Det nødvendige proteinindhold afhænger af tilvæksten

Det optimale proteinindhold i en mælkeerstatning afhænger af, hvor høj en tilvækst man ønsker sine kalve skal have (og derfor hvor meget mælkeerstatning kalvene får). Man kan derfor ikke give en generel anbefaling, som passer på alle fodringsniveauer. Man skal derfor holde den forventede tilvækst for øje, når man vurderer proteintildelingen (og det gør det altså lidt kompliceret at arbejde med). Jo højere tilvækst, jo større er proteinbehovet. Årsagen til dette er, at en kalv ikke skal bruge meget protein til at opfylde sit vedligeholdelsesbehov i modsætning til deponering af muskelvæv, som kræver mere protein. Fodrer man tæt på vedligeholdelsesbehovet, kan man derfor nøjes med en mælkeerstatning med mindre protein (omkring 20 %), end hvis man gerne vil have en højere tilvækst (Drackley, 2008).

​

Et af de eneste studier, som undersøger betydningen af proteinindtaget ved høje fodringsniveauer er Bartlett et al. (2006), som har lavet et studie med det formål, at undersøge effekten af at øge proteinindholdet i en vallebaseret mælkeerstatning ved et højt og et lavt fodringsniveau på tilvæksten. I de første tre uger af kalvenes liv fik de Holstein mælk (10 % af kropsvægten dagligt) og havde en høj forekomst af sundhedsudfordringer herunder lungebetændelse, varmestress, diarré og cryptosporidose. Det skal bemærkes, at 23 af de oprindelige 108 kalve døde i løbet af denne periode (så det har været slemt!). Da kalvene var tre uger gamle, startede forsøget, hvor kalvene (n=59) blev fodret på 2 forskellige fodringsniveauer (1,25 og 1,75 % af kropsvægten i mælketørstof pr dag) med 4 mælkeerstatninger med forskelligt proteinindhold (14,3, 18,6, 22,3 og 24,8 %) i 5 uger. Mælkeerstatningerne blev formuleret, så de havde samme energiindhold (5,1 Mcal GE pr kg = 0,9312 * 5,1 = 4,75 Mcal ME = 19,88 MJ ME pr kg tørstof) og derfor varierede mængden af fedt og laktose for at balancere energiindholdet. Mælkeerstatningerne blev opblandet til 12,5 % tørstof, og kalvene fik ikke kraftfoder. Fedtet i mælkeerstatningen var af animalsk oprindelse. Studiet viste, at kalvene som fik 1,75 % af deres kropsvægt (dvs. lige knap et kg mælkeerstatning pr dag), havde en daglig tilvækst på 509, 561, 690 og 703 g pr dag for grupperne af kalve, som fik mælkeerstatning med henholdsvis 14,3, 18,6, 22,3 og 24,8 % protein. Bartlett et al. (2006) konkluderede på denne baggrund, at når kalve får 1,75 % af deres kropsvægt i mælketørstof (svarende til ca. 900-1000 g mælkeerstatning pr dag) øges den daglige tilvækst ved et proteinindhold i mælkeerstatningen op til 24,8 %. Fodres de på et lavt energiniveau, dvs. 1,25 % af deres kropsvægt i mælkeerstatning (svarende til ca. 600-700 g mælketørstof pr dag), har kalvene ikke brug for en mælkeerstatning med mere end 22 % protein. 

​

Morrison et al. (2009) undersøgte også effekten af at øge proteintildelingen til kalve på et lavt (472 g mælkeerstatning pr dag) og højt fodringsniveau (944 g mælkeerstatning pr dag). 153 kalvene blev inddelt i 4 grupper hvoraf halvdelen fik en høj og lav mælketildeling og hvor halvdelen fik en mælkeerstatning med enten 21 eller 27 % protein. Kalvene fik desuden tildelt kraftfoder da de var 5 dage gamle. Kalvene blev inddelt i grupper af max 25 og fodret via en sutteautomat. 1,5 % af proteinet i mælkeerstatningerne var hydrolyseret hvedeprotein. Kalvene som blev fodret på et højt fodringsniveau vejede mere end de kalve, som fik en lav mælkemængde, men der var ikke forskel i tilvæksten mellem de kalve, som fik mælkeerstatning med 21 % eller 27 % protein.

​

Studiet af Morrison et al. (2009) sætter derfor spørgsmålstegn ved, om kalvene får en højere tilvækst ved et øget proteinindhold i mælken, hvis de samtidig får kraftfoder. Morrison et al. (2009) studiet er lavet under mere praksisrelevante fodringsforhold, end studiet af Bartlett et al. (2006). Det er nødvendigt med flere studier som viser, om det kan betale sig at investere i en dyrere mælkeerstatning med fx 26 % protein, eller om der i kraft af kalvenes samtidige kraftfoderoptag ikke kan påvises en forskel. Desuden mangler studier, hvor kalven udover mælk og kraftfoder også tilbydes fx hø, hvilket er det mest almindelige under danske forhold.

​

Kigger man lidt videre i den videnskabelige litteratur er det nemlig dokumenteret, at kalve også kan opnå en høj tilvækst på mælkeerstatninger med et proteinindhold i starten af 20-erne. Nedenstående figur viser forskellige studier, som fodrer kalve på et forskelligt fodringsniveau og med mælkeerstatninger som indeholder forskellige andele protein: