackley (2008).
Fra fødsel til ca. tre uger efter fødsel er kalve fysiologisk enmavede. Mælken bypasser vommen vha. bollerenderefleksen og fordøjes i løbe og tarm.
Den pr æruminante kalv får alene energi fra mælk
Den præruminante kalv ernæres ALENE ved mælk. Lige meget hvor meget en kalv under tre uger sultes, vil den ikke øge sit optag af kraftfoder nævneværdigt. Det ved vi for eksempel fra Rey et al. (2012) hvor 5 holsteinkalve fik 620 g mælkepulver/dag fra dag 4 til 14 og 750 g mælkepulver/dag fra dag 15-21 og alligevel kun indtog under 100 g kraftfoder pr. dag indtil dag 21, hvorefter kraftfoderindtaget omtrent blev fordoblet hver uge. Vi ved det også fra Appleby et al. (2001) hvor 23 kalve blev tildelt forskellige mængder mælk, men alle kalvene havde ubetydeligt indtag af kraftfoder de første 3 uger.
Det giver derfor ikke mening at reducere mælkeindtaget hos kalve under tre uger med det formål at øge kraftfoderoptaget!

Det er en udmærket strategi at tildele kraftfoder til helt unge kalve, men når energi-tildelingen beregnes, er energi-indtaget fra kraftfoder uden betydning, når kalven er yngre end tre uger.
Fordøjelsen af næringsstoffer foregår primært i løbe og tarm hos den præruminante kalv
Fordøjelsen af mælk foregår hos den præruminante kalv i løbe og tarm via sekretion af enzymer fra løbe- og tarmslimhinden. Når mælken (som indeholder casein) kommer til løben koagulerer den som følge af sekretion af chymosin (=rennin) fra løbeslimhinden. Heinrichs (2007) har en meget udførlig beskrivelse af udskillelsen og funktionen af de enkelte enzymer hos præruminante kalve og kan med fordel læses hvis man ønsker et mere dybdegående kendskab til emnet.
Her kommer en kort opsummering, hvor det vigtigste budskab er, at tarmen hos præruminante kalve er umoden og ikke i stand til at fordøje meget andet end mælk (Longenbach og Heinrichs, 1998).
Som præruminant er kalvene designet til at fordøje mælk og fordøjelsen af mælkeproteiner er derfor meget effektiv. Til gengæld er fordøjelsen af non-mælk proteiner begrænset hos den præruminante kalv (Drackley, 2008). Det samme gør sig gældende for kulhydrater, hvor laktose (som er det primære kulhydrat i mælk) fordøjes effektivt vha. sekretion af laktase fra brush border enterocytterne i tyndtarmen. Dette er i kontrast til fordøjelsen af mere komplicerede kulhydrater (herunder stivelse, dextrin og maltose) som er mangelfuld hos den præruminante kalv, men udvikles gradvist i løbet af den første levemåned (Drackley, 2008; Longenbach og Heinrichs, 1998).
Longenbach og Heinrichs (1998) angiver - og der citeres:
"At approximately three weeks of age, the calf's digestive enzyme production diversifies and changes the digestibility and utilization of carbohydrates and protein sources dramatically"
Mælkefedt fordøjes i løben blandt andet ved hjælp af enzymer som udskilles i kalvens spyt (Drackley, 2008; Longenbach og Heinrichs, 1998). Kalve producerer store mængder spyt når de sutter og derfor kan det være en fordel at mælkefodre vha. en sut. Der sker efterfølgende en yderligere fordøjelse af fedt i løbe og tyndtarm.
Det er ikke kun sekretionen af diverse enzymer som ændrer sig med kalvens alder, men også den histologiske morfologi af mave-tarmkanalens slimhinde. Guilloteau et al. (2009) beskriver at dybden af krypterne i jejunum øges ligesom villushøjden i duodenum og jejunum øges med stigende alder hos kalve hvilket har betydning for sekretions- og absorptionskapaciteten.
Sucrose (som vi kender som almindeligt køkkensukker) kan IKKE fordøjes i tarmen af ruminanter og anvendes videnskabeligt til at inducere osmotisk diarré (Guilloteau et al., 2009).
Non-mælk proteinkilder til den præruminante kalv anbefales ikke
Valget af mælkeerstatning - og i særdeleshed mælkeerstatning med non-mælk proteiner til kalve under tre uger, giver en lavere tilvækst og foderudnyttelse. Formålet med at inkludere non-mælk protein-kilder i mælkeerstatning er at reducere prisen, da vegetabilske proteinkilder er billigere end mælkeproteiner. Det er derfor typisk de lidt billigere mælkepulvere, der indeholder non-mælk proteiner. Her er det vigtigt at pointere, at vallebaserede mælkepulver sagtens kan være ren mælkeproteiner og der er ikke noget i litteraturen som indikerer, at mælkeerstatning baseret på skummetmælk (indeholdende kasein) er bedre end vallebaserede mælkeerstatninger (som ikke indeholder kasein).
Non-mælk proteinkilder er typisk hydrolyseret hvede gluten, ris-protein eller soja-protein.
Indeholder en mælkeerstatning 6 % hvedegluten (hvor hvedegluten koncentratet indeholder 80 % råprotein) vil hvedegluten udgøre 19 % af råproteinet i en mælkeerstatning med 26 % råprotein. Tilsætter man 4,6 % hvedegluten til en mælkeerstatning med 20 % protein vil hvedegluten udgøre 15 % af råproteinet i mælkeerstatningen. Så det betyder faktisk en hel del, selvom der kun tilsættes 6 % hvedegluten i en mælkeerstatning.
Følgende tre studier undersøger effekten af at tilsætte hvedegluten til mælkeerstatningen til præruminante kalve og viser en reduceret tilvækst, men ikke en øget forekomst af diarré.
Hill et al. (2008) studerede effekten af at erstatte mælkeproteiner med hvedegluten og fandt en lineær reduktion i foderudnyttelsen og tilvæksten med øget indhold af hvedegluten i mælkeerstatningen (op til 38 % af proteinandelen svarende til at mælkeerstatningen indeholdt 0, 6 eller 12 % hvedegluten). Der blev tilsat ekstra aminosyrer for at tilpasse aminosyresammensætningen til kalvens behov. Der var 16 kalve i hver gruppe og kalvene i studiet var 2-4 dage gamle ved forsøgets start og fik mellem 454 – 681 g mælkepulver/dag. Der var ikke en øget forekomst af diarré blandt kalve som fik hvedegluten i mælken. Der var en tilvækstreduktion på mellem 12-21 % når hvedegluten erstattede mellem 15-38 % af råproteinet i mælkeerstatningen.
Wittek et al. (2016) studerede 10 kalve i alderen 5-7 dage som fik 12-16 % af deres kropsvægt i mælk dagligt, fordelt på fire daglige fodringer. Kalvene fik én af to mælkeerstatninger, hvor den ene var ren mælkeprotein (50 % skummetmælk) og den anden indeholdt 7,7 % hvedeprotein. Kalvene blev fodret med den ene mælkeerstatning i 3 dage, efterfulgt af den anden mælkeerstatning i 3 dage og slutteligt med den første mælkeerstatning i 3 dage, hvilket gør metoden dårligt egnet til at vurdere en forskel i tilvækst mellem de to mælkepulvere. Tilsætning af hvedeprotein til mælkeerstatning medførte ikke en øget forekomst af diarré, men der blev påvist en øget abomasal tømningshastighed i forhold til mælkeerstatning med ren mælkeprotein. Kalvene i dette studium havde en tilvækst på mindre end 200 g/dag, hvilket er lavere end hvad man ville forvente på baggrund af den tildelte mælkemængde.
Et kinesisk forskerteam (Huang et al., 2015) erstattede 70 % af protein-delen i en 22 % protein mælkeerstatning med ris-protein, hvede-protein, soja-protein og peanut-protein (og sørgede for at tilpasse aminosyre-sammensætningen ved at tilsætte ekstra aminosyrer). Der indgik 50 kalve på 21 dage (dvs. overgangskalve) i studiet. Kalvene fik en restriktiv mælkefodring på 10 % af deres kropsvægt. Sammenlignet med en tilsvarende mælkeerstatning baseret på mælkeprotein, var tilvæksten sammenlignelig for kalve som blev fodret med ris- og sojaprotein, mens kalvene som fik hvedeprotein og peanutprotein havde en lavere tilvækst. Så selvom dette kinesiske studium ikke inkluderer præruminante kalve må det forventes, at den lavere tilvækst som ses hos de ældre kalve vil være endnu mere udtalt hos de præruminante kalve.
Etablering af vomfunktion hos den præruminante kalv
Rey et al. (2012) studerede udviklingen af vommen hos 5 nyfødte holsteinkalve i Frankrig. Ved at udtage vomsaftprøver med en vomsonde i løbet af mælkefodringsperioden fandt forskerne, at vommens fermentative og enzymatiske egenskaber blev etableret allerede i løbet af kalvens første 10 levedage hvor vommiljøet bl.a. gik fra at være aerobt til at være anaerobt.
pH i løben hos den præruminante kalv
pHen i løben er meget fluktuerende hos den præruminante kalv og er stærkt afhængig af fodring. Når kalven får mælk stiger pHen i løben til omkring 6, hvorefter pHen falder 6-7 timer efter fodring helt ned til en pH på omkring 1,5 som fortsætter indtil kalven igen fodres (Hildebrandt et al., 2017; Smith et al., 2012).
Dette er i kontrast til den ruminante kalv, hvor den kontinuerlige passage af indhold fra vommen til løben sikrer et konstant pH i løben som ligger omkring 2,1-2,2 (Constable et al., 2006). Constable et al. (2006) er et konferencesammendrag og er derfor ikke peer-reviewed. Det har dog ikke været muligt at finde andre studier som beskriver pHen i løben hos ældre, drøvtyggende kalve.
Overgangskalven
Når kalven bliver 3 uger begynder den at øge sit optag af fast foder. I kraft af optaget af kraft- og grovfoder begynder drøvtyggerfunktionen at udvikles og kalven begynder overgangen fra en enmaved fordøjelse til at blive drøvtygger.
Enzymsekretion fra pancreas og tarmen ændrer sig når kalven bliver tre uger
Når kalven bliver mere end tre uger gammel påbegyndes sekretionen af enzymer fra pancreas og tarmslimhinden som muliggør spaltning af mere avancerede kulhydrater som stivelse, dextrin og maltose i tarmen. Der ses tillige en forbedret enzymatisk nedbrydning af protein i tarmen (Drackley, 2008).
Fordøjelsen foregår i den præruminante fase og i starten af overgangsperioden primært i tarmen (sekretion af enzymer fra pancreas og tarmslimhinden) mens kapaciteten i vommen gradvist øges jo mere kraft- og grovfoder kalven optager. Mikrobiel produktion af VFA (især butyrat og propionat) medfører vækst af vompapiller, mens foderrationens fysiske fylde og struktur øger muskellagets tykkelse og vommens fyldekapacitet (Drackley, 2008). I begyndelsen af vommens udvikling hos overgangskalven er pHen lavere end 6 i størstedelen af døgnet hvilket begrænser opformering og aktivitet af cellulolytiske bakterier. Derfor er overgangskalvens evne til at omsætte grovfoder mangelfuld og kalve i den tidlige overgangsperiode er derfor bedst egnet til at udvinde energi fra letfordøjeligt kraftfoder. I 10-ugers alderen begynder absorptionsoverfladen i vommen at være udviklet i en sådan grad, at mikrobielt produceret VFA effektivt optages, således at vommens pH stabiliserer sig på et niveau over 6 hvor cellulolytiske bakterier kan trives (Drackley, 2008).
