Hvorfor er de yngste kalve så sårbare over for kulde?

Den termoneutrale zone er det temperaturinterval, hvor kalven kan holde sin kropstemperatur uden at bruge ekstra energi. Ifølge NASEM (2021) ligger den nedre kritiske temperatur på 15 °C for kalve på 0–3 uger og på 5 °C for kalve over 3 uger (figur 1). Når temperaturen falder under den nedre kritiske temperatur, stiger kalvens energibehov til vedligehold.

Roland et al. (2016) peger på flere forhold, der gør den unge kalv særligt sårbar: Den har kun små fedtreserver at tære på, dens evne til at regulere kropstemperaturen er endnu ikke fuldt udviklet, og den mangler den varme, som fermenteringen i en fungerende vom producerer hos ældre kreaturer. Samtidig øger kuldestress kalvens energibehov og foderoptag, fordi en større del af energien skal bruges til varmeproduktion.

Hertil kommer kalvens størrelse. Jo mindre kalven er, desto større er overfladearealet i forhold til kropsvægten, og desto større er varmetabet. Små kalve bruger derfor relativt mere energi på at holde varmen end større kalve (Urie et al., 2018). Det er især relevant for Jerseykalve, som er mindre end Holsteinkalve og har et større overfladeareal i forhold til vægten. Den nedre grænse for deres termoneutrale zone må derfor forventes at være højere end for Holsteinkalve og ligger sandsynligvis omkring 18 °C.

Kalvens reserver er desuden begrænsede fra starten. Ifølge NASEM (2021, s. 206) har en nyfødt Holsteinkalv kropsreserver nok til at overleve omkring ét døgn uden næring. Det understreger, hvor hurtigt en kalv, der ikke får dækket sit energibehov, kan komme i problemer.

Kalve som er født ved en besværlig fødsel har ifølge Roland et al. (2016) 36 % dårligere varmeproduktion end andre kalve. Derfor skal kalve, der er født ved en besværlig fødsel, have hjælp til at holde varmen fx vha. en varmelampe.

Studier, der viser negative effekter af kulde

Et af de mest overbevisende fund kommer fra et stort amerikansk studie, som er en del af National Animal Health Monitoring System’s Dairy 2014-undersøgelse (Urie et al., 2018). Studiet fulgte 2.545 kviekalve fra 104 besætninger fra fødsel til fravænning og undersøgte, hvilke faktorer der var forbundet med risikoen for sygdom (morbiditet) – herunder diarré, luftvejsinfektioner og andre lidelser. Selvom en lang række sundheds-, fodrings- og managementfaktorer indgik i analysen, endte den endelige model for sygdom med fire risikofaktorer:

• Fødselsvægt

• Koncentrationen af IgG i serum

• Ventilationstype

• Det gennemsnitlige temperatur-fugtighedsindeks (THI) i perioden før fravænning

To af de fire faktorer – fødselsvægt og THI – hænger tæt sammen med kalvens evne til at holde varmen. Kalve med højere fødselsvægt havde lavere risiko for at blive syge. Lav fødselsvægt kan dog også skyldes andre forhold, fx varmestress hos koen sidst i drægtigheden eller placentaens størrelse, som i sig selv kan påvirke kalvens sygdomsrisiko (Urie et al., 2018). At kulden spiller en selvstændig rolle, understøttes af, at THI var signifikant i den multivariable model: Den forudsagte risiko for sygdom var 39,5 % ved et gennemsnitligt THI på 20 – langt under kalvens termoneutrale zone – mod 29,1 % ved et THI på 70 (svarende til ca. 25 °C og 30 % relativ luftfugtighed).

Temperaturforholdene kan dog også være af betydning for smitstoffers overlevelse i miljøet.

Studiet indikerer således, at selv når der tages højde for en lang række andre faktorer, er kalvens størrelse ved fødslen og de klimatiske forhold blandt de faktorer, der hænger sammen med, om kalven bliver syg.

