Mælken fordøjes udmærket, selvom kalven har diarré

Best Bets for Vets (https://bestbetsforvets.org/bet/221 ) har på baggrund af to studier (Garthwaite et al., 1994) og (Heath et al., 1989) konkluderet, at det ikke er forbundet med hverken en forlænget sygdomsperiode eller forværring af symptomer når kalve med diarré tilbydes mælk. Tværtimod konkluderes det, at kalve med diarré skal tildeles mælk sammen med elektrolytblanding for at kunne opretholde eller endda forøge vægten.

Kalve skal derfor fortsat tilbydes

mælk når de har diarré

Tidligere var man bekymret for, at maldigestion (nedsat nedbrydning af foderemner) og malabsorption (nedsat optagelse af næringsstoffer) hos kalve med diarré tillader, at kulhydrater i tarm og vom bliver fermenteret af mikroorganismer hvorved der dannes D-laktat, som kan gøre kalven endnu mere syg (Garthwaite et al., 1994). Videnskabelige undersøgelser har dog fastslået, at kalve IKKE tager skade af at få mælk selvom de har diarré – og at det faktisk er både godt og nødvendigt for kalven at fortsætte mælkefodringen.

​Tilbage i 1989 undersøgte Heath et al., effekten af at fortsætte mælkefodringen til kalve med eksperimentelt induceret diarré. Der indgik 19 kalve i alderen 5-8 dage i undersøgelsen. Kalvene blev eksperimentelt inficeret med en blanding af rotaviurs, coronavirus, nonhæmolytiske E. coli, E. coli K99 og cryptosporidier.

Kalvene indgik i undersøgelsen, når de havde haft diarré i mere end 16 timer.  Kalvene blev opdelt i tre forskellige behandlingsgrupper og blev fodret 4 gange om dagen:

·         Ingen mælk, 4,8 L elektrolytter opblandet i vand

·         2,4 L sødmælk + 2,4 L elektrolytter opblandet i vand

·         4,8 L sødmælk + 2,4 L elektrolytter opblandet i vand

Rester, som kalvene ikke ville drikke, blev indgivet med sonde, hvilket sandsynligvis forklarer, at kalvene som fik mælk var mere alment dårlige end de øvrige grupper. Studiet er derfor dårligt designet til at vurdere effekten af kontinuert mælkefodring af kalve med diarré. Alligevel opnår forfatterne følgende konklusion:

”The results of this trial indicate the continued milk feeding sustained growth of diarrheic calves and was associated with the development of greater fat stores, better regeneration of the gastrointestinal mucosa and less thymic atrophy than in calves deprived of milk”

Et senere studie af Garthwaite et al. (1994) undersøgte også effekten af at fortsætte mælkefodringen til kalve med naturligt opstået diarré.

Undersøgelsen omfattede 42 kalve, som var 10 dage gamle (± 2 dage). De fleste af kalvene var smittet med cryptosporidier.

Kalvene blev delt i tre grupper og behandlet i 6 dage. På dag 7 fik alle kalve 4 liter mælk om dagen. De første to behandlingsdage var forskellige for de tre grupper, hvorefter mængden af elektrolytter gradvist blev sat ned og mælkemængden sat op.

De tre behandlingsgrupper

1. Ingen mælk

   • 4 liter elektrolytopløsning om dagen

   • Ingen mælk i de første to dage

2. Halv mælkemængde

   • 4 liter elektrolytopløsning

   • 1 liter sødmælk om dagen (i de første to dage)

3. Fuld mælkemængde

   • 4 liter sødmælk

   • 4 liter elektrolytopløsning om dagen (fordelt på tre fodringer)

Elektrolytterne blev opløst i vand og givet 15 minutter efter mælkefodringen. Rester blev ikke givet med en sonde.

Undersøgelsen viste, at behandlingerne ingen effekt havde på gødningens konsistens (diarréens udseende). Til gengæld var der forskel på kalvenes vægt tre dage efter diarréens start:

• Kalve uden mælk tabte 1 kg

• Kalve med halv mælkemængde tabte 0,2 kg

• Kalve med fuld mælkemængde tog 0,6 kg på

Studiet viser altså at kalve med diarré bevarer eller øger deres vægt bedre, hvis de fortsætter med at få mælk.

​I 2012 undersøgte Goodell et al. effekten af at fortsætte mælkefodringen hos 360 kalve med naturligt opstået diarré. Dette studie er ikke inkluderet i Best Bets for Vets' analyse. Kalvene var i gns. 3 dage gamle, da de fik diarré og behandling blev påbegyndt. Kalvene blev opdelt i to grupper. I den ene gruppe behandles kalvene med elektrolytter (Diakur Plus) opblandet i mælk i det antal dage de havde diarré. I den anden gruppe fik kalvene ikke mælk de første to dage efter diarréen startede, men kun elektrolytter (RE-SORB) opblandet i vand.

Studiet viste ingen negative konsekvenser af at fortsætte mælkefodringen, mens kalvene havde diarré. Faktisk ses en (næppe overraskende) højere tilvækst i sygdomsperioden hos de kalve, som også fik mælk.​

Kalve som får meget mælk har bedre modstandskraft overfor cryptosporidier – og sikkert også andre infektioner

Ollivett et al., (2012) har lavet et randomiseret, kontrolleret forsøg med 20 holstein-tyrekalve designet til at undersøge, om en højere fodringsintensitet kan afbøde sygdomsforløbet og forbedre præstationen efter en eksperimentel infektion med Cryptosporidium parvum. Kalvene blev som 3-dage gamle oralt inokuleret med 1 mio oocyster og fordelt på to forskellige ernæringsplaner

​

CN: 500 g mælkeerstatning/dag

HPN: 850 g mælkeerstatning/dag de første 7 dage, herefter 1,11 kg mælkeerstatning/dag fra dag 8-21

Kalvene blev fulgt i 21 dage, hvor der løbende blev registreret gødnings- og helbredsscorer, oocystudskillelse, vægtudvikling, tørstofoptag og hæmatologiske mål.

​

Undersøgelsen viste, at kalvene som fik meget mælk (HPN) var mindre dehydreret, diarréen aftog hurtigere, den daglige tilvækst var positiv (433 g/dag vs. −48 g/dag i gruppen af kalve, som fik 500 g mælkeerstatning/dag), ligesom foderudnyttelsen (ADG pr. kg tørstofindtag) var tilsvarende gunstig i HPN (131,9 g/kg) og direkte dårlig i CN (−31,4 g/kg). Ingen kalve døde og ingen kalve modtog behandling.

Kalve med diarré skal derfor

tilbydes den fulde ration mælk

- men altid med en sut!

​

Syge kalve skal altid have mælk med en sut

Når kalve bliver syge og nedstemte, mister de deres mælkeiver og dermed funktionaliteten af bollerenderefleksen. Når bollerenderefleksen ikke virker lukker passagen til løben forbi vommen ikke og der kommer mælk i vommen. Mælk i vommen bliver omsat af mikroorganismer, hvorved der dannes laktat. Laktat vil gøre kalven alment nedstemt og dårlig, fordi det forårsager et fald i blodets pH (Lorenz et al., 2004)  

Hvis kalven er så syg, at den ikke vil/kan drikke mælken, må den ALDRIG sondefodres med mælk. Sondefodring med mælk kan i løbet af få dage få dødelig udgang for kalven pga. kraftig metabolisk acidose (Gentile et al., 2004).

Mælk må aldrig gives med en sonde, da det via sonden deponeres i vommen.

Hvis kalven ikke selv vil drikke sin mælk skal den have eletrkolytopløsning opblandet i vand. Elektrolytterne må gerne gives med sonde, hvis kalven ikke selv vil drikke den (Sayers et al., 2016).

​​​ 

Elektrolytter indeholder langt mindre energi end mælk

Wenge et al. (2014) angiver energiindholdet i komælk til 2,57 MJ/L. I samme studie blev energiindholdet i en elektrolytopløsning (Lytafit; 37,5 g/L opblandet i vand) bestemt til 0,52 MJ/L, mens tilsvarende tilsætning i mælk gav et energiindhold på 3,09 MJ/L. Disse værdier understreger den markante forskel i energiindhold mellem mælk og elektrolytopløsninger baseret på vand.

Et centralt argument for at supplere med elektrolytter ved diarré er ønsket om at sikre tilførsel af glukose, som er essentiel for kalvens energimetabolisme. Glukose understøtter blandt andet cellulær energiproduktion, natrium-glukose-kotransport i tarmen og dermed væskeoptagelsen. Det skal imidlertid fremhæves, at kalven reelt modtager en større samlet mængde energi – og dermed også glukoseækvivalenter – ved fortsat mælkefodring end ved tildeling af elektrolytopløsning alene.

Ved en daglig tildeling på 8 L mælk tilføres kalven 20,56 MJ. For at opnå en tilsvarende energimængde via elektrolytopløsning (0,52 MJ/L) ville det kræve ca. 40 L opløsning, hvilket er fysiologisk urealistisk. Elektrolytopløsninger kan derfor ikke erstatte mælk som primær energikilde, men bør betragtes som et supplement med henblik på rehydrering og korrektion af elektrolyt- og syre-base-forstyrrelser.

Fortsat mælkefodring under sygdom er afgørende af flere fysiologiske årsager:

• Energiforsyning: Kalven har et øget energibehov under infektion på grund af feber, immunaktivering og vævskatabolisme. Utilstrækkelig energitilførsel medfører negativ energibalance og svækket modstandskraft.

• Termoregulering: Tilstrækkelig energitilførsel er nødvendig for at opretholde kropstemperaturen, særligt hos unge kalve med begrænsede energireserver. Hypoglykæmi og energimangel øger risikoen for hypotermi.

• Fordøjelsesprocesser og tarmfunktion: Mælk understøtter vedligeholdelse af tarmepitelet og stimulerer enzymaktivitet og absorptionskapacitet. Kontinuerlig næringstilførsel bidrager til bevarelse af tarmens integritet og fremmer restitution af beskadiget slimhinde.

• Immunforsvar: Energi og næringsstoffer fra mælk er nødvendige for syntese af immunglobuliner, akutfaseproteiner og for funktion af immunceller. En utilstrækkelig energiforsyning kan kompromittere kalvens evne til at bekæmpe infektionen.

Sammenfattende er elektrolytter vigtige til korrektion af dehydrering og elektrolytforstyrrelser, men de kan ikke dække kalvens energibehov. Opretholdelse af mælkefodring er derfor en forudsætning for, at kalven har tilstrækkelig energi til at understøtte termoregulering, tarmfunktion og et effektivt immunrespons under sygdom.