Lav vom-pH er et hyppigt fund hos kalve

På tværs af de inkluderede studier er der relativt god evidens for, at lav vom-pH forekommer hyppigt hos kalve i mælkefodringsperioden og i perioden omkring fravænning. Dette understøttes af gentagne pH-målinger i flere uafhængige forsøgsserier. Lav vom-pH forekommer både før og efter optagelse af kraftfoder og er således ikke begrænset til kortvarige fald i pH umiddelbart efter et måltid.

En høj optagelse af kraftfoder er generelt forbundet med lavere vom-pH. Dette ses ikke alene ved kraftfoder med et højt stivelsesindhold, men også ved kraftfoder med et relativt højt fiberindhold. Vom-pH kan derfor ikke uden videre anvendes som indikator for, om en foderration samlet set er optimal med hensyn til kalvens sundhed, produktivitet og velfærd.

Svært at vurdere fodringens påvirkning på sundhed

Den manglende forståelse af, hvilke parametre der bedst karakteriserer en sund fordøjelse hos kalve (og køer), afspejles også i anbefalingerne for sammensætningen af starterfoder fra førende forskere. Der er endnu ikke konsensus om den optimale sammensætning af kraftfoder til kalve (McCarthy et al., 2026). NASEM (2021) angiver eksempelvis ikke et specifikt optimalt stivelsesniveau i starterfoder, men anfører, at starterblandinger under de fleste forhold indeholder mellem 22 og 38 % stivelse på tørstofbasis.

Lav vom-pH er ikke entydigt forbundet med nedsat produktivitet

Den foreliggende litteratur understøtter ikke hypotesen om, at lav vom-pH i sig selv konsekvent medfører reduceret foderoptagelse eller tilvækst hos kalve. Kalve kan have lav vom-pH både før fravænning og i ugerne efter fravænning uden samtidig at udvise reduceret foderoptagelse eller vækst. Studierne viser både manglende sammenhænge og associationer i modsat retning.

I flere undersøgelser er det således kalvene med den højeste kraftfoderoptagelse og den højeste tilvækst, der samtidig har den laveste vom-pH. En sandsynlig forklaring er, at en høj optagelse af fermenterbart kraftfoder både kan understøtte en høj tilvækst og medføre en større produktion af flygtige fedtsyrer (VFA) i vommen og dermed en lavere pH. Lav vom-pH kan derfor ikke betragtes som en entydig prædiktor for nedsat produktivitet hos kalve.

Samlet set understøtter størstedelen af den gennemgåede litteratur derfor den hypotese, at lav vom-pH kan forekomme som en del af den normale fysiologi hos kalve omkring fravænning, når kalvene samtidig har adgang til relevant strukturfoder. Dette er imidlertid ikke det samme som at konkludere, at lav vom-pH nødvendigvis er biologisk betydningsløs.

Fravær af produktionsmæssige effekter er ikke ensbetydende med fravær af biologiske effekter

En væsentlig begrænsning i litteraturen er, at størstedelen af studierne primært undersøger foderoptagelse, tilvækst og vom-pH. Der findes væsentligt færre undersøgelser af eksempelvis vomvæv, tarmbarriere, systemisk inflammation og andre fysiologiske responser.

En høj kraftfoderoptagelse kan således være forbundet med høj tilvækst, samtidig med at der potentielt forekommer ændringer i vomvæggen, tarmens barrierefunktion eller inflammatoriske processer. Uændret foderoptagelse og tilvækst dokumenterer derfor ikke i sig selv, at vomvæv, tarmfunktion eller andre fysiologiske processer er upåvirkede.

Der er heller ikke påvist en konsistent sammenhæng mellem lav vom-pH og systemisk inflammation. De studier, der samtidig har målt vom-pH og akutfaseproteiner, finder ikke tegn på et inflammatorisk respons relateret til lav vom-pH. Fraværet af en dokumenteret sammenhæng bør derfor ikke sidestilles med dokumentation for, at en sådan sammenhæng ikke eksisterer.

Effekten af vom-pH kan vanskeligt isoleres eksperimentelt

En central metodisk udfordring i litteraturen er, at vom-pH sjældent manipuleres uafhængigt af andre egenskaber ved fodringen. Forsøgsrationerne varierer ofte samtidig i mængden af strukturfoder, kraftfoderets sammensætning, råvarer og fermenterbarhed. Forskelle mellem forsøgsgrupper kan derfor ikke uden videre alene tilskrives forskelle i vom-pH.

Fodringen kan samtidig påvirke en række andre forhold, herunder passagehastighed, vomvæskens osmolaritet, produktion og sammensætning af flygtige fedtsyrer (VFA) samt substrattilførslen til den øvrige del af fordøjelseskanalen. Hertil kommer betydningen af kalvens alder og den hastighed, hvormed mælke- og kraftfoderoptagelsen ændres omkring fravænning. Disse faktorer kan sjældent holdes konstante samtidig med, at vom-pH ændres. Det er derfor vanskeligt at afgøre, om observerede biologiske responser skyldes pH i sig selv eller de fodringsmæssige og metaboliske forhold, der har fremkaldt den lave pH.

Dette er en afgørende begrænsning ved fortolkningen af den eksisterende litteratur: Der er relativt god evidens for, at lav vom-pH forekommer hos kalve, men væsentligt mindre sikker evidens for, hvad den lave pH i sig selv betyder biologisk.

Fokus bevæger sig væk fra studier af vom-pH til i stedet at se på den samlede fordøjelse

Den nyere forskning bevæger sig derfor væk fra udelukkende at anvende vom-pH som mål for en sund eller uhensigtsmæssig fordøjelse. Opmærksomheden rettes i stigende grad mod, hvor og hvordan fodermidlerne fordøjes gennem hele mavetarmkanalen. Særligt er der kommet øget fokus på bagtarmsfermentering og på, hvordan tilførslen af fermenterbart substrat til bagtarmen kan påvirke tarmfunktion, barrierefunktion og inflammation i tarmvæggen.

Denne udvikling understøtter et bredere syn på fordøjelsessundhed hos kalve, hvor vom-pH betragtes som én blandt flere fysiologiske parametre frem for som et selvstændigt diagnostisk mål.

Samlet vurdering

På baggrund af den foreliggende litteratur er den mest robuste konklusion, at lav vom-pH er et hyppigt forekommende fund hos kalve omkring fravænning og ikke i sig selv er entydigt forbundet med reduceret foderoptagelse eller tilvækst. Dette taler imod en direkte overførsel af definitioner og fortolkninger af lav vom-pH fra voksne køer til kalve.

Evidensen understøtter imidlertid heller ikke den modsatte konklusion, at lav vom-pH altid er uden biologisk betydning. Potentielle effekter på vomvæv, tarmbarriere og inflammatoriske processer er væsentligt dårligere undersøgt end effekterne på foderoptagelse og tilvækst, og lokale skadelige effekter kan derfor ikke udelukkes.

Vom-pH er ofte lav i de første leveuger

Formålet med dette afsnit er at belyse udviklingen i vom-pH, allerede inden kalvene begynder at optage kraftfoder i større mængder.

Van Niekerk et al. (2021) undersøgte, hvordan den markante stigning i kraftfoderoptagelsen omkring fravænning påvirker kalvens vommiljø. Undersøgelsen omfattede seks Holstein-tyrekalve, som fra fødsel til 5-ugersalderen fik 1.000-1.400 g mælkeerstatningstørstof pr. dag. I kalvenes 6. leveuge blev mælkemængden reduceret med 50 %, og ved 7-ugersalderen var kalvene fuldt fravænnet. Der er således tale om en ret brat fravænning fra så høj en mælkefodring. Gennem hele perioden havde kalvene fri adgang til kraftfoder og snittet halm.

Før fravænning havde kalvene en tilvækst på 1.200 g/dag, men i uge 6 faldt tilvæksten til 220 g/dag, og i uge 7 tabte de sig 320 g/dag, begge meget lave sammenlignet med niveauet før fravænning, jævnfør nedenstående figur.

Kalvenes vægt var ikke forskellig i uge 5, 6, 7 og 8 pga. begrænset energioptagelse som følge af manglende tilvænning til optagelse af kraftfoder før fravænning (de indtog ca. 130 g/dag i uge 4 og 5).

Resultaterne viste, at kalvene havde en lav vom-pH allerede inden fravænning (pH under 5,8 i 936 minutter/dag), selvom deres kraftfoderoptagelse på dette tidspunkt var relativt begrænset (130 g/dag). Vom-pH blev registreret kontinuerligt ved hjælp af pH-boli placeret direkte i vommen gennem vomfistler, som var blevet indsat i kalvenes 3. leveuge. Efter fravænning steg kraftfoderoptagelsen markant og medførte den laveste vom-pH i uge 7 og 8. Kraftfoderoptagelsen steg gennem forsøgsperioden trods lav vom-pH. Ved 7-ugersalderen indtog kalvene omkring 1 kg kraftfoder dagligt, mens optagelsen var steget til omkring 2 kg ved 9,5-ugersalderen. Trods den lave vom-pH blev der heller ikke observeret en stigning i koncentrationen af akutfaseproteiner i blodet. Resultaterne tydede således ikke på, at den lave vom-pH var forbundet med systemisk inflammation eller andre negative konsekvenser for kalvene. Figuren nedenfor viser udviklingen i vom-pH hos kalvene over tid.

Kristensen et al. (2007) har undersøgt udviklingen i vom-pH hos kalve i 2.-5. leveuge med forskellig optagelse af kraftfoder baseret på byg. Kraftfoderet indeholdt 385 g stivelse/kg tørstof, 199 g råprotein/kg tørstof og 156 g NDF/kg tørstof. Kalvene havde ad libitum adgang til græshø. Kalvene fik forskellige mængder mælk; 3,10 kg, 4,84 kg, 6,60 kg og 8,34 kg mælkeerstatning pr. dag (12,3 % tørstof) og havde derfor også forskellig kraftfoderoptagelse, hvor kalvene på de lave mælkemængder indtog mest kraftfoder. I uge 5 indtog 3,10 kg-kalvene ca. 1.200 g kraftfoder/dag, 4,84 kg-kalvene ca. 800 g/dag, 6,60 kg-kalvene ca. 400 g/dag, mens 8,34 kg-kalvene indtog ca. 300 g/dag. Der var ikke forskel på kalvenes optagelse af græshø, som udgjorde omkring 5-10 % af den samlede optagelse af fast foder. Undersøgelsen viste, at der på trods af stor forskel i kraftfoderoptagelsen ikke var forskel i vom-pH mellem kalvene, og at de alle havde lav vom-pH. Antallet af timer om dagen, hvor pH var under 5,8 og 5,5, var henholdsvis 7-18 ± 3 og 5-13 ± 4 timer pr. dag.

Samlet konklusion: Kalve har lav vom-pH allerede inden de begynder at optage kraftfoder i større mængder – tilsyneladende uden negative effekter for kalven (om end vomvæggens integritet eller inflammatoriske respons ikke altid er blevet undersøgt).

Høj energioptagelse fra kraftfoder reducerer vom-pH – men er ikke efterfølgende relateret til reduceret tilvækst eller foderoptagelse

Kalve kan have en relativt lav vom-pH allerede inden de begynder at optage større mængder kraftfoder. Når kraftfoderoptagelsen stiger, vil den øgede fermentering af letomsættelige kulhydrater og den deraf følgende produktion af VFA teoretisk set bidrage til yderligere fald i vom-pH. Dette afsnit undersøger, om en høj og stigende kraftfoderoptagelse omkring fravænning er forbundet med lav vom-pH, og om en sådan lav pH er associeret med negative konsekvenser for kalven i form af reduceret kraftfoderoptagelse og tilvækst. En væsentlig begrænsning ved den eksisterende litteratur er imidlertid, at studierne ofte følger kalvene i en relativt kort periode. Det er derfor vanskeligt at vurdere, om en vedvarende lav vom-pH får negative konsekvenser senere i opdrætsperioden, når kalvene bliver ældre og optager større mængder kraftfoder.

Laarman et al. (2012) har sammenlignet effekten af tre kraftfoderblandinger til kalve fra fødsel til de optager 2,5 kg kraftfoder/dag i en alder af ca. 65-68 dage. De tre kraftfoderblandinger var med forskellig struktur (hele, valsede kerner og pelleterede dele), hvor det kun var indholdet af den pelleterede del, som var forskellig. Kraftfoderet indeholdt 10 % dampvalset byg og 19 % dampvalset majs og var designet således, at CRN havde et højt indhold af stivelse og et relativt lavere indhold af NDF sammenlignet med BP og især DDGS:

• CRN: 18,8 % formalet majs indeholdende 35,3 % stivelse og 17,8 % NDF

• BP: 10,2 % roepiller, 33,4 % stivelse og 18,8 % NDF

• DDGS: 18,6 % triticale dried distillers grains (tørret kornbærme lavet af triticale) indeholdende 31,4 % stivelse og 21,8 % NDF

Fra kalvene var ca. 14 dage gamle, blev mælketildelingen øget fra 600 til 1.200 g/dag. De fik 1.200 g mælkeerstatning/dag fra uge 4-6. I uge 7 blev fravænning påbegyndt ved en reduktion til 900 g/dag. I uge 8 fik kalvene 600 g/dag. Kalvene fik ingen mælk i uge 9. Forskergruppen havde den hypotese, at kalvene, som fik kraftfoder med højt stivelsesniveau, ville have lavere vom-pH og som følge deraf lavere foderoptagelse og tilvækst. De forventede således den højeste tilvækst hos DDGS-kalvene.

På dag 56 blev de (ud over deres respektive kraftfoder) for første gang tilbudt blandet bælgplantehø (mixed legume hay) ad libitum (bælgplanterne kunne fx være lucerne eller kløver, men det er ikke angivet). Da kalvene indtog 2,5 kg pr. dag af deres respektive kraftfoder, blev der foretaget en kontinuerlig måling af vom-pH i 4 dage.

Kalvene, som fik DDGS, havde den laveste pH i vommen i undersøgelsen, men havde alligevel den højeste stigning i kraftfoderoptagelsen efter fravænning sammenlignet med CRN og BP. Der var ikke forskel på tilvækst mellem grupperne.

McCurdy et al. (2019) undersøgte sammenhængen mellem vom-pH, foderoptagelse og tilvækst hos kalve i henholdsvis 6- og 9-ugersalderen. Vom-pH blev registreret kontinuerligt gennem hele uge 6 og uge 9. I forsøget indgik 36 kalve, som havde adgang til et kraftfoder med 22,1 % protein og 36,5 % stivelse. Kraftfoderets fysiske form er ikke angivet.

Kalvene indgik i forskellige behandlinger før og efter fravænning. Før fravænning fik PRE-M-gruppen udelukkende mælkeerstatning (1.200 g/dag) og blev fravænnet gradvist over to uger, mens PRE-S-gruppen både fik mælkeerstatning, kraftfoder og hø. Efter fravænning fik POST-S-gruppen lucernehø og kraftfoder, mens POST-B-gruppen desuden fik vombeskyttet butyrat.

I uge 6 lå den gennemsnitlige vom-pH mellem 6,17 og 6,25, og der blev ikke fundet nogen effekt af, om kalvene havde adgang til kraftfoder eller ej. Efter fravænning blev der derimod observeret tydelige forskelle mellem behandlingerne. POST-S-kalvene havde en gennemsnitlig vom-pH på 6,40 og en minimums-pH på 5,28. Vom-pH var under 5,8 i gennemsnit 209 minutter pr. dag. Til sammenligning havde POST-B-kalvene en væsentligt lavere gennemsnitlig vom-pH på 5,83 og en minimums-pH på 4,99. Hos disse kalve var vom-pH under 5,8 i hele 730 minutter pr. dag, svarende til mere end 12 timer.

POST-B-kalvene havde en højere kraftfoderoptagelse end POST-S-kalvene (POST-B = 3,1 kg kraftfoder/dag; POST-S = 2,2 kg kraftfoder/dag), på trods af at POST-B havde markant lavere vom-pH.

Mojahedi et al. (2018) har undersøgt betydningen af vom-pH og tildeling af lucernehø til kalve før og efter fravænning. Der indgik 60 kalve i undersøgelsen, fordelt på fire forsøgsgrupper afhængigt af, om de fik dampvalset majs eller knækkede majskerner, og om de fik lucernehø eller ej.

SF-NO: dampvalset majs, ingen lucernehø

SF-AH: dampvalset majs, lucernehø

CR-NO: knækket majs, ingen lucernehø

CR-AH: knækket majs, lucernehø

Inden fravænning blev kalvene fodret med pasteuriseret komælk i begrænsede mængder (op til 7 L pr. dag) og fravænnet på dag 56. Kalvene var opstaldet på sand og havde således ikke mulighed for at optage grovfoder fra strøelsen.

Studiet viste, at vom-pH ikke var forskellig mellem grupperne før fravænning, ligesom foderoptagelsen før fravænning heller ikke var forskellig. Kalvene, som fik lucernehø, havde højere pH i vommen efter fravænning. Fra dag 63-70 havde kalvene, som ikke fik lucernehø (og som altså havde den laveste vom-pH), en øget tilvækst. Vom-pH blev målt ved udtagning af vomsaft via en vomsonde.

Samlet konklusion: Laarman et al. (2012), McCurdy et al. (2019) og Mojahedi et al. (2018) viser således, at lavere vom-pH eller lang tid under en anvendt tærskel kan forekomme uden en konsistent reduktion i vækst eller foderoptagelse. Nogle rationer med lavere vom-pH havde højere foderoptagelse. Det støtter, at lav vom-pH alene er en utilstrækkelig indikator for produktivitet eller for vurdering af en given foderrations belastning på den samlede mavetarmkanal.

Manglende adgang til strukturfoder giver lav vom-pH, nedsat tilvækst og nedsat foderoptagelse

Formålet med dette afsnit er at belyse, hvordan strukturfattige foderrationer kan have negativ effekt på foderoptagelse, tilvækst og vomvæggens integritet, men at denne negative effekt ikke nødvendigvis er forårsaget af lav vom-pH alene.

Som det fremgår af de hidtil gennemgåede studier i dette review, ses der ikke nogen tydelig negativ sammenhæng mellem lav vom-pH og foderoptagelse og/eller tilvækst. Ikke dermed sagt, at man ikke godt kan skade en kalv ved forkert fodring – for det kan man godt. Manglende strukturfodring kan have udtalte negative konsekvenser for fordøjelsen og kalvenes foderoptagelse – men som tidligere omtalt er det ikke nødvendigvis lav vom-pH, der er kalvens største problem i denne sammenhæng. Der kan i stedet være tale om en hurtig passagehastighed af foderet til bagtarmen – og dermed en mindre omsætning af fodermidler i formaverne og som følge heraf en stor grad af bagtarmsforgæring – som er det reelle problem. Sidstnævnte teori er dog endnu ikke videnskabeligt bevist.

Gelsinger et al. (2020) undersøgte betydningen af kraftfoderet indhold af stivelse, NDF og graden af formaling til kalve. Forskergruppen tilskriver forskellene mellem forsøgsgrupperne variationer i vom-pH. Da vom-pH imidlertid ikke adskiller sig væsentligt fra niveauerne i de tidligere omtalte studier, er det nærliggende, at foderets fysiske struktur snarere end vom-pH i sig selv kan være en væsentlig forklaring på de observerede forskelle mellem grupperne. Desuden var forskellen i vom-pH mellem grupperne meget begrænset.

Der indgik 10 tyrekalve i studiet af Gelsinger et al. (2020), som blev vomfistuleret ved 3-ugersalderen. Kalvene blev fordelt på to grupper med fem kalve i hver og fik mælkeerstatning (3,8 L pr. dag) i 6 uger og 1,9 L/dag i 7. leveuge samt én af to typer starterfoder. Foderet var sammensat med henblik på enten at fremkalde vomacidose (AC) eller begrænse udviklingen af vomacidose (BL). AC-foderet var pelleteret og indeholdt 42,7 % stivelse, 15,1 % NDF og 57,8 % ikke-fiber kulhydrater, mens BL-foderet var med forskelligartet struktur (hele majs- og havrekerner) og indeholdt 35,3 % stivelse, 25,3 % NDF og 48,1 % ikke-fiber kulhydrater. Kraftfoderet var baseret på majs og havre, og sojaskrå indgik som proteinkilde. I BL-kraftfoderet var der desuden tilsat pelleterede bomuldsfrøskaller. Kalvene blev opstaldet på gummimåtter for at forhindre optagelse af strukturfoder.

Studiet undersøger nogle centrale forhold for fodringens belastning på mavetarmkanalen:

Foderoptagelse

Der var stor forskel på kraftfoderoptagelsen allerede fra uge 4, hvor AC-kalvene indtog 500 g TS/dag og BL-kalvene indtog 1.000 g TS/dag. I uge 12 indtog AC-kalvene omkring 2.000 g kraftfoder (TS) pr. dag, mens BL-kalvene indtog 3.500 g pr. dag. Den lavere foderoptagelse blev ledsaget af en lavere kropsvægt hos AC-kalvene fra uge 5 til 16; AC-kalvene vejede omkring 125 kg ved 16-ugersalderen, mens BL-kalvene vejede 160 kg i samme alder.

Gelsinger et al. (2020) lykkedes dermed med at lave en foderration til kalve, som ikke fremmer en høj foderoptagelse og en høj tilvækst. Stik imod forskergruppens forventning lykkedes det ikke at etablere store forskelle i vom-pH mellem de to grupper. Data fra Li et al. (2019) (samme studie) viser, at der ikke var forskel i den gennemsnitlige vom-pH mellem de to grupper fra uge 10 til 16, hvilket netop er den mest interessante periode, fordi kalvene ikke længere ernæres af mælk. Det forekommer derfor mindre sandsynligt, at vom-pH i sig selv kan forklare de observerede forskelle i foderoptagelse, tilvækst og vomvæggens integritet. Det er derimod andre forskelle mellem fodringerne, herunder særligt foderets fysiske struktur og formalingsgrad, som kan have haft væsentlig betydning for de observerede effekter.

Passagehastighed

Passagehastigheden af væske ud af vommen blev målt vha. kobolt-EDTA-markør indgivet direkte i vommen. Vommens volumen steg med alderen og havde tendens til at være større hos BL-kalvene. Der blev derimod ikke fundet forskelle mellem grupperne i passagehastigheden. Passagehastigheden af væske er dog ikke ensbetydende med, at passagehastigheden af foderet også var uændret mellem behandlingerne, da passagehastigheden af væske og de faste dele af foderet er forskellig (Volden, 2011).

Absorptionshastighed af flygtige fedtsyrer (VFA)

Koncentrationen af flygtige fedtsyrer i vommen var henholdsvis 132 og 125 ± 2,4 mM hos AC- og BL-kalvene og steg både med kalvenes alder og i timerne efter fodring.

Det blev forsøgt at bestemme absorptionshastigheden af VFA i vommen ved at indgive valerat, men metoden fungerede ikke.

Vurdering af vomvæggens integritet

Ved 17-ugersalderen blev kalvene slagtet, hvorefter vomvævet blev undersøgt for papillernes længde og bredde samt graden af vævsskader. Der var ikke forskel i vompapillernes længde og bredde. AC-kalvene havde imidlertid en større grad af nedbrydning og skade på vomvævet.

Samlet konklusion: Fodring uden adgang til strukturfoder kan medføre nedsat foderoptagelse, lavere tilvækst og større skader på vomvæggen. Da vom-pH kun i begrænset omfang adskilte sig mellem grupperne i Gelsinger et al. (2020), er det dog sandsynligt, at foderets fysiske struktur og formalingsgrad snarere end lav vom-pH i sig selv forklarer de negative effekter. Det kan skyldes, at drøvtygning og buffertilførsel fra spyt og vomvæg har været forskellig for de to behandlinger, men dette er ikke målt.

Betydningen af kraftfoderets energiindhold og omsætningshastighed i vommen for vom-pH

Formålet med dette afsnit er at belyse, om forskellige råvarer i foderet påvirker vommiljøet forskelligt. Majs er kendetegnet ved en langsom omsætning i vommen i modsætning til byg og hvede. Man vil derfor forvente, at byg og hvede medfører et større fald i vom-pH end majs.

Kazemi-Bonchenari et al. (2020) har undersøgt effekten af kornkilde (majs (CG) vs. byg (BG)) og proteinindhold i starterfoderet (19 % vs. 22 % råprotein (CP) på tørstofbasis) på tilvækst, fordøjelighed, fermentering i vommen og blodmetabolitter hos Holstein-kalve. Både majs og byg var formalet, og der indgik 5 % snittet lucernehø i blandingen.

I undersøgelsen indgik 40 tre dage gamle Holstein-kviekalve med en gennemsnitlig startvægt på 39,3 kg. Kalvene blev tilfældigt fordelt på fire behandlinger i et 2 × 2 faktorielt forsøgsdesign:

1. CG-19CP: Majs + 19 % råprotein

2. CG-22CP: Majs + 22 % råprotein

3. BG-19CP: Byg + 19 % råprotein

4. BG-22CP: Byg + 22 % råprotein

Alle kalvene blev fravænnet ved 59-dagesalderen og indgik i forsøget frem til dag 73. Vom-pH blev målt på vomsaft udtaget med en vomsonde.

Hverken kornkilden eller proteinindholdet i rationen påvirkede kalvenes optagelse af starterfoder, vom-pH eller deres samlede tørstofoptagelse (P > 0,05). Til gengæld havde kalvene, der fik byg, en højere gennemsnitlig daglig tilvækst og en bedre foderudnyttelse end kalvene, der fik majs (P < 0,05). Byg øgede desuden den samlede koncentration af flygtige fedtsyrer (VFA) i vommen samt koncentrationerne af propionat og butyrat (P < 0,05). Forskergruppen konkluderer, at kraftfoder baseret på byg frem for majs medfører den højeste tilvækst og bedste fodereffektivitet.

Pezhveh et al. (2014) har undersøgt effekten af at fodre med et kraftfoder som enten bestod af kernemajs (enten hel eller formalet) eller hvor halvdelen af kernemajsen var udskiftet med enten hel eller formalet hvede. Kalvene fik ikke strukturfoder og var opstaldet på savsmuld. I alt 32 Holstein-kalve (n = 8 kalve pr. behandling) blev anvendt i et fuldstændigt randomiseret blokdesign. På dag 3 efter fødslen blev de individuelt opstaldede kalve tilfældigt fordelt på forskellige behandlinger. Behandlingerne bestod af en starterblanding med 60 % formalet majs (kontrol), en starterblanding med 60 % hel majs (WC), en starterblanding med 30 % formalet majs og 30 % formalet hvede (GCGW) samt en starterblanding med 30 % formalet majs og 30 % hel hvede (GCWW). Alle øvrige bestanddele i foderet blev givet i formalet form. Fra dag 3 til dag 50 fik kalvene 4 L mælkeerstatning pr. dag, og fra dag 50 til 52 fik de 2 L pr. dag. Fravænning fandt sted ved udgangen af dag 52.

Studiet viste, at optagelsen af starterfoder hos GCWW-gruppen (dag 1–70) var signifikant højere end kontrolgruppen (1,02 kg/dag vs. 0,79 kg/dag), men ikke forskellig fra de øvrige grupper. Kalve, der blev fodret med hel hvede, havde en signifikant større gennemsnitlig daglig tilvækst sammenlignet med de øvrige grupper gennem hele forsøgsperioden (dag 1–70); kontrol = 570 g/dag; WC = 520 g/dag; GCGW = 540 g/dag og GCWW = 650 g/dag.

Vom-pH blev målt i vomsaft, som blev udtaget ved hjælp af en vomsonde. Ved 30-dagesalderen var vom-pH relativt lav, hvorefter den steg frem mod dag 45. På dag 45 blev der observeret forskelle i vom-pH mellem grupperne, idet kalvene, som fik hel hvede, havde højere vom-pH end de to grupper, som fik formalet foder (kontrol og GCGW), mens der på dag 60 ikke længere var nogen signifikant forskel mellem grupperne (jævnfør nedenstående figur).

Forskellen i vom-pH på dag 45 har ikke en tydelig biologisk konsekvens i forhold til kraftfoderoptagelse eller tilvækst og skyldes sandsynligvis foderets fysiske struktur, hvor GCWW (den røde graf) har mere struktur end de øvrige grupper. Havde kalvene haft fx græshø ved siden af deres kraftfoder, er det usandsynligt, at man ville have kunnet detektere en forskel mellem grupperne i vom-pH.

Khan et al. (2007, 2008) undersøgte betydningen af forskellige kornarter i kraftfoder til kalve fra fødsel og frem til 84-dagesalderen. I forsøgene indgik kraftfoder baseret på henholdsvis byg, hvede, havre og majs, og der indgik 16 Holstein-kalve i hver af de fire grupper. Kalvene blev fravænnet i en alder af 44-49 dage. Studiet omtales her, fordi det er meget citeret, men der er flere forhold omkring studiedesignet, som gør, at det ikke er velegnet til at vurdere betydningen af stivelseskilder til kalve.

Studiet fandt en markant forskel mellem behandlingerne i kalvenes optagelse af kraftfoder. I perioden fra fravænning og frem til 84-dagesalderen indtog kalvene på det majsbaserede kraftfoder i gennemsnit 1.402 g/dag. Til sammenligning var optagelsen 1.187 g/dag hos kalvene på hvede, 1.017 g/dag hos kalvene på havre og blot 976 g/dag hos kalvene på byg. Dette er usædvanligt store forskelle i kraftfoderoptagelsen mellem grupperne, som allerede er startet i mælkefodringsperioden. Forskergruppen forklarer blandt andet den lavere foderoptagelse hos kalvene på byg med en lavere vom-pH og deraf følgende påvirkning af vommiljøet. Denne forklaring bør dog fortolkes med forsigtighed. Forskellene i vom-pH mellem behandlingerne var forholdsvis beskedne, og vom-pH var generelt lav i alle grupper. Kraftfoderblandingerne indeholdt 25 % stivelse, hvilket er relativt lavt sammenlignet med flere af de øvrige studier omtalt i dette review. Fx var stivelsesindholdet i kraftfoderet i studiet af Laarman et al. (2012) på 31,4-35,3 % af TS, mens det var 36,8-41,4 % af TS i studiet af Mojahedi et al. (2018). Det er derfor meget usandsynligt, at det er hastigheden, hvormed stivelse omsættes i vommen, som er afgørende for kalvenes forskellige kraftfoderoptagelse. Desuden omsættes stivelse fra hvede hurtigere i vommen end stivelse fra byg. Hvis forskellene skyldtes vomacidose, ville man derfor forvente, at kalvene, der blev fodret med hvede, var mere påvirkede af de negative konsekvenser forbundet med en hurtig omsætning af stivelse i vommen, end kalvene, som blev fodret med byg.

Samtidig var der væsentlige forskelle i kraftfoderets øvrige sammensætning mellem behandlingerne, fx mængden af sojaskrå og majsgluten. Blandingerne var pelleterede, og blandt andet varierede indholdet af sojaskrå betydeligt afhængigt af den anvendte kornart. Det gør det vanskeligt entydigt at tilskrive eventuelle forskelle mellem grupperne til kornart eller stivelsens egenskaber alene. Kalvene fik græshø ad libitum. Kraftfoderet indeholdt desuden neomycin og oxytetracyclin, hvilket påvirker vommens mikrobiom, som er afgørende for at fermentere foderet. Det kan derfor ikke afvises, at resultaterne af studiet ville have været anderledes, hvis kalvene ikke havde fået antibiotika hver dag.

Samtidig er det ikke entydigt dokumenteret, at en lav vom-pH hos kalve i sig selv medfører en reduktion i foderoptagelsen.

En yderligere begrænsning ved dette forsøg (Khan et al., 2007, 2008) er metoden til måling af vom-pH. Målingerne blev foretaget på enkeltstående prøver udtaget med vomsonde og giver derfor ikke et kontinuerligt billede af variationerne i vom-pH gennem døgnet. Desuden blandes vomsaft ofte med spyt under udtagningen, hvilket kan betyde, at den målte pH er højere end den reelle værdi i vomsaften. Det gør det vanskeligt at afgøre, hvor længe kalvene reelt havde en lav vom-pH, og om dette kan forklare forskellene i foderoptagelse og tilvækst.

Resultaterne af Khan et al. (2007, 2008) stemmer heller ikke overens med den øvrige litteratur. Fx finder Kazemi-Bonchenari et al. (2020) en højere foderoptagelse og en bedre tilvækst hos kalve, som fik kraftfoder baseret på byg i stedet for majs. Pezhveh et al. (2014) finder ligeledes en højere kraftfoderoptagelse og en bedre tilvækst hos kalve, som fik kraftfoder baseret på en blanding af hel hvede og majs sammenlignet med kalve, som fik kraftfoder med majs som stivelseskilde. Alt i alt vurderes det, at studiet af Khan et al. (2007, 2008) ikke er anvendeligt til at vurdere betydning af stivelseskilde i kraftfoder til kalve.

Samlet konklusion: Der er ikke entydig evidens for, at kornarter med hurtig stivelsesomsætning i vommen, som byg og hvede, medfører lavere vom-pH eller ringere produktivitet end majs. Tværtimod fandt Kazemi-Bonchenari et al. (2020) og Pezhveh et al. (2014) en højere tilvækst ved henholdsvis byg og hel hvede sammenlignet med majs, mens studiet af Khan et al. (2007, 2008) ikke er egnet til at vurdere betydningen af stivelseskilde. Forskelle i vom-pH synes i højere grad at være relateret til foderets fysiske struktur end til kornarten.

Kraftfodermidler med lav stivelse og høj NDF kan også inducere lav vom-pH

Formålet med dette afsnit er at vise, at mængden af stivelse i kraftfoderet ikke er central for pH-fald i vommen – for lav pH kan også ses ved NDF-baserede kraftfodermidler, hvis der er mangel på reel fysisk struktur i den samlede foderration. Det er derfor sandsynligt, at der er behov for strukturfoder af et vist minimumsomfang for at sikre normal vomfunktion. Det er således den samlede foderration, der bestemmer vom-pH og i mindre grad fodermidlernes sammensætning.

Ren et al. (2025) har undersøgt effekten af starterfoder med fire niveauer af neutral detergent fiber (NDF) på vækst, vomfermentering og kropsudvikling hos Holstein-kalve (12,85, 19,91, 26,99 og 34,04 % NDF af tørstof (TS)). I alt 60 Holstein-kalve [42,3 ± 1,1 kg kropsvægt] i alderen 1–3 dage blev tilfældigt fordelt på fire behandlinger: et starterfoder uden hø/grovfoder med 12,85 % NDF på tørstofbasis; et starterfoder med 14 % grovfoder og 19,91 % NDF; et starterfoder med 28 % grovfoder og 26,99 % NDF; samt et starterfoder med 42 % grovfoder og 34,04 % NDF. Hø-grovfoderet (lucernehø og havregræs) blev pelleteret sammen med kraftfoderet og tildelt kalvene, som under hele forsøget havde fri adgang (ad libitum) til vand og starterfoder. Det skal bemærkes, at strukturen i grovfoderet forventes at være så findelt, at struktureffekten er meget begrænset trods det høje NDF-indhold. Proteinindholdet var det samme i blandingerne (omkring 18,5 % af tørstof). Kraftfoderet bestod udover lucernehø og havregræs af sojaskrå og majs.

Studiet viste, at kalvene, der fik foderet med den højeste andel NDF, havde en større kraftfoderoptagelse, en lavere vom-pH ved 112-dagesalderen og den laveste tilvækst. Vom-pH og VFA-profilen blev bestemt i vomsaft udtaget med vomsonde fra halvdelen af kalvene. Denne metode er imidlertid forbundet med en vis usikkerhed, da vomsaften kan kontamineres med spyt under prøveudtagningen, hvilket kan medføre en kunstigt forhøjet pH-værdi. Den målte pH kan derfor potentielt overvurdere den faktiske pH i vommen. Derudover var målingerne baseret på enkeltstående prøver og giver således ikke et kontinuerligt billede af variationen i vom-pH gennem døgnet. På baggrund af disse målinger er det derfor vanskeligt at vurdere både omfanget og varigheden af perioder med lav vom-pH hos kalvene.

Kalvenes tilvækst er meget lav set i forhold til deres alder, hvilket vidner om en lavere foderoptagelse og muligvis dårligere foderudnyttelse end forventet for alderen. Det ville have været meget relevant at medtage en gruppe, som også fik reelt strukturfoder i form af langt eller snittet hø eller halm.

Ren et al. (2025) fandt også, at den totale koncentration af VFA var størst hos kalvene med høj NDF-andel i deres foder set i forhold til kalvene med det laveste NDF-indhold i perioden 70-112 dage:

Den højere koncentration af VFA kan dog ikke i sig selv forklare den lave pH. Koncentrationen af VFA i vommen afspejler balancen mellem produktion, absorption og passage, og mange undersøgelser finder ikke en sammenhæng mellem det totale VFA-indhold i vommen og pH i vommen (Takemura et al., 2019).

Terler et al. (2022) og Poier et al. (2022) undersøgte, om kraftfoder i starterrationen helt eller delvist kunne erstattes af hø af høj kvalitet uden negative konsekvenser for kalvenes foderoptagelse og tilvækst, og hvordan dette samtidig påvirkede tyggeaktivitet, vomfermentering og vom-pH.

I forsøget indgik 40 Holstein-Friesian-kalve, som fra fødslen blev fordelt på fire behandlinger:

• MQH: 100 % hø af middel kvalitet (9,4 MJ ME/kg TS, 14,9 % råprotein og 52,2 % NDF)

• HQH: 100 % hø af høj kvalitet (11,2 MJ ME/kg TS, 21,0 % råprotein og 45,5 % NDF)

• MQH+C: 30 % hø af middel kvalitet + 70 % kraftfoder

• HQH+C: 30 % hø af høj kvalitet + 70 % kraftfoder.

Kraftfoderet bestod af 36 % hvede, 35 % byg, 17 % sojaskrå og 10 % hørfrøskrå. Kalvene havde ad libitum adgang til det respektive faste foder og vand. Høet var snittet til 4 cm længde. De fik syrnet sødmælk ad libitum de første fire uger, hvorefter mælkemængden gradvist blev reduceret, og kalvene blev først fuldt fravænnet ved udgangen af uge 12. Forsøget fortsatte til 14-ugersalderen. Det er væsentligt ved sammenligning med andre fravænningsforsøg, at kalvene således blev fravænnet relativt sent.

Studiet af Terler et al. (2022) viser, at kalvene, som fik hø af høj kvalitet, havde samme foderoptagelse som grupperne af kalve, som også fik kraftfoder – målt i kg TS pr. dag. Kalvene, som kun fik hø af middel kvalitet, indtog næsten 1 kg TS mindre end de øvrige tre grupper, som dagligt indtog samme mængde fast foder.

I uge 14 havde MQH-kalvene en tilvækst på ca. 600 g/dag, mens tilvæksten var ca. 1.500 g/dag hos HQH-kalvene, 1.000 g/dag hos MQH+C-kalvene og 1.600 g/dag hos HQH+C-kalvene (værdier aflæst fra graf). Statistisk var der ingen forskel i tilvæksten mellem HQH- og HQH+C-kalvene. Begge grupper havde en signifikant højere tilvækst end MQH+C-kalvene, som igen havde en signifikant højere tilvækst end MQH-kalvene.

Forskergruppen konkluderer, at kraftfoderet kunne erstattes fuldstændigt med hø af høj kvalitet, uden at dette tilsyneladende reducerede kalvenes samlede energi- og næringsstofoptagelse eller deres tilvækst. Resultaterne bør dog fortolkes med en vis forsigtighed. Kalvene blev først fuldt fravænnet ved 12-ugersalderen og blev således kun fodret uden mælk i de sidste to uger af forsøget. Frem til fravænning udgjorde den relativt høje mælketildeling en væsentlig del af kalvenes samlede næringsstofforsyning, hvilket begrænser muligheden for at vurdere, om en ration udelukkende baseret på hø af høj kvalitet kan understøtte en tilsvarende tilvækst over en længere periode efter fravænning.

Desuden kan en stor optagelse af grovfoder medføre en større fylde af mavetarmkanalen pga. en længere tilbageholdelsestid i vommen og en langsommere passagehastighed end kraftfoder. En høj levende vægt og beregnet tilvækst er derfor ikke nødvendigvis alene udtryk for øget vævstilvækst. Da kalvene ikke blev aflivet, og den tomme kropsvægt således ikke blev bestemt, kan det ikke afgøres, i hvilket omfang forskelle i fylde af mavetarmkanalen har bidraget til den registrerede tilvækst.

Poier et al. (2022) undersøgte vommiljøet hos de samme kalve. Vomsaft blev udtaget via en vomsonde, hvilket, som tidligere beskrevet, ikke er den optimale metode. MQH-kalvene, som indtog markant mindre foder end de øvrige grupper, havde en højere vom-pH, som fra uge 9 lå omkring pH 7. Der var ikke forskel på vom-pH mellem HQH og HQH+C fra uge 5, hvilket viser, at en høj foderoptagelse – uanset om foderet er baseret på fibre eller stivelse – medfører samme effekt på vom-pH. Vom-pH lå omkring 6,6-6,7 i 10.-12. leveuge hos disse grupper (aflæst på graf) og var markant lavere i mælkefodringsperioden.

HQH-kalvene tyggede drøv i gennemsnit 591 minutter/dag, sammenlignet med omkring 430 minutter/dag hos begge grupper med 70 % kraftfoder.

Poier et al. (2022) dokumenterer imidlertid ikke, om den lavere vom-pH hos de kraftfoderfodrede kalve havde negative konsekvenser. Der blev ikke fundet en fodringsmæssig effekt på de undersøgte systemiske sundheds- og stressparametre, herunder AST, GGT, GLDH og cortisol i blodet. Udviklingen i vomslimhindens tykkelse var heller ikke påvirket på en måde, der viste en sundhedsmæssig fordel ved den højere pH hos de høfodrede kalve.

Samlet konklusion: Lav vom-pH ses ikke kun ved stivelsesrige kraftfoderblandinger, men også med kraftfoder sammensat med fiberrige fodermidler, når foderoptagelsen er høj. Ren et al. (2025) fandt den laveste vom-pH hos kalvene med det højeste NDF-indhold i foderet, og Poier et al. (2022) fandt samme vom-pH hos kalve fodret med hø af høj kvalitet som hos kalve fodret med hø og kraftfoder. Den samlede foderoptagelse synes således at have større betydning for vom-pH end foderets indhold af stivelse.

Får kalve vomacidose pga. en kraftig stigning i kraftfoderoptagelsen omkring fravænning?

Formålet med dette afsnit er at belyse, om kalvene skal fravænnes over lang tid for at sikre, at lav vom-pH - pga. kraftig stigning i kraftfoderoptagelsen omkring fravænning - ikke begrænser deres foderoptagelse omkring fravænning.

Van Niekerk et al. (2021), hvis studie tidligere er gennemgået i detaljer, undersøgte seks kalve, der blev fravænnet hurtigt fra et relativt højt mælkefodringsniveau på et tidspunkt, hvor deres optagelse af kraftfoder fortsat var begrænset. Fravænningen medførte derfor en meget hurtig stigning i kraftfoderoptagelsen fra ca. 300 g/dag i uge 6 til 1,0 kg/dag i uge 7 og 1,5 kg/dag i uge 8. Denne markante ændring i fodringen var samtidig forbundet med en lav pH i vommen.

Studiet undersøgte, om denne periode med lav vom-pH og hurtigt stigende kraftfoderoptagelse var forbundet med negative fysiologiske konsekvenser, herunder skader på vomvæggen, akutfaserespons og ændringer i vomfermenteringen. Der blev imidlertid ikke fundet tegn på skader på vomvæggen eller en negativ akutfaserespons i forbindelse med fravænningen. Studiet giver således ikke evidens for, at den lave vom-pH, der opstod samtidig med den hurtige stigning i kraftfoderoptagelsen omkring fravænning, medførte negative effekter hos kalvene. Resultaterne bør dog fortolkes med forsigtighed på grund af det begrænsede antal kalve (n = 6) og fraværet af en egentlig kontrolgruppe.

Steele et al. (2017) undersøgte ligeledes, hvordan den markante stigning i kraftfoderoptagelsen, der kan forekomme i forbindelse med fravænning, påvirker vommens pH. Studiet omfattede 54 kalve, heraf 20 kvier og 34 tyre. Tyrene blev aflivet på dag 55 med henblik på at undersøge mavetarmkanalens udvikling og størrelse. Kalvene blev fravænnet på dag 48, enten abrupt eller gradvist over en periode på 12 dage, hvor mælketildelingen blev reduceret med 50 % fra dag 36. Indtil fravænning blev kalvene tildelt 1.350 g mælkeerstatning pr. dag, hvilket kan karakteriseres som en høj mælkemængde. Kraftfoderet indeholdt 22 % protein og 28 % stivelse og var baseret på dampvalset majs og havre. Kalvene fik også snittet halm.