Nonnecke et al. (2009) undersøgte, hvordan vedvarende moderat kulde påvirker tilvækst, sundhed, stofskifte og immunforsvar hos mælkefodrede kalve. I alt 29 Holstein-tyrekalve på 3–10 dage blev tilfældigt fordelt til kolde omgivelser (gennemsnitligt 4,7 °C; n = 14) eller varme omgivelser (15,5 °C; n = 15) i 49 dage. Kalvene i kulde blev desuden gjort våde to gange dagligt og stod i hævede bokse uden halm. Alle kalve fik den samme faste og lave mængde mælkeerstatning (0,45 kg/dag) samt kraftfoder efter ædelyst.

Trods de barske forhold var tilvæksten den samme i de to grupper – fordi kalvene i kulde kompenserede ved at æde mere kraftfoder i uge 5–7. De havde lidt lavere glukose og højere NEFA i blodet, men ikke i et omfang, der tydede på negativ energibalance. Diarré, vitaminstatus, vaccinerespons, TNF-α og haptoglobin var upåvirkede. Til gengæld havde kalvene i kulde flere luftvejsproblemer og blev oftere behandlet med antibiotika i uge 4 og 6. Forskerne konkluderer, at kalve med tilstrækkelig næring tilpasser sig moderat kulde godt, men at tilpasningen afhænger af, at de kan dække det ekstra energibehov. Den pointe er central for vurderingen af kalvejakker, som behandles nedenfor.

Et indisk forskerhold (Bhat et al., 2015) undersøgte effekten af varmelamper. Fem kalve blev opstaldet med og fem uden adgang til varmelampe fra kl. 17 til kl. 9 hver dag, indtil kalvene var 9 uger gamle. Kalvene var krydsninger af Friesian, Brown Swiss, Jersey og Hariana, og temperaturen i kalvestalden varierede mellem 9,5 og 21,5 °C i forsøgsperioden. Det fremgår ikke af artiklen, hvordan kalvene blev fodret.

Undersøgelsen viste, at kalvene med varmelampe havde en daglig tilvækst på 323 ± 8 g mod 234 ± 8 g hos kalvene uden (p < 0,01). Begge grupper vejede 20,6 kg ved fødslen, men ved 9 ugers alderen vejede kalvene med varmelampe 41 ± 1,25 kg mod 35 ± 2,43 kg. Studiet er lille, men det indikerer, at ekstra varme kan give en gevinst på tilvæksten – og det ved temperaturer, der ligger væsentligt over dem, kalve i Norden ofte udsættes for.

Studier af kalvejakker til raske kalve

Mens studierne ovenfor viser, at kulde kan koste på sundhed og tilvækst, har forsøg med kalvejakker ikke kunnet påvise en gevinst hos raske kalve. For at forstå, hvornår jakken gør en forskel, er det vigtigt at se på, hvorfor.

Scoley et al. (2019) undersøgte, om kalvejakker i de første tre leveuger påvirker tilvækst, foderoptag, adfærd og fysiologiske reaktioner hos gruppeopstaldede malkekvægskalve i Nordirland. I forsøget indgik 90 Holstein-Friesian-kalve, hvoraf 44 bar jakke indtil dag 21, mens 46 ikke fik jakke. Fra dag 5 gik kalvene i halmstrøede fællesbokse i en ventileret stald uden træk og fik mælkeerstatning (op til 765 g/dag) via automat samt fri adgang til kraftfoder. De blev fravænnet på dag 56, og forsøget sluttede på dag 63. Staldtemperaturen lå i gennemsnit mellem 7 og 12 °C.

I perioden med jakke drak kalvene uden jakke mere mælkeerstatning og havde flere besøg ved automaten uden at få mælk – et tegn på, at de var mere sultne. Vægt, tilvækst og foderudnyttelse var dog ens i de to grupper. I ugen efter at jakkerne blev taget af, havde kalvene, der havde båret jakke, en tendens til lavere tilvækst end de øvrige, men på dag 63 var der ingen forskel i vægt. Hudtemperaturen var 6,4 °C højere hos kalvene med jakke, og kropstemperaturen var højere i perioden fra dag 5 til 20, mens liggetiden var upåvirket.

Forfatterne konkluderer, at jakkerne ikke gav nogen væsentlig fordel under de givne staldforhold, fordi kalvene uden jakke kompenserede ved at drikke mere og ved at reducere blodgennemstrømningen i huden. Da tilvæksten faldt, efter at jakken var fjernet, foreslår de at lade jakken sidde længere end tre uger, indtil kalvene æder mere fast foder. De vurderer desuden, at jakker kan have større værdi i miljøer med mere vind og nedbør.

Rutherford et al. (2020) fra Nordirland undersøgte effekten af kalvejakker på slagtekalve af malkerace fra ankomst til en specialiseret opdrætsenhed og frem til fravænning. Studiet strakte sig over et år og omfattede fem hold kalve, som ved ankomst i gennemsnit var 31 dage gamle og vejede 56 kg. Kalvene blev fordelt på fire behandlinger:

1. Kontrol (ingen jakke)

2. Jakke i 2 uger efter ankomst

3. Jakke i mindst 2 uger og indtil kalven vejede 65 kg

4. Jakke indtil 5 dage efter fravænning

Jakkerne øgede hudtemperaturen markant, men havde ingen signifikant effekt på tilvækst eller sundhed i nogen af de fem hold – heller ikke i det koldeste hold med en gennemsnitstemperatur på ca. 6 °C. Forfatterne peger selv på mulige forklaringer:

Kalvene var opstaldet i en veldesignet, trækfri stald med dyb og tør halm, der gav dem mulighed for at rede sig ned og holde på varmen, og managementet var på et meget højt niveau. Desuden var de fleste kalve ældre end tre uger, hvor de tåler kulde bedre, og hvor man derfor ikke forventer den største effekt af jakker.

Earley et al. (2004) fra Irland undersøgte, om opdræt udendørs med eller uden et vejrbestandigt kalvedækken påvirker sundhed, immunforsvar og tilvækst sammenlignet med opdræt indendørs på halm. I forsøget indgik 90 Holstein × Friesian-tyrekalve med en gennemsnitlig vægt på 55 kg og en gennemsnitsalder på 19 dage. Kalvene var købt direkte fra mælkebedrifter og blev tilfældigt fordelt på tre behandlinger med 30 kalve i hver: udendørs med dækken, udendørs uden dækken og indendørs på halm.

Kalvene gik i grupper à 10. De indendørs kalve gik i en naturligt ventileret kalvestald, mens de udendørs grupper gik i folde med et tørt liggeareal af sand og læ for vind og regn. Kalve med en temperatur på mindst 40 °C og kliniske tegn på luftvejssygdom blev behandlet med antibiotika. Temperaturen lå i gennemsnit på 6 °C indendørs (fra −0,1 til 13,2 °C) og 4 °C udendørs (fra −2,1 til 11,1 °C), og den relative luftfugtighed var i gennemsnit 79 % indendørs og 85 % udendørs.

Tilvæksten var ens i de tre grupper, omkring 0,8 kg pr. dag, og ved forsøgets afslutning vejede kalvene 106 kg med dækken, 106 kg uden dækken og 108 kg indendørs. Heller ikke det samlede foderoptag adskilte sig mellem grupperne. Opdræt indendørs gav flere tilfælde af luftvejssygdom (29 indendørs kalve blev behandlet to eller flere gange for lungebetændelse mod 18 udendørs med dækken og 16 udendørs uden dækken), mens opdræt udendørs gav flere tilfælde af diarré, uanset om kalvene bar dækken. Hverken udendørs eller indendørs opdræt syntes at undertrykke kalvenes humorale eller cellemedierede immunforsvar. Forfatterne konkluderer, at dækkenet ikke havde nogen gavnlig effekt på hverken tilvækst eller immunstatus hos de udendørs kalve. Det er dog værd at bemærke, at kalvene i gennemsnit var 19 dage gamle ved forsøgets start, og at de udendørs kalve havde både tørt leje og læ.