Vomfunktionen udvikles gradvist afhængig af hvor meget kraft- og grovfoder kalven indtager.
Som tommelfingerregel kan man regne med at kalven fordobler sit kraftfoderindtag hver uge.
Vommens begrænsede fyldekapacitet og cellulolytisk aktivitet hos overgangskalven reducerer udnyttelsesgraden af grovfoder
Overgangskalven har ikke en tilstrækkelig fyldekapacitet i vommen til at kunne optage grovfoder i så store mængder, at den kan indtage nok energi til at understøtte sit energibehov. Hertil kommer, at den begrænsede cellulolytiske aktivitet i vommens mikrobielle flora begrænser udnyttelsesgraden af grovfoder og derfor kan en overgangskalv ikke alene ernæres af grovfoder – den har brug for at blive suppleret med kraftfoder. Ikke dermed sagt, at en kalv ikke skal fodres med grovfoder – den skal have grovfoder så den kan udvikle vommens fyldekapacitet, muskellag og den mikrobielle flora.

Hvornår kan en kalv fodres udelukkende med grovfoder?
Det vil være individuelt fra kalv til kalv og afhængig af det grovfoder der fodres med, hvornår den er i stand til at udvinde tilstrækkeligt energi fra grovfoder. Målet for tilvæksten i den givne alder vil også være bestemmende for, hvor stor en andel af grovfoder kalvene kan få i deres foderration. Som udgangspunkt skal kalve suppleres med kraftfoder (eller mælk) indtil de er 5-7 mdr. og derefter vil de i mange tilfælde være i stand til at overgå til en ration som primært udgøres af grovfoder. Dette må dog vurderes i den enkelte besætning ved at vurdere dyrenes huld og tilvækst.
Hvor lang er overgangsperioden?
Det vil være individuelt fra besætning til besætning, hvor lang overgangsperioden skal være og afgøres primært af, hvor længe man vil blive ved med at give kalvene mælk. Hvis man vil fravænne kalvene tidligt (fx ved 8 uger) bør man tidligt i overgangsperioden påbegynde et management som medvirker til at kalvene optager meget kraftfoder og gerne også grovfoder. Derfor skal mælkefodringsstrategien være lagt efter det ønskede tidspunkt for fravænning – det giver for eksempel ikke mening at give kalvene mælk ad libitum fra 0-7 uger og fravænne dem når de bliver 8 uger!
Vommens udvikling afhænger af, hvor meget fast foder kalven indtager hvilket igen påvirkes af flere forhold herunder:
Mængden af mælk kalvene tildeles
Sygdom udsætter fravænningsalderen pga. nedsat kraftfoderoptag i forbindelse med sygdom (Roth et al., 2009)
Kvaliteten af det kraft- og grovfoder kalvene får.
Meget stor individuel variation i kraftfoderoptag
Det er en generel betragtning, at der er en meget stor individuel variation i kraftfoderoptaget fra kalv til kalv (de Passillé og Rushen, 2012). Der er derfor stor variation i, hvornår de enkelte kalve er klar til at blive fravænnet mælken og det er vigtigt at sikre, at den fravænningsprocedure man anvender er tilrettelagt efter at tilgodese alle kalve - også de kalve som ikke har et højt indtag af kraftfoder.
For mere information om fravænning, besøg siden Fravænning.
Den ruminante kalv
I takt med at kalven optager mere og mere kraft- og grovfoder udvikles vommens fermentering og absorption af næringsstoffer i en sådan grad, at kalvens energibehov kan understøttes fra vommen. Når kalven ikke længere får mælk (og den har gennemgået en passende fravænning, så vommen har fået tid til at udvikle sig) kan den betegnes som ruminant.
Hos den ruminante kalv foregår den primære fordøjelse i vommen og kalven optager størstedelen af sin energi i form af VFA optaget over vomvæggen, mens en stor del af protein-forsyningen understøttes i form af mikrobiel biomasse.