Hos de abrupt fravænnede kalve steg kraftfoderoptagelsen markant fra omkring 400 g/dag på dag 48 til 1.550 g/dag på dag 54. Parallelt med denne stigning faldt vommens pH fra 6,32 til 5,82. En tilsvarende udvikling blev observeret hos de gradvist fravænnede kalve, hvor kraftfoderoptagelsen steg fra omkring 800 g/dag på dag 48 til 1.800 g/dag på dag 54. I samme periode faldt vom-pH fra 6,22 til 5,89. På trods af forskellene i fravænningsstrategi og kraftfoderoptagelse blev der ikke fundet nogen signifikant forskel i vom-pH mellem grupperne. Målingerne af vom-pH bør dog fortolkes med et vist metodisk forbehold. pH blev bestemt i vomindhold udtaget med en Geishauser-probe, hvilket ikke svarer til kontinuerlig monitorering af vom-pH, der betragtes som den foretrukne metode til at beskrive variationer i vommens pH over tid. Desuden angiver forfatterne, at prøver udtaget med Geishauser-proben kan kontamineres med spyt, hvilket potentielt kan påvirke de målte pH-værdier. Der var ikke forskel på vommens papillængde eller bredde, ligesom der ikke var forskel på vægten af mavetarmkanalens forskellige afsnit mellem grupperne af kalve.

Samlet konklusion: Den kraftige stigning i kraftfoderoptagelsen omkring fravænning medfører et fald i vom-pH, men hverken van Niekerk et al. (2021) eller Steele et al. (2017) fandt tegn på, at den lave vom-pH var forbundet med skader på vomvæggen, øget akutfaserespons eller forskelle i mavetarmkanalens udvikling. Da vom-pH heller ikke var forskellig mellem abrupt og gradvist fravænnede kalve, giver studierne ikke grundlag for at anbefale en lang fravænningsperiode alene for at forebygge lav vom-pH (der er dog andre gode grunde). Konklusionen bygger dog på få studier med et begrænset antal kalve og metodiske forbehold ved pH-målingerne.

Inducerer lav vom-pH skader på vomvæggen?

Hensigten med dette afsnit er at belyse sammenhængen mellem lav vom-pH og eventuelle skader på vomvæggen.

Van Niekerk et al. (2021) undersøgte effekten af en hurtig fravænning hos kalve med en relativt høj mælkeoptagelse. I studiet havde kalvene lav pH i vommen, som i gennemsnit lå omkring 5,6 fra 5. til 8. leveuge. På trods af den vedvarende lave pH blev der ikke observeret tegn på skader på vomvæggen, hverken ved histologiske undersøgelser eller ved makroskopisk vurdering. Undersøgelsen kan dermed ikke bekræfte en sammenhæng mellem lav vom-pH og skader på vomvæggen.

Gelsinger et al. (2020) er særlig relevant, fordi studiet inkluderer en histologisk vurdering af vomvæggen. Ud over papillernes længde og bredde blev der foretaget en histologisk læsionsscoring baseret på graden af keratinisering, mineralisering, bakteriekolonisering og infiltration af immunceller. Læsionsscoren var signifikant højere i AC-gruppen end i BL-gruppen (henholdsvis 3,7 og 2,3; P < 0,01), hvilket indikerer en større grad af skade på vomvæggen hos kalvene, der blev fodret med en ration helt uden strukturfoder. Der blev derimod ikke fundet forskelle mellem grupperne i papillernes længde eller bredde.

Vom-pH blandt AC-kalvene var i enkelte uger lavere end BL-gruppen af kalve. Resultaterne kan dog ikke anvendes til at udpege den lavere pH som den eneste årsag til de histologiske forandringer, da rationerne samtidig varierede i blandt andet stivelses- og NDF-indhold samt i fysisk form. Studiet viser således en sammenhæng mellem fodring uden struktur, marginalt lavere vom-pH og en højere grad af histologiske læsioner, men det kan ikke afgøre, i hvilket omfang den lave pH i sig selv var årsag til skaderne.

Bennett et al. (2024) fra Anne Laarmans laboratorium i USA undersøgte, om lav vom-pH medfører ændringer i vomvæggens celler hos kalve, svarende til de tilpasninger, der forekommer hos køer, som eksponeres for lav vom-pH.

I studiet indgik 12 Jersey-kalve, som dagligt fik 1.200 g mælkeerstatning og ikke blev fravænnet i forsøgsperioden. Seks kalve havde fri adgang til lucernehø (ad libitum), mens de resterende seks kalve maksimalt fik 90 g lucernehø pr. dag.

Vom-pH blev undersøgt, da kalvene havde en daglig optagelse af kraftfoder på 680 g, hvilket blev opnået, da kalvene var mellem 82 og 96 dage gamle. Vom-pH blev målt hvert andet minut over en periode på syv dage. Den gennemsnitlige vom-pH var 6,38 ± 0,16 hos kalvene med ad libitum adgang til lucernehø og 5,98 ± 0,23 hos kalvene med begrænset adgang til lucernehø.

Mængden af hø havde desuden tydelig betydning for, hvor længe kalvene havde en vom-pH under 5,8. Kalvene med fri adgang til lucernehø havde signifikant færre minutter pr. dag med en vom-pH under 5,8 end kalvene med begrænset adgang til hø. Varigheden var henholdsvis 261 ± 113 min./dag og 796 ± 145 min./dag.

På trods af den lavere vom-pH og de længere perioder i løbet af døgnet med en pH under 5,8 hos kalvene med begrænset adgang til hø fandt forskerne ikke tegn på, at forsuringen udløste adaptive mekanismer i vomvæggens celler. Dette blev undersøgt ved at måle forekomsten af cellemarkører i stykker af vomvæg udtaget fra kalvene. Forskergruppen konkluderede derfor, at kalve enten har en begrænset evne til at tilpasse vomvæggens celler til ændringer i vom-pH, eller at en sådan tilpasning ikke er nødvendig.

Samlet konklusion: Der er ikke entydig evidens for, at lav vom-pH i sig selv medfører skader på vomvæggen hos kalve. Van Niekerk et al. (2021) fandt ingen skader trods vedvarende lav pH, og Bennett et al. (2024) fandt ingen adaptive ændringer i vomvæggens celler. Gelsinger et al. (2020) fandt flere histologiske læsioner hos kalve fodret uden struktur, men her kan effekten af lav vom-pH ikke adskilles fra effekten af foderets fysiske form og sammensætning.

Inflammation og blodets akutfaseproteiner

Formålet med dette afsnit er at belyse, om lav vom-pH hos kalve medfører et systemisk inflammatorisk respons, som det i nogle tilfælde ses hos køer.

Sahib et al. (2023) undersøgte effekten af dampvalset og formalet byg på kalvenes vommiljø og inflammatoriske respons. Hypotesen var, at en øget fermentering af stivelse i vommen ville reducere den mængde stivelse, der undslipper vomfermenteringen og passerer videre til løben og tarmen, hvor især stivelse, der når helt til bagtarmen og forgæres dér, forventes at kunne inducere et inflammatorisk respons. En mere effektiv omsætning af stivelsen i vommen blev dermed betragtet som fordelagtig for kalven.

Forskergruppen forventede samtidig, at en mere fuldstændig fermentering af stivelse i vommen ville være forbundet med et mindre systemisk inflammatorisk respons. Baggrunden var en hypotese om, at det primært er fermentering af stivelse i bagtarmen – og ikke en lav pH i vommen – der kan initiere et systemisk inflammatorisk respons hos kalven.

Denne hypotese adskiller sig således væsentligt fra den mere traditionelle forståelse, hvor en lav vom-pH og vomacidose betragtes som en potentiel udløsende faktor for systemisk inflammation. I Sahib et al. (2023) betragtes en høj fermenteringsgrad i vommen derimod som potentielt fordelagtig, selvom den øgede fermentering samtidig kan medføre en lavere vom-pH.