Hvorfor jakken alligevel kan gøre en forskel – især for den syge kalv

Studierne af kalvejakker til raske kalve giver et ensartet billede: Under gode staldforhold med tørt leje, ingen træk og fri adgang til foder klarer raske kalve sig lige så godt uden jakke. Forklaringen findes i de samme studier. Kalvene uden jakke drak mere mælk (Scoley et al., 2019), og kuldestressede kalve åd mere kraftfoder (Nonnecke et al., 2009). Den raske kalv betaler altså for kulden med ekstra foder – og så længe den kan det, ses der ingen forskel i tilvækst.

Men kompensationen har en forudsætning. Som Nonnecke et al. (2009) påpeger, afhænger kalvens tilpasning til kulde af, at den kan dække det ekstra energibehov. Netop her adskiller den syge kalv sig. Roland et al. (2016) beskriver, at den unge kalv har små fedtreserver, en termoregulering, der endnu ikke er fuldt udviklet, og ingen varmeproduktion fra vommen. En kalv med diarré eller lungebetændelse har ofte nedsat appetit og skal samtidig bruge energi på at bekæmpe sygdommen. Den kan derfor ikke uden videre øge sit foderoptag for at holde varmen, og de i forvejen små reserver tæres hurtigt op.

For den syge kalv kan jakken derfor gøre en reel forskel. Jakken skaber et lunt mikroklima omkring kalven – hudtemperaturen var ca. 4–6 °C højere hos kalve med jakke (Scoley et al., 2019; Rutherford et al., 2020) – og mindsker dermed behovet for at bruge energi på varmeproduktion. Ingen af de gennemgåede studier har undersøgt jakker til syge kalve direkte, så effekten er endnu ikke dokumenteret. Fysiologien taler dog for, at det er her, jakken gør størst gavn, og det understøttes af, at kulde var forbundet med højere sygdomsrisiko (Urie et al., 2018), og at ekstra varme fra varmelamper gav højere tilvækst (Bhat et al., 2015).

Det leder frem til argumentet for altid at have jakke på kalve under tre uger i den kolde tid: Sygdom melder sig sjældent med varsel. De første tegn kan være svære at se, og når en kalv bliver opdaget og behandlet, kan den allerede have brugt en del af sine reserver. Har kalven altid jakke på, er man på forkant – kalven er beskyttet fra det øjeblik, sygdommen rammer, og ikke først når den bliver opdaget.

Konklusion

Kulde er en reel belastning for den unge kalv. Den har små reserver, ingen varmeproduktion fra vommen og et relativt stort varmetab, og kulde er forbundet med øget sygdomsrisiko. Raske, velfodrede kalve i gode stalde kan kompensere ved at drikke og æde mere, og derfor har jakker til raske kalve ikke vist målbare gevinster i de gennemgåede studier. Den syge kalv har ikke samme mulighed for at kompensere, og her taler fysiologien for, at jakken kan gøre en væsentlig forskel.

Selvom studierne endnu ikke direkte dokumenterer effekten, er kalvejakker et godt og fornuftigt værktøj. Ved at give de yngste kalve jakke på i den kolde tid er man på forkant og sikrer, at kalven har de bedst mulige forudsætninger, hvis sygdommen rammer. Jakken skal bruges med omtanke: Kalven skal være tør, når jakken kommer på, jakken skal passe og vaskes mellem kalvene, og ifølge Scoley et al. (2019) bør den blive siddende længere end de første tre uger, indtil kalven æder mere fast foder. Jakken erstatter ikke tørt leje, læ for træk og tilstrækkelig fodring – men den er et værdifuldt supplement.