Kildehenvisning
Appleby, M. C., Weary, D. M., & Chua, B. (2001). Performance and feeding behaviour of calves on ad libitum milk from artificial teats. Applied Animal Behaviour Science, 74(3), 191-201. doi:10.1016/S0168-1591(01)00171-X
Constable, P. D., Wittek, T., Ahmed, A. F., Marshall, T. S., Sen, I., & Nouri, M. (2006). Abomasal pH and emptying rate in the calf and dairy cow and the effect of commonly administered therapeutic agents. Proceedings of the 24th World Buiatrics Congress, Nice, Frankrig.
de Passillé, A. M., & Rushen, J. (2012). Adjusting the weaning age of calves fed by automated feeders according to individual intakes of solid feed. Journal of Dairy Science, 95(9), 5292-5298. doi:10.3168/jds.2012-5521
Drackley, J. K. (2008). Calf nutrition from birth to breeding. Veterinary Clinics of North America: Food Animal Practice, 24(1), 55-86. doi:10.1016/j.cvfa.2008.01.001
Guilloteau, P., Zabielski, R., & Blum, J. W. (2009). Gastrointestinal tract and digestion in the young ruminant: Ontogenesis, adaptations, consequences and manipulations. Journal of Physiology and Pharmacology, 60(Suppl. 3), 37-46.
Heinrichs, A. J. (2007). Gastrointestinal development in dairy calves. Proceedings fra konferencen Calf Management, Steinkjer, Norge, 20.-22. juni 2007.
Hildebrandt, T., Scheuch, E., Weitschies, W., Grimm, M., Schneider, F., Bachmann, L., & Vervuert, I. (2017). Measurement of abomasal conditions (pH, pressure and temperature) in healthy and diarrheic dairy calves using a wireless ambulatory capsule. Livestock Science, 203, 41-47. doi:10.1016/j.livsci.2017.06.011
Hill, T. M., Bateman, H. G., Aldrich, J. M., & Schlotterbeck, R. L. (2008). Effects of using wheat gluten and rice protein concentrate in dairy calf milk replacers. The Professional Animal Scientist, 24(5), 465-472. doi:10.15232/S1080-7446(15)30879-2
Huang, K., Tu, Y., Si, B., Xu, G., Guo, J., Guo, F., Yang, C., & Diao, Q. (2015). Effects of protein sources for milk replacers on growth performance and serum biochemical indexes of suckling calves. Animal Nutrition, 1(4), 349-355. doi:10.1016/j.aninu.2015.11.012
Kertz, A. F., & Loften, J. R. (2013). A historical perspective of specific milk-replacer feeding programs in the United States and effects on eventual performance of Holstein dairy calves. The Professional Animal Scientist, 29(4), 321-332. doi:10.15232/S1080-7446(15)30245-X
Longenbach, J. I., & Heinrichs, A. J. (1998). A review of the importance and physiological role of curd formation in the abomasum of young calves. Animal Feed Science and Technology, 73(1-2), 85-97. doi:10.1016/S0377-8401(98)00130-8
Rey, M., Enjalbert, F., & Monteils, V. (2012). Establishment of ruminal enzyme activities and fermentation capacity in dairy calves from birth through weaning. Journal of Dairy Science, 95(3), 1500-1512. doi:10.3168/jds.2011-4902
Roth, B. A., Keil, N. M., Gygax, L., & Hillmann, E. (2009). Influence of weaning method on health status and rumen development in dairy calves. Journal of Dairy Science, 92(2), 645-656.
Smith, G. W., Ahmed, A. F., & Constable, P. D. (2012). Effect of orally administered electrolyte solution formulation on abomasal luminal pH and emptying rate in dairy calves. Journal of the American Veterinary Medical Association, 241(8), 1075-1082.
Wittek, T., Ernstberger, M., Muckenhuber, M., & Flöck, M. (2016). Effects of wheat protein in milk replacers on abomasal emptying rate in calves. Journal of Animal Physiology and Animal Nutrition, 100(2), 264-270. doi:10.1111/jpn.12363