Derfor blev samspillet mellem forarbejdningsmetoden for byg (formalet byg; GB vs. dampvalset byg; SFB) og proteinindholdet i starterfoderet (20 % vs. 24 % på tørstofbasis) undersøgt med hensyn til kalvenes vækst, skeletudvikling, fermentering i vommen, udskillelse af purinderivater i urinen og mikrobiel proteinsyntese samt biokemiske parametre og inflammationsmarkører i blodet hos Holstein-kalve.

I alt 52 nyfødte Holstein-kviekalve (3 dage gamle) blev fordelt på fire behandlinger:

• GB-20CP: Formalet byg med 20 % råprotein (% af TS)

• GB-24CP: Formalet byg med 24 % råprotein

• SFB-20CP: Dampvalset byg med 20 % råprotein

• SFB-24CP: Dampvalset byg med 24 % råprotein

Samtlige kraftfoderblandinger var blandet med 70 g snittet hvedehalm pr. kg tørstof.

Kalvene fik 4 L sødmælk pr. dag fra dag 3 til 10, i alt 7 L pr. dag fra dag 11 til 45 og 2 L pr. dag fra dag 46 til 50. På forsøgets dag 51 og 52 fik de 1 L/dag. Kalvene havde fri adgang til vand og starterfoder gennem forsøgsperioden (dag 1-73).

Studiet viste, at den højeste optagelse af starterfoder før fravænning blev observeret hos kalvene, der fik dampvalset byg med 24 % råprotein. Tilsvarende havde kalvene i denne gruppe en højere kropsvægt ved fravænning og ved forsøgets afslutning samt en større gennemsnitlig daglig tilvækst (ADG) i perioden før fravænning. Kalve fodret med dampvalset byg med 24 % råprotein havde desuden en højere koncentration af flygtige fedtsyrer (VFA) i vommen før fravænning samt en højere koncentration af beta-hydroxybutyrat (BHB) i serum sammenlignet med de øvrige grupper. Der var ikke forskel på vom-pH mellem grupperne, som før fravænning i gennemsnit lå på pH 5,57-5,65 og efter fravænning på pH 6,06-6,11. pH blev målt på vomsaft udtaget med en vomsonde.

Kalvene, som havde den laveste foderoptagelse efter fravænning (formalet byg med 20 % protein), havde det største systemiske inflammatoriske respons. Den højeste koncentration af tumornekrosefaktor-α (TNF-α) blev observeret hos kalvene fodret med formalet byg og 20 % protein (428 pg TNF-α/mL), mens den laveste koncentration blev fundet hos kalvene fodret med dampvalset byg med 24 % råprotein (359 pg TNF-α/mL). Den samme tendens blev observeret for koncentrationen af serum amyloid A (SAA) i perioden før fravænning, mens der ikke var forskel på haptoglobin mellem grupperne.

Kalve, der fik starterfoder med formalet byg (GB), havde løsere fæces og en højere koncentration af ammoniak-kvælstof (NH₃-N) i vommen efter fravænning sammenlignet med kalve, der fik starterfoder med dampvalset byg (SFB).

Kalve fodret med starterfoder indeholdende 24 % råprotein (24CP) havde en højere tilvækst, særligt før fravænning, sammenlignet med kalve, der fik 20 % råprotein (20CP).

På baggrund af resultaterne i dette studie konkluderede forfatterne, at fodring med dampvalset byg kan reducere mængden af stivelse, der passerer videre til løbe og tyndtarm samt til de nedre dele af tarmkanalen, og dermed reducere det inflammatoriske respons hos unge kalve sammenlignet med fodring med formalet byg.

Desuden forbedrede kombinationen af dampvalset byg og 24 % råprotein (SFB-24CP) omsætningen i vommen. Dette kan skyldes en større tilgængelighed af stivelse til fermentering i vommen. Der er dog behov for yderligere forskning for at undersøge, hvordan forskellige metoder til forarbejdning af korn påvirker den mikrobielle sammensætning i henholdsvis vom og bagtarm.

Et andet interessant fund i Sahib et al. (2023) var, at kalvene, der fik formalet byg, havde en højere fæcesscore og dermed en løsere, mere diarrélignende gødning end kalvene, der fik dampvalset byg. Forskergruppen forklarer forskellen med, at stivelsen i den formalede byg i mindre grad blev fermenteret i vommen. Dermed kunne en større mængde stivelse passere ufordøjet videre til løbe, tarm og bagtarm, hvor den i stedet blev fermenteret. Den øgede fermentering i bagtarmen medfører en større produktion af flygtige fedtsyrer (VFA) og andre osmotisk aktive fermenteringsprodukter. Det øger det osmotiske tryk i bagtarmen og dermed mængden af vand i tarmlumen, hvilket kan resultere i en mere vandig gødning og dermed forklare den højere fæcesscore.

Van Niekerk et al. (2021) undersøgte effekten af en hurtig fravænning hos kalve ved 42-dagesalderen. Inden fravænningen var kalvene vant til en høj mælkeoptagelse svarende til 1.400 g tørstof fra mælkeerstatning pr. dag. Den hurtige fravænning medførte derfor en markant reduktion i kalvenes energioptagelse, hvilket tydeligt påvirkede deres tilvækst, som tidligere refereret. Studiet er således et eksempel på en hurtig fravænning, hvor kalvene ikke er godt i gang med at æde kraftfoder og derfor kommer i negativ energibalance. Samtidig er pH i vommen lav, som angivet tidligere i dette sammendrag. På trods af dette ses ingen akutfasereaktion for hverken LBP, SAA eller Hp, jævnfør nedenstående figur:

Poier et al. (2022) målte AST, GLDH, GGT og cortisol i blodet som indikatorer for systemisk inflammation (hvilket sandsynligvis ikke er den bedste metode), men fandt ikke en effekt.

Samlet konklusion: Sahib et al. (2023) fandt et inflammatorisk respons hos kalve, men responset var ikke relateret til vom-pH, som var ens mellem grupperne. Det største inflammatoriske respons (TNF-α og SAA) sås hos kalvene fodret med formalet byg vs. dampvalset byg og det laveste proteinindhold, hvilket ifølge forfatterne kan skyldes, at en større mængde stivelse passerer videre til bl.a. bagtarmen og fermenteres dér. Van Niekerk et al. (2021) og Poier et al. (2022) fandt ingen tegn på akutfaserespons eller systemisk påvirkning trods lav vom-pH. Samlet set peger studierne derfor ikke på, at lav vom-pH er årsag til systemisk inflammation hos kalve, men evidensen er begrænset, da kun få studier har målt relevante inflammationsmarkører.

Konklusion

Den tilgængelige litteratur viser, at lav vom-pH alene ikke er en tilstrækkelig indikator for kalvens produktivitet eller sundhed. Lav vom-pH kan forekomme sammen med tilfredsstillende vækst og uden påvist systemisk akutfaserespons, men nogle rationer med lav pH ledsages også af lokale vævsskader og molekylære eller metaboliske ændringer. Disse fund kan ikke generelt tilskrives pH alene, fordi stivelse, fiber, fysisk form og optagelse af foder ofte ændres samtidigt.

Vurdering af en kalveration bør derfor omfatte både pH-forløb, energi- og foderoptagelse, vækst, grovfoder og fysisk struktur samt relevante lokale og systemiske responser. Bagtarmsfermentering er en relevant mulig mekanisme, men den foreliggende evidens dokumenterer ikke dens relevans. Der mangler især længerevarende forsøg omkring fravænning, som belyser udvikling i fermentationsprofil i vommen og analyserer graden af bagtarmsfermentering samt konsekvenser heraf